Jeg er godt klar over, at udredningen fra april 2011 dækker de tre museumstyper, der er omfattet af museumsloven, hvilket jo også er nødvendigt, ifald udredningen skal føre frem til en ændring af samme lov. Men der må jo have været nogle årsager til, at man har fundet det nødvendigt at udarbejde udredningen, og som jeg læser kommissoriet, så er der her særligt fokus på de kulturhistoriske museer og den tilknyttede arkæologi. Efter at kommissoriet i fire dots har opremset de udfordringer, de statsanerkendte museer står over for, skriver man ( s.43) 'Alt dette betyder samlet set, at særligt de kulturhistoriske museer står over for et ufravigeligt krav om kompetence- og kvalitetsudvikling på en række konkrete aktivitetsområder.' og så pindes det ud på 7 dots, hvor arkæologien er meget fremtrædende. Som man kan læse i seneste udgave af Weekendavisen har disse problemer på de kulturhistoriske museers område ført til en række mærkværdige fusioner rundt om i kommunerne, hvor man kan få fornemmelsen af, at velfungerende kunstmuseer behandles besynderligt af deres kommune i dennes kamp for at redde et arkæologisk center til kommunens kulturhistoriske museum. Og det var vel ikke hensigten med udredningen af april 2011, at kunstmuseer skulle påføres problemer af den art, som det f.eks. er sket i Vejle.
Vigand Rasmussen
pens. lektor udi historie og kunsthistorie

@Vigand - nej det har du ikke, forslagene i udredningen(de to modeller) berøre også andre områder.
Hvis du lægger mærke til kronologien så er kommentarene fra inden den endelige udredningsrapport blev offentliggjort

Som jeg læser KUAS' materiale om fremtidens museumslandskab, og som jeg læser kommentarene i denne rubrik, når jeg frem til, at dette primært drejer sig om at løse et problem på det arkæologiske område og dermed på de kulturhistoriske museers område. Kunstmuseerne har ikke lod og del i alt dette. Har jeg ret i denne tolkning ?

Kommentarer til museumsudredningen

Lad mig indlede med at sige, at der er rigtig mange gode tiltag i museumsudredningen. Det kan blot undre at flere af de anbefalinger, som arbejdsgruppen anbefaler, ikke for længst er blevet effektueret – så som fælles vision, at kvalitetsvurderingerne udvikles som dialog- og udviklingsværktøj med skærpede konsekvenser ved manglende opfyldelse af lovkrav og kvalitetsstandarter, at regler og krav om indberetninger til staten forenkles, og at der sker en fortsat professionalisering af museernes ledelser, herunder at museerne følger Kulturministeriets anbefalinger for god ledelse af selvejende kulturinstitutioner. Disse indlysende ting burde have været implementeret for længst. Vi ville dermed have haft et museumsvæsen, der ville have været langt bedre rustet til at løfte fremtidens opgaver.
Desværre går nogle af anbefalingerne, efter min mening i den diametralt modsatte retning – at nuværende lovkrav om særlig uddannelsesbaggrund for et statsanerkendt museums leder erstattes af et krav om, at lederen skal besidde relevante faglige og ledelsesmæssige kompetencer, samt at udvalgte landsdækkende opgaver koncentreres på færre museer. Med hensyn til det første kan man frygte, at museernes lederkontorer fremover bliver bemandet af ”regnedrenge”, og at museernes strategier og arbejdsplaner vil blive udstukket af ledere, der måske nok vil have de ledelsesmæssige men ikke tilstrækkelig med faglige kompetencer.
Det anden af anbefalingerne som jeg synes er dybt problematisk er, at arkæologiske udgravninger og kapitel 8 undersøgelser skal samles på færre enheder. I udredningen postuleres det, at koncentrationen af denne opgave vil gøre museerne til stærkere og mere ligeværdige parter i forhold til de kommunale myndigheder og de store bygherrer, samt sikre at forvaltningen sker på et ensartet grundlag. Det er noget vrøvl, det har intet med museernes størrelse eller muskler at gøre. Museum Østjylland vil sikkert være et af de museer, der står til at miste den arkæologiske virksomhed, men som leder af den arkæologiske afdeling på Kulturhistorisk Museum i Randers fra 1988 til 2011 og fra Nytår på Museum Østjylland, har jeg altid haft et uproblematisk samarbejde med såvel de kommunale myndigheder uanset om det har været den lille landkommune, eller bykommunen Randers før kommunalreformen, eller den store Randers kommune derefter, som den store bygherre, og museet har haft samarbejde med nogle af landets største bygherrer – for øjeblikket Vejdirektoratet og Energinet Danmark. Det er ikke én gang eller blot nogle få gange, men stort set hver gang, at disse bygherrer – offentlige eller private, har fremhævet det gode, professionelle og resultatsøgende samarbejde, der har været med museet.
Det bliver i udredningen antydet, at de museer, der skal varetage de arkæologiske opgaver, skal have den i en længere årrække, hvis den løses tilfredsstillende og efter hensigten. Kald dog en spade for en spade, og skriv at det vil være en permanent løsning. Et museum der fratages sin arkæologiske funktion kan, hvis det i øvrigt overlever amputationen, ikke siden genoptage opgaven, da hele beredskabet, arkæologerne og strukturen i det hele taget er borte.
Jeg skriver, ”hvis museet overlever amputationen”. For det er en alvorlig og omfattende amputation af det kulturhistoriske museum. Museet, der fratages den arkæologiske funktion, vil efterfølgende kun have kulturhistorien efter 1536 eller 1660 at forske og formidle i. En meget stor del af Museum Østjyllands gæster er skolebørn og andre gæster der bl.a. benytter sig af museets oldtidsudstilling, de arkæologiske særudstillinger og i øvrigt af den ekspertviden museets arkæologer besidder. De gæster forsvinder, for de kan ikke få den service længere. Hvor går knægten og hans mor hen for at spørge ind til en funden genstand, uanset om det er en oldsag, eller man tror det er en oldsag? Ja i hvert fald ikke til det museum som har eksperterne, men som måske ligger 100 km. væk. De vil gå til deres bys museum, men der kan de ikke få svar. Et dalende besøgstal, et generelt stærkt faldende formidlingsmæssigt output og et stærkt forringet serviceniveau overfor kommunernes borgere, vil hurtigt gøre museet til et oplagt emne for besparelser, med risiko for yderligere serviceforringelser. Det er en nedadgående spiral for mange af landets kulturhistoriske museer, som en implementering af anbefalingerne vil resultere i.
Man kan også forudse, at en centralisering af den arkæologiske virksomhed vil resultere i en nedgang i den arkæologiske aktivitet i det arkæologiske museums yderområde. I det hovedfagsspeciale som Folmer Christiansen og jeg, langt tilbage i forrige århundrede, sammen skrev, kunne vi dokumentere, at antallet af registrerede fortidsminder faldt drastisk jo længere væk man kom fra museet. Dette forhold vil helt sikkert ikke ændre sig, men tværtimod uddybes. Der vil fremover opstå arkæologiske udkantsområder.
En opfordring til arbejdsgruppen – kassér forslaget, som for mig at se helt tydeligt er et resultat af nogle beslutninger, som var givet på forhånd. Start forfra og tag museerne med på råd, seriøst og ikke på skrømt.

Ernst Stidsing, Museum Østjylland

Bevar amts/statstilskuddet til konserveringscentrene!

Ved seneste temamøde om Museumsudredningen i Esbjerg 16.03.2011 blev museumsverdenen præsenteret for et meget nyt udkast til arbejdsgruppens endelige rapport, som specielt på ét sted indeholdt en uventet bombe. Arbejdsgruppen havde nemlig i udkastet indføjet et forslag om, at de 7 danske konserveringscentre, som fra amternes tid har været en integreret del af dansk museumsverden, pludselig skulle skrives ud af museumslovens administration.

Problemet i forhold til systemet er, at konserveringscentrene ikke er direkte nævnt i museumsloven. Derfor har man problemer med at udbetale statstilskud til konserveringscentrene. Og i stedet for at arbejde for, at konserveringscentrene bliver skrevet ind i loven, så fjerner man dem helt fra skrivebordet ved at lægge op til, at deres statstilskud udbetales til kunderne, nemlig museerne.

Vi er dermed inde på problematikken vedrørende bloktilskud og bloktilskud med hegnspæle. Nu er museumsverdenens tiltro til bloktilskud uden hegnspæle ikke høj. Vi har kæmpet for at undgå, at de gamle amtstilskud skulle indgå i de kommunale bloktilskud, og det lykkedes. De gamle amtstilskud er nu reelt en del af museernes statstilskud.

