Malermaterialer I

Dette Informationsblad handler om de foreliggende malematerialer til maling og overfladebehandling, indvendigt og udvendigt på ældre bygninger.

Udgangspunktet for de råd og anbefalinger, der gives i Kulturarvsstyrelsens "Information om Bygningsbevaring" er dels, at man altid bør foretrække de miljø- og energimæssigt mindst belastende materialer og løsninger, dels at disse samtidigt skal være de kvalitativt bedste.

Da Informationsbladene især retter sig mod ældre, fredede og bevaringsværdige bygninger, vil de anbefalede malerbehandlinger fortrinsvis omhandle en række traditionelle malematerialer og -metoder, som oprindeligt har været anvendt, da disse huse blev bygget. Derved kan man bevare en vigtig sammenhæng mellem husets alder og det indvendige murværks farver, overfladekarakterer, slidmønstre og patinering.

Information om Bygningsbevaring giver 3 "indgange" til informationer om malematerialer, malebehandlinger samt praktiske anbefalinger for brug og konkret anvendelse:

I dette Informationsblad grupperes og behandles de fleste i handelen forekommende malematerialer oversigtligt efter deres udseende:

Heldækkende malematerialer

Halvdækkende malematerialer

Farveløse malematerialer

og dernæst efter deres bindemidler:

Heldækkende malematerialer:

 

1. Oliefarver
2. imfarver
3. Temperafarver
4. Mineralfarver
5. Olielakfarver
6. Plast- og acrylmaling
7. Plast-olie-emulsionsmaling

Halvdækkende malematerialer:

8. Trætjære
9. Bejdse
10. Træbeskyttelse

Farveløse malematerialer:

11. Lakker
12. Grundingsolier
13. Imprægneringsmidler til træ
14. Organiske opløsningsmidler
15. Mineralske imprægneringsmidler til murværk

I en række supplerende Informationsblade grupperes og behandles de fleste i handelen forekommende malematerialer, efter de anvendelsesområder og konkrete overflader, der ønskes malerbehandling:

Overfladebehandling af indvendigt træværk

Overfladebehandling af udvendigt træværk

Overfladebehandling af indvendigt murværk, puds og papir

Overfladebehandling af udvendigt murværk og puds

Overfladebehandling af jern

Overfladebehandling af gulve

Konkrete maleteknikker, udførelser og anbefalinger,

Med hensyn til konkrete produkter, maleteknikker og konkrete udførelser og anbefalinger er dette nærmere behandlet i Informationsbladene:

Maling med limfarve på vægge og lofter.

Trætjære.

Kalkning.

Afrensningsmetoder ude og inde.

Imitationsmaling

Farveundersøgelser

Der hersker i dag ret stor forvirring med hensyn til navne, produkter, tekniske forhold m.v., hvor begreber som imprægnering, imprægneringsgrunder, imprægneringsolie, grundingsolie, træbeskyttelse, maling, vandbaseret og terpentinbaseret maling m.v. bruges i flæng. I dette informationsblad søges de enkelte produkters egenskaber defineret og beskrevet. Da der uafladeligt introduceres nye produkter, navne og indholdsstoffer m.v. er det ekstra svært at bevare overblikket, samt holde sig ajour. Et indledende råd skal derfor være, hovedsagelig at holde sig til de gamle og gennemprøvede og "navnefaste" produkter.

Generelt skal det også anbefales, at man lader malerarbejdet på ældre bygninger udføre af professionelle malere, med dokumenterede erfaringer og referencer indenfor den maleteknik, man har valgt. Gør-det-selv-maling er kun en fordel, hvis man selv er temmelig erfaren, fuldstændig sikker på, hvad man gør og håndværksmæssigt trænet. I det økonomiske regnestykke, man opstiller, bør der i hvert fald indregnes, hvor højt eller lavt, man sætter sin egen tid, ærgrelser og dobbelt besvær med at gøre ting, der ikke har holdt, eller ser grimt ud, om

Hvor de fleste malingsprodukter i dag mest beskriver deres "virkning": Træbeskyttelse, murværn, emalje, vægmaling osv. vil vi i dette Informationsblad katagorisere produkterne efter deres indhold.

