Fredninger kan ophæves

Foto af vestlængen på Hesselmed i Oksbøl, som viser at længen har fået et  uheldigt nyt tag og flere uheldige nye vinduer.
Fredningen af vestlængen på Hesselmed i Oksbøl blev ophævet i maj 2011. Bygningens ydre er ændret omfattende og uheldigt, og det indre rummer ingen rester af den oprindelige rumstruktur.

En fredning kan i helt specielle situationer ophæves. En fredningsophævelse følger samme administrative procedure som en fredning.

Kulturarvsstyrelsen gennemfører i særlige tilfælde ophævelse af en fredning, hvis bygningen ikke længere har tilstrækkelige arkitektoniske eller kulturhistoriske fredningsværdier.

Som opfølgning på Kulturministeriet og Kulturarvsstyrelsens rapport 2009 om bygningsbevaring er der igangsat en landsdækkende gennemgang af alle fredede bygninger. En sådan gennemgang er først og fremmest igangsat for at præcisere bygningernes fredningsværdierne, men kan også resultere i ønsker om ophævelser af fredninger.

 

Der kan være flere grunde til at ophæve en fredning:

Tidligere B-fredninger

Den mest almindelige årsag er, at tidligere fredninger i Klasse B fuldt lovligt har undergået så voldsomme ændringer inden 1980, at bygningen har mistet - eller aldrig har haft - de værdier, som i dag gør det forståeligt, at den er fredet. 

Brand el. lign.

Iøvrigt kan en fredet bygning være enten nedbrændt eller på anden måde så nedbrudt, at en restaurering reelt vil betyde, at bygningen skal nyopføres, hvilket ikke altid virker meningsfyldt.

Sidst opdateret 19.04.2012
Video-guides

Få video-svar og gode råd til, hvordan du bedst passer på dit fredede hus. Kulturstyrelsen præsenterer film, der hver især giver svar på typiske spørgsmål om fredede bygninger.

Se videoerne her