Dørprofiler 1700 - 1950

Man kan datere en dør, d.v.s. sætte den ind i en bestemt tidsmæssig sammenhæng ved at sammenligne dørens fyldingsinddeling, profilering og beslag med veldaterede døre. En datering alene på grundlag af dørenes profiler rummer imidlertid usikkerhedsmormenter.

Der er f.eks. stor variation fra egn til egn, og også inden for den enkelte egn. Endvidere kan der være forskel mellem dørene i palæer og i mere simple huse, ja endda mellem dørene på de forskellige etager i samme hus.

Dette blad giver en kortfattet beskrivelse og viser ved illustrationer i typiske eksempler på døre og dørprofiler fra forskellige tider. Variationen er mangfoldig, men der er alligevel visse karakteristiske træk, der er kendetegnende for de pågældende perioder.

Op gennem 1600-årene havde døre for det meste to fyldninger. Denne inddeling holdt sig langt op i 1700-årene. I Københavns-området blev den dog fortrængt omkring 1700 af døre med én stor fylding.

Fyldingernes profil kunne være asymmetrisk, d.v.s. med forskelligt udseende på dørens to sider.

Den ene side var profileret og lå lidt foran dørrammen, mens den anden side var glat og lå tilbage. Mellem rammestykke og fyldning påsatte man gerne profilerede lister (kelstød). Sådanne lister blev også benyttet mellem fyldingernes frisning.

Et stykke ind i 1700-årene anvendtes tillige trefyldingsdøre, som ofte havde afrundede fyldingshjørner. Fra omkring 1700-tallet blev tofløjede døre mere anvendt i slotte og palæer og kom siden ind i det borgerlige byggeri. Foruden fyldingsdøre var det helt op igennem 1800-årene almindeligt med simple revledøre i mindre fine rum, f.eks. køkken og bryggers.

Motivet til barokprofilerne blev hentet i Holland og Italien. Profilerne blev tildannet i hånden ved hjælp af forskellige profilhøvle, som tilsammen gav det valgte profil. Dørens indfatninger blev opbygget af flere stykker træ, der blev limet og samlet med trænagler. De blev ofte anbragt på en sokkel med et simpelt profil og kunne opsættes forskudte eller knækkede.

Dørlåsene var store kasselåse til at fælde ned i døren, så den ene side af låsen var synlig. På bagsiden satte man en jernplade mage til låsekassen. Pladerne blev samlet med bolte, hvis møtrikker gerne blev filet i blomstermotiv. På tofløjede døre blev der for symmetriens skyld ofte sat en falsk lås med håndtag på fløjdørenes stående fløj. På mere simple døre nøjedes man med klinkefald, som i dag stadig kendes fra stalddøre.

Dørene var før denne periode fastholdt med bladhængsler, der blev boltet på døren. De kunne ofte være dekorativt udformet. selv på simple døre. I det bedre byggeri slog de nye hollandske hængsler igennem. Hængslerne blev stemt ind i dør og karm. På de ældste typer blev de låst med bolte.

Senere blev teknikken rafineret, og hængslerne blev låst med stifter, der blev skjult under den malede overflade. Hollandske hængsler er pyntet med en lille smedet top, udformet som en vase.

I rokokoperioden blev både fyldingsinddeling og profiler ændret.

Enfløjsdørene fik to fyldninger, hvor den nederste fylding fik samme højde som rummets brystpaneler. For at opnå større tæthed blev dørene mange steder overfalsede. Rokokoens profiler blev hentet fra Paris, hvor især arkitekten Blondel er blevet kendt for sin undervisning og sine mønsterbøger om datidens stilarter.

Samtidig fremkom indstukne låse, som helt kunne skjules. Til disse låse hørte greb og låseskilte støbt i messing. Skiltene var gerne - men ikke altid - asymmetriske, og grebene ægformede. Hængslerne var fortsat de hollandske, men det var nødvendigt at give dem en anden udformning, når de skulle passe til en overfalset dør.

Barokkens tre-fyldingsdøre vender tilbage, men fyldingsprofilerne var nu generelt symmetriske, d.v.s. døren var ens på begge sider. Tofløjsdørene fik indskudt en ekstra fylding for oven, og den nederste fylding blev lavere, svarende til brystpanelerne, i lighed med enfløjsdørene i rokokoperioden.

Indfatningsprofilerne fra rokokotiden fortsatte et stykke ind i den klassicistiske periode. Den danske arkitekt Harsdorff (1735-99) tilførte stilen en profil, som blev helt unik for denne periode. Fra det antikke Rom hentede man endvidere klassiske profiler.

