Støttede projekter

- Fotograf: Bjørn Schreiber Pedersen
Kulturarvsstyrelsen arbejder for at sikre den høje kvalitet i museernes formidling til børn. Det sker fx gennem økonomisk støtte til museernes egne projekter. Her følger et udvalg af nyere projekter, der allerede er sat i værk - eller er på vej til at blive det - med støtte fra Kulturarvsstyrelsen.
Formidlingsplanen (udvalg)
Flirt, Filosofi og Facebook
Det handler om troskab og utroskab, om moral og frisind, om flirt, filosofi og farlige forbindelser, når frøken Ida Charlotte, en ung adelskvinde fra sidste halvdel af 1700-tallet, twitter og blogger med vennerne i Nationalmuseet projekt, “Flirt, Filosofi og Facebook.” Projektet sætter fokus på 1700-tallets dobbeltmoral, og udgangspunktet er litteratur, arkivalier og malerier fra perioden. Målgruppen er unge kvinder mellem 15-30 år, der ellers ikke ville komme på museet. Tilskud: 420.000 kr.
Hvad rager det mig?
Københavns Bymuseum inviterer unge til at være med i den arkæologiske proces og forskning i forbindelse med anlæg af Metroringen. Eleverne bliver udstyret med graveskeer, knæpuder, sikkerhedsveste gummistøvler og handsker, når de skal være med i det videnskabelige arbejde, fra fund bliver gravet op, vasket og registreret til analyse og fortolkning af fundene. Tilskud: 170.130
Børnenes kunstklub - kunstmus.dk
Trapholt og otte andre kunstmuseer i Region Syddanmark har udvalgt 72 værker fra deres samlinger og lagt dem ud på nettet i form af opgaveark. Opgavearkene er ordnet sådan, at man kan udvælge den aldersgruppe, som passer til de børn (4-7 år), som man har siddende omkring tegnebrættet derhjemme eller på børneinstitutionen. Det er tanken, at www.kunstmus.dk skal være et tilbud til alle børn i Syddanmark. Tilskud: 392.000 kr. (bevilget i 2008)
Under Formidlingsplanen kan man se den komplette liste over de mange projekter, Kulturarvsstyrelsen har støttet.
e-museum (udvalg)
Prostitution – før og nu
Københavns Bymuseum, Københavns Stadsarkiv og Skoletjenesten blander sig nu i debatten om prostitution med en ny undervisningswebsite om prostitution. Sitet indeholder kildemateriale, arbejdspørgsmål og artikler som eleverne kan bruge for at åbne op for den modsætningsfyldte debat om prostitution. Målgruppen er gymnasieelever. Tilskud: 268.000 kr. (bevilget i 2007)
Kulturnet Danmark-puljen (udvalg)
På sporet af dansk mad- og måltidkultur
Dansk Landbrugsmuseum Gl. Estrup står bag et brugerdrevet udviklingsprojekt, der skal etablere en prototype til interaktiv digital formidling af basal kulturhistorisk viden om dansk mad og måltid gennem tiden (12-18 år). Tilskud: 180.000 kr.
Hvem var offeret?
Kig videnskaben over skulderen Moesgård Museum vil udvikle et digitalt formidlingsprojekt, hvor brugeren via rekonstruerede videnskabelige undersøgelser selv agerer forsker. Brugeren kommer herved ikke alene tæt på Grauballemandens liv og død, men får også indblik i de undersøgelsesmetoder, der ligger til grund for konklusionerne. Tilskud: 730.500 kr.
Historiefortælleren
Gammel Estrup, Herregårdsmuseet fortæller herregårdens kulturhistorie digitalt med udgangspunkt i Gammel Estrups spændende og nuancerede persongalleri. Historierne vil være tilgængelige på internettet. En skattekiste af genstande, breve og personhistorier gøres derved tilgængelig for brugerinddragelse og dialog. Tilskud: 220.000 kr.
Species Key
Naturhistorisk Museum vil lave en web-facilitet, der tillader alle og enhver at deltage i opbygningen af en komplet arts-nøgle på nettet. Brugerne kan derefter lynhurtigt selv få svar på, hvad de har fundet ude i naturen - hvad enten det er en blå bille eller en lyserød blomst. Tilskud: 710.000 kr.
Konge Connect
Rosenborg Museum vil med “Konge Connect” udvikle en mobilguide med stærk integration af sociale teknologier. Med brugernes egne mobiltelefoner som primær platform, vil De Danske Kongers Kronologiske Samling på Rosenborg og Amalienborg tilbyde sine brugere adgang til engagerende historier om mennesker og genstande. Ved at integrere Facebook Connect i mobiltjenesten gør “Konge Connect” det let for brugerne at dele og kommentere deres oplevelser. Tilskud: 500.000 kr.
Måske
Blandt de projekter, der er realiseret i år, er teaterprojektet “Måske” af Teatret Asterions Hus, hvor computerspil og mobiltelefoner spiller med, når børn og unge som publikum er med til at forme forestillingen, hvor de interaktivt vælger handlingens forløb blandt flere enakter. Forestillingen knytter sig hver gang til det sted den opføres. Tilskud: 293.305 kr. (bevilget i 2008)
Læs mere om projektet på www.asterionshus.dk/repertoire/maaske/index.htm
Myplace
Et andet realiseret udviklingsprojekt er “Myplace,” der er udviklet i et samarbejde mellem fem sjællandske museer. Projektet afsøger den regionale identitet igennem både kunstudstillinger og brugernes fotodeling. Her har børn og unge deltaget i workshops, hvor de både har kunnet opleve eksempelvis samtidskunstudstillingen på Køge Havn og selv har bidraget til fotodelingen med billeder af Havnen, som er et af projektets fem temaer. Tilskud: 300.000 kr. (bevilget i 2008)
Læs mere om projektet på: http://myplace.kurs.dk/