Vi vil i denne forbindelse koncentrere os om malematerialer til maling og overfladebehandling på de mest forekommende traditionelle byggematerialer, der indgår i ældre bygninger: Indvendigt og udvendigt træ, indvendigt og udvendigt murværk og puds, indvendigt tapet samt indvendigt og udvendigt jern.

En stor del af malerarbejdet på ældre bygninger handler om, hvordan og med hvad man maler på allerede malede overflader, hvordan og med hvad, man maler på ældre materialer og overflader, hvor der har fundet en vis grad af nedbrydning sted, samt hvordan og med hvad, man opretholder og bevarer overfladernes oprindelige og tidstypiske karakter. Dette giver nogle lidt andre parametre for produktvalg, malerarbejdets udførelse m.v. i forhold til maling på nyt træ på nye bygninger.

Derudover vil dette Informationsblad især fokusere på malematerialernes miljø- og arbejdsmiljømæssige egenskaber samt deres byggetekniske egnethed i forhold til den opgave, de har påtaget sig at løse.

Før man maler eet eller andet, skal man altid gøre sig klart, hvorfor man maler. Er formålet bare at sætte "fest og farver" på, skal det være en gang billig "hattelak" eller skal malerarbejdet i sig selv holde længe, udtrykke prestige eller holde til et stort slid.

Specielt på udvendigt træ, murværk og jern vil formålet med en overfladebehandling for det første være at bevare det underliggende træ, murværk eller jern bedst og længst muligt, d.v.s. forhindre dets nedbrydning.

Vi kan derfor opstille følgende, fortrinsvis teknisk betonede krav til valg af malematerialer:

 

1. Evne til at bevare det træ, murværk/puds eller jern, det sidder på mod nedbrydning eller forvitring.
2. Evne til at kunne vedligeholdes uden en total afrensning.
3. Holdbarhed samt genbehandlingsmåde og -intervaller.
4. Miljø- og arbejdsmiljøforhold ved fremstilling, vedligeholdelse, nedbrydning og bortskaffelse, herunder MAL-kodning og indeklima-forhold
5. Overfladens patinering på længere sigt

I Danmark skal alle malervarer være mærket med en såkaldt MAL-kode for at kunne sælges i forretningerne. I denne kode opererer man med to tal, før og efter en streg. Tallet før stregen angiver faren for indånding, primært i form af flygtige opløsningsmidler. Tallet efter bindestregen angiver faren ved hudkontakt, bl.a. fra ætsende, hudirriterende eller giftige stoffer.

Jo højere tallet er, jo farligere er de indeholdte stoffer. Før stregen går skalaen fra 00 til 5 og efter stregen går skalaen fra 0-6. Da kun vand har kodenummeret 00-0, har de mindst ufarlige malinger derfor MAL-koden 00-1 og de farligste 5-6.

Ved MAL-koder over 2, før stregen skal der benyttes gasfiltermaske og over 4 luftforsynet helmaske. Allerede ved tallet 1, efter stregen, skal der bruges handsker, og ved værdien 4 og derover skal der bruges handsker, hætte, ansigtsskærm og hel-beskyttelsesdragt.

Ifølge Arbejdsmiljøloven, som også private bør holde sig efterretteligt, er man pligtig til at vælge det produkt, der har den laveste MAL-kode, såfremt det egner sig til formålet.

Dansk Indeklima Mærkning (DIM) er en frivillig mærkningsordning for byggevarer og produkters påvirkning af indeklimaet. Formålet med indeklimamærkningen er at forbedre indeklimaet i bygninger ved:

- at give producenterne et redskab til at udvikle mere indeklimarigtige produkter

- at give brugerne et redskab til udvælgelse af mere indeklimarigtige produkter

- at give alle et redskab til bedre forståelse af produkters påvirkning af indeklimaet

Der verserer mange rygter om at linoliemaling under og efter hærdningen afgasser en række farlige stoffer, bl.a. formaldehyd. Undersøgelser på Tekonolgisk Institut viser imidlertid, at dette ikke er rigtigt. I de tilfælde, hvor der har kunnet konstateres afgasning af formaldehyd fra linoliemaling, har dette kunnet henføres til en iøvrigt unødvendig anvendelse af konserveringsmidler i malingen. En række kontrollerede tests viser ingen sundhedsskadelige stoffer hidhørende fra selve linolien, hvilket iøvrigt stemmer overens med tilsvarende udenlandske undersøgelser.

Der tilsættes i dag ofte svampehæmmende midler til maling, herunder linoliemaling og andre linolieprodukter til udendørs brug. Disse malinger og olieprodukter må ikke anvendes indendørs.

Ved offentlige bud over en vis størrelse, er det et krav, at malerarbejdet på udendørs træ skal beskrives efter den danske og europæiske standard DS/EN 927-1 for træbeskyttelsesmidler og malingssystemer til udendørs træ. Efter denne standard skal malingsprodukterne deklarere deres udseende, funktions- og egnede anvendelsesområder. Dernæst skal de anføre de anbefalede grund- og bundbehandlinger, som forudsætninger for en god holdbarhed. Deklarationen efter DS/EN 927-1 skal angives på etiketten.

Er et malings-produkt til udendørs træ ikke deklareret efter denne standard, kan Teknologisk Institut udføre en test af produktets modstandygtighed mod naturlig udendørs vejrlig. Testningen tager et år og udføres efter prøvningsstandarden EN 927-3. Efter prøvningen vurderes testemnerne, der har været påført et stykke splinttræ af skovfyr, og eksponeret udendørs i 12 måneder, for glanstab, farveændring, blæredannelse, afsmitning, afskalning, revner, overfladeskimmel og vedhæftning efter en skala fra 0-5.

Maling består i princippet kun af to ingredienser: Et limstof og et farvestof - i malerfaget kaldt et bindemiddel og et pigment. I praksis indeholder bindemidlet ofte et fortyndings- eller opløsningsmiddel, f.eks. vand eller terpentin, og pigmenterne indeholder altid forskellige fyldstoffer, typisk kridt eller ler (kaolin).

Pigmenternes rolle er dels at give farve til malingen, dels, som det vigtigste, at etablere et dækkende og beskyttende lag, selve malingsfilmen. Det kan lade sig gøre fordi pigmenterne består af små, uopløselige mineralske korn. I de ikke-dækkende, såkaldte træbeskyttelser, benyttes en anden slags farvestoffer, de såkaldte anilin-farver, der opløser sig i produktets opløsningsmidler, vand eller terpentin.

Bindemidlernes rolle er at "lime" pigmenterne sammen og "lime" malingen fast til bunden. Da både pigmenterne og bindemidlerne er selvstændige kemiske stoffer, sker der i mange tilfælde en kemisk reaktion, der påvirker malingens egenskaber så som hærdetid, diffusionstæthed, hårdhed, m.v. Dette gælder specielt linoliemaling, der hærder ved en kemisk proces. Det betyder, at der for linoliemalings vedkommende er temmelig stor forskel på en rød og en grøn malings egenskaber.

Lige fra oldtiden har man kendt til en række farvestoffer, som kunne hentes direkte "i jorden", og som kunne knuses til et fint pulver og blandes med selvfremstillede bindemidler til en maling. Det var i første omgang kun kridt og sod, samt gule, røde og grønne lerarter, man kendte, men i kølvandet på bestræbelserne på at fremstille kunstigt guld i renæssancen, den såkaldte "alkymi", fandt man frem til en række nye kemisk fremstillede pigmenter, i klare blå, grønne og røde farver. Metoden var den såkaldte "fældning", hvor der dannes et bundfald, når to eller flere bestemte kemiske væsker blandes sammen. Bundfaldet tørres, renses og knuses til pigmenter. Man fandt som bekendt ikke guld, men de nye pigmenter kunnes sælges for "guld" og var derfor temmeligt kostbare, og brugtes derfor udelukkende til kunstmalerier og dekorationsmalerier.

