Salg og nedrivning af offentlige bygninger

Herredsfogedbolig i Fjerritslev, sandagervej 52
Herredsfogedbolig i Fjerritslev, sandagervej 52

En lang række ikke-fredede bygninger i offentligt eje må ikke nedrives eller sælges til private, uden at Kulturarvsstyrelsen først er orienteret og har haft mulighed for at tage stilling til, om bygningen bør fredes. Det gælder bygninger, som er mere end 50 år gamle, eller som er karakteriseret som værende af høj bevaringsværdi.

Bestemmelserne findes i bekendtgørelse nr. 1125 af 17. december 1997. Bekendtgørelsens formål er at sikre, at Kulturarvsstyrelsen har mulighed for i tide at vurdere en bygnings fredningsværdi.

Hvilke bygninger er omfattet?

Blandt de offentligt ejede bygninger, som er omfattet af bekendtgørelsen, hvis de er mere end 50 år gamle, er: Administrationsbygninger, herunder rådhuse, biblioteker, boliger, brandstationer, broer, elværker, fyrtårne, fængsler, havneanlæg, sports- og svømmehaller, jernbaneanlæg, kaserner, kirker og tilhørende huse, koncerthuse, museumsbygninger, politistationer, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, ting- og arresthuse, vandtårne med flere.

Bygninger, som er karakteriseret ved høj bevaringsværdi, f.eks. i en bevarende lokalplan, er også omfattet af bekendtgørelsen, uanset deres alder og funktion.

En liste over samtlige kategorier af bygninger, som er omfattet af bekendtgørelsen, kan ses via nedenstående link til Retsinformation.

Indberetningspligt

Det er den offentlige ejer, som skal sørge for at indberette til Kulturarvsstyrelsen, hvis en bygning påtænkes nedrevet eller solgt til private. Ejeren skal indsende en beskrivelse og fotografier af bygningen sammen med bygningstegninger og andet relevant materiale. Kulturarvsstyrelsen tager herefter inden for seks uger stilling til, om der skal rejses en fredningssag. Hvis der rejses en fredningssag, bliver ejeren underrettet.

Det har siden styrelsens oprettelse i 2002 været Kulturarvsstyrelsen, og ikke, som det fremgår af bekendtgørelsen, Skov- og Naturstyrelsen, som skal orienteres, hvis en offentlig ejer påtænker at nedrive eller sælge en bygning.

Sidst opdateret  2.10.2009