Dør- og portbeslag

Hvis man ønsker at reparere eller istandsætte døre og porte i ældre bygninger, vil man også ofte komme ud for at skulle istandsætte eller skaffe tilsvarende hængsler og beslag.

Her fortælles om de forskellige beslagtyper, hvordan de fremstilles, repareres og vedligeholdes.

Se Dørprofiler, hvor der er redegjort for udviklingen af døre, dørbeslag, dørprofiler og dørindfatninger i Danmark i perioden fra 1700-1950.

Dørhængsler

En af de ældste hængseltyper på døre i beboelseshuse er de såkaldte bukkehornshængsler, som tegningen viser et par eksempler på. Tilsvarende vædderhornshængsler, bøffelhornshængsler eller pladehængsler var lidt enklere udformet.
Bukkehornshængslerne blev brugt på døre langt op i 1800-tallet, men i det finere byggeri slog de såkaldte hollandske hængsler igennem fra omkring 1700.

De indstukne hængsler er som regel forsynet med en kunstfærdig knop, der godt kan se ud, som om den er drejet; i stedet er den formet i en såkaldt sænke. Smedningen foregår ved, at sænkens to parter lukkes sammen om det rødglødende emne, der skal formes. Med hammeren slås sænken helt sammen, og hængseltoppene får derved den ønskede profil.

Omkring 1800 begynder de såkaldte hamborghængsler at vinde indpas herhjemme - først i Sønderjylland, men senere omkring 1850 overalt i Danmark. De er karakteristiske ved at være skruet på både dørblad og dørkarm.
Hamborghængslerne kommer som navnet siger fra Tyskland, og det svarer stort set til de hængsler, man kan købe i dag - blot har de ligesom de hollandske hængsler en karakteristisk sænksmedet knop i begge ender.

Typiske skader

Er hængslerne slidte og døren derfor sunket i forhold til karmen, kan døren hæves ved at sætte messingringe på fangtappen. Sidder der 3-4 ringe i forvejen er det på tide at hæve karmhængslerne.
Er overhængslets øje slidt for stort, så døren virker løs, kan en smed svejse det manglende materiale på fangtappen.

Nyfremstilling af dørhængsler

Man kan være heldig at finde pæne, gamle hængsler til genanvendelse, men sættene er næsten altid skilt ad, så det er ofte hurtigere at få fremstillet helt nye. De bør imidlertid udføres rigtigt.
Billedet viser, hvordan man nyfremstiller et sæt hollandske hængsler.

Kniber det med at finde en smed, der kan smede hængslerne rigtigt, kan man købe moderne hamborghængsler og skifte toppen ud med en ny drejet eller sænksmedet knop, men det er en nødløsning - man vinder næppe noget prismæssigt. Ydermere gælder det, at standardbeslagenes stål næppe er af samme kvalitet som gammelt stål.

		Vædder-, bøffel- og bukkehornshængsler fra 1700-tals døre

		Håndsmedede hamborghængsler

		Hollandsk indtrukket dørhængsel

		Fire stadier i fremstillingen af et hollandsk hængsel til en dør

Dørgreb

Som det fremgår af illustrationen var dørgrebene frem til ca. 1870 dels fremstillet af messing, dels såkaldte T-greb.
De kunne være enten ægformede, T-formede eller forskudt T-formede. Frem til ca. 1800 var de tilhørende langskilte udført af messingplade i rigt udskårne faconer. Efter 1800 blev langskiltene mere enkle, ofte helt regulært firkantede - med en lille oval nøglehulsklap.

Fra 1870-1930 er de drejede dørgreb af træ (bøg eller pokkenholt), horn eller bakelit monteret på en hals af støbejern næsten enerådende på indvendige døre, mens der stadig anvendes messing til yderdørsgreb.
Dørgrebspindene på de indvendige døre har typisk to samtidige faconer: knebelfacon eller spids.

Ved funktionalismens gennembrud omkring 1930 skifter dørgrebene igen til to ret forskellige, men stadig samtidigt brugte typer: kupé-facon eller zeppelin-facon. Materialerne er træ, metal eller bakelit.

Typiske skader

Messinghåndtag er praktisk talt uopslidelige, men træ-, horn- eller bakelitgrebene kan tabe fliser eller flække. Det er ikke særlig svært at få drejet nye dørgrebspinde i træ magen til de gamle, f.eks. hos en trædrejer eller en snedker. Er ens messinghåndtag eller langskilte meget slidte og ridsede af tidens tand, kan man sende dem til nypolering hos en gørtler.

