Borgerhuse

Her skal det forsøges at give en kortfattet oversigt over den borgerlige bygningskunsts stilhistorie i Danmark i tidsrummet mellem 1480 og 1930. At en behandling af dette store og mangesidede emne må blive meget summarisk, siger sig selv.Bl.a. vil der kun blive omtalt nogle få eksempler på de mange forskellige måder, en stilart kan ytre sig på i de forskellige dele af landet.

I øvrigt kan en stilart, om end med lokalitetens særpræg, være rigt repræsenteret i visse egne, medens den andre steder knap nok kommer til udtryk. Som et kuriosum kan det nævnes, at nogle af de i dag anvendte stilnavne som f.eks. gotik og barok i virkeligheden er smædenavne, der er opstået i senere perioder som nedsættende betegnelser på de to stilarter, og det samme synes at gælde navnet rokoko.

		Facadeudsnit med typisk sengotiskdør, vindue og trappefrise.Tuesens Boder i Næstved, opført ca. 1480.

Gotisk kamtakket gavl med høje spidsbueblændinger. Stengade 66 i Helsingør, formentlig opført 1517. Opmåling i Ældre nordisk arkitektur.

I årene mellem 1050 og 1250 er den romanske stil stort set enerådende, og siden hen, indtil tiden omkring 1550, den gotiske. Af de ældst bevarede, borgerlige bygninger, der er fra årene mellem 1480 og 1550, er hovedparten af bindingsværk, medens antallet af grundmurede stenhuse er yderst beskedent. Disse huses mest iøjnefaldende træk er den stejle taghældning og de gotiske, kamtakkede gavle, der som oftest er prydet med blændinger af forskellig art.

I nogle byer kan gavlene således være udstyret med høje, slanke spidsbueblændinger (Stengade 66 i Helsingør) og i andre med forskelligt formede småblændinger, der er anbragt i vandrette rækker over hinanden (Gammelgade 4 i Skælskør).

Vinduer og døre er som regel fladbuede, og de er næsten altid anbragt i en blænding (spejl), der enten kan være fladbuet eller spidsbuet - i yngre bygninger dog undertiden rundbuet.

De middelalderlige stenhuse kan være opført som enkeltstående bolighuse (den formodede rektorbolig i kirkegårdsmuren i Kalundborg) eller som det faste hus i en bygård, hvis øvrige bygninger var af bindingsværk (Præstegade 21 i Kalundborg), medens stenbyggede boderækker, som f.eks. Tuesens boder i Næstved, hører til sjældenhederne.

Stenhusene er opført af munkesten (ca. 27x13x9 cm), der enten er opmuret i munkeforbandt (to løbere og en binder) eller i såkaldt polsk eller vendisk forbandt (en løber og en binder).I visse egne har man som supplerende materiale anvendt kridt eller kalksten, der i så tilfælde fremtræder som lyse bånd i det røde murværk.

		Senmiddelalderligt stenhus ved den femtårnede kirke i Kalundborg. Formentlig opført omkring 1525. Foto: HHE.

Senmiddelalderligt stenhus i Skælskør, formentlig opført omkring 1550. Gavl med vandret opdelt blændingsdekoration.

Nogle unge florentinske kunstneres studium af resterne af bevarede monumenter fra den klassiske oldtid førte i første halvdel af 1400-årene til skabelsen af en hel ny stil indenfor arkitektur og billedkunst, og hermed indledtes den blomstrende epoke, der fik navnet renæssancen, der betyder genfødelsen.

Under sin lange vandring nordover ændrede stilen karakter, og da den omkring midten af 1500-årene nåede Danmark, var bygningerne med deres stejle tage og højtrejste gavle stærkt præget af nordeuropæisk gotik. Den italienske indflydelse lod sig kun ane i enkelte detaljer og i nogle få vellykkede forsøg på at skabe en vis orden og symmetri i bygningsanlæg og facader.

Mest direkte synes denne indflydelse at have været i begyndelsen. Således udstyres herregården Hesselagergård på Fyn omkring 1550 med høje, etagedelte rundbuegavle, der har deres fjerne forbillede i Venezia, og ti år efter opføres på Djursland Rosenholms strengt symmetriske hovedbygning med åbne arkadegallerier, der også må formodes at have sydlandske forbilleder.

I de følgende årtier opføres nogle få bygninger - bl.a. enkelte herregårde - hvor visse dele, som f.eks. gavle, vinduer eller murværkets forbandt, har en udformning præget af nordeuropæisk renæssance.

Et af de ældste borgerlige renæssancehuse, Stengade 76 i Helsingør, er opført i 1579. Det har mod gaden en kamtakket gavl, der foroven er afsluttet med en trekantfronton (gavltrekant).

Også vinduerne, som har karme og poste af sandsten, er udstyret med trekantfrontoner, hvori der er anbragt små buster. Og så er facaden opdelt med to vandrette profilbånd, der ligesom trekantfrontonerne er af sandsten.

Omkring år 1600 og i de efterfølgende årtier, dvs. i den periode, der benævnes højrenæssancen, opføres en lang række borgerhuse, hvis gavle er prydet med konvekst og konkavt svungne sandstensbånd, der fortsætter videre ud i de svungne gavlkarme.

Dette gælder bl.a. den delvist ombyggede Christianshavnerhusrække, Strandgade 26-32, der omfatter tre gavlhuse og to langhuse, opført i årene mellem 1625 og 1635. Indtil tagfodshøjde har disse huses facader været ganske ens med to profilerede dobbeltbånd, hvoraf det ene bærer hovedetagens vinduer, medens det andet har karakter af en hovedgesims.

Herudover er facaderne i højde med vinduernes vandrette karme og poste opdelt med glatte sandstensbånd, ligesom vinduernes kurvehanksbuede stik er prydet med sandstenskvadre. De bevarede gavle på nr. 28 og 32 er udstyret med vandrette og volutsvungne sandstensbånd, hvoraf de sidstnævnte har fortsat ud i de nu forsvundne gavlkamme. I nogle huse er såvel profilbånd som gavlkamme udført af mursten. Dette gælder f.eks. den såkaldte Korsbrødregaard fra 1614 i Nyborg.

Jens Bangs stenhus i Aalborg, som stod færdigbygget i 1624, er det største og mest ambitiøse, borgerlige renæssancehus her i landet. Udover de to hovedgavle kan det ikke blot prale med en stor spidsgavl i facadens midtakse, men også med to flankerende gavlkviste. Alle er de prydet med højrenæssancens flot svungne bånd og kamme. Ydermere er såvel de kurvehanksbuede vinduesstik som de underliggende spejle udstyret med dekorerede kvadre og relieffer af sandsten, men i modsætning til gavlene er denne udsmykning udført i den forvrængede, såkaldte bruskbarokke manér, som er karakteristisk for den seneste del af renæssancen. Bortset fra nogle få, nu forsvundne, gavle kom det bruskbarokke formsprog kun i ringe grad til at præge arkitekturen. Til gengæld fandt det i rigt mål anvendelse i kirkeligt inventar.

		Renæssancegavl fra 1614 medbånd og detaljer af munkesten. Korsbrødregården i Nyborg.Tegning af LP efter ældre opmåling.

		Den flotte renæssancegavl fra 1579 er en af de tidligst opførte i landet. Stengade 76 i Helsingør.Foto i Helsingør Bymuseum.

		Rigt udstyret renæssancestue fra 1620 i en velhavende Aalborg købmandsgård - nu i Aalborg historiske Museum.Foto: Aalborg historiske Museum.

		Renæssancegavlhus fra 1626 med bånd og detaljer af sandsten. De svungne gavlkamme er forsvundet. Strandgade 28. Foto: HHE.

		Typisk renæssancefacade med svunget gavlkvist fra ca. 1630. Bånd og detaljer af sandsten. Strandgade 30. Rekonstruktion af HHE.

		Svalegangshus fra 1723. Tværsnit og facadefag. Minimalt stokværksfremspring. Øverste bjælke tappet i stolper under rem. Lodrette dokker i tavl.Tegning af LP efter HHE.

		Renæssancehus fra 1583. Tværsnit og facadefag. Lille knægtbåret stokværksfremspring mod gade og højstolper i gårdside. Øverste bjælke over rem. Tegning af LP efter HHE.

Tværsnit og langside i landbygninger. Øverst nordøstdansk (sidebånd og glammede bjælker), nederst vestdansk (svært bindingsværk på fodrem).Tegning af LP efter HHE.

Her i landet kan bindingsværket følges tilbage til tiden kort før år 1500. De ældst kendte, senmiddelalderlige bindingsværksbygninger har mod gaden et meget stort stokværksfremspring (fremkraget overetage), som støttes af lange, lige eller indadsvungne skråstivere, medens gårdsiden er opbygget af høje stolper, der går igennem etagerne. De enkelte fag er i højden opdelt med et eller flere løsholter, som er tappet i stolperne.

Skråafstivninger er udført af halvtømmer, der som regel er indskåret og fastnaglet i bindingsværkets inderside. På Sjælland og i Nordjylland er de øverste bjælker tappet i stolperne et godt stykke under tagremmen (såkaldt styrtrumskonstruktion), medens disse bjælker i syd-, sønder- og midtjyske byer som oftest ligger oven på tagremmen.

I anden fjerdedel af 1500-årene svinder stokværksfremspringet ind til mellem 20 og 30 cm og støttes nu af lange, gotisk svungne knægte.

Skråafstivningen er nu udført af udvendigt synlige skråbånd, der i undertavlene er tappet i stolper og rem. I årene mellem 1550 og 1575 finder krydslagte skråbånd (andreaskors) anvendelse i flere jyske byer.

Samtidig optræder de dobbelte skråbånd, der i godt hundrede år fremover skulle blive den mest udbredte form for skråafstivende tømmer.

