Kulturarvsdage

Kulturarvsdagene er en årligt tilbagevendende begivenhed og afholdes altid den anden weekend i september. Hvert år fokuserer kulturarvsdagene på et særligt tema, der formidles bredt og populært ved arrangementer landet over. Kulturarvsstyrelsen lancerede Kulturarvsdage som en ny, landsdækkende kampagne i efteråret 2009.

I 2009 var temaet Verdensarv og dagene satte spot på de unikke danske steder, som enten allerede er på UNESCOS liste over verdensarv, eller som kandiderer til at komme på. Læs mere om temaet i 2009 og se materiale her.

Kulturarvsdagene tager udgangspunkt i den kulturarv, vi møder i byrummet og i landskabet, men tegner et bredt og mangfoldigt billede af kulturarven. Bygninger, genstande, erindringer og viden om hvordan man før talte og spiste, byggede og boede, handlede og regerede – alt sammen bringer det os i kontakt med andre tider og kaster et nyt lys over vores egen. Kulturarvsdagene byder på spændende, tankevækkende oplevelser. Ofte på steder, der normalt er lukkede, men som åbnes for publikum på netop disse dage.

Arrangementerne er gratis og åbne for alle, og de realiseres takket være engagerede lokale kulturinstitutioner og andre relevante aktører landet over.

I tilknytning til Kulturarvsdagene udkommer også et temahæfte, der uddeles gratis til publikum på dagene, ligesom der udarbejdes undervisningsmateriale om årets emne.

Kulturarvsstyrelsen står for udvælgelsen af tema, for koordinering af arrangementer og for publikation, undervisningsmateriale og pr. Information om Kulturarvsdagene vil altid være at finde her på kulturarvsstyrelsens hjemmeside, direkte på adressen www.kulturarvsdage.dk

Kulturarvsdage er Danmarks bidrag til De Europæiske Kulturarvsdage, der finder sted hvert år i september i over 40 europæiske lande.

Sidst opdateret  6.10.2009

Mere om

Kontaktperson Konsulent, cand.phil. Charlotte Hansen
Tlf:
33745179
Email:
chahan@remove-this.kulturarv.dk