Låsenes dørskilte blev symmetriske. Foruden messingdørgreb introducerede man skilte og greb af jern. Hængslernes toppe blev ændret. Især slog agerntoppen igennem.

I sidste halvdel af 1700-årene opstod interessen for den klassiske bygningskunst.

Barokkens tre-fyldingsdøre vender tilbage, men fyldingsprofilerne var nu generelt symmetriske, d.v.s. døren var ens på begge sider. Tofløjsdørene fik indskudt en ekstra fylding for oven, og den nederste fylding blev lavere, svarende til brystpanelerne, i lighed med enfløjsdørene i rokokoperioden.

Indfatningsprofilerne fra rokokotiden fortsatte et stykke ind i den klassicistiske periode. Den danske arkitekt Harsdorff (1735-99) tilførte stilen en profil, som blev helt unik for denne periode. Fra det antikke Rom hentede man endvidere klassiske profiler.

Låsenes dørskilte blev symmetriske. Foruden messingdørgreb introducerede man skilte og greb af jern. Hængslernes toppe blev ændret. Især slog agerntoppen igennem.

		Harsdoff's profil med og uden maling

I empireperioden blev enfløjsdørene udført med fem fyldinger.

Fyldingernes spejl blev ofte kanneleret (riflet) og kunne også have en udskåret medaljon i fyldingsspejlet. I stedet for en enkelt slagliste brugte man to, således at den gående fløj blev bredere end den stående. Det gav mere plads til at passere. Med dobbelte slaglister kunne man tillige nøjes med at isætte en enkelt lås og stadig opretholde symmetrien.

Det Harsdorff'ske profil fortsatte i København langt ind i 1800-årene, mens provinsen hellere anvendte lave riflede profiler. Kannelerede indfatninger blev ofte samlet i hjørnerne om en lille slutklods, der enten kunne være en drejet roset eller være pyramideformet. Empirens kannelerede profiler blev kun anvendt i en kort periode og ses sjældent efter 1850.

Englænderen Chub introducerede en lås med en konstruktion (tilholdere), som gjorde det vanskeligt at dirke låsen op. Udformningen af denne lås smittede af på tidens indstukne låse, og typen ændrede sig herefter kun lidt i resten af 1800-årene.

Låseskiltene blev forenklet i overensstemmelse med stilen. Der fremkom kryds- og krykgreb, både i jern og messing. Hængseltoppe blev forsynet med runde toppe samt med vaser i stiliseret form.

Med opblomstringen af den historiske interesse for bygninger kopierede man i stort omfang detaljer fra både gotik renæssance og barok.

Døre med fem smalle fyldinger blev almindelige i det meste af landet. De små fyldinger blev undertiden svagt pyramideformede, og der blev endog fremstillet døre, hvor alle fyldinger havde pyramideform. Klassiske profiler fik gotisk præg ved at give hovedprofilets karnis en skrå affasning.

Låseskiltene blev forenklet til blot at være en smal messingplade, afsluttet med et lille profil. Til skiltet hørte krydsgreb eller krykgreb. Hollandske hængsler blev nu erstattet med Hamborghængsler, som udmærkede sig ved at være nemmere at sætte på dørene.

		Hamburgerhængsel med berlinerknop

I sidste halvdel af 1800-årene ændrede industrialiseringen vilkårene for det traditionelle byggeri. Bygningsdele kunne nu produceres med større ensartethed.

Ved fremkomsten af dampdrevne snedkerimaskiner undgik man at høvle og kele en mængde snedkerarbejde med håndkraft. De store dampsnedkerier tilbød ligefrem standarddøre. Håndværkere i provinsen fortsatte en tid med at håndhøvle profiler, men omkring århundredskiftet var der efterhånden maskinsnedkerier i de fleste større byer.

Mens snedkerarbejdet i det velhavende byggeri stadig var nuanceret og detaljeret, blev snedkerarbejdet i det billige boligbyggeri mere og mere standardiseret og ensformigt. Enkeltdørene fik indsat et lodret midterrammestykke. Dette gav nye inddelinger, som f.eks. flagdøre.

Mange steder - særlig uden for København - vedblev man at anvende messinggreb. I København blev det moderne med greb forarbejdet i horn, ben og/eller hårdt træ, som f.eks. pokkenholt. De såkaldte spidsgreb og knippelgreb prægede markedet. De var katalogvarer, som kunne leveres helt op til 2. verdenskrig. Massefabrikerede beslag blev også en katalogvare.