Hen mod slutningen af 1500-årene bliver det i en del købstæder almindeligt at udstyre bygningerne - især de store købmandsgårde - med åbne svalegange, hvilket blev muliggjort ved dels at etagedele gårdsidens bindingsværk, dels ved over stueetagen at anvende bjælker, der var lange nok til ud mod gården at danne det fremspring, der var nødvendigt til svalegangens etablering.

I konstruktiv henseende når bindingsværket sit højdepunkt omkring midten af 1500-årene. Derefter er det frem for alt den dekorative udsmykning, der gør sig gældende. I 1570'erne optræder de første volutsvungne (S-formede) knægte, hvis forside er udsmykket med arkantusbladværk, et motiv der er karakteristisk for ungrenæssancen. Et godt årti senere er det højrenæssancens billedskærerarbejder med rammeformede ornamenter (kassetteværk og kartoucher), der pryder denne knægttype.

Og udsmykningen breder sig til overgangsfodremmen mellem de to nederste etager (bladranker, kassetteværk, kølbuer og hulsnit) og til de såkaldte fyldholter mellem bjælkerne (englehoveder med vinger, hulsnit og rosetter). Ydermere kan også stolper og skråstivere nedenfor løsholterne være udsmykket med store vifteformede halvrosetter.

Efterhånden antager knægtene mange forskelligartede former. Blandt de større købstæder er der således en del, der har deres egen specielle knægttype. Og det samme gælder til en vis grad de motiver, der indgår i den dekorative udsmykning. Omkring midten af 1600-årene forsvinder knægtene, idet stokværksfremspringet indskrænkes til nogle få cm. Samtidig forsvinder også de dekorative udskæringer, der i den sidste del af perioden fremstod som ranker, frugtborter og vrængemasker. Herefter bliver det almindeligt at udstyre overgangsfod, bjælkehoveder og fyldholter (tømmeret mellem bjælkehovederne) med en dobbeltsvunget profilering, hvorved stokværksfremspringet får karakter af et gennemgående etagebånd.

I løbet af 1600-årene erstattes de dobbelte skråstivere af korte, lodrette tømmerstykker (dokker), idet skråafstivningen begrænses til enten et enkelt, etagehøjt skråbånd i hjørnefagene eller til nogle få korte skråbånd anbragt side om side med undertavlenes dokker. Siden hen forsvinder også det lille etagefremspring. Bindingsværket, der i øvrigt stadig finder anvendelse i størstedelen af forrige århundrede, er nu blot at betragte som en enkel og billig byggemåde.

		Senmiddelalderligt bindingsværkshus fra Torvet i Køge, opført ca. 1500. Stort stokværksfremspring støttet af lange, krumtvoksende skråstivere.Foto: Køge Museum.

		Bageste del af renæssancehus af bindingsværk, opført i 1583. Lille, knægtbåret stokværksfremspring og dobbelte skråstivere i undertavlene. Overdammen 10 i Ribe. Foto: HHE.

		Gotisk svejfet knægt med udstukket andreaskors fra omkring 1550. Typisk for den sene del af middelalderen. Foto: HHE.

		Volutsvunget konsolknægt med akantusblad på forsiden. Typisk for den sidste fjerdedel af 1500-årene. Foto: HHE.

		Bindingsværk med udskårne rosetter og trekantede knægte med udskåret sparreværk. Sønderportsgade 21 i Ribe, fra ca. 1590. Foto: HHE.

Fyldholt med engel og volutsvungne konsolknægte med udskåret kassetteværk. Adelgade 2 i Skælskør fra ca. 1600. Foto: HHE

I begyndelsen af 1660'erne opføres de første barokke bygninger her i landet. I 1663 således portene til Kastellet i København, og i det følgende årti Charlottenborg og herregården Nysø ved Præstø. Karakteristisk for disse bygninger er bl.a. de strengt symmetriske facader og den lavere taghældning. Charlottenborg og Nysø er i øvrigt kendetegnet ved de lyse sandstensdetaljer (gesimser, pilastre og pragtportal) i det dybrøde murværk. Det er træk, der alle er nært knyttet til den hollandske barok.

I de borgerlige bygninger, der næsten altid er opført af bindingsværk, er gavlkvisten, der står i facadeplanet, det mest dominerende - og som oftest også det eneste - kendemærkende stiltræk. Som en mindelse om forrige tiders byggemåde har de ældste barokke borgerhuse en høj tagrejsning, hvilket især kommer til udtryk i kvistenes gavltrekanter. Smedede bjælkeankre, der dels er formet som dobbeltliljer, dels som initialer og årstal, udgør som regel den eneste dekorative udsmykning (Nyhavn 9).

De større købmands- og håndværkergårde, der også som oftest er opført af bindingsværk, er udstyret med en eller to gavlkviste mod gaden og ikke sjældent med udskårne svalegange langs gårdsiderne. Karakteristisk for disse sene 1600-tals gårde er gadesidens beskedne stokværksfremspring. Omkring århundredskiftet blev det almindeligt at udstyre borgerhusenes gadesider, der som oftest stadig var af bindingsværk, med svære profilerede gesimser. Kvistens nu relativt lave gavl fik hermed karakter af en trekantfronton. Denne facadeudformning forblev for de mindre borgerhuses vedkommende uændret i de følgende årtier og var stadig stort set enerådende i det byggeri, der rejste sig efter den store bybrand i København i 1728.

