Dit fredede hus

- Tækning af et fredet hus. Det er vigtigt at bruge gode håndværkere med særlig viden om vedligeholdelse af fredede og bevaringsværdige bygninger, når man skal i gang med arbejder på sit fredede hus. Bremerstente på Fyn. Foto Thomas Hillerup
Størstedelen af Danmarks ca. 9.000 fredede bygninger er privatejede. Ejere og brugere af disse bygninger er derfor vigtige til at sikre vedligeholdelsen og udviklingen af vores fælles kulturarv.
Når en bygning er fredet, betyder det bl.a. at ejerne, såvel de private som de offentlige, skal holde bygningen i forsvarlig stand, og at både udvendige og indvendige ændringer, der går ud over almindelig vedligeholdelse, kræver forudgående tilladelse fra Kulturstyrelsen.
Ejer af et fredet hus
De fleste anser det for et stort privilegium at eje eller bo i et fredet hus. Ofte har en fredet bygning de særlige kvaliteter, der gør den ekstra interessant at bo i.
Men som ejer er man også forvalter af kulturarv. Målet med at frede en bygning er jo at bevare og sikre mest muligt af bygningens værdier for eftertiden.
Derfor har ejeren pligt til at holde sin bygning i forsvarlig stand. Og ejeren skal have tilladelse fra Kulturstyrelsen, hvis den fredede bygning skal ændres – både indvendigt og udvendigt. Kulturstyrelsen yder råd og vejledning, så man i forbindelse med disse ændringer får faglig rådgivning om hensigtsmæssige materialer og metoder.
Ændringer kræver tilladelse
Både små og store ændringer kræver tilladelse. Lige fra en tagomlægning eller flytning af en skillevæg inden døre til opsætning af et skilt på facaden.
Grunden til, at alle arbejder på en fredet bygning kræver tilladelse, er, at det derved sikres, at de ændringer, der gøres på en fredet bygning, fastholder eller forbedrer fredningsværdierne. Bygningsændringer med forkerte materialer og forkert udførelse kan nemlig medføre, at en bygning efterhånden mister de værdier og det særpræg, der gjorde den fredningsværdig.
Bygningsarbejder i en fredet bygning uden tilladelse er ulovlige arbejder.
Er der foretaget ulovlige arbejder på eller i en fredet bygning, kan Kulturstyrelsen forlange, at ejeren bringer de pågældende forhold tilbage til det tidligere – for egen regning. Det gælder også, hvis de ulovlige arbejder er udført af en tidligere ejer!
Er du ejer, så kan du få hjælp
Kulturstyrelsen er ikke blot myndighed på bygningsfrednings området, men det er også vores opgave at vejlede ejere af de fredede bygninger. Du er altid velkommen til at kontakte styrelsen- Center for Kulturarv og Arkitektur, hvis du har spørgsmål til fredningen eller til kommende og igangværende byggearbejder. Du kan også se nogle video-guides her på siden, som vejleder dig i at vedligeholde din fredede bolig eller du kan se under denne side for tips og gode råd.
Ikke et museum
En fredet bygning er ikke et museum, men det er vigtigt at fastholde eller styrke bygningens særlige kvaliteter og særpræg, når der skal ske ændringer. Vi taler om bevaring af bygningens bærende fredningsværdier.
Med den rigtige rådgivning og vejledning er det ofte muligt at tilpasse en ny funktion eller nutidig komfort i en fredet bygning uden at gå på kompromis med de bærende fredningsværdier.
Få video-svar og gode råd til, hvordan du bedst passer på dit fredede hus. Kulturstyrelsen præsenterer film, der hver især giver svar på typiske spørgsmål om fredede bygninger.
Se videoerne her