På samme måde må vi kæmpe for at undgå, at konserveringscentrene mister deres amtslige/statslige driftstilskud, som sikrer en minimal basisdrift i de enkelte centre. Det er denne basisdrift, som sikrer, at museerne overhovedet har mulighed for at få udført højt kvalificeret bevaringsarbejde i lokalområdet, hvor vejene og reaktionstiderne er korte, og hvor de faglige medarbejdere kender de enkelte museers samlinger, lokaler og problemer. Det er baggrunden for, at konserveringscentrene bl.a. er gearede til at udforme oplæggene til de nye bevaringsplaner, som museerne er pålagt at udforme. Det er også basisdriften, som sikrer, at centrene kan rejse eksterne midler til avanceret udstyr og højteknologiske apparater, som betyder kvalificeret konservering af museernes samlinger.

Sidste gang, den var gal, nemlig ved kommunalreformen i 2007, kostede fusioner i kommunerne konserveringscentrene andele. Når to museer slås sammen, betyder det ikke nødvendigvis, at det nye museum sætter det samme af til konservering, som de to gamle museer havde sat af – uanset samlingerne er de samme. Prioriteringerne kan skifte med nye ledere!

Noget helt andet er, at fordelingen af tilskud til konserveringscentrene er urimeligt skæv. Sjælland får knap 1 million kr. til 2 centre, Næstved og Øst, medens 12 millioner går til Vestdanmark. Årsagen er det kulturelle læbælte omkring København, som museerne her på Sjælland har lidt under fra gammel tid. Er De interesseret i kultur, så kør til København – der har man museer! Det var faktisk holdningen i gamle dage, hvor Præstø Amt afsatte 800 kr. til Næstved Museum! Vi lider stadig på Sjælland voldsomt under denne vrangforestilling. Siden indrømmede man miseren fra Christiansborg med mottoet ”Kultur for alle”, hvilket betyder, at også borgerne i de sjællandske kommuner har krav på fagligt museumsarbejde, herunder fagligt bevaringsarbejde, ganske som de har krav på biblioteker, folkeskoler og meget andet godt.

På mødet i Esbjerg gjorde man fra Kulturarvsstyrelsens direktørs side voldtægt på museerne, som inden for rammerne af et voldsomt presset tidsskema ikke havde forberedt en massiv kampagne mod angrebet på konserveringscentrene. To konservatorer forfægtede et forsvar, og den ene blev afbrudt i sit indlæg. Og da museernes repræsentanter ikke stod på stolene og råbte, så var de efter direktørens mening åbenbart enige med udkastets formuleringer på dette område. Men sådan kan man ikke ræsonnere!

Bevar statstilskuddet til konserveringscentrene. Indføj dem på linje med museerne. Giv hvert center et grundbeløb på 1 million kr. og læg dertil et særtilskud, som svarer til resten af deres nuværende amts/statstilskud. Ganske som planen er for museerne. Hvor svært kan det være?

Palle Birk Hansen
museumsdirektør

En udredning som den foreliggende på museumsområdet burde efter min mening indeholde en grundig analyse af det, der skal udredes. Ikke mindst fordi det er analysen, som skal danne baggrund for de konklusioner og de anbefalinger, udredningen indeholder.

I udredningen burde det også analyseres og vurderes hvilke konsekvenser udredningens anbefalinger vil få, hvis de føres ud i livet.

Jeg har tidligere været grov og kaldt midtvejsrapporten en kvartvejsrapport. Derfor er jeg også glad for, at den nuværende udgave af museumsudredningen er kaldt et udkast. For det kan ikke være andet.

Udkastet mangler stadig en samlet, tilbundsgående analyse af det danske museumsvæsen.

Hvis man kunne sammenligne det danske museumsvæsen med en brugt bil, som man skulle vurdere med henblik på tilfredsstillelse af sit kørselsbehov, så svarer det til, at museumsudredningen hidtil kigget på lakken. Man har set på, om farven passer, om der er ridser og buler, som skal rettes op, inden man beslutter sig for køb. Men der er på ingen måde kigget på de vitale dele, som skal være med til at sikre holdbarheden: undervognen og mekanikken. Instruktionsbogens afsnit med specifikationer har man kun læst sporadisk i.

Hvis man kun kigger på lakken, så kan man nemt vælge den forkerte bilmodel. Og hvis man kun kradser i museumsoverfladen, så er der en rimelig sandsynlighed for, at man får anbefalet den forkerte model.

Jeg vil meget gerne bidrage med et par eksempler på, hvor museumsudredningens analyse halter.

Der mangler både analyse af og klar og tydelig argumentation for, hvorfor netop arkæologi er en særlig landsdækkende opgave. Det er vigtigt, fordi forslaget om omstrukturering af de arkæologiske ansvarsområder, der står meget centralt i udredningen, vil få meget vidtrækkende konsekvenser - både for det enkelte museum og for det danske museumslandskab som sådan.

Man har de senere år fra centralt hold tilskyndet til fusioner og samarbejder for at skabe større og mere bæredygtige museumsenheder. Det samme er et gennemgående tema i museumsudredningen, hvor hoved overskrifterne er bæredygtighed og kvalitet.

Derfor virker det også mere end ugennemtænkt, når man nu foreslår, at de arkæologiske udgravninger og undersøgelser, samt indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af arkæologiske genstande og viden skal koncentreres på få museer.

Det betyder, at det museum, jeg er chef for, Museum Østjylland, der ved en fusion af de kulturhistoriske museer i Randers, Norddjurs og Syddjurs kommuner har skabt et bæredygtigt museum med et stort fagligt miljø, kan risikere ikke at skulle beskæftige sig med arkæolog og forhistorie fremover.

Museum Østjylland har i dag seks fastansatte arkæologer. Det er mere end en tredjedel af det samlede videnskabelige personale. Hvis vi i fremtiden ikke skal beskæftige os med arkæologi, må vi skille os af med disse medarbejdere og dermed reducere både i bæredygtighed og fagligt miljø, hvor samspillet mellem arkæologer og historikere er af stor betydning.

Museets bevaringsafdeling, der tæller fem fastansatte medarbejdere, kan vi også se frem til at skulle reducere, hvis vi ikke længere skal beskæftige os med arkæologiske genstande.

Det er vanskeligt at se, hvordan disse konsekvenser, hvis de bliver til virkelighed, hænger sammen med ønsket om at skabe et mere bæredygtigt museumsvæsen.

Tilskudsmodellen foreslår arbejdsgruppen (med god grund) forenklet. Man har dog på forhånd næsten givet op, fordi opgaven er for vanskelig. Og for mig at se viser den foreslåede nye tilskudsstruktur endnu en gang, at der ikke er analyseret ordentligt på eller redegjort tydligt nok for konsekvenserne.

Der står i udredningen, at det samlede statslige driftstilskud til det enkelte museum bevares på det nuværende niveau, og at ingen museer mister faste tilskud. Til gengæld foreslås det, at der fremover skal være et statsligt grundtilskud til alle museer, der opfylder kravene til ikke-statslige tilskud.

Ifølge min regnemaskine vil det - såfremt det lykkes for alle nuværende statsanerkendte museer at kravle over grænsen - betyde en merudgift til statslige tilskud på i omegnen af 4 millioner kroner. Det fremgår ikke helt tydeligt af udredningen, som opererer med en "nulsumsløsning", hvor finansieringen af denne øvelse skal komme fra.

Jeg kunne fortsætte længe med at påpege problematiske og manglende analyser i udkastet. Men jeg tænker, at det egentlig er arbejdsgruppens opgave.

Det kunne også være arbejdsgruppens opgave at definere langt mere konkrete forslag til krav til bæredygtighed og kvalitet for museerne. Sådanne konkrete krav kunne danne grundlag for en langt mere kvalificeret og nuanceret debat om hvilke museer, der skal være i landskabet i fremtiden.

Jørgen Smidt-Jensen
Museumschef
Museum Østjylland

Tanker og talepapir til referencegruppens møde d. 28. februar 2011:

Anne Bjerrekær – leder af Horsens Museum. Også bestyrelsesmedlem af ODM – men er her i dag som repræsentant for et af de mange §15 museer og det decentrale museumsvæsen.

• Et par dage efter det blev meddelt i pressen, at denne udredning skulle laves og sammensætningen af arbejdsgruppen blev offentliggjort, tillod jeg mig i et interview i Børsen at lufte mine bekymringer for, at med den sammensætning af arbejdsgruppe, man havde valgt, ville den slags museer, som jeg repræsenterer: de mindre og halvstore statsanerkendte §15 museer og vore kommuner, som jo lægger rigtig mange penge i os, MEGET let kunne blive tabere i denne udredning – i forhold til de store museer, de statslige museer – og en øget centralisering.
• Og vel er der en klog mand der har sagt, at han havde haft rigtig mange bekymringer i sit liv – men at de fleste af dem var spildte, for de fleste af dem blev aldrig til noget, men jeg må sige, at jeg efter at jeg har læst denne rapport, desværre må konkludere, at mine bekymringer i dette tilfælde var ganske berettigede.
• Lad mig slå fast, at jeg syntes og stadig synes, at det var befriende og rigtigt dejligt, at der endelig blev vist vilje og initiativ til at lave en status over museumslivet og den noget kringlede struktur, ikke mindst den økonomiske struktur, på museumsområdet i Danmark. Og jeg var glad for at blive inviteret til dels at sidde i referencegruppen og have lejlighed til at deltage i de debatter, der er foregået på stormøderne, som museer og kommuner også har været inviteret til. Jeg har også – som repræsentant for ODM- været med til 3 af de mindre møder med fokus på enkelte afgrænsede områder, og jeg synes faktisk, at jeg har lagt en del energi og arbejdstid i den her sag.
• Derfor undrer det mig også, at man i rapporten på flere punkter konkluderer stik modsat af, end hvad der ved mange af disse møder har været fremhævet som vigtige.
• For det første synes jeg, at der er en fatal mangel på underbyggende tal og fakta og økonomi i rapporten, disse tal er ellers efterlyst mange gange undervejs, og uden konkrete tal er det meget svært at forholde sig til, om det skrevne er meningsfuldt. At sagen er kompliceret er helt sikkert, men at give op og bare fortsætte hidtidige og eksisterende tilskudsordninger, fordi det er kompliceret, er simpelthen for slapt og ikke tilfredsstillende for hverken museer eller samfund nu, hvor vi endelig har mulighed for at rydde op i tal-junglen!
• For det andet synes jeg, der er RIGTIG meget fokus i rapporten på de fremtidige opgaver for de statslige museer, for hovedmuseerne, for Kulturarvsstyrelsen og for Kulturministeriet. Og for mig at se er det jo også dem, der går styrkede ud af hele den her øvelse. Og det var i og for sig også godt nok og helt i tråd med, hvad museerne har ønsket – nemlig stærke og gensidigt samarbejdende hovedmuseer- hvis ikke det var på bekostning af §15 museerne. Uden konkrete tal er det i hvert fald svært at se, at der BÅDE er penge til denne styrkelse af det centrale – og penge til de ”almindelige” §15 museer.
• Hele afsnittet om den statslige arbejdsdeling giver mig i det hele taget en fornemmelse af, at §15 museerne er hægtet totalt af. Sådan som det er formuleret, får man indtrykket af, at det er de statslige museer, der hidtil har sat standarder på næsten alle områder. Det er rent faktisk IKKE tilfældet! Formidlingsområdet har da f.eks. været i langt stærkere udvikling på lokalmuseerne og de lokale kunstmuser end på hovedmuseerne – og på magasinområdet er det også ude i landet udviklingen og vidensopsamlingen er sket. Også på registreringsområdet har mindre museer taget et stort slæb – MUD, museernes udgravningsdatabase, er f.eks. udviklet decentralt, og man kan også nævne udviklingen af den digitale opmåling og brug af GIS i arkæologi.
• En tredie ting, der virkelig undrer mig, er rapportens konklusioner om på sigt at samle det arkæologiske kapitel 8 arbejde på ”et nærmere bestemt antal” museer, (Sten Kyed nævnte tallet 10). Det er simpelthen stik imod de anbefalinger en næsten samlet museumsverden er kommet med på de møder, vi har været med til. De museumsansatte, der arbejder med kap. 8 opgaverne – og det gælder BÅDE arkæologer OG historikere- har netop været HELT enige om, at dette arbejde bør varetages i en sammenhæng. Netop fordi: det hænger sammen! Men også gerne i et forpligtende samarbejde museerne imellem (som museerne nok selv kunne finde ud af?) og med centrale minimumskrav til det faglige niveau og bemanding.