Dog har disse såkaldte ildebrandshuse - bortset fra en del hjørneejendomme - næsten altid grundmurede gadesider. Undertiden har man i gårdsiden - for at få samme pillebredde som mod gaden - anbragt to stolper i hvert fag.

I de større gårdes forhuse udstyres den grundmurede gadeside - formentlig med arkitekten J.C. Kriegers mønstertegninger som inspirationskilde - med lange pilastre eller kvaderliséner (murpiller med kvaderudsmykning) og undertiden med vinkelknækkede vinduesindfatninger, ligesom de frontonlignende gavle ofte prydes med ophængte guirlander. Et særligt fint eksempel på et sådant hus har vi i Stengade 64 fra 1739 i Helsingør.

I købstæderne findes den barokke gavlkvist tilsyneladende kun på bygninger, der er opført af arkitekter (uddannede bygmestre) eller efter officielle fortegninger. Også en vis afsmitning fra København synes dog at gøre sig gældende. En særlig jysk specialitet er de svungne gavle, som findes på enkelte købstadshuse og på en del herregårde, der næsten alle skyldes kendte bygmestre. Et særligt pragtfuldt, senbarokt eksempel har vi i det i 1744 opførte Lichtenbergske Palæ i Horsens.

		Tidligt barokt gavlkvisthus med stejl taghældning og smedede bjælkeankre på facaden. Nyhavn 9 fra 1681. Tegning af LP efter HHE.

		Rigt udsmykket senbarok facade med kvaderpilastre og halvoval fronton. Stengade 64 i Helsingør, opført i 1739.Tegning af LP.

		Barokt gavlkvisthus af bindingsværk uden stokværksfremspring med svære, profilerede trægesimser. Adelgade 77, opført ca. 1705. Tegning: HHE.

		Barokke etagehuse i København opført kort efter branden i 1728. Gråbrødretorv 1-5. Gavlkvisten på nr. 3 strækker sig over hele facadens bredde (falsk gavlhus).

Til venstre tidlig barok portal fra 1672, Storegade 14 i Tønder.Til højre senbarok portal fra 1732, Valkendorfsgade 11.Foto og tegning af HHE

Rokokotidens karakteristiske ornamenter, der er sammensat af forskellige iltert svungne, nærmest abstrakte former, finder fortrinsvis anvendelse i møbel- og rumkunsten, medens de kun i ringe grad gør sig gældende i periodens stramt disponerede facader. Den frigjorthed, der præger denne ornamentstil - og som vel var en afstandtagen fra tidligere tiders klassiske påvirkning, kom bl.a. til udtryk i en mere elegant og bekvem udformning af møbler, interiører og brugsting.

Blandt de ældste, danske rokokobygninger er Prinsens Palæ, der opførtes i årene 1743-44 med Nicolai Eigtved som arkitekt.

1 1749 fik Eigtved af Frederik V til opgave at planlægge og projektere den ny bydel: Frederiksstaden i København. Udover at tegne og lede opførelsen af de monumentale bygninger fastlagde Eigtved også retningslinierne for kvarterets borgerlige bebyggelse. Bl.a. skulle husenes hovedgesims, cordongesims (profileret bånd mellem stue- og første sal) og vinduer placeres i samme højdeplan.

Amaliegade fik således - med de ensartede facader - karakter af et harmonisk, panelklædt antichambre (forværelse), der skulle passeres, før man trådte ind på den store, ottekantede plads med rytterstatuen og de fire monumentale palæer. Borgerhusenes facader er med små spring i murfladen opdelt i et bredt midtparti og smallere sidepartier, og som oftest er midtpartiet under cordongesimsen refendfuget (vandrette fuger trukket i pudsen).

I denne del af facaden er vinduerne fladbuede. Ydermere er samtlige vinduer i hele midtpartiet udstyret med indfatninger, ligesom der i dette partis murflade mellem beletagens høje og mezzaninens lave vinduer er indføjet nogle små, rektangulære blændinger. Et karakteristisk træk er de såkaldte rammeliséner (flade, retkantede murpiller), der - med små øreknæk opadtil - omslutter de større, tilbageliggende felter. Et motiv, der tillige med flertallet af de ovennævnte, indgår i mange af rokokotidens facader (bl.a. Lindegade 4 fra 1763 i Kalundborg). På pakhuse og store brugsbygninger udgør dette motiv ofte den eneste facadeudsmykning og optræder da som en lang række øreblændinger. Bl.a. på Ostindisk Compagni's pakhus på Christianshavn (1748-50) og Kaalund Kloster fra 1752 i Kalundborg.

Udenfor Frederiksstaden findes der imidlertid hverken i København eller i provinsen særligt mange borgerlige bygninger med dekorativt udsmykkede rokokofacader.

Dog er der i Sønderjylland en del bygninger fra årene mellem 1760-80, der kan fremvise umiskendelige – om end lokalt prægede - rokokotræk, medens samtidige bygninger i Nordjylland stadig er præget af senbarokken.

Den franske arkitekt Nicolas Henri Jardin, der blev kaldt til Danmark umiddelbart efter Eigtveds død i 1754, indførte den franske, klassisk inspirerede Louis-Seize stil, der kort forinden var opstået som en reaktion mod den letfærdige rokoko. Udover at facadernes proportioner blev højere og slankere, var det frem for alt i de dekorative detaljer, den ny stil gjorde sig gældende. Nu var det guirlander og medaljoner ophængt i flagrende bånd og antikke border, der udgjorde udsmykningen, såvel på facaderne som i interiørerne. Karakteristisk er Det gule Palæ i Amaliegade, som Jardin i 1764 opførte for storhandelsmanden H.F. Bargum.

Men bortset fra at der i den følgende tid blev opført nogle få københavnerhuse med Louis-Seize facader fik den ny stil kun i ringe grad indflydelse på det borgerlige byggeri. Dog kan der i den dekorative udformning af byens gadedøre endnu omkring århundredeskiftet forekomme motiver, som har et vist Louis-Seize præg. Og ude omkring i landets købstæder findes der mange smukke Louis-Seize gadedøre, der dog altid har et tydeligt lokalt særpræg.Fremhæves må især de sønderjyske byer, hvis gadedøre ofte er pragtfuldt udsmykkede.

Omkring 1770 vender den af Eigtved bandlyste gavlkvist tilbage på en del københavnske borgerhuse. Samtidig bliver mansardtaget for alvor almindeligt, hvilket kan skyldes en påvirkning fra jardinske bygninger. Facaderne på disse huse er som regel ganske enkle med det obligate cordonbånd som eneste form for udsmykning.

		Københavnsk rokokohus, Amaliegade 16, opført 1754-56. Midtpartiet har muligvis båret en lav trekantfronton.Tegning: HHE.

		I Nørrejylland er senbarokken stadig populær. Udsnit af facaden på den i 1757 opførte amtmandsgård i Viborg. Tegning: HHE.

		Fornemt rokokointeriør med ovnniche, brystpaneler og listeindrammede lærredsfelter i det 1743-44 delvist nyopførte Prinsens Palæ.Foto: NM2.

		Rigt udsmykket rokokohus fra 1763,Lindegade 4 i Kalundborg, med øreliséner, vinduesindfatninger og refendfugning.

		Overdådigt og elegant udsmykket rokokoportal på Digegrevens Hus fra 1777, Vestergade 9 i Tønder.

		Det gule Palæ, Amaliegade 18, er opført i 1764 af N.H. Jardin som den første borgerlige bygning i Louis-Seize stil.

		En ualmindelig rigt udformet træportal i Louis-Seize stil pryder det i 1794 opførte Vestergade 14 i Tønder.

Nyhavn 20 er med sit mansardtag, de 2 gavlkviste og sin enkle, udekorerede facade typisk for tiden omkring 1780.

De første danske bygninger i ren klassisk stil opførtes i anden halvdel af 1760’erne af arkitekten Caspar Frederik Harsdorff. Som professor ved Kunstakademiet (fra 1766) virkede han bl.a. for en forbedring af det borgerlige byggeri og ønskede med opførelsen 1779-80 af sit hus på Kgs. Nytorv at anskueliggøre, hvordan byens borgerhuse burde disponeres - såvel i det indre som i det ydre. Således lod han den lange, pudsede facade ud mod torvet omfatte ikke mindre end tre facadeforlæg, hvoraf det midterste ville være passende for en af handelsaristokratiets store gårde og de to andre for mere beskedne borgerhuse.

Det førstnævnte omfatter bygningens fremspringende midtparti, der er udstyret med joniske pilastre og en reliefsmykket trekantfronton samt de to flankerende sidepartier, hvis vinduer ud for hovedetagen er fremhævet med indfatninger og konsolbårne segmentfrontoner (fladbuede frontoner). I de to andre facadeudsnit, der er på henholdsvis fire og fem fag, er murfladen under cordongesimsen refendfuget, og her er sidepartierne fremhævet på bekostning af det lidt tilbagetrukne midtparti, idet beletagens vinduer er udstyret med indfatninger og frontoner.

Der skulle ikke gå mange år efter mønsterhusets opførelse, før de første borgerhuse med Harsdorff-prægede facader dukkede op. Men frem for alt viser betydningen af Harsdorffs indsats sig i de kvarterer, der genrejstes efter den store brand i København i 1795. At håndværksmestrene dengang havde mulighed for at tage del i Kunstakademiets undervisning i bygningskunst har utvivlsomt været medvirkende til, at dette omfattende byggeri blev så ensartet og de enkelte bygningers arkitektoniske kvalitet så relativt høj. Et karakteristisk træk i de genopbyggede kvarterer er de lovbestemte, skråt afskårne gadehjørner, der ofte er fremhævet med en særlig rigt udformet vinduesindramning. Facaderne, der næsten altid er pudsede, har tilsyneladende stået hvidkalkede med sandstensfarvede gesimser, bånd og detaljer. Også de ældre bygninger, hvis facader førhen havde fremtrådt i muntre farver, blev nu overstrøget med hvidtekalk.

En forbedring af glasfremstillingsteknikken, der gjorde det muligt at lave rudeglas i temmelig store formater, førte hen imod slutningen af 1700-tallet til skabelsen af den klassicistiske vinduesform, som har een rude i de øverste rammer og to (af samme format som den øverste) i rammerne under tværposten. Størstedelen af de bygninger, der opførtes efter branden i 1795, blev ud mod gaden udstyret med denne vinduesform, medens man ind mod gården endnu en tid lang - på grund af de små ruders prisbillighed - vedblev med at anvende rokokotidens vinduesform.

Selv om Harsdorff, der døde i 1799, ikke fik nogen direkte indflydelse på byggeriet i provinsen, vil man i mange købstæder finde bygninger fra tiden omkring og efter århundredskiftet, der på forskellig vis står i gæld til Harsdorff-tidens københavnerhuse.

Blandt de bygninger, der gjorde sig gældende i tiden omkring år 1800, er handelskompagniernes og storkøbmændenes pakhuse og den begyndende industrialismes bygningsanlæg.

Det er store, prunkløse huse, der altid har en enkel og klar hovedform med svære, profilerede gesimser, der formidler overgangen til de store, teglhængte tagflader. I øvrigt var halvvalmede gavle og frontkviste med helvalmet tag almindeligt forekommende på den tids bygninger.

Medens genopbygningen efter branden i København i 1795 blev gennemført i løbet af en halv snes år, skulle der gå næsten 25 år før man for alvor kom i gang med genopførelsen af de mange borgerhuse, der blev ødelagt under englændernes bombardement i 1807.

I højklassicismen eller empiretiden (årene mellem 1810 og 1840) var facaderne kun opdelt med det vandrette cordonbånd. Under båndet var murfladen pudset og undertiden refendfuget, medens den over båndet stod i blank mur af røde sten - ofte med fremspringende fuger. Denne facadeudformning er også almindelig ude omkring i landet - selv i huse der kun er i en etage, idet det vandrette bånd her er anbragt i højde med vinduernes underkant.

Med den noget tørre og lidt tyndbenede senempire, der i årene mellem 1840 og 1855 præger det borgerlige byggeri, afsluttes den næsten hundrede år lange klassicistiske stilperiode. I senempirens huse dækker den kvaderfugede puds hele facaden, idet fugningen altid er spinklere over end under cordonbåndet. Ofte er også de øvrige etager udstyret med vandrette profilbånd, der bærer vinduernes indfatninger.

Undertiden er de forsænkede vinduesbrystninger prydet med mere eller mindre klassisk inspirerede støbejernsornamenter. Og som noget helt nyt bliver stueetagen i en del af disse bygninger nu udstyret med særlige rund- eller fladbuede butiksvinduer, der indgår som et arkitektonisk led i den samlede facadekomposition.

		1779-80 opførte arkitekten C.F. Harsdorff sit eget hus på Kongens Nytorv i København.Det var det første klassicistiske borgerhus i byen og fik stor indflydelse på udformningen af det borgerlige byggeri - ikke mindst efter branden i 1795.Foto: HHE.

		I facaderne på det i 1801 opførte Kronprinsessegade 2 er påvirkningen fra Harsdorffs eget hus helt klar.

		Grønnegade 22 fra 1816 i Ribe viser, at den harsdorffske klassicisme nåede langt omkring.Foto: HHE.

		Rasmus Møllers gård, Nørregade 1 i Nyborg fra ca. 1800, er et smukt eksempel på den provinsielle klassicisme.

		Enkelt klassicistisk hus fra 1798-99, hvor kun hjørnefaget er udstyret med vinduesind-ramninger.Foto: HHE.

		Fornemt klassicistisk interiør med korintiske pilastre fra omkring 1800. Ved Stranden 2.Foto: NM2.

		Til købmandsgården Badstuegade 1 i Århus knytter sig et fint lille pakhus fra 1809 med helvalmet mansardtag.

		Facaden på Store Strandstræde 3, opført 1853, er karakteristisk for den københavnske senempire.

		Facaden på Nørregade 27, opført i 1832, er karakteristisk for den københavnske empirestil.

		Brogade 21 i Køge er et godt eksempel på den provinsielle senempirestil fra tiden efter 1850.

De lave anonyme huse omkring Torvet i Bogense er typiske for bebyggelsen i de små købstæder i 1800-tallet.Foto: HHE.

I årene omkring 1850 skabte arkitekterne M.G. Bindesbøll og J.D. Herholdt - inspireret af middelalderlig teglstensarkitektur i Danmark og Norditalien - en række spændende murstensbygninger med fornemt udformede detaljer.

De ældre af Bindesbølls bygninger er polykrome (mangefarvede) med bælter og mønstermurværk i røde og gule sten, medens flere af de senere, som f.eks. Lægeforeningens Boliger på Østerbro (1853-54) og Sindsygeanstalten i Oringe (1854-57), er præget af en næsten tidløs enkelhed. Et karakteristisk træk er her tagenes lave hældning og store udhæng. Bindesbøll opfører dog også i disse år flere stilprægede bygninger, bl.a. rådhusene i Stege og Næstved, henholdsvis i dansk renæssance og i romansk stil med enkelte gotiske detaljer.

Herholdts hovedværk er Universitetsbiblioteket i København (1857-61). En fornem og samtidig malerisk bygning af røde mursten, der med sine mange fint formede detaljer vidner om arkitektens optagethed af den romanske arkitektur i Norditalien. Nævnes skal også Grøns Pakhus, Holmens Kanal 7 (1862-63) samt hans af italienske landhuse inspirerede villaer. Betydningen af arkitekterne M.G. Bindesbølls og J.D. Herholdts arbejder kan spores langt op i tiden.

I borgerhusenes pudsede senempirefacader, der stadig var på mode såvel i hovedstaden som i købstæderne, optræder hen imod slutningen af 1850'erne enkelte gotiske træk. Samtidig dukker de stilefterlignende murstensfacader op - først på Nørrebro og Vesterbro, hvor bebyggelsen i årene efter ophævelsen af byens befæstning rejste sig med en rivende hast - og siden hen ude omkring i landets købstæder. I begyndelsen var det fortrinsvis de danske stilarter, der måtte holde for, men efter 1870 præges især det borgerlige byggeri af de strømninger, der var moderne ude omkring i Europas storbyer. Det var en ofte overlæsset arkitektur i mange forskellige - ikke altid lige definerbare - stilarter, hvoraf flere ikke sjældent kunne optræde i én og samme facade.

		Enkle, velproportionerede bygninger med lave udhængstage præger Oringe Sindsygeanstalt. Opført 1854-57 af M.G. Bindesbøll.Foto: Erik Hansen.

		Smukt udformede, romanske stiltræk præger murstensfacaden på Det Grønske pakhus, der blev opført 1862-63 af J.D. Herholdt.

		Facade fra 1860 med senempirepilastre og nygotiske, spidsbuede vinduesindfatninger. Slotsgade i Kalundborg.

		Småhuse med nyromanske facader ses ofte i købstædernes yderkvarterer. Hjallelsevej 5-7 fra 1879 i Odense.

		Imponerende og ganske velformet facade i dansk nyrenæssance fra 1880. Kordilgade 66 i Kalundborg.

Overlæsset, men ganske flot facade i europæisk nyrenæssance (præfabrikerede detaljer støbt i zink).Bredgade 63-65 fra 1886-87.Foto: HHE.

Nationalromantikken, der i en vis udstrækning kom til at præge dansk arkitektur omkring århundredeskiftet, var opstået som følge af en stigende interesse blandt kunstnere - og ikke mindst i højskolekredse - for vor nordiske fortid. Hovedværket inden for denne stilretning er Københavns Rådhus, der i årene 1894-1903 opførtes af arkitekten Martin Nyrop. Anvendelsen af hjemlige materialer som tegl, kridtsten og granit, håndværksmæssigt udførte konstruktioner og de mange maleriske og fortællende detaljer, der indgår på en naturlig måde i helheden, er nogle af de træk, der er karakteristiske for Nyrops arkitektur.

Med jugendstilen (art nouveau), der opstod i samme periode med belgieren van de Velde som foregangsmand, gjorde man sig helt fri af alle eksisterende stilarter, idet man hentede inspiration til formsprogets fornyelse i planternes organiske vækstlinier. Mens den ny stil fik en stor udbredelse i det meste af Europa, kom den her hjemme stort set kun til udtryk i kunsthåndværket.

I sidste halvdel af 1890'erne fandt den såkaldte palæstil anvendelse i en del af de villaer og i enkelte af de få etagehuse, som var tegnet af uddannede arkitekter.

		Med opførelsen (1894-1903) af Københavns Rådhus skabte Martin Nyrop den nationalromantiske stilretning.

I 1898 opførtes denne nationalromantiske villa som forbillede for bebyggelsen i et nyanlagt villakvarter i Lyngby. Foto: Civilingeniør V. Malling.

I 1895 og 1898 blev den arkitektoniske udformning af Åhusene (Åboulevarden 12-18) i København lagt i hænderne på arkitekten Ulrik Plesner, og han gik sine helt egne veje.

Karakteristisk for den ydre udformning af denne og mange af hans senere boligbebyggelser er frem for alt den stærkt bevægede modellering af husblokken, der fremtræder med tårnlignende endepartier, retkantede og afrundede karnapper og barokke gavle.

Plesners nybarokke arkitektur fik en meget stor indflydelse på de kommende årtiers boligbyggeri både i København og i provinsen. Plesner byggede også et stort antal enfamiliehuse, hvoraf især hans Skagenshuse med de gulkalkede murflader, de kraftigt profilerede gesimser og tagkanternes hvidtede forskælling fandt mange efterligninger.

Som et forsøg på at forbedre byggeriet i de stærkt voksende stationsbyer blev der i 1909 på landsudstillingen i Århus - med Nyrop som drivkraft - opført en mønsterstationsby, hvori de forskellige bygningstyper, der var opført af en række unge arkitekter, bar præg af den voksende interesse for det traditionelle, danske hus. Skulle man forbedre det almindelige byggeri, der kun sjældent blev betroet den uddannede arkitekt, var det håndværkeren, man måtte have fat i.

Derfor dannede en kreds af arkitekter med bl.a. P.V. Jensen Klint og Ivar Bentsen i spidsen i 1915 landsforeningen Bedre Byggeskik. Der blev holdt kurser rundt om i landet og oprettet håndværkerskoler, hvor man bl.a. opmålte gode, ældre borgerhuse, som man kunne lære af og benytte som forbilleder.

Der blev også oprettet en tegnehjælp, der kunne ændre og forbedre de af håndværkere og bygherrer indsendte tegninger. Disse initiativer og ikke mindst den af Ivar Bentsen i 1911 grundlagte håndværkerskole i Holbæk fik stor indflydelse på den arkitektoniske udformning af det almindelige byggeri - især på landet. Selv kom Ivar Bentsen, der siden hen blev professor på Kunstakademiets Arkitektskole, til at opføre en lang række betydningsfulde bygninger.

		Med de i 1895-98 opførte Åhuse indledte Ulrik Plesner den nybarokke stilretning, der blev meget populær.

		Som så mange andre etagehuse i hele landet fra årene 1910-20 står Gerlachsgade 5-9 i Århus i gæld til Plesners Åhuse.

		En meget personligt udformet nybarok præger Ivar Bentsens smukke funktionærbolig i Svinninge.

I traditionel dansk byggeskik hentede Ivar Bentsen inspiration til bl.a. Kaptajnens Hus fra 1914. Bakkedammen 40 i Holbæk.

Da brygger Carl Jacobsen i 1910 tilbød at skænke et spir til tårnet på C.F. Hansens klassicistiske Frue Kirke, indledtes en hidsig debat mellem tilhængere og modstandere af dette spir. Denne debat førte imidlertid til en voksende interesse for klassicismen, der siden midten af 1800-tallet havde været betragtet som tør og kedelig. I 1912-15 opførte arkitekten Carl Pedersen, der længe havde været stærkt optaget af C.F. Hansens bygninger, det klassisk prægede Faaborg Museum. Det blev indledningen til neoklassicismen, som stort set var enerådende i dansk arkitektur indtil funktionalismen fik sit nordiske gennembrud på Stockholmerudstillingen i 1930.

Der blev i denne periode af en række af vore bedste arkitekter skabt mange storartede bygværker. Som eksempler kan nævnes Kay Fiskers fornemme bank fra 1920 på Torvet i Rønne og den flotte, noget teatralske, københavnske Politigård, der opførtes i årene 1918-24 af Hack Kampmann og hans sønner sammen med Aage Rafn. Også et omfattende boligbyggeri så dagens lys i denne periode. Store, regelmæssige karrébebyggelser med haveanlæg og mange fine enfamiliehuse, hvoraf en del var samlede i smukt anlagte havebyer.

		Stram og fornem, neoklassicistisk bankbygning på Torvet i Rønne,opført i 1920 af Kay Fisker.Foto: Bornholm Museum.

		Neoklassicistisk enfamiliehus i Søborg,opført i 1916 af K.T. Seest meddet traditionelle danske hus som forbillede. Rønnebergs Allé 41.

Funktionalistisk enfamiliehus beslægtet med Le Corbusiers arkitektur. Anchersvej 6 i Gentofte, opført i 1934 af Mogens Lassen.

Information om Bygningsbevaring:
Byggeskik på landet
Byggeskik i byerne
Etagehuskonstruktioner 1859-1890

Titel

Arkitekturhistorie - Borgerlige bygninger

Oplæg

Tekstoplæg: arkitekt H.H. Engqvist; tegninger mærket LP er udført af Lisbeth Pepke, tegninger mærket HHE er udført af Hans Henrik Engqvist, foto mærket NM 2 er fra Nationalmuseets 2. afdeling, fotografier mærket HHE er optaget af Hans Henrik Engqvist.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Christian Elling: Danske Borgerhuse. 1943.

Hans Henrik Engqvist: Dansk Stilhistorie. 1943, 6. udg. 1978.

Hans Henrik Engqvist: Københavnske Borgerhuse. 1948.

Harald Langberg: Danmarks Bygningskultur I og 11. 1955.

Knud Milelch: Danske Arkitekturstrømninger 1850-1950. (red.: Kay Fisker). 1951.

Allan Tønnesen: 233 danske borgerhuse. 1979.

Sys Hartmann og Villads Villadsen: Byens huse - Byens plan. 1979.

Lisbeth Balslev Jørgensen: Enfamiliehuset. 1979.