Bygningsfredningens historie

Den første bygningsfredningslov træder i kraft 12. marts 1918

1916

Regeringen fremsætter forslag om en bygningsfredningslov. Det sker på baggrund af protester mod ombygninger og nedrivninger af flere betydningsfulde bygninger. I København var renæssancebebyggelsen "De Syv Søstre", der lå for enden af Børsen lige ved Knippelsbro, blev revet ned omkring 1903, og i Viborg blev der i 1906 nedrevet et middelalderhus, i folkemunde kendt som Budolfi Kloster.

Loven skal sikre, at ejere, der mangler den fornødne forståelse for sådanne bygninger, ikke forringer bygningernes fredningsværdier, fordi "Samfundsinteressen i Bevarelsen af saadanne fremragende Bygninger, gennem hvilke dansk Kultur og Historie gennem Aarhundreder afspejler sig, er saa betydelig, at den private Ejers Interesser til en vis Grad maa staa tilbage for den".

Loven giver ikke kompensation til ejerne af de fredede bygninger, da bygningsfredning betragtes som en erstatningsfri regulering af ejendomsretten.

1917

Regeringen genfremsætter forslaget om bygningsfredningslov.

1918

Bygningsfredningsloven træder i kraft 12. marts 1918. Loven giver mulighed for to slags fredninger: klasse A og klasse B. Forskellen er, at en ejer af en klasse A-fredet bygning ikke kan foretage ændringer i bygningen uden godkendelse og tilladelse fra myndighederne. En ejer af en klasse B-fredet bygning skal anmelde ændringer, men kan gennemføre dem, også selv om myndighederne er imod.

Ifølge loven skal en bygning som regel være mindst 100 år for at kunne komme i betragtning til fredning. I praksis bliver 100 års-reglen ikke fraveget.

Der oprettes et nævn, Det Særlige Bygningssyn, der skal indstille fredninger til undervisningsministeren. Bygningssynet skal også afgøre ansøgninger om økonomisk støtte til ombygninger eller ændringer af fredede bygninger.

I alt 1156 bygninger bliver fredet i 1918 og 1919.

1966

Loven forbedrer beskyttelsen for klasse B-fredede bygningers facader, så de får samme beskyttelse som klasse A.

Statens Bygningsfredningsfond oprettes i et forsøg på at redde fredede ejendomme, der forfalder. Fonden kan yde fordelagtige lån til restaurerings- og istandsættelsesarbejder og får også midler til at overtage faldefærdige ejendomme og sætte dem i stand.

Det vedtages, at en fredet bygnings umiddelbare omgivelser også kan fredes, hvis de udgør en del af en samlet, beskyttelsesværdig helhed. Loven træder i kraft den 1. juli 1966.

Antallet af fredede bygninger er ca. 2500.

1980

Fredningsklasserne bliver afskaffet. Alle bygninger er herefter fredet med de retsvirkninger, der hidtil kun gjaldt for klasse A. Herefter kræves der tilladelse til både udvendige og indvendige arbejder på alle fredede bygninger. Det bliver desuden muligt at frede bygninger, der er yngre end 100 år, hvis de er særligt værdifulde. Loven træder i kraft den 1. januar 1980.

Antallet af fredede bygninger er knap 3000.

1997

Ændringer i loven betyder, at Statens Bygningsfredningsfond nedlægges. Aldersgrænsen for, hvor gammel en bygning skal være for at kunne opnå fredning, sættes ned fra 100 til 50 år. Også nyere bygninger kan fredes, hvis de er særligt værdifulde.

Loven får et kapitel om bevaringsværdige bygninger, der fastsætter regler for udpegning og procedurer for høring, før nedrivning kan tillades. Ansvaret for de bevaringsværdige bygninger ligger hos kommunerne. Loven træder i kraft den 1. december 1997.

Antallet af fredede bygninger er ca. 9200.

1998

Loven om regionale faglige kulturmiljøråd betyder, at der nedsættes et kulturmiljøråd i hvert amt, der skal sikre den faglige kvalitet i forbindelse med beslutninger om kulturmiljøet. Rådet vil kunne bidrage til amtskommunernes regionplanlægning og være rådgivende over for kommunalbestyrelsens kommune- og lokalplanlægning. Endelig skal rådene udtale sig om bygningsfredningsforslag. Loven træder i kraft den 1. januar 1998.

2001

Fredningsmyndigheden får mulighed for at udpege en bygning som bevaringsværdig, hvilket hidtil har været forbeholdt kommunerne. Kommunerne kan dog efterfølgende ophæve den statslige udpegning. Ansvaret for alle bevaringsværdige bygninger, herunder de statsligt udpegede, ligger fortsat hos kommunerne.

Ansvaret for bygningsfredninger overgår fra Miljøministeriet til Kulturministeriet og placeres organisatorisk i den nyoprettede Kulturarvsstyrelse.

2009

Kulturministeren offentliggør anbefalingerne til en revision af bygningsfredningsloven samt en anbefaling om at gennemgå samtlige fredede bygninger i landet, se Rapport om bygningsbevaring".