Rapporten er på området ikke helt gennemarbejdet: det ville være rart at vide, om disse 10 arkæologiske enheder også skulle overtage forpligtigelsen til at formidle resultaterne af undersøgelserne via åbne udgravninger, besøg af skoler, foredrag i lokalsamfundene, udstillinger o. lign. (det arbejde der i dag udføres af museer med arkæologisk ansvar – og som det er svært at se, at bygherrer skal betale for?) Og hvad forestiller man sig, at der skal ske med fundene fra udgravningerne, hvem er forpligtiget til at opbevare, sikre og formidle disse?

Der argumenteres med, at det er vigtigt, at kunderne (kommuner og private bygherrer) skal møde en professionel sagsbehandling. Ja, selvfølgelig, tænker jeg – men det får de da forhåbentlig også allerede i dag? Det gør de i hvert fald hos os! Og ellers er det vel allerede KUAS’ forpligtigelse at tage hårdt fat i kraven på det ansvarlige museum og sørge for at få udbedret dårligdommene?

Rapporten undgår behændigt at komme ind på et ellers meget centralt punkt i den internationale evaluering af arkæologien. Nemlig rapportens fremhævning af den store STYRKE ved de decentrale arkæologiske enheder, der gør, at museet er tæt på lokalsamfundet og opmærksom på, hvad der sker lokalt. Hvordan harmonerer dette med de 10 museer, der skal dække hele landet? Bedre balance ønskes, tak!

Også på et andet område virker ønsket modsætningsfyldt. Nogle gennemgående ord i rapporten er netop ønsket om ”bæredygtighed” og ”kritisk masse” på museerne. Og det er der vel ingen, der er uenige i, men netop derfor virker det ikke konsekvent, at man ved at samle arkæologien på centrale museer, eller for den sags skyld det samlede kap. 8 arbejde- netop dræner 32 ANDRE museer for faglige medarbejdere, der ellers er med til at løfte det enkelte museums samlede faglige niveau og den kritiske intelligensmasse på museet??

For mig at se er ønsket om centralisering af netop arkæologien udelukkende begrundet i, at det er her, de fleste penge er involveret – (fordi der er en stærkt problematisk og håbløst underfinansieret dækning af museernes arbejde med nyere tids kap. 8 arbejde!), og at det formodentlig vil lette arbejdet for Kulturarvsstyrelsen kun at skulle have 10 samarbejdspartnere i stedet for som nu 42 museer med arkæologisk ansvar. Men hvis dette er argumentet: så skriv dog det!

Som sagt tidligere: jeg syntes, museumsudredningen var en gave, en rigtig god chance for at få belyst det danske museumsvæsen og en chance for en ny, bedre og fremtidssikret struktur på museumsområdet – men jeg synes, at vi med denne undersøgelse er langt fra målet.

Hvad ved vi om arkæologien?

Jeg er meget glad for Kulturarvsstyrelsens hjemmeside og ikke mindst for de nyhedsbreve, jeg modtager. Jeg bliver klogere på mange ting, Jeg bliver også gladere, fordi vores kulturarv er en herlig ting. Senest var der spændende artikler om kommunerne og kulturarven, arkæologiens tilstand og lidt fra ICOMs kongres.

Nu læste jeg så senest om en international vurdering af dansk arkæologi. Det var sørme meget tung læsning. Sproget var ganske trægt og det er nok fordi det er nogle ret så akademiske folk, der har skrevet sammen og så har en af dem måttet sammenskrive det. Jeg skal ikke klage mig meget mere. Forhåbentligt har undersøgelsen og rapporten tjent et godt formål.

Naturligvis kan jeg læse sådan en rapport. Jeg fik en del ud af den. Der foretages mange arkæologiske undersøgelser over det ganske land, når udviklingen lægge beslag på ny jord. Undersøgelserne havner så under alle omstændigheder i et eksemplar i arkivet på det udførende museum og i et andet eksemplar i Kulturarvsstyrelsen. Så er det jo gemt. Men her er et problem, fordi de i mange tilfælde risikerer at blive glemt.