Efter århundredskiftet behandlede arkitekter stilarterne meget frit.

Varitionen blev så omfattende, at det er vanskeligt at fremhæve nogle dørtyper frem for andre som kendetegnende for denne periode. En del arkitekter nedsatte sig også i denne periode som praktiserende i provinsen. Ved deres virke opstod lokale profilsæt med hver sit særpræg.

De gamle indstukne hollandske hængsler udgik nu helt til fordel for Hamborghængsler, som efter århundredskiftet blev udstyret med Berlinerknop.

Der fremkom Danziger-, Kønigsberg-, Berliner- og Københavnerlåse, som gennemgående var ens opbygget, men havde forskelligt profilerede nøglehuller. Navnene markede fremstillingsstedet.

Med den funktionalistiske tankegang, som prægede mellemkrigsårene, skulle en dør i sin yderste konsekvens alene være en plade, der kunne åbne og lukke. Men det varede endnu mange år, for helt glatte døre blev enerådende.

I de første efterkrigsår, hvor man endnu forarbejdede fyldingsdøre til nybyggeri, blev fyldingerne udført af krydsfiner for at undgå de problemer, man tidligere havde med fyldinger, som flækkede. Foruden de kendte greb i naturmaterialer fremkom greb fremstillet af et syntetisk materiale. forløberen for vore dages plasthåndtag.

Ved istandsættelse af gamle døre er det en forudsætning for et vellykket resultat, at man har et detaljeret kendskab til form og konstruktion.

Når gamle indvendige døre skal sættes i stand skyldes det ofte,

- at dørtrinene er slidte,
- at fyldingerne er flækkede ved indtørring,
- at fyldingerne er slået ud, eller
- at døren har defekter ved hængsler og låse.

Dørtrin kan normalt udskiftes uden at gribe ind i dørens øvrige dele. Store sprækker i fyldingen kan istandsættes ved at skære et stykke af fyldingen bort med en overfræser og indlægge et nyt stykke træ, som fylder lidt mere. Før dette gøres, skal fyldingernes affasning renses for maling, så den uhindret kan glide ind i noten i rammestykkerne igen. Er en fylding slået itu, kan den udskiftes ved at skære rammetræets profil væk på den ene side, således at noten ændres til fals. Fyldingen kan da tages ud, og en ny lægges i. Der lukkes med en profilliste mage til det profil, der er skåret bort.

Er døren i endnu ringere stand, kan det blive nødvendigt at skille den ad. Gamle døre er som regel samlet med gehringssamlinger, og tappene er låste med dyvler. Dyvlerne slås eller bores ud, og rammetræsstykkerne trækkes fra hinanden. Er der tale om døre fra 1870 og frem til i dag, kan de være kontrakelede, og samlingerne er da låst med kiler limet til tappene. I nogle tilfælde er kilerne så løse, at de kan trækkes ud ved at bore et tyndt hul i dem, sætte en skrue i hullet og trække dem ud. Sidder de mere fast, bliver det nødvendigt at skære dem væk med et tyndt stemmejern og en boremaskine. Herefter kan døren skilles ad. Husk at kiler kun må limes på én flade, når døren samles og kiles op. Ellers opstår der revner i rammetræet.

Skal dørkarmen tages ud, må man tage indfatningerne af først. Det gøres ved at slå tynde egetræskiler (d.v.s. kiler af hårdt træ) ind mellem karm og indfatning. Man skal være meget forsigtig, da gammelt snedkertræ let flækker. Manglende og defekte stykker rammetræ, fyldinger, karm og indfatning fornyes med profiler nøjagtig som de oprindelige. Der findes firmaer, som har specialiseret sig i fremstilling af profiljern. De behøver blot en nøjagtig opmåling af profilet. Ved opmåling af profilet skal man være meget opmærksom på, at der måles på et stykke, som er intakt og uden skader.

Profilet må også være fri for maling, da malingslag kan være så tykke, at de delvis skjuler detaljerne. (se ill. under 1770 - 1800 - Klassicismen)

Indstukne hængsler fremstilles ikke i dag. Hvor man skal supplere et hængsel, kan man prøve at finde et gammelt mage til hos et firma, der bryder bygninger ned og sælger genbrugsbyggematerialer. Kan man ikke det, må man lade hængslet fremstille hos en smed.

Er der problemer med dørlåsene skal man være opmærksom på, at moderne låse sjældent passer. De vil give vanskelighