Kongens udgravning
- Jættestuen Julianehøj blev i 1700-tallet omdannet til et romantisk haveanlæg til minde om enkedronning Juliane Marie. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.
Det var imidlertid først i midten af 1700-tallet, at megalitgravene for alvor kom i søgelyset. Ved Jægerspris Slot havde man i 1740erne fundet en jættestue, som kronprinsen, den senere Frederik d. 5, lod udgrave. Med udgivelsen af en artikel, hvori fundene og udgravningen blev beskrevet, blev undersøgelsen af jættestuen i Slotshegnet den første videnskabelige undersøgelse af en storstensgrav. Nogle årtier senere udgravedes i samme egn en anden jættestue – Julianehøj – som efter undersøgelsen blev ombygget til mindesmærke over oldtiden og den kongelige slægt, som man mente var begravet i højen.
- Adam Oehlenschlägers digt "Guldhornene, 1803.
Udgravningen af jættestuen i Slotshegnet og Julianehøj skete på en tid, da Europa var under forandring. I midten af 1700-tallet havde man i London oprettet British Museum, som skulle fortælle om menneskets historie og kultur, og lignende museer dukkede snart op flere steder på kontinentet. Oplysningstiden gjorde op med de hidtil gældende trosforestillinger, og borgerskabet fik efterhånden mere magt på bekostning af adelen og kongemagten. Europa var i forandring i disse år. Det var ikke kun inden for kongehuset, at interessen for forhistorien blev vakt i sidste halvdel af 1700-tallet. Også blandt adelen var interessen stor. Således udgravede Christian Ditlev Reventlow i 1778 den imponerende jættestue Kong Svends Høj på Lolland. På Møn blev også jættestuen Klekkendehøj undersøgt i disse år.
De arkæologiske undersøgelser i 1700-tallet havde efterhånden bygget op til, at bevaringen af fortidsminderne kom til at indtage en fremtrædende plads. Foruden de sagn og den overtro, som var knyttet til de gamle høje ude blandt landbefolkningen, havde også selve dyrkningsformen haft en gavnlig effekt på bevaringen af gravhøjene. Men med landbrugsreformerne i slutningen af 1700-tallet blev det gamle jordfællesskab mellem bønderne ophævet, og det blev nu populært at tage ny jord under plov.
Derved måtte flere gravhøje, dysser og jættestuer lade livet, og for fremsynede folk stod det hurtigt klart, at noget måtte gøres for at redde de danske fortidsminder. Samtidig blomstrede en ny retning op inden for kultur- og åndslivet. Romantikken betød et fornyet syn på fortiden, og blandt de fremtrædende kunstnere var digteren Adam Oehlenschläger, som i 1802 skrev digtet om de stjålne guldhorn. Guldhornene fra jernalderen var kort tid forinden blevet stjålet fra Kunstkammeret – kongens museum – og omsmeltet, hvilket af romantikkens udøvere blev set som et stort tab. Digtet om guldhornene var dog ikke nogen ros til oldforskerne og arkæologerne, men nærmere en kritik af deres manglende evne til at se oldsagerne i det rette lys.
Klik videre os læs om Oldsagskommissionen
- Udsnit af arkæologen L. Zincks lommebog med skitse af en stendysse på Refsnæs, som blev undersøgt omkring 1880. Arkiv: Nationalmuseet.