Der er dog lykkeligvis også undersøgelser, der kommer frem i hjemlige eller internationale publikationer.

Det afdækkes gennem vurderingen, at der savnes et mere samlet sted, hvor de mange undersøgelser kan findes og komme mere til gavn. En sådan mangel på tilgængelighed ansporer jo ikke ligefrem arkæologerne til at skrive om deres resultater, når man mest skriver til et ensomt arkiv.

Jeg glæder mig virkelig over, at vi har et samfund, der er dækket godt ind af arkæologisk ekspertise og ikke mindst, at denne findes over det ganske land og altså med god fornemmelse for lokalsamfundet. Jeg glæder mig over, at vi har dygtige arkæologer.

Nu har jeg aldrig selv deltaget i en arkæologisk undersøgelse, men jeg ved, at mange andre amatører gør. De er nyttige og nødvendige hjælpere for de professionelle arkæologer. Jeg er ked af, at det gode internationale eftersyn slet ikke berører dette vigtige samspil mellem professionelle og amatører.

Herudover er jeg ked af, at vurderingen nærmest ikke berører, hvorledes formidlingen af den arkæologiske forskning når ud til menigmand? Og den anden vej rundt, hvordan nysgerrige borgere når frem til den herlige arkæologiske kulturarv?

Nu nåede denne vurdering trods alt ud til mig, hvilket jeg takker for. Det var interessant og tankevækkende – ja stimulerende – ikke mindst i lyset af den igangværende museumsudredning.

Midtvejsrapporter og vejrmeldinger.
En Museumsmidtvejsrapport er fremkommet. Opstarten hertil og opfølgningen herpå er præget af udmeldinger, der kalder på tolkning og kommentarer. Et forsøg gøres hermed.
”Kritisk masse” er en ofte anvendt udmelding eller vejrvarsel, der har gjort nogle institutioner nervøse. Det er meget forståeligt, for flere har overskredet ”den kritiske masse” - er med andre ord blevet så store, at de er blevet manøvretunge og usmidige. Men som jeg tolker Midtvejsrapporten skal den slags stororganisationer ikke frygte for fremtiden. Man er igen blevet mere large og vil fortsat tillade mangfoldighed og institutioner af vidt forskellig størrelse, design og udformning, når blot de er ”bæredygtige” (har en bemanding, der magter at håndtere de opstillede mål inden for de udstukne tidsrammer og budgetter), så bl.a. KUAS kan ånde lettet op.
Glædeligt at Midtvejsrapporten er nået til en erkendelse af, at fusion ikke er det eneste saliggørende og magiske trylleord og universalmiddel for alt, og at man har erkendt at fusion tværtom i nogle tilfælde kan være round-up på mangfoldighed og kreativ vækst. Museer, der har vilje og livskraft og som lever op til de stillede mål, skal naturligvis fremadrettet have eksistensberettigelse med bevaring af egenart. Museerne skal ikke være små Nationalmuseer, men skal specialisere sig i relevant tema og have hver sin profil, som fremadrettet skal skærpes. Det er så underordnet om det er store eller små institutioner, når blot de kan magte opgaven til brugernes, de lokale myndigheders og baglandets og magthavernes forventninger. Om man lever op hertil må bl.a. de igangværende brugerundersøgelser vel kunne svare på?
Det lader i det hele taget til, at de tilforordnede i løbet af processen har lyttet til folk ude på museerne og til anderledes tænkende, og at man, belært af bl.a. kommunalreformens udeblevne resultater, fortsat vil værne om den finmaskede danske decentrale museumsmodel med lokalt folkeligt og fagligt islæt og forankring.
Mener at kunne læse at den stramme statslige topstyring via puljepengeoverformynderi i bigbags tilsyneladende skal modereres.

Sålunde mener jeg at Midtvejsrapporten kan tolkes. - Andre vil muligt tolke den anderledes, og rapporten giver da også mulighed for mangfoldighed i tolkninger, og mangfoldighed er vel i grunden ikke så galt?

Med venlig decentral hilsen

Erik B. Kromann
Marstal Søfartsmuseum – en maritim oplevelse i søstærke omgivelser.

21.10.2010 Palle Birk Hansen
En reform af museumsvæsenet kan ikke gennemføres uden øgede driftsomkostninger - når staten ikke vil betale, er der kun kommunerne til det.

