Stendysser og jættestuer

I sin oprindelige form bestod dysserne af et rektangulært gravkammer bygget af store sten med en enkelt eller to dæksten oven på kammeret. De ældste dysser var kun beregnet til en enkelt gravlæggelse, men i løbet af de få århundreder, den intensive byggeperiode varede, udvikledes dysserne. Således skete mindre byggetekniske ændringer, hvorved den rektangulære form efterhånden blev mere rund. De yngre dysser fik samtidig indbygget en indgang, således at man også kunne komme ind til den afdøde, efter at begravelsesceremonien var overstået. I dag forbinder mange dysserne med et fritstående gravkammer bestående af en dæksten, der hviler på nogle store bæresten.

Gennem 1800-tallet blev dysserne et nationalt symbol, og i begyndelsen af 1910erne blev en stendysse endog afbildet på en dansk pengeseddel. Oprindeligt var stendysserne dog dækket af jord, og formentlig har kun den øverste del af dækstenen været synlig. Gennem årene er jorden omkring gravkammeret enten blevet fjernet eller skyllet væk af regnvand, og dermed opstod det karakteristiske syn, som mange endnu i dag forbinder med det klassiske billede af den danske oldtid.

Dyssernes typemæssige udvikling ændredes markant i løbet af den periode, hvori dysserne blev opført. Efterhånden opstod der en helt ny form, som i dag betegnes som jættestuer. Jættestuen består i sin grundform af en stensat gang der fører ind til et stort gravkammer. De tidligste jættestuer så første gang dagens lys i det sydskandinaviske område omkring 3200 f. Kr. Det var impulser sydfra, som satte gang i jættestuebyggeriet. Fra Spanien og Portugal i syd, op langs Atlanterhavskysten til Frankrig, Holland, Storbritannien, Irland, Tyskland, Polen og Skandinavien i nord byggedes talrige megalitgrave.

I Bretagne i det nuværende Frankrig kendes således i Lochmariaquer-området flere megalitgrave bygget mellem 4500 og 4200 f. Kr. I Danmark blev jættestuerne bygget i løbet af en ganske kort periode på måske kun hundrede år i den senere del af den fase, man i fagsprog kalder tragtbægerkulturen. Tragtbægerkulturen er opkaldt efter den specielle form for keramik, som man også finder i forbindelse med megalitgravene.

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål omkring jættestuernes konstruktion er, hvordan de tonstunge dæksten er blevet placeret oven på gravkammeret. I sig selv er det en imponerende præstation, at man allerede i bondestenalderen uden nutidens tekniske hjælpemidler har kunnet manøvrere de op mod 25 tons tunge dæksten på plads. Dertil kommer, at bærestenene skulle stå nøjagtigt og præcist, for at hele konstruktionen ikke skulle kollapse, når dækstenene blev anbragt. Allerede den arkæologiinteresserede danske konge, Frederik d. 7, udgav i 1857 et lille skrift med titlen 'Om Byggemaaden af Oldtidens Jættestuer'. Heri foreslog kongen, at man ved hjælp af tømmerstokke havde rullet dækstenene på plads over gravkamrene.

For ganske få år siden fandt man under restaureringen af en jættestue et hul efter en stolpe uden for jættestuens kammer, og siden er flere lignende stolpehuller dukket op. Efterhånden er der begyndt at danne sig et mønster, som kunne tyde på, at Frederik d. 7's teori kun delvis er korrekt. Formentlig har stolpehullet rummet en sindrig trækonstruktion i form som et A, der ved hjælp af et snoretræk har kunnet hjælpe med til at flytte dækstenene på plads.