Museernes funktion
Referat fra referencegruppens første møde. Gruppen drøftede forskellige indfaldsvinkler til temaet Museernes funktion.
Drøftelsen drejede sig om, hvilke opgaver, det er centralt, museerne udfører? Hvad skal museerne tage sig af i samfundet? Hvilke værdier, skal museerne bidrage med til samfundet?
Tre hovedemner blev genstand for referencegruppens drøftelser og overvejelser:
Samlingerne og en høj faglig standard
Museet som centre for dannelse
En bred vision
Samlingernes betydning
Museet er et fantastisk mødested, hvor man med udgangspunkt i samlingerne har mulighed for at formidle vores fælles historie til nuværende og kommende generationer.
Det var et gennemgående træk i drøftelserne, at med samlingerne, og den måde de bruges til forskning og formidling, adskiller museerne sig fra andre dele af oplevelsesøkonomien. Det er der, museerne er noget særligt og har en unik autenticitet.
Men samtidig blev det også rejst, at man skal huske, at store samlinger ikke alene er målet; de er i ligeså høj grad de medier, hvormed historien formidles. Museerne kan godt fortælle spændende historie uden genstande/værker – eller i det mindste uden genstanden/værket er en del af dets egen samling. Museerne skal sikre dialogen – og bruge samlingen som midler i denne dialog.
Museernes store udfordring er derfor at sikre tidssvarende og aktuel formidling af den store viden, de ligger inde med, og gøre denne viden relevant for brugerne i det 21. århundrede.
Der var ingen tvivl i diskussionerne om, at det fortsat bør være en museal opgave at indsamle og bevare. Det er en opgave, der kan koordineres mellem de forskellige aktører på området, hvor man kan tænke på tværs eller i andre sammenhænge.
Samtidig er det også vigtigt at skelne mellem formidling af den digitale samling og den fysiske. Det er vigtigt at se den digitale samling som et supplement eller tilbud til museets brugere. Det er endnu en måde at tænke museet ’ud af huset’ – det er en ny form for personligt møde med museet.
Det er med udgangspunkt i den historiske og kulturelle bevidsthed, der udspringer af samlingerne, museerne skal arbejde. Og arbejdet skal være på et højt fagligt niveau. Det er ikke nogen skam at sigte højt, at museets har høje faglige standarder. Blot skal museerne rumme formidling til alle grupper i samfundet og alle dele af landet. Fagligheden er museernes stærkeste kort.
Et nyt dannelsesbegreb?
Museerne har en central opgave i at være dannelsescenter for de kommende generationer, og ikke blot nok et undervisningslokale. I stedet skal museerne fokusere og videreudvikle den uformelle læring, så de modsvarer trinmål i grundskolen.
Samtidig blev spørgsmålet rejst, hvorfor museerne ikke er mere debatskabende end de er? Nogle mente endda, at det burde være en forpligtelse for museerne. Museet skal fordre den kritiske refleksion, lægge sin neutralitet bag sig og deltage i samfundsdebatten.
Dannelsesbegrebet ligger stadig til grund for museernes arbejde, men det er under forandring og er også blevet mere differentieret - der tegner sig et billede af, at der er ét dannelsesbegreb for de unge og ét for den typiske museumsgæst på 60+. Museerne skal rumme alle brugergrupper, men det er væsentligt, man fokuserer en del på børn og unge og derfra få skabt et nyt dannelsesbegreb, som afspejler tidsånden. Dannelse er ikke alene et produkt, men også en proces.
Det blev også formuleret på den måde, at museet er identitetsskabende og skaber en historisk sammenhæng mellem den enkelte og historien. Derfor kan man også sige, at museet har en forpligtelse til i videst muligt omfang at sikre, at dets brugere bliver klogere gennem brugen af museet.
Samtidig skal museet arbejde meget mere på at få viden om museets brugere. Besøgsstatistikken er på landsplan nogenlunde stabil, men samtidig taler man om besøgstallet, som om det falder og falder. Er det angsten for ikke at kunne være det historiske samlingspunkt, som viser sig her? Museerne skal droppe den enevældige tankegang og i stedet huske at lægge øret til jorden og finde tidens behov.
På den måde bliver museerne demokratiske væksthuse, som opbygger en nødvendighed hos den enkelte borger. Museet skal gøre sig uundværligt og gøre kulturen og historien forpligtende. Museet skal huske på, at brugerne kommer for at få en oplevelse, men at dette ikke strider imod samtidig at give dem viden.
En bred vision
Skal museerne løfte denne opgave, skal museerne se ud over de fem søjler i museumsloven og skabe en overordnet vision. Søjlerne er umoderne og vidner om en fragmenteret opgavetilgang. Det er den samlede tilgang, som er interessant og relevant. En vision, der perspektiverer fortiden ift nutiden.
Museernes fokus på de fem søjler som selvstændige omgaver bremser museernes udvikling mod moderne kulturinstitutioner. Man bør droppe den binære enten-eller tænkning. Museerne er det hele - man kan sætte samlingen, viden og faglig kunnen øverst for derved at give museet mulighed for at få en stadig større værdiskabende funktion.
Museerne skal ud af offerrollen. Museerne er ofte en af de bedst uddannede kommunale enheder og har de højeste frihedsgrader. Museerne skal holde op med at lukke sig ind mod sig selv og i stedet bruge den intellektuelle styrke til at udforske nye områder og opgaver. Udnyt den stærke position og drop offerrollen.
Med en bred vision bør de mange forskellige love på kulturområdet også samles. Det vil give et kvalitetsløft og en langt større effekt.
En stærk vision for museerne vil i høj grad være det, der perspektiverer fortiden ift. nutiden. En vision, der viser, hvor vi er nu. Museerne skal bryde med vanetænkningen og tænke mere tværgående i såvel opgaveløsning som organiseringsformer.
Hvordan er sammenhængen mellem form og funktion? Der er nogle usynlige modeller for fusioner – og en synlig model der tegnes af økonomien. Hvad sker der, hvis vi nu begyndte at tale om museer og fusioner ud fra et brugersynspunkt? Tværfaglighed er interessant. Museerne skal være elskede og ikke hæmmede af fusionsgrænser. Derfor skal vi længere ud – ud til de udøvende kunster, hvis vi med en overordnet vision skal gentænke museets rolle.