Til bygningsmaling, d.v.s. facader, vægflader, lofter, gulve, døre, vinduer, indfatninger m.v., var man af økonomiske grunde henvist til at benytte de gængse og billige farvestoffer, i praksis de førnævnte "jordfarver". Nye effektive fremstillingsmetoder i 1700- og 1800 tallet gjorde efterhånden de dyre pigmenter billigere, hvad man tydeligt kan aflæse af arkitekturhistorien.

En del af de pigmenter, der blev opfundet og udviklet op gennem tiden, fremstilles ikke længere, bl.a. fordi de viste sig at være meget giftige at arbejde med for malerne. Andre, der har vist sig uundværlige, fremstilles nu ugiftige på nye måder.

Man kan i dag operere med en "klassisk farveskala" bestående af 15 kulørte pigmenter, der stadig produceres og som også, med enkelte undtagelser, lever op til moderne krav om giftfrihed m.v. samt 3 hvide og 5 sorte.

Det der karakteriserer denne gamle jordfarve-skala er, at alle farverne passer smukt sammen indbyrdes, ligemeget hvordan, man sætter dem sammen. Alle farverne klæder ikke mindst hvidt og gråt, hvorfor kombinationen af de klassiske farver med hvide/grå detaljer eller indramninger bliver ekstra smukt. Ældre bygningers facader og interiører bør derfor altid farvesættes efter denne "klassiske" farveskala.

De klassiske pigmenter til facade- og interiørefarver

 

Pigmenternes anvendelse i de 5 traditionelle maleteknikker

 

	Oliefarver	Limfarver	Tempera	Lakfarver	Mineralfarver
Kulørte pigmenter
Gul okker/ guldokker (gul)	+++	+++	+++	+++	+++
Rå Terra di  Siena (gul)	++	+	+++	++	+++
Jernvitriol (Jernsulfat,  ikke et pigment)	o	o	o	o	+++
Brændt Terra di  Siena (rødbrun)	++	+	+++	++	+++
Rød okker (rødbrun)	+++	+++	+++	+++	+++
Cinnober (rød)	+++	+++	+++	+++	o
Jernoxidrød/engelsk-/ italienskrød/falurød	+++	+++	+++	+++	+++
Caput mortuum/dodenkopf (brunlilla)	+++	+++	+++	+++	+++
Ultramarin (blå)	+++	+++	+++	+++	++
Koboltblå	+++	+++	+++	+++	o
Pariserblå/Berlinerblå	+++	+++	o	+++	o
Kromoxidgrøn	+++	+++	+++	+++	++
Spanskgrøn (irgrøn)(+)	+++	+++	+	+++	o
Grønjord (grågrøn)	++	+++	+++	++	+++
Rå umbra (grønlig)	++	+++	++	++	++
Brændt umbra (rødligbrun)	++	+++	++	++	++
Hvide pigmenter
Zinkhvid	+++	++	+++	+++	+
Titanhvid	+++	++	+++	+++	+
Kridt	o	+++	+	o	+++
Sorte pigmenter
Kønrøg/trækul	++	++	++	++	++
Kønrøg/lampesort	+++	+	++	++	++
Bensort/elfenbenssort	+++	++	+++	+++	++
Jernoxidsort	++	o	++	++	++
Grafit (gråsort)	++	++	++	++	++

Pigmenter med særlige egenskaber

Blymønje i linoliefernis (+): Vandtæt og isolerende maling f.eks. til jern.

Jernmønje/hæmatit i linoliefernis: Vandtæt maling f.eks. til rustbeskyttelse af jern.

Klassiske blandingsfarver

Portgrøn/vogngrøn : Pariserblå + gul okker/rå Siena + lidt rå umbra

Gammelrosa : Rødokker/brændt Siena + hvid + ganske lidt rå umbra

Lys okker : Guldokker + hvid + ganske lidt berlinerblå

Dueblå : Pariserblå + hvid (kridt eller titanhvid)

Varm grå : Hvid (kridt) + Bensort

Kold grå : Hvidtekalk + Kønrøg/lampesort

Signaturer

+++ Meget anvendelig ++ Laserende (ikke dækkende)

o Ikke anvendelig + Svær at arbejde med (+) Giftig

Specielt til murede facader er dette spektrum yderligere begrænset til 10 Klassiske pigmenter, idet man bl.a. har måttet udelukke pigmenter, der bliver nedbrudt af de basiske kalkmaterialer på murværket. Til gengæld er netop de basiske stoffer udgangspunktet for en ellevte farve, nemlig jernvitriol, der ikke er et pigment, men et jernsalt, der reageret kemisk med kalk. Hertil kommer den kraftige ultramarinblå farve, der ikke har været anvendt til hele facader, men kun som bundfarve ved særlige dekorationer.

