Christiania

I årene 1682-92 blev en ny forsvarslinje anlagt som en bue, der gik fra Christianshavn til Københavns havneindsejling over for Kastellet. Med jævne mellemrum blev der opført bastioner, og på fire af dem blev der opført tykke, bombastiske bygninger: krudthuse eller krudttårne. De blev placeret midt på bastionen, og der står de endnu. Tre af krudthusene er nu fredet.

Krudthusene skulle, som navnet antyder, huse krudt. Før disse huse var krudt og kugler anbragt i depoter inde i byen, men man ville gerne have dem på en mere behagelig afstand af den letantændelige bymidte. Desuden skulle krudtet jo være dér, hvor man havde brug for det i en kampsituation.

Krudthusene var derfor bygget til at holde på krudt, men de var også bygget til at komme af med krudtet. Faren for eksplosion var altid til stede, derfor skulle husene bygges, så de kunne eksplodere på en kontrolleret måde, der ville skade mindst muligt. Husene fik derfor luger, der kunne springe op ved mindre eksplosioner og dermed tage trykket af bygningen. Hvis det helt store brag skulle ske, var bygningen opført med meget stærke, ca. 1 meter tykke mure, og et forholdsvis svagt tag. Eksplosionen ville derfor ryge til vejrs – og dermed være til så lidt fare som muligt for omgivelserne og selve bygningen. Hvert krudthus var desuden omgivet af en vandgrav, der skulle beskytte det omgivende voldanlæg i tilfælde af eksplosion.

Krudthusene blev tømt for krudt i 1905, da byen efterhånden var ekspanderet derud. Krudtet blev lagt i nye magasiner, fredstids-krudthuse, som blev bygget ind i Vestvolden – Københavns nyeste befæstning.

Krudthusene var allerede fredet, da Lokalplan for Christiania i 1989 satte bygningsfredningsloven ud af kraft. Kulturarvsstyrelsen har nu genindført fredningen.

Krudthuset på Vilhelms Bastion – af Christiania kaldet Børneengen – var første bygning på Christianshavns Vold. Byggeriet gik i gang i 1688, og to år efter gik man i gang med at bygge et tilsvarende hus på Carls Bastion, den man nu kalder Den Blå Karamel. Begge huse er kronet med Christian 5.'s navnetræk udhugget i en sandstenskvader.

Husene er tegnet af arkitekt Hans van Steenwinckel den yngste. Han var både Holmens bygmester og kongelig bygmester.

De to krudthuse har to rum, et i stuen og et på 1. sal, båret af en central pille. Der var ingen trappe imellem etagerne, al krudtet blev lagt direkte ind på lagrene gennem lugerne i gavlen.

I dag står krudthuset på Carls Bastion stort set som dengang. Stuen er lejet ud til skoletjenesten og naturvejledere med mulighed for klasseundervisning og magasinplads til udstyr. 1. salen står tom og nykalket.

Krudthuset på Vilhelms Bastion har været udsat for langt flere ændringer og står derfor ikke nær så intakt. Vandgraven er kastet til og bruges som legeplads til børnehaven og til hestegræsning. Huset bruges til bolig, værksted og oplagsplads for en rideskole. Trods ændringerne vurderer Kulturarvsstyrelsen, at også dette er krudthus bør fredes, ikke mindst for at man kan se det sammenhængende system i voldanlægget.

Krudthuset på Frederiks Bastion – nu kaldet Bjørnekloen – ligger længst væk fra Christianias centrum op mod Holmen. Det er derfor det krudthus, der ligger mest i sine autentiske omgivelser uden forstyrrelser fra anden bebyggelse. Huset står midt i bastionen, beskyttet af voldanlægget, og fremtræder meget smukt omgivet af brosten, småsten og græs.

Bygningen har en helt anden form end de andre krudthuse, langt mindre bombastisk. I stedet for voldsomme støttepiller i hjørnerne har den flere støttemure langs væggen, som skulle beskytte bygningen mod at brase sammen i tilfælde af eksplosion. Det giver bygningen et nærmest barokt udtryk.

Bygningens vinduer er forsynet med jernskodder, som der i dag er sat glas i. Begge etager bruges i dag til udstillinger.

Ingeniørofficer C.E.D. von Oetken (1691-1754) står bag krudthuset, der først blev opført i 1744. Sammen med et andet krudthus på volden (Charlotte Amalie) introducerer han en ny form inden for denne bygningstype. Huset er nu dækket af en svær tøndehvælving, fordi det formodedes at være mere modstandsdygtigt over for tryk – og dermed eksplosioner – i forhold til de krydshvælvinger, som ses i de gamle krudthuse.

I 1770 sprang Landetatens krudttårn ved Østerport i luften. 50 mennesker blev dræbt, og mange bygninger blev ødelagt. Alle kunne se, at man ikke kunne have krudt midt inde i en trang storby. Det blev derfor direkte forbudt at opbevare krudt inden for voldene i fredstid, og man havde derfor hastigt brug for flere, nye krudtmagasiner.

