Kompliceret rituelt system
- Indgangen til den ødelagte jættestue Hallebrøndshøj ved Svaneke på Bornholm. Arkiv: Nationalmuseet.
Megalitgravenes funktion har naturligvis været tæt knyttet til de begravelsesritualer, som har fundet sted i eller i umiddelbar nærhed af megalitgravene. Det er ikke usædvanligt, at der foran jættestuernes indgang findes skår efter ødelagt keramik, som har indeholdt gravgaver og været en del af begravelsesritualet. Jættestuerne er fællesgrave, og i visse tilfælde, som Rævehøj ved Slagelse, har man fundet knogler efter op mod hundrede forskellige personer. Enkelte steder både i Danmark og i Skåne er der eksempler på, at gulvene i gravkammeret er blevet inddelt ved hjælp af kantstillede fliser.
Disse fliser kan måske have adskilt særligt betydningsfulde personer fra resten af de gravlagte eller indikeret en form for familieadskillelse. Ligeledes kendes et enkelt eksempel fra Sverige på at de afdøde er blevet placeret siddende op ad bærestenene.
- Den sydfynske kultplads ved Sarup ligger på et næs. Arkiv: kulturarvsstyrelsen.
Langhøjene, dysserne og jættestuerne har indgået i et kompliceret rituelt system, som det i dag kan være vanskeligt at forestille sig. Forestillingsverdenen og de ritualer, som er blevet udført, har været en vigtig del af livet i bondestenalderens samfund. I nyere tid har man fundet flere store kultpladser, som i en del tilfælde har kunnet knyttes til kendte megalitgrave. Første gang man observerede en af de store kultpladser var ved Sarup på Sydfyn, hvis ældste samlingsplads stammer fra ca. 3400 f. Kr. Kultpladsen ligger på et næs, der er indhegnet af træpalisader og rækker af grøfter. Senere, omkring 3200 f. Kr., formindskedes området dog noget. De såkaldte Sarup-pladser er også indgået som et vigtigt led i begravelsesritualerne.
En række nedgravninger inde på det indhegnede område indeholdt forskellige menneskeknogler, lerkar, flintøkser og forkullet korn. Det er blevet foreslået, at disse kultpladser har været anvendt til offerhandlinger i forbindelse med gravlæggelserne, og at kultpladserne har været første punkt inden den endelige begravelse i en dysse eller jættestue. At man har lagt vægt på ritualerne ses af, at man bare ved opførelsen af den ældste kultplads ved Sarup har skullet anvende 170 personers arbejdskraft i tre måneder, førend palisadeanlægget stod færdigt. I Nord- og Vestjylland har man fundet flere kulthuse, som har indgået i de udførte ceremonier. Et af de kendteste eksempler er kulthuset ved Tustrup på Djursland, som ligger i umiddelbar tilknytning til en gruppe megalitgrave. Kulthuset er med sin hesteskoformede grundplan og åbne gavl en mystisk bygning, der – da den blev udgravet i 1950erne – blev betegnet som et 'tempelhus'. Måske er gravlæggelserne i visse tilfælde foregået på den måde, at den døde allerførst er blevet gravlagt inden for en af indhegnede kultpladser og siden blevet transporteret videre til det sidste hvilested i en nærliggende dysse eller jættestue.
- Moesgård Museum i Århus har genopført en rekonstruktion af kulthuset i Tustrup. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.
Traditionen med bygningen af megalitgrave standsede imidlertid næsten lige så brat som den begyndte. Selvom man mange steder fortsatte med at begrave de døde i jættestuerne igennem store dele af bondestenalderen, så skete der et skifte ved overgangen til den såkaldte enkeltgravskultur. Som navnet antyder, var det ikke længere kun fællesgrave man anvendte, men også individuelle begravelser i form af jordfæstegrave under en lille høj. Under restaurering af megalitgravene møder man i dag også spor efter begravelser fra senere tidsperioder. Det var ikke ualmindeligt, at man eksempelvis i bronzealderen nedsatte urner i jættestuernes høje og på denne måde genanvendte anlæggene. Der er også eksempler på, at man i oldtiden endog er brudt ind i de gamle jættestuekamre for at genanvende gravkamrene, blandt andet ved indsættelse af større kister. Men opførelsen og anvendelsen af storstensgravene er dog uløseligt knyttet til de første bondesamfund i Norden.
- I 2004 restaureredes tvillingejættestuen Månehøj på Sydsjælland. På billedet fortæller arkæolog Svend Illum Hansen om udgravningen. Foto: Jørgen Westphal, Kulturarvsstyrelsen.
- I efteråret 2008 restaurerede Kulturarvsstyrelsen jættestuen Vasagård på Bornholm. På billedet løftes en tonstung dæksten på plads over jættestuens indgang. Arbejdet kræver stor præcision, så stenen bliver liggende. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.
Traditionen med bygningen af megalitgrave standsede imidlertid næsten lige så brat som den begyndte. Selvom man mange steder fortsatte med at begrave de døde i jættestuerne igennem store dele af bondestenalderen, så skete der et skifte ved overgangen til den såkaldte enkeltgravskultur. Som navnet antyder, var det ikke længere kun fællesgrave man anvendte, men også individuelle begravelser i form af jordfæstegrave under en lille høj. Under restaurering af megalitgravene møder man i dag også spor efter begravelser fra senere tidsperioder. Det var ikke ualmindeligt, at man eksempelvis i bronzealderen nedsatte urner i jættestuernes høje og på denne måde genanvendte anlæggene. Der er også eksempler på, at man i oldtiden endog er brudt ind i de gamle jættestuekamre for at genanvende gravkamrene, blandt andet ved indsættelse af større kister. Men opførelsen og anvendelsen af storstensgravene er dog uløseligt knyttet til de første bondesamfund i Norden.
- Stor og lille jættestue. I forbindelse med restaureringen af Stuehøj ved Ølstykke opførtes en midlertidig miniature-jættestue til de besøgende for at anskueliggøre jættestuens konstruktion. Foto: Jørgen Westphal, Kulturarvsstyrelsen.