Facadefarverne er ofte tonet med hvidt, først og fremmest ved blanding med hvidtekalk, hvorved der fremkommer en lysere kalktonet eller pastelfarve-skala. Ved at benytte pigmentet kønrøg i kalk fås en kold gråskala og ved at benytte pigmentet jernoxidsort i kalk fås en varm gråskala.

Ved farvesætning af facader bør man for det første benytte de "klassiske" overfladebehandlings-produkter, hvidtekalk, kalkfarver, kalkvandslasering, silikatmaling eller "materialernes egne farver", for det andet den "klassiske" jordfarveskala, som anført i ovenstående farvekort.

Man er alligevel ikke helt fritstillet i sit farvevalg, idet der bør være en sammenhæng mellem facadens alder, stilart og arkitektoniske elementer og dens farvesætning. Derudover skal farverne harmonere med nabohusenes og omgivelsernes kulører.

Til facadernes træ-elementer, har man benyttet den samme farveskala, blot udført som linoliemaling, lakfarver eller forskellige lim- og temperafarver. Det giver nogle mørkere og mere tunge og fortættede farver, som klæder de lette kalkfarver eller naturlige materialefarver på facadefladerne godt: Dybt mørkegrønne (portgrønne) porte og yderdøre, engelskrøde, gule, brune eller grå detaljer, indfatninger og vinduer.

Hvide vinduer er faktisk mere eller mindre et fænomen, der først starter i forrige århundrede (1900-tallet). Før ca. 1890 var vinduernes "facadefarver" grønne, røde, brune, gule, grå eller mørkeblå i meget mættede farver. Meget sjældent hvide, bortset fra træets "grunding" /bundbehandling, der altid foretoges med blyhvidt, Indvendigt, og i selve falsen kunne vinduerne dog ofte være hvide, men her sås også gule, grå eller brune farver.

Til farvesætning af interiører er det som nævnt en god idé at benytte den samme klassiske farveskala som ovenfor nævnt, da det giver en smukt og "klassisk" farveharmoni plus at ældre interiører faktisk er skabt til disse farver - og f.eks. ikke kun hvidt og hvidt.

Interiøre-farverne repræsenterer et noget større farvespekter, bl.a. indeholdende forskellige blandingsfarver: Dueblå, gammelrosa, vissengrøn og lys guldokker.

Der henvises til Informationsbladene om: Overfladebehandling af indvendigt træ og Maling med limfarve på vægge og lofter.

Som nævnt i indledningen hersker der en del forvirring i forhold til navne, klare kategorier og anvendelsesområder for begrebet "malermaterialer". Er en dækkende "træbeskyttelse" ikke i virkeligheden en maling og kan en maling ikke "beskytte" træ, hvordan kan en grundingsolie være "vandbaseret", hvad forstår man ved en limfarve eller en oliefarve?

For at bringe orden i kaos, kategoriseres de forskellige produkter først og fremmest i 3 typer, efter deres udseende og konsistens. Der anvendes 3 "overordnede" begreber:

A: Heldækkende produkter - også kaldt maling

B: Halvdækkende produkter - også kaldt lasurmaling eller bejdse

C: Farveløse produkter - også kaldt lak, opløsningsmidler osv.

