Konference: Fortid møder fremtid

Klima og kulturarv - fortid møder fremtid
Fællesnordisk konference i Nobels Fredscenter i Oslo 12. november 2009

Konferencen finder sted forud for klimatopmødet i København 7.-18. december 2009. ”Klima & Kulturarv” er et fælles nordisk projekt under den norske Rigsantikvar, og er finansieret af Nordisk Ministerråd og af de respektive landes centrale kulturarvsforvaltninger. Konferencen er den officielle afslutning på projektet ”Klima & Kulturarv”, og finder sted på nordisk ministerniveau, og den norske miljøminister indleder mødet.

”Klima & Kulturarv” projektet

Projektets formål er, at belyse klimaforandringsprognoserne, at udpege den berørte kulturarv, og at vurdere dennes sårbarhed og kulturværdi. Dernæst er det at undersøge klimaforandringernes positive og negative effekt på kulturarven. Endelige belyses konsekvenser for forvaltningerne, og der stilles forslag til forebyggelse, overvågning, vedligehold og forsikring. Projektet har en stram tidshorisont fra 2008-2010. Projektlandene er Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Grønland og Danmark.

Formidling

Projektet lægger vægt på at synliggøre det nordiske samarbejde og den nordiske kulturarv, og skabe et fælles nordisk budskab og handlingstiltag. Der udarbejdes 5 delrapporter, hvoraf den første er publiceret (jf. link 4 nedenfor), de tre næste er under udarbejdelse pt., og den sidste er konferencerapporten. Projektet lægger stor vægt på formidling, og har sin egen hjemmeside og informationsgruppe (jf. link 1-2 nedenfor).

Konferencen

Konferencen er et heldags møde med oplæg, posters, billedshow og paneldiskussion. Den finder sted i ”Nobels Fredscenter” i hjertet af Oslo (jf. link 5 nedenfor). Deltagere er politikere, offentlige forvaltere, fagligt miljø, frivillige organisationer og medier. Deltagerantallet er ca. 100, dvs. ca. 15-20 fra hvert land. Sproget er svensk, norsk, dansk og enkelte oplæg på engelsk. Det er målet, at der formuleres en fælles nordisk konklusion for konferencen. Deltagerne betaler selv for rejser, kost og logi. Foredragsholdere og paneldeltagere undtaget.

Klimaforandringseffekter – fakta og tiltag

Projektet ”Klima & Kulturarv” har afdækket en række faktorer, som har en effekt på vor kulturarv. Årsagen er højere temperaturer for både vand og luft, øget nedbør, vandstandsstigning og ekstreme vejrhændelser. Samlet set har disse faktorer en overvejende negativ effekt på kulturarven i form af øget erosion, kystforandringer, optøning af permafrost, oversvømmelser, saltvandstilførsel, jordskred, stormskader, stormfald, algedannelser og råd. Disse faktorer har indvirkning på både fredede bygninger og fredede fortidsminder, og på den øvrige synlige såvel som skjulte kulturarv til lands og til vands.

Projektet har påvist markante effekter, men det er vanskeligt at dokumentere disse. Der findes imidlertid en række rapporter udarbejdet i anden forbindelse, der belyser emnet. Det står også klart, at der skal prioriteres i beskyttelsen af kulturarven, og der er behov for ændring af forvaltningspraksis for at forebygge på en række områder. Derudover er der behov for, at kulturarven integreres i samfundsplanlægningen, jf. regeringens rapport om ”Klimatilpasning” (jf. link 3 nedenfor). Kulturarvsforvaltningerne har tillige et ansvar for, at medvirke til bæredygtig udvikling ved bl.a. reduktion af CO2 udslip. Og endelig er der behov for mere forskning og kundskabsudvikling omkring klimaforandringer og kulturarv, samt udveksling af viden mellem de nordiske lande og andre internationale aktører.

Sidst opdateret  2.01.2012