Kvalitet og bæredygtighed

Ved sit første møde drøftede referencegruppen forskellige indfaldsvinkler til temaet Kvalitet og bæredygtighed. Navnlig tre hovedemner blev genstand for referencegruppens drøftelser og overvejelser:  

Forholdet mellem museumsfaglig kvalitet og bæredygtighed

Museernes forhold til deres kommunale bagland

Overvejelser omkring museumsfusioner 

Forholdet mellem museumsfaglig kvalitet og bæredygtighed

Der blev i drøftelserne peget på flere forskellige måder, hvorpå man grundlæggende kan begribe forholdet mellem kvalitet og bæredygtighed.

Bl.a. blev der peget på, at man kan se kvalitet som noget, der bedst defineres ud fra museernes egen faglighed, mens bæredygtighed bedst anskues som evnen til at honorere omverdenens forskelligartede efterspørgsler. Det blev også nævnt, at bæredygtighed kræver volumen, mens kvalitet kræver respekt for konkrete fagligheder.

Omvendt blev der også peget på, at det kan være problematisk at anskue kvalitet og bæredygtighed som begreber, der på en eller anden måde er i potentiel konflikt, da den faglige kvalitet, og den troværdighed i forhold til omverdenen, der følger heraf, er afgørende for, at man vedblivende kan fungere godt i forhold til sin omverden. Det blev også nævnt, at kommunerne ofte oplever, at den faglighed, som ikke deltager i en dialog med omverdenen, lukker sig, fordi den er usikker på sig selv.

Det blev fremhævet som et synspunkt, at bæredygtighed nødvendigvis må anskues dynamisk – i en foranderlig verden er bæredygtighed ofte lig konstant fornyelse. Samtidig blev det fremhævet, at et bæredygtigt museum er et museum, der ikke bare er rart at have, men som gør sig uundværlig.

Der blev dog peget på, at uundværlighed er et vanskeligt kriterium for bæredygtighed, fordi museer for de fleste kommuner aldrig i sidste ende vil høre til de uundværlige ting.

Det blev i den forbindelse drøftet, i hvor høj grad museerne - for at skabe efterspørgsel - skal holde sig til deres kerneydelser, eller om de aktivt skal gå ud og finde nye områder, som de kan bidrage til. Generelt blev dette opfattet som en vanskelig afvejning – et almindelige synspunkt var, at man skal have udgangspunkt i sin faglighed frem for alt, men at man skal finde de rigtige arenaer for den, for at være bæredygtig.

Endelig blev det nævnt, at der er behov for en dækkende national synsvinkel, som den man har på arkæologien. Flere steder i landet er nyere tids historie reelt overhovedet ikke dækket, for slet ikke at tale om bæredygtigt dækket.

Museernes forhold til deres kommunale bagland

Dette emne kom ofte op i referencegruppens diskussioner, da forholdet til det kommunale bagland af de fleste blev set som en meget vigtig faktor omkring bæredygtighed – og en vigtig, men hverken entydig eller uproblematisk, faktor i forhold til kvalitet.

Bl.a. blev det fremhævet, at dynamikken i museernes samarbejde både styrkes og begrænses af det kommunale bagland – kommunerne giver ofte impulser til samarbejde i deres eget område, mens kommunegrænserne omvendt ofte kan virke som museumsfagligt uvæsentlige barrierer udadtil.

Det blev fremhævet, at visse af museernes opgaver, især omkring formidling, har en naturlig interesse fra kommunerne, mens forskningsopgaverne er langt vanskeligere for kommunerne at forholde sig til, bl.a. fordi de slet ikke er vant til at beskæftige sig med den type organisationer og arbejdskraft, som udfører forskning. Klar formidling giver legitimitet i samfundet.

Flere fremhævede det som vigtigt, at museerne må besinde sig på, at de har en vigtig opgave i at formidle deres visioner og tilbud til kommunerne – og uddanne kommunernes politikere og forvaltning i at forstå museumsområdet.

Fra et kommunalt synspunkt blev bæredygtighed bl.a. formuleret med henvisning til et museumsvæsen, der spiller med i kommunernes identitetsarbejde, og som kommer på banen i forhold til andre institutioner i lokalområdet. Det blev også nævnt, at man kan formidle andre samlinger end sin egen – f.eks. bibliotekernes.

Overvejelser omkring museumsfusioner

Der var generel enighed om, at fusionsdiskussionen er afgørende i forhold til spørgsmålet om kvalitet og bæredygtighed. Der var dog også enighed om, at det var en diskussion, der måtte inddrage mange forskellige hensyn.

Der blev fremsat det synspunkt, at fusioner som udgangspunkt var et godt middel til at skabe praktiske lettelser og gøre investeringer i museumsvæsenet troværdigt over for bidragyderne – og dermed skaffe de nødvendige midler.

Der blev også fremsat det synspunkt, at fusioner kan gøre stor faglig gavn, men ofte leder til skuffelser. Man skal huske, at små museer normalt er ekstremt fleksible og effektive på kroner, selvom de også er sårbare og bruger megen tid på administrativt bøvl. Mens store institutioner er dyrere – fusioner giver administrativt vokseværk – men institutionerne kan også løfte meget større opgaver. Der blev advaret om, at overdrevent statsligt bureaukrati let kommer til at æde de administrative gevinster ved fusioner.

En opsummering, der vandt bred opbakning var, at fusioner frem for alt bør være styret af en faglig vision – selvom det reelt ofte er de nye kommunegrænser, der giver det reelle drive i fusionerne.

En anden diskussion om fusioner, der optog referencegruppen, var spørgsmålet om, hvorvidt fusioner primært skal ske geografisk. Et hyppigt synspunkt var, at kommunegrænserne jo var ligegyldige for museerne, og fagligt fællesskab burde være det styrende.

Der blev i den forbindelse peget på, at Danmark er så lille og fladt, og teknologien så fremskreden, at man sagtens burde kunne fusionere/skabe samarbejde mellem fjerntliggende museer. Der var dog skepsis overfor, hvorvidt dette reelt kunne fungere – i hvert fald var det et almindeligt synspunkt, at folk måtte mødes fysisk for at skabe resultater i samarbejdet. Især omkring forskningen blev det nævnt som en mulighed, at man kunne lave forskningsfællesskaber, hvor de enkelte museers inspektører kunne tilbringe nogle ”forskningsår”.

Generelt var diskussionen om fusioner/samarbejder særligt fokuseret på forskningsområdet. På f.eks. magasinområdet var det et synspunkt, at fællesmagasiner er en god idé, punktum, og relativt nemt lader sig realisere. Mens det i forhold til forskningsområdet fremstod mere kompliceret – mange var usikre på det reelle behov for forskning på alle museer, men enige om, at arbejdet på det enkelte museum så absolut stadig skal være forskningsbaseret – det er museernes eksistensberettigelse. Det ledte til forslag som det ovenstående om forskningsfællesskaber.

I forhold til forskning (og i forlængelse heraf formidling) blev det synspunkt fremsat, at det aldrig vil være nok bare at tænke i fusioner. De faglige fællesskaber, man har behov for indenfor forskning, er for differentierede og ofte er de internationale. Ikke engang Nationalmuseet kan have alle nødvendige fagligheder. Bæredygtighed er derfor at gøre sig troværdig over for samarbejdspartnere – og her er det nødvendigt med en forbedring af forskningsformidlingen, måske i et nærmere samarbejde med universiteterne.