Stendysser og jættestuer

: Vilsted-dyssen på Midtsjælland. Foto: Svend Illum Hansen, Kulturarvsstyrelsen.

Omkring 3500 f. Kr. begyndte man at bygge de første dysser af de kæmpemæssige stenblokke, der oprindelig var blevet ført sydpå af ismasserne under den sidste istid, og som under isens tilbagetrækning blevet aflejret i landskabet. Opførelsen af dysserne skete samtidigt i store dele af det nordeuropæiske lavlandsområde, særligt omkring den vestlige del af Østersøen, i Sydskandinavien, Slesvig-Holsten og Mecklenburg.

: Grundplan af jættestuen Skjerningehøj på Fyn. Arkiv: Nationalmuseet.

I sin oprindelige form bestod dysserne af et rektangulært gravkammer bygget af store sten med en enkelt eller to dæksten oven på kammeret. De ældste dysser var kun beregnet til en enkelt gravlæggelse, men i løbet af de få århundreder, den intensive byggeperiode varede, udvikledes dysserne. Således skete mindre byggetekniske ændringer, hvorved den rektangulære form efterhånden blev mere rund. De yngre dysser fik samtidig indbygget en indgang, således at man også kunne komme ind til den afdøde, efter at begravelsesceremonien var overstået. I dag forbinder mange dysserne med et fritstående gravkammer bestående af en dæksten, der hviler på nogle store bæresten.

: Jættestuen Jættedal på bornholm tegnet af A. P. Madsen. Arkiv: Nationalmuseet.

Gennem 1800-tallet blev dysserne et nationalt symbol, og i begyndelsen af 1910erne blev en stendysse endog afbildet på en dansk pengeseddel. Oprindeligt var stendysserne dog dækket af jord, og formentlig har kun den øverste del af dækstenen været synlig. Gennem årene er jorden omkring gravkammeret enten blevet fjernet eller skyllet væk af regnvand, og dermed opstod det karakteristiske syn, som mange endnu i dag forbinder med det klassiske billede af den danske oldtid.

: En jættestue er et kompliceret bygningsværk med talrige konstruktionsdetaljer. Som det ses på tegningen findes i konstruktionen særlige lag af knust flint, der var beregnet til at holde regnvand borte fra gravkammer og indgang. Tegning: Leif Hammelev.

: Man har i mange år diskuteret, hvordan storstensgravene blev bygget. Ovenfor ses et af forslagene. Ved nyere restaureringer har man fundet stolpespor, der måske stammer fra en A-bom som ses på tegningen. Tegning: Thomas Bredsdorff.

Dyssernes typemæssige udvikling ændredes markant i løbet af den periode, hvori dysserne blev opført. Efterhånden opstod der en helt ny form, som i dag betegnes som jættestuer. Jættestuen består i sin grundform af en stensat gang der fører ind til et stort gravkammer. De tidligste jættestuer så første gang dagens lys i det sydskandinaviske område omkring 3200 f. Kr. Det var impulser sydfra, som satte gang i jættestuebyggeriet. Fra Spanien og Portugal i syd, op langs Atlanterhavskysten til Frankrig, Holland, Storbritannien, Irland, Tyskland, Polen og Skandinavien i nord byggedes talrige megalitgrave.

: Allerede i 1850´erne kom Frederik d. 7 med et forslag til, hvordan storstensgravene blev bygget. Arkiv: Kulturarvsstyrelsen.

I Bretagne i det nuværende Frankrig kendes således i Lochmariaquer-området flere megalitgrave bygget mellem 4500 og 4200 f. Kr. I Danmark blev jættestuerne bygget i løbet af en ganske kort periode på måske kun hundrede år i den senere del af den fase, man i fagsprog kalder tragtbægerkulturen. Tragtbægerkulturen er opkaldt efter den specielle form for keramik, som man også finder i forbindelse med megalitgravene.