Der blev derfor anlagt en såkaldt "enveloppe". Man inddrog en opdæmmet vej, der løb langs Christianshavns Vold ind mod Amager og ombyggede den fra 1779-80 til en ydre forsvarslinje. Den fik seks redaner – små pileformede fremspring på volden – nord for Torvegade. På fire af disse redaner blev nye krudtmagasiner bygget. '

Den gamle forsvarslinje med redanerne går i dag under navnet "Dyssen" og 2., 3., 4. og 5. Redan har fået u-militære navne som: Aircondition, Autogena, Fakirskolen og Den Kosmiske Blomst. Det er de fire gamle magasinbygninger på redanerne, som Kulturarvsstyrelsen har fredet. De er enestående ved, at de er helt ens, ligger præcist, hvor de altid har ligget, og derfor kan udtrykke sammenhængen i denne del af det gamle fæstningsværk.

Man regner med, at Søværnets egne teknikere har tegnet og opført dem, muligvis ved at have kopieret andre krudthuse. Hvert magasin består af to længer i en etage, der danner en vinkel, hvis sider ligger parallelt med volden. Bygningen har en gårdsplads med åbning ud mod Stadsgraven. Facaden ind mod den lukkede gårdsplads har fra opførelsen haft fire døråbninger med rundbuede stik, og de er bevaret intakte. De tykke ydermure, der vender mod stien og volden, har en række tætsiddende, smalle åbninger, det er skydehuller.

Krudtmagasinerne er i dag boliger og har været udsat for radikale indgreb i både facader og tagflader. Nye vinduer og døre er etableret med genbrugsmaterialer. Det har givet et rodet facadeudtryk i modsætning til den stramme og enkle arkitektur, der har været et særkende ved bygningerne.  

Indgangen til det centrale, røde anlæg midt i området minder nærmest om en lille borg – selv om det er småt, er det alligevel pompøst og monumentalt – og over porten troner en vaseopsats med kongekrone og Christian 8.'s monogram. I mange år sad der stadig rester af de store messingbogstaver, der fortalte om bygningens funktion: "Landetatens Laboratorium", men de er alle væk i dag, og anlægget blev på Christiania kendt under navnet "Mælkebøtten".

Anlægget ligger i Sofie Hedevigs Bastion, hvor der fra 1687 til 1750 også lå en mølle. Da området blev til Bådmandsstrædes Kaserne, placerede hæren her sit laboratorium, som fremstillede ammunition. Chefen for laboratoriet var overfyrværkeren, hvis embedsbolig også er en del af anlægget.

Laboratoriets bygninger blev opført 1845-47. Flere er bygget sammen med den gamle bastions hegnsmure. Bygningernes skæve placering skyldes netop, at man har villet udnytte de gamle mure, der følger bastionens femkantede form, så hegnsmuren er bagmur og nærmest danner bygningernes rygrad.

Hver bygning havde sin funktion. Når man træder ind ad porten, ser man direkte mod den gule bygning, der lukker det hesteskoformede bygningsanlæg. Det kaldes i dag Rådhuset, men det var den gamle raketfabrik. De mange enkeltbygninger skyldes formentlig, at man dermed minimerede risikoen for, at alvorlige ulykker med de farlige stoffer skulle sprede sig.

Bortset fra port- og vagtbygningen er de øvrige bygninger opført i en solid, nøgtern arkitektur, som var tidens byggeskik. De danner en helhed, der nøje følger bastionens femkantede form og fremtræder stort set, som da de blev opført. Det er denne stramme helhed og den symmetriske opbygning, de bevarede dele af hegnsmurene, portbygningens indgangsparti og bygningernes stilfærdige arkitektoniske udtryk, der gør dem fredningsværdige.

I dag er bygningerne indrettet til beboelse og har været udsat for mange indgreb i facader og tagflader, ikke mindst med mange ovenlysvinduer og kviste.

Det var oprindeligt et ridehus, og det lå slet ikke på Christiania. Det blev opført på Holcks Bastion, dér hvor Glyptoteket ligger i dag, som ridehus for Hestgardens Kaserne. Kasernen lå dengang i de lange gule bygninger mellem Frederiksholms Kanal og Vestervoldgade, hvor dele af Undervisningsministeriet og Billedhuggerskolen i dag holder til. I 1891 flyttede man ridehuset til Bådsmandsstrædes Kaserne bid for bid.

Hallen blev placeret foran kasernens udendørs ridebane – parallelt med de seks stald- og mandskabsbygninger, der i dag udgør komplekset "Mælkevejen".

Det er selve konstruktionen af Den Grå Hal, der gør den til noget enestående ikke bare inden for dansk arkitektur, men inden for europæisk. Taget bæres af otte fritstående spærfag, der i en imponerende bue spænder over hele bygningens bredde – en såkaldt Bohlendach-konstruktion. I Danmark har vi et andet eksempel på metoden på Frederiksø, men i lille målestok. Den Grå Hal er derfor måske det eneste sted i Europa, hvor man kan se denne konstruktion så fornemt udført – og i den størrelse.

Fordelen ved metoden er, at man opnår en stor spændvidde med et relativt lavt forbrug af svært tømmer. Spærene er sammensat af mange små stykker træ, der gør dem langt stærkere, end hvis de var gjort af en eller få stammer. Hertil kommer, at konstruktionen ikke hviler med hele sin tyngde på væggene som normalt, men på de støttepunkter, som spærene rammer. Derfor har man kunnet opføre hallen med forholdsvis tynde bindingsværksvægge.

Metoden kendes allerede i 1578 fra den franske arkitekt L'Orme. Denne renæssance-konstruktion blev genoptaget i Paris i 1780'erne og nåede til Danmark via Tyskland, hvor den var udbredt. Disse store ridehuse gik tabt under krigen, og andre huse i Europa med konstruktionen er tildækkede, så man ikke kan se konstruktionen. Man må til Den Grå Hal for at opleve den.

Den Grå Hal benyttes i dag som teaterrum og musikscene og ramme om andre store begivenheder.

Den Grønne Hal er en, efter danske forhold, sjælden, markant træbygning. Den blev oprindelig ridehus på Bådsmandsstrædes Kaserne, meget tæt på den sydlige del af Ulrichs Bastions vold og det lille krudthus.

Træbygningen har en bærende konstruktion af syv fritstående spærfag, der spænder over hele bygningens bredde.

Bygningen fungerer som et stort lagerrum bortset fra, at der i hjørnet til venstre for hovedporten er indrettet et afskærmet butikslokale i to etager med ovenlys, og i forbindelse med butikslokalet er der over hovedporten indskudt et dæk med kontorlokale. Den har portåbning i hver gavl og store originale vinduer.

Det er især hallens vandrette træbeklædning udvendigt, porthullerne og de store vinduesflader og den indvendige tømmerkonstruktion, der gør den fredningsværdig.

Før i tiden var der hundredvis af vagtbygninger rundt om i København. De skabte ly for de soldater, der skulle beskytte og kontrollere ved porte og bygninger. En af disse vagtbygninger – Kommandørhuset – kan ses på Vilhelms Bastion. De fire bastioner med krudthuse havde alle en vagtbygning bag krudthuset. Kommandørhuset er det bedst bevarede, og det har  Kulturarvsstyrelsen nu fredet.

Det mest karakteristiske ved disse vagtbygninger var taget. På østsiden af huset er loftsbjælkerne forlænget ud over facaden, så det kan bære et godt en meter bredt tagudhæng. Soldaterne kunne derfor stå i tørvejr, når de gik vagt udenfor.

Bygningen har meget høje skorstene, ca. fem meter høje. De er nye og virker meget dominerende, men sådan har de formentlig altid set ud. Årsagen kan være, at man ville have røgen så højt op, at det ikke generede udsynet fra volden.

Bygningen er i dag opdelt på midten i to beboelser. En meget værkstedspræget beboelse i den sydlige ende og en nyrenoveret beboelse i den nordlige. Selv om der er sket ændringer i huset, er det sket på en måde, så det ikke på alvorlig vis berører bygningens oprindelige udseende. Facaden er bevaret i sin helhed bagved, der er stadig originale vinduer og en del originale døre. Renoveringen af den nordlige beboelse er sket på et håndværksmæssigt højt niveau.

Man formoder, at arkitekt og entreprenør på disse vagthuse var den italienske bygmester Dominique Pelli. Han var meget lidt populær i danske byggekredse, fordi han brugte sine egen murere, som han hentede op fra Italien.  

Artillerimagasinet langs Prinsessegade, kaldet Loppebygningen i Sydområdet på Christianshavns Kvarter er opført i 1863 af arkitekt Johan Henrik Nebelong. Loppen var før sin berømte status som et af Københavns førende spillesteder et af hærens typiske artillerimagasiner. Men da Bådsmandsstrædes Kaserne forvandlede sig til Fristaden Christiania, forsvandt også militærets udstyr fra artillerimagasinet til fordel for musik og dans.

Men ikke desto mindre er artillerimagasinet, i dag kaldet Loppen, langs Prinsessegade stadig et unikt eksemplar på stram, funktionel arkitektur, som giver en del af fortællingen om hærens fremtrædende placering i hovedstadens udformning.

Det samme gør sig gældende for Det lille Krudthus ved Ulrichs Bastion. Den lille kvadratiske bygning ligger godt gemt bag Den Grønne Hal og gør ikke meget væsen af sig. Trods sin beskedne størrelse er krudthuset unikt som et eksempel på den militærarkitektur, der er tydelig på hele Christiania-området.      

Og endelig er Multihuset, oprindelig Laboratoriets Hovedmagasin på Fabriksområdet 111, fredet, da det også er et markant bidrag til historien om hærens betydning for København. Hovedmagasinet var centrum for opbevaring af store dele af hærens ammunition. Dertil kommer. at de arkitektoniske værdier visr. med hvilken omhu og sams for kvalitet hæren byggede i.