Fredninger kan ophæves

- Mosegård, Østerbyvej 1 på Samsø er brændt og fredningsværdierne er gået tabt. Fredningen blev ophævet i 2008, da Kulturarvsstyrelsen ikke finder, at disse tidligere værdier meningsfuldt lader sig genskabe.
En fredning kan i helt specielle situationer ophæves. En fredningsophævelse følger samme administrative procedure som en fredning.
Kulturarvsstyrelsen gennemfører i særlige tilfælde ophævelse af en fredning, fordi bygningen ikke lever op til kravet om at have særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske værdier af national betydning. Kulturarvsstyrelsen ønsker at målrette ressourcerne mod de fredede bygninger, der har disse værdier, da der ikke er nogen grund til at pålægge en ejer af en fredet bygning særlige restriktioner, hvis bygningen ikke lever op til kravene.
For at få analyseret det generelle behov for fredningsophævelser afsluttede Kulturarvsstyrelsen i 2002 et projekt i Rønne, hvor alle fredede bygninger var blevet gennemgået. Resultatet var, at 9 fredninger på byens i alt 29 fredede ejendomme blev ophævet, og at 5 fredninger blev udvidet. Rønne-gennemgangen har lagt det niveau for fredningsværdighed, som indtil videre er Kulturarvsstyrelsens udgangspunkt for ophævelsessager i hele landet.
I Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsens rapport 2009 om bygningsbevaring foreslås, at der gennemføres en landsdækkende gennemgang af alle fredede bygninger. En sådan gennemgang forventes at ville medføre krav om at yderligere ophævelser af fredninger.
Der kan være flere grunde til at ophæve en fredning:
Tidligere B-fredninger
Den mest almindelige årsag er, at tidligere fredninger i Klasse B fuldt lovligt har undergået så voldsomme ændringer inden 1980, at bygningen har mistet - eller aldrig har haft - de værdier, som i dag stilles til fredede bygninger.
Brand eller forfald
En fredet bygning kan være enten nedbrændt eller gået så meget i forfald, at en restaurering reelt vil betyde, at bygningen skal nyopføres, hvilket ikke altid virker meningsfyldt.