Jættestuen er et kompliceret bygningsværk, der har krævet en højt specialiseret viden og teknik for at få den mægtige stenkonstruktion til at holde gennem årtusinder. I sin grundkonstruktion er jættestuen opbygget af en række bæresten (store stenblokke). Mellem bærestenene har man anbragt tørmure bestående af flade sandstensfliser, som er lagt lag på lag. Inden for de senere år har man i enkelte jættestuer opdaget, at der mellem disse tørmursfliser er lagt fint foldet birkebark, som har gjort konstruktionen tæt og tør. I enkelte tilfælde har man endog fundet kridtmasse mellem tørmursfliserne; dette gælder blandt andet en jættestue på Møn.

Bag bærestenene og tørmurene blev lagt en tæt flintpakning, som har været med til at lede regnvand væk fra gravkammeret og holde dette tørt. Efter at de tonstunge dæksten var blevet lagt på plads oven på bærestenene, blev flere separate sten- og lerlag lagt over højkonstruktionen for blandt andet at gøre gravkammeret så tørt som muligt. En enkelt detalje, som viser hvor specialiserede jættestuebyggerne var, er de flade skråtliggende sten, som er placeret på toppen af bærestenene, og som er med til at føre regnvandet bort fra gravkamrene. At det virkelig er lykkedes at holde regnvandet ude af kamrene, ses blandt andet af den bevarede birkebark mellem tørmursfliserne. At birkebarken er bevaret, hænger nøje sammen med et tørt indeklima.

: Undersøgelser har afsløret, at der i ganske få jættestuer er bevaret over 5000 år gammelt birkebark mellem tørmursfliserne i storstensgravene. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

: Mange stendysser og jættestuer kan i dag være vanskelige at se, som her ved Sillehøj på Bornholm. Men kommer man tættere på ses de tonstunge sten. Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturarvsstyrelsen.

Et af de mest omdiskuterede spørgsmål omkring jættestuernes konstruktion er, hvordan de tonstunge dæksten er blevet placeret oven på gravkammeret. I sig selv er det en imponerende præstation, at man allerede i bondestenalderen uden nutidens tekniske hjælpemidler har kunnet manøvrere de op mod 25 tons tunge dæksten på plads. Dertil kommer, at bærestenene skulle stå nøjagtigt og præcist, for at hele konstruktionen ikke skulle kollapse, når dækstenene blev anbragt. Allerede den arkæologiinteresserede danske konge, Frederik d. 7, udgav i 1857 et lille skrift med titlen ' Om Byggemaaden af Oldtidens Jættestuer'. Heri foreslog kongen, at man ved hjælp af tømmerstokke havde rullet dækstenene på plads over gravkamrene.

: Ved restaureringer afstorstensgrave findes ofte skår fra ødelagte lerkar. Foto: Jørgen Westphal, Kulturarvsstyrelsen.

For ganske få år siden fandt man under restaureringen af en jættestue et hul efter en stolpe uden for jættestuens kammer, og siden er flere lignende stolpehuller dukket op. Efterhånden er der begyndt at danne sig et mønster, som kunne tyde på, at Frederik d. 7´s teori kun delvis er korrekt. Formentlig har stolpehullet rummet en sindrig trækonstruktion i form som et A, der ved hjælp af et snoretræk har kunnet hjælpe med til at flytte dækstenene på plads.

En jættestue er ikke bare en jættestue. Der findes talrige variationer og tekniske detaljer, som leder tanken hen på højt specialiserede håndværkere, der kendte deres håndværk til fingerspidserne. I visse områder finder man endog så ens konstruktionsdetaljer, at der næsten kun kan være tale om de samme omrejsende håndværkere. Selve jættestuernes grundform varierer. Som oftest består jættestuerne af et enkelt kammer med en indgang, men der findes også eksempler på jættestuer med et eller to bikamre i tilknytning til jættestuens hovedkammer. Dobbelt- og tvillingejættestuer er en anden variation.
Dobbeltjættestuerne er gravhøje, hvori der ligger to separate jættestuer adskilt fra hinanden. Tvillingejættestuerne er ligeledes to jættestuer i samme høj, men i modsætning til dobbeltjættestuerne deler de en fælles endevæg.

Klik videre og læs om et Kompliceret rituelt system