Den mest typiske skade ved gamle dørgreb er, at de hænger og er løse i selve funktionen. Det skyldes, at låsetøjets fjedre m.m. er slidte efter mange års brug. Også dørgrebenes firkantede tværpal kan være slidt samt tolerancen mellem greb og slutblik. Det er en forholdsvis enkel operation at flytte den lille split, der holder dørgrebet og tværpalen sammen, så afstanden mellem de to grebs bryst formindskes, så grebene sidder stramt mod slutblikket - et indgreb, der vil hjælpe meget.
Det er straks værre at stramme de indvendige fjedre i selve låsen, hvilket kræver, at låsen skilles helt ad.

Nyfremstilling af dørgreb

Messing er en legering af kobber og zink. Den håndværker, der arbejder med / i messing, kaldes en gørtler, fordi faget oprindeligt var knyttet til fremstillingen af bæltespænder og -beslag (tysk: gürtel = bælte). I dag er gørtlerfaget et meget lille fag i Danmark med ganske få udøvere, dog ikke færre end at det stadig er muligt at få nystøbt messinghåndtag - enten efter eksisterende håndtag eller efter tegning.

Selve støbningen sker i en form af sand eller gips - helst i fri luft, da messingdampene er ret giftige. Langskiltene skal ikke støbes, men skæres ud af en messingplade og files til. Hvad angår 1800-tallets dørgreb med støbte jernhalse, er det også muligt i dag at få støbt kopier.

Udvalget af nye dørgreb

Det er karakteristisk for det store udbud af de nye "gamle" messingdørgreb, som kan købes i butikkerne i dag, at de dels ikke er fremstillet i Danmark og derfor ikke passer ind i dansk bygningskultur, dels at de er alt for overbroderede i forhold til de originale, gamle håndtag.

Man bør undgå disse uægte dørhåndtag på fredede og bevaringsværdige huse og i stedet enten få støbt kopier efter ægte, gamle beslag, hvad der som nævnt ikke er økonomisk uoverkommeligt i den store sammenhæng, eller vælge et pænt og ægte, moderne håndtag af messing eller metal.

		Dørgreb og langskilte af messing 1700-tallet

Låsetøj

Før midten af 1700-tallet var låsene på indvendige døre enten klinkefald eller såkaldte kasselåse, anbragt på dørens indvendige side - eventuelt halvt indstiftet i indersiden. Efter den tid skjulte man låsene helt, bortset fra nøglehullet, ved at fælde dem ind i døren, så kun forkanten med palerne var synlig.

Frem til sidste halvdel af 1800-tallet blev disse indstukne låse altid fremstillet i hånden hos en låsesmed. De repræsenterer derfor, hvad mange måske ikke tænker over, et stykke håndværksmæssig kulturhistorie på linie med andre antikviteter, som der hæges om.

Senere er de indstukne dørlåse mere og mere blevet et industriprodukt, hvis mest kendte former er københavnerlåsen, der ofte viser sig med et kors i nøglen, samt hamborglåsen og danzigerlåsen, hvis nøgler har en såkaldt figurkam. Da disse låse er ret nemme at dirke op, brugte man, især i yderdøre, Chubb-låsen, opfundet i 1818.

Nye låse og nøgler

Hvis man har behov for en tyverisikker aflåsning af en gammel dør, kan man sætte en lille moderne sikkerhedslås på døren - enten indstukket eller pålagt.

Udskiftning af de gamle låse er vanskeligt, fordi de nye ikke passer til de gamle låseudboringer for greb og nøglehul. Er der langskilte med nøglehul, kompliceres sagen yderligere.
Mangler nøglen til en lås kan man gå til den lokale isenkræmmer, der ofte har et restlager af gamle københavnernøgler, som man kan prøve sig frem med.

Skudrigler

I tofløjede døre fastholdes den stående eller faste fløj med indvendige skudrigler eller kantrigler.
Ældre skudrigler kan være smukt smedede, og på større døre kan de øverste være forsynet med fjeder og trækstang.
Kantrigler er stemt ind i dørens kant foroven og -neden og ses derfor ikke, når døren er lukket.

Nye skudrigler og kantrigler kan købes, men ofte vil kopier af gamle, smedede rigler passe bedre til døren.
Rigler, især kantrigler, skal smøres af og til for at glide godt.

Brevsprækker

Brevsprækker kan være vanskelige at få placeret i ældre yderdøre - sværest i de gamle, beklædte revledøre med skrå, såkaldt flammet beklædning. Her kan en rimelig diskret løsning være et lodret brevskilt i een af siderne.
I fyldingsdøre må brevskiltet ikke sættes i fyldingen, men bedst i tværrammestykket.

Portbeslag

For at få en stor tofløjet port til at fungere kræves der en række jernbeslag, der i mængde og dimensionering retter sig efter portens størrelse og tyngde. Vigtigst er naturligvis hængslerne, der er består af lange båndhængsler med tilhørende solide portstabler ofte muret fast direkte i murværket eller boltet til portkarmene.
Hertil kommer portriglerne, der skal holde den eller de faste portfløje fast foroven eller -neden.

