Opsamling d. 15. april 2010. Tema 2

1. temamøde ”Museernes funktion”.  

Hvad forventer omverdenen af museerne?  

 

Opsamling fra dagen er gengivelser i udpluk af referenternes skrivelser. 

Spørgsmål: Hvordan bidrager museet til skabelse og udvikling af et aktuelt dannelsesbegreb?

 

ER DET DET, VI GØR?

Der er forskellige dannelsesbegreber. Mangfoldighed er vigtigt og det er vigtigt, at de forskellige museer har (eller kan have) forskellig indgang til det. Fokus på forskelligheden er vigtig.

Også dannelsesbegrebet skal ses med mangfoldige ’briller’.

Skræmt over, at der står ’et aktuelt dannelsesbegreb’ for hvad er det? Er det tidsånden?

Er de ansatte på museet klædt på til at arbejde med dannelse?

Kan man bruge ordet dannelse mere? Hvem er vi egentlig? Hvor og med hvad kan vi bidrage til samfundet?

Dannelsesbegreb lyder ikke aktuelt. Vi skal ikke være det gammeldags – vi skal være dynamiske.

Dannelsesbegreb? Hellere ordet sammenhængskraft.

Museernes dannelsesbegreb går tilbage til 1850’erne. Et nationalromantisk dannelsesbegreb – som nærmest er væk i dag – men erstattet af hvad? Den engelske community-tankegang, som ikke kun har fokus på det lokale. Har det kulturhistoriske museum derfor overlevet sig selv?  

HVAD ER MUSEETS MÅL?

Målet er ikke at bestemme, hvad folk skal opleve, men at de oplever noget som bringer dem videre også i deres udsyn til verden.

Hvad er dannelse? Brugerne vil have oplevelser og viden. Det kan museerne bidrage til.

Museernes rolle er at være debatskabende! Det bør stå i loven, for så bliver museerne relevant.

Museet er et videnscenter, leverer information så det enkelte individ bedre kan forstå sig selv i vores komplekse samfund. Kritisk sans og refleksion.

Hvad er det samfundet ønsker af museerne? Skal museerne være debatskabende? Hvad ønsker brugerne? Læring og oplevelse.  

VIDEN

Vi har viden og genstande, der kan danne grundlag for dannelse.

Vi kan være med til at skabe respekt også for de ”fremmedes” kulturer, gøre det lettere for dem at blive den del af vores samfund.

Museerne står overfor en ny udfordring idet en del af den danske befolkning ikke har sine rødder i Danmark, i et dansk dannelsesbegreb.

Læring er et mere moderne begreb end dannelse. Vi møder forventning om, at vi kan tilbyde læring. Vi kan perspektivere og det forventes.

Demokratisering er væsentlig som del af et aktuelt dannelsesbegreb. Der kan museerne bidrage med perspektiveringen.

Kulturkanon-diskussionen kan ses om et forsøg på at indføre et samlende dannelsesbegreb fra statslig side. Museernes funktion kunne være, at nuancere dette dannelsesbegreb.

Museernes nye dannelsesbegreb kunne være ”viden, forankring, indsigt og refleksion”.

Museerne skal tage ansvaret og insistere på, at deres viden og indsigt er vigtig. Museerne har en samfundspligt til at være med til at danne, forme, oplyse, berige borgerne.  

Spørgsmål: Kan museet positionere sig som identitets- og værdiskaber i et samfund præget af foranderlighed og globalisering?

 

LOKAL IDENTITET OG GLOBALT UDSYN

Vi skal ikke bare skabe lokale identiteter. Vi skal give mulighed for at folk kan forhold sig reflekterende til et mange-facetteret identitetsbegreb.

Museet skal være meget aktivt og meget lyttende. Vi skal tale de forskellige gruppers sprog.

At positionere sig handler om at arbejde med fremtiden. Når rammerne er til det, kan vi positionere os.

Hvor er politikerne i denne debat? Kan vi få lidt konstruktiv kritik og pres fra politikerne?

I en globaliseret verden er det vigtigt, vi kan agere ud over det danske. Hvor lokale skal vi være?

Vi vil fortælle verdenshistorie med lokale briller. Vi bidrager med identitet i forhold til det lokale, men gør vi det i forhold til et nationalt perspektiv?  

MUSEET INDENFOR MURENE

Vi skal være åbne overfor at få andre faggrupper ind, f.eks. kommunikation og markedsføring.  

Spørgsmål: Kan museet markere sig som vedkommende samfundsaktør i et moderne samfund?

 

KAN VI DEBATTERE?

Kommer vi på politisk mellemhold, hvis vi går ind som debattører?

Museerne er blevet dygtige til at fange, hvad der sker i samfundet. Men er vi dygtige nok til at holde kursen? Tør vi tage diskussionen? Vi er blevet lidt for forsigtige.

Hvor meget samfundsdebattør har vi råd til at være? Mister vi videnskabelig status, hvis vi går ind i aktuelle samfundsdebatter?

Hvor meget udbytte får vi ved at være samfundsdebattører? Er det mere tilladt for kunstmuseerne at være debatterende end det er for kulturhistoriske museer?

Det har aldrig været nemmere, at kommunikere og sige sin mening. Men det er blevet tilsvarende sværere pga. stigende politisk styring.

Museerne skal skabe debat i forhold til omgivelserne. Men får vi det gjort – og tør vi? Vi skal være mere aktive og turde.  

MUSEET PERSPEKTIVERER

Vi kan facilitere processer i forhold til samfundsdebatterne, vi perspektiverer.

Museer kan være primus motor i større projekter, f.eks. byudviklingsprojekter.

Museerne kan kvalificere og nuancere samfundsdebatten, så befolkningen bliver bedre klædt til at deltage i den.  

DEBAT ER EN NØDVENDIGHED

Vi har pligt til at være debatskabende.

Der er i nogen grad en forventning om, at vi går ind og er debatskabende (bl.a. fra kommunens side).

Vi kan godt være debatskabende – også i forhold til kontroversielle spørgsmål. Derfor er det vigtigt at håndhæve armslængdeprincippet efterhånden som lokale museer mere og mere finansieres af lokale kommuner og får flere myndighedsopgaver.

Lokalplaner – giver mulighed for at debattere. Museet skal forsøge at få en ’ambassadør’ i alle udvalg i kommunen. Museerne skal bidrage til det omliggende samfund ved aktivt at indgå i planarbejde og synliggørelse af kulturarven.