Vinderforslag
1. præmien i idekonkurrencen om en afskærmning af de to runesten i Jelling blev vundet af Nobel Arkitekter.
Ideen er en montreløsning og dommerkomiteen har hæftet sig ved projektets mange raffinerede og fine detaljer. Forslaget er underspillet, men samtidig af høj kvalitet designmæssigt, kulturelt og formidlingsmæssigt.
Vinkler
De to runesten afskærmes med to vinkelformede elementer, der beskytter hver sin sten. Vinklen over den store sten er større og markerer dermed denne stens særlige betydning og placering. Vinklen over den lille sten er mindre og vender sig mod den store sten.
De to vinklers modstilling danner en fin komposition og arkitektonisk dialog mellem de to runesten.
Hovedgrebet både fremhæver runestenenes samspil med det samlede monument, disponerer kirkens forplads enkelt og velfungerende samt muliggør, at man kan opleve de to runesten individuelt. Det er en let og diskret afskærmning, der fremhæver runestenenes tyngde og volumen og indtræder i helheden med respekt for anlæggets aksialitet.
Ro og rum
Begge montrer er meget velproportionerede. Den ekstra luft, de skaber omkring stenene i både højden og længden, er på underspillet vis tilstrækkelig til at markere stenenes store betydning. De lukkede gavlflader skaber ro og rum omkring stenene.
Man kan komme tæt på stenene, gå rundt om dem og betragte dem fra forskellige vinkler og på nært hold, samtidig med at hensynet til beskyttelse af stenene er tilgodeset. De to vinkler fremstår som et arketypisk tegn for ly og løser en række tekniske og arkitektoniske problemer forbundet med at opstille montrer udendørs.
Bronze og glas
De vinkelformede, lukkede flader udføres i bronzebeklædning, som monteres uden synlige befæstelser på et bærende stålskelet. Bronzen patinerer til en irret, grønlig farve, der vil fremhæve runestenenes grå og rødlige farvetoner, ligesom materialet vil understrege runestenenes monumentale karakter og betydning.
Glasset foreslås udført jernfrit (uden den grønlige farvenuance, glas oftest
har) og med antirefleksbehandling, så betragtning og lyspassage optimeres. Glaskonstruktionen udføres helt uden sprosser.
Bronzefladerne tænkes anvendt til information om monumentet og runestenene. Tekst og grafik foreslås indføjet direkte i bronzens overflade, ved prægning, gravering, indstøbning eller lignende, og nødvendige ventilationsriste, inspektionsdøre mv. integreres i bronzebeklædningens paneler.
Ankomstarealet foran kirken bevarer sin karakter. Forslagsstillerne ønsker at forenkle og færdiggøre belægningen på kirkegården, omkring kirken og omkring de to runesten, så perlegrus, piksten og borduresten danner en naturlig sammenhæng.
Fakta
1. præmien er på 250.000 kroner. Dommernes begrundelse for tildeling af førstepræmien kan læses i sin helhed i dommerbetænkningen.
Download billeder til pressebrug (jpeg):
Plan - Montre - Nat
Læs mere om de præmierede og indkøbte forslag og få alle fakta om idékonkurrencen
Dommerbetænkning (pdf)