Låsetøj, klinkefald, portgreb etc. er andre beslag knyttet til den gående fløj - eventuelt suppleret med en lille gangdør i den store port. Mere simple porte kan blot have et portoverfald med en hængelås eller blot en tværbom indvendigt som aflåsning /sikring.
Endelig kommer der diverse kroge eller portgliphager, der tjener til at holde portfløjene åbne, når dette er nødvendigt.

Porthængsler

Porthængsler er først og fremmest meget funktionelle og meget enkle. Den pynt, der er på de lange båndhængsler, er tydeligvis knyttet til selve smedeprocessen samt det funktionelle som f.eks. placeringen af spiger eller bolte.

Hængsler og stabler skal være tilstrækkeligt kraftige uden at være for klodsede. Det er nyttigt at kikke på dimensioneringen af beslagene på ældre porte, før man bestemmer sig for størrelsen af eventuelle nye porthængsler.
Porthængslerne kan dels være placeret indvendigt på porten uden på portrevlerne, dels udvendigt på portrevlerne. Det er ikke usædvanligt, at porthængslerne er forkrøppede - bøjet i en passende vinkel - for at flytte omdrejningspunktet.

Placeringen af de spiger og bolte, som hængsler og beslag er fæstnet med, skal sidde pænt i forhold til portplankernes bredder - dvs. midt på eller symmetrisk på plankerne. Eventuelle møtrikker bør være firkantede.

Låsetøj

Den enkleste form for lås kan som nævnt være en tværbom indvendigt på porten, suppleret med rigler foroven og -neden. I pakhuse o.l. ses dette system ofte udført smukt og enkelt helt i træ, f.eks. med en træstang, der kiler porten fast i bund og top.

Låses porten med en hængelås ved hjælp af et portoverfald, er det desværre en almindelig dødssynd at save portens anslagsliste over for at få plads til byggemarkedets standardportoverfald, som ikke har taget højde for denne detalje. Man kan i visse tilfælde lade overfaldet løbe ind under anslagslisten, men det pæneste er selvsagt at tilpasse beslaget til selve porten.
På mange porte er låsetøjet et såkaldt klinkefald, hvilket ofte er et stykke smedearbejde af høj karat. Klinkefald kan erhverves brugt eller fremstilles fra nyt.

Nyfremstilling af portbeslag

I forhold til gamle, håndsmedede portbeslags velproportionerede og funktionelle design repræsenterer de nye portbeslag, der kan købes som standardvarer i dag, en håndværksmæssig og udseendemæssig forfladigelse, hvorfor de bør undgås på gamle porte eller nye porte i gamle bygninger. Ud over dette vil nye standardbeslag meget sjældent passe til en given port med hensyn til længde, dimensionering, placering af bræddebolte i forhold til plankerne m.v.

Mangler porten beslag kan nysmedede kopier af gamle beslag, smedet med traditionelle smedemetoder, fremstilles til en rimelig pris. Hertil kommer, at erfaringen viser, at selve essesmedningsprocessen i form af udhamring i glødende tilstand ydermere tilfører det håndsmedede beslag en kompakthed i metalstrukturen, der øger styrke og holdbarhed betydeligt.

Findes de gamle beslag, kan det under alle omstændigheder anbefales at reparere eksisterende beslag på en port ved påsvejsning af nyt materiale - eventuelt frem for at forny, dels for at bevare så meget af de oprindelige materialer som muligt, dels af æstetiske og økonomiske grunde.

Overfladebehandling af smedede portbeslag

Forudsætningen for en effektiv rustbeskyttelse af udvendigt jern er, at malingen skal være så diffussionstæt som overhovedet muligt. Derfor duer hverken plast-, akryl, plastalkyd eller almindelig linoliemaling her. Tidligere anvendte man blymønje, oprørt / revet i linoliefernis (uden tørrelse / sikkativ) til rustbehandling af jern, da dette giver en meget tæt og stærk maling, men pga. miljømæssige restriktioner overfor blymønje i malerfaget anvender man i dag jernmønje, oprørt / revet i linoliefernis som rustbeskyttelse. Jernmønje er stoffet Hæmatit, Fe203 (naturligt forekommende jernoxid / jernilte), revet som pigment - en maling, der er meget tæt og samtidig ganske ugiftig. Da hæmatit ligger lavere end selve jernet, virker jernmønjen også som et slags offerlag, der nedbrydes før selve jernet.

Det er dog vigtigt, at pigmentet er helt fri for svovl / sulfater. De vandopløselige svovlsalte / sulfater udvaskes nemlig af vand, så malingen bliver porøs og dermed ikke længere rustbeskyttende for jernet. Anvendelsen af sikkativer / tørrelse i jernmønjen har i den forbindelse vist sig ikke at være noget problem.
Det afrensede beslag grundes først med linoliefernis (kogt linolie uden sikkativer / tørrelse). Efter en dags tid males det.