Hvem kan rejse en fredningssag?

Skagen Rådhus, Sankt Laurentiivej 87
Skagen Rådhus fra 1968 af arkitekt Ejnar Borg er med omgivelser fredet i 1995

Det er Kulturarvsstyrelsen, der rejser fredningssager.

Det kan ske på baggrund af henvendelser fra ejere, naboer eller andre interesserede. Man indsender en beskrivelse og fotografier af bygningen til Kulturarvsstyrelsen sammen med plantegninger og andre relevante oplysninger. Derefter vurderer Kulturarvsstyrelsen, om den vil rejse en fredningssag. Styrelsen svarer på en henvendelse om fredning, hvad enten sagen fortsætter, eller idéen afvises.

Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur kan også foreslå en fredning, da denne forening har en særlig ret til det, og Kulturarvsstyrelsen er herefter forpligtet til at forelægge foreningens forslag for Det Særlige Bygningssyn.

Styrelsen undersøger også selv, om der er bygninger, der bør fredes. Det kan f.eks. ske efter, at styrelsen har gennemgået et tema – eksempelvis en bestemt bygningstype eller en bestemt arkitekts værker.

Tema-gennemgangen giver Kulturarvsstyrelsen en bred faglig baggrund for at vurdere, om der er behov for fredninger i den enkelte kategori, og i givet fald af hvilke bygninger. Der er gennemgået mange temaer allerede, bl.a. af posthuse, landbrugsejendomme, folkeskoler, vanddrevne elværker, fyranlæg, missionshuse, etageboliger, vandværker og modernistiske villaer.

Sidst opdateret  2.10.2009