På temamødet om Midtvejsrapporten i Vejle den 15. oktober fremførte undertegnede i plenum et synspunkt, som vist ikke kom til at stå klokkeklart. Kommunikation er vanskelig!

Jeg påpegede, at hvis Arbejdsgruppen loyalt følger sit kommissorium, som baserer sig på den fungerende mindretalsregerings mantra: statens udgifter må under ingen omstændigheder stige – samtidig med at man ønsker sig stigende faglighed, stigende kompetencer og på mange områder øgede arbejdsopgaver – så er der kun ét sted at hente de nødvendige ressourcer, nemlig i kommunerne. Derfor undrede det mig, at kommunerne overhovedet ikke ytrede sig om den byrde, som arbejdsgruppens tanker uundgåeligt vil pålægge dem.

Museerne udfører et arbejde i hele Danmark, som Arbejdsgruppen åbenbart mener ikke er godt nok.
Løsningen af dette problem må ikke medføre øgede udgifter for staten, hverken til driftstilskud eller puljer.

Derfor er der kun få muligheder for at opkvalificere arbejdet:
Enten kræver det øgede ressourcer, og eftersom staten ikke vil øge sin tilskudsramme, så er der kun kommunerne til at levere de savnede ressourcer.
Eller man reducerer arbejdsopgaverne, som udføres af museerne i dag, for at opkvalificere udførelsen af de resterende arbejdsopgaver.

Den tredje mulighed, at udvælge et mindre antal museer, som man overlader arbejdet med at løse opgaverne, vil ikke være en løsning, med mindre man fjerner en række af de opgaver, som de nuværende museer løser. Ellers vil resultatet igen være øgede udgifter.

Der tales så meget om fusioner som et led i opkvalificeringen af museumsvæsenet.
Lad mig minde om, at medmindre man mener, der udføres unødvendigt museumsarbejde i dag – i så fald vil vi gerne have præciseret, hvori det består - så kan en fusion kun betyde øgede udgifter, fordi:
Helt principielt: Når to museer med hvert sit geografiske ansvarsområde slås sammen, så står man med et nyt museum med det samme antal medarbejdere til det samme geografiske område, nemlig de to museers samlede personale til varetagelse af de to museers samlede ansvarsområde. Hvis man oven i købet vælger at samle personalerne på én adresse, så får medarbejderne langt hen ad vejen længere at køre hver morgen for at løse arbejdsopgaverne i det samlede ansvarsområde.
Altså bliver der mere kørsel og dermed mindre arbejdstid til opgaverne.
Dermed kræves der mere fagligt personale for at løse de samme opgaver.
Der kræves hertil en ny toplønning til den ny direktør for det hele.
Der kræves mere og formodentlig bedre uddannet personale til at styre økonomi og administration, i det mindste øgede lønninger til det eksisterende personale, fordi ansvarsområdet bliver dobbelt så stort.
Der kræves sandsynligvis endvidere nye lokaler med tilhørende huslejer til det samlede personale.

Så det er muligt, at museets volumen bliver større og dermed bedre skikket til arbejdet i forhold til kritisk masse. Men fusionen koster øgede driftsmidler, som efter gældende statslige vedtagelser ikke kommer fra staten, og som derfor kun kan komme fra kommunerne.

Disse øgede kommunale driftsmidler, som vi naturligvis skal hilse velkomne, hvis de kommer, kunne anvendes til at opkvalificere den enkelte kommunes eget museum, som i sagens natur har en helt anden nærhed til kommunens borgere, der til syvende og sidst er dem, der skal betale gildet.
Når museerne så er opkvalificeret, vil de med desto større kraft kunne engagere sig i regionalt, nationalt og internationalt samarbejde som en naturlig perspektivering af det lokale museumsarbejde. Ganske som den enkelte faglige medarbejder har en uddannelse, som er global eller i det mindste europæisk i sit oplæg.

Og lad mig så slutte dette indlæg med at påpege, at Fanden har opfundet puljerne. Det, vi har brug for, er driftstilskud, som kan omsættes i faste stillinger og kontinuerlige tiltag, der kan medføre langsigtede løsninger af opgaver og opbygning af viden og kompetencer til gavn for det enkelte museum og dets brugere.

Palle Birk Hansen
museumsdirektør