Indenfor de 3 grupper, kategoriseres de forskellige produkter efter deres bindemidler. Der behandles 15 produkt-typer udvalgt ud fra historiske og nutidige behov:

Heldækkende malematerialer:

1. Oliefarver
2. Limfarver
3. Temperafarver
4. Mineralfarver
5. Olielakfarver
6. Plast- og acrylmaling
7. Plast-olie-emulsionsmaling

Halvdækkende malematerialer:

8. Trætjære
9. Bejdse
10. Træbeskyttelse

Farveløse malematerialer:

11. Lakker
12. Grundingsolier
13. Imprægneringsmidler til træ
14. Organiske opløsningsmidler
15. Mineralske imprægneringsmidler til murværk

Der gives en kort beskrivelse af produkternes indhold, fremstillingsmåde og anvendelsesområder. Dernæst evalueres de kort i forhold til de 5 overordnede krav til malematerialer på ældre bygninger, som dette Informationsblad tager udgangspunkt i:

1 Evne til at bevare det træ, murværk/puds eller jern, det sidder på.

2 Evne til at kunne vedligeholdes uden en total afrensning

3 Holdbarhed samt genbehandlingsmåde og -intervaller

4 Miljø- og arbejdsmiljøforhold samt indeklima-forhold

5 Overfladens patinering på længere sigt

De 5 første malingstyper i den ovennævte oversigt repræsenteret sammen med trætjæren en række historiske malingstyper, som vi kan følge på bygninger, for trætjærens vedkommende 800 år tilbage, men for de øvrige ca. 300-400 år. Det er derfor malinger og overfladebehandlinger, som vi faktisk kender på godt og ondt over meget land tid.

Selv om meget er ændret i tidens løb, er det dog stort set muligt at rekonstruere disse malingstyper fuldt og helt i dag, idet de er ret velbeskrevne med hensyn til ingredienser og fremstillingsmåder i maler-litteraturen, ligesom det er lykkedes gennem de senere år, at få rimeligt styr på den håndværksmæssige side af sagen via praktiske forsøg, kurser for håndværkere samt udarbejdelsen af informationsmaterialer.

Disse produkter, som vi kalder de traditionelle malingstyper er til rådighed i dag, fremstillingsmæssigt og håndværksmæssigt, for de husejere, der ønsker at benytte dette alternativ til de moderne produkter.

Eet af problemerne er nemlig, at der hele tiden kommer "nye og forbedrede" malings-systemer og -produkter i handelen, som nu anprises som det bedste af det bedste, der overgår alt andet. Som forbruger må denne strategi mane til forsigtighed og mest af alt lyst til at vente med at købe, til producenterne har fundet frem til det "rigtige" produkt. I mellemtiden har man så den mulighed at benytte de traditionelle materialer, der bl.a. har bevist, at de har kunnet klare opgaven i mange hundrede år.

Selv om ældre malerbøger ikke altid er helt enige med hensyn til navne, terminologi og grupperinger, benyttes i det følgende fortrinsvis de "klassiske", historiske navne og grupperinger.

Information om Bygningsbevaring:
Malermaterialer II, III og IV
Afrensningsmetoder
Overfladebehandling af udvendigt træværk
Overfladebehandling af indvendigt træværk
Trætjære
Maling med limfarve på vægge og lofter
Overfladebehandling af murværk
Kalkning
Overfladebehandling af jern
Overfladebehandling af gulve
Farveundersøgelser
Imitationsmaling - lasering, ådring og marmorering

BYG-ERFA, Byggetekniske Erfaringsformidling (Kræver abonnement og password)

Algevækst på bygningsdele (931216)

Teknologisk Institut, Træteknik: www.teknologisk.dk

Teknologisk Institut, Murværkscenteret: www.mur-tag.dk

Titel

Malermaterialer I

Oplæg

Tekstoplæg: Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Hald, Peder. Maleriets teknik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, København 1978

Hansen, Fenge og Ole Ingolf Jensen: Farvekemi, uorganiske pigmenter. Gads Forlag, Kbh. 1991.

Teknologisk Institut: Linolie og linoliemaling. Informationsblad oktober 2000. Også på www.teknologisk.dk

Træbranchens oplysningsråd: TRÆ 44: Maling af træ. Udvendig træbeskyttelse. Lyngby 2000.

Vadstrup, Søren: Gode råd om maling med traditionelle malingstyper. Raadvad-Centeret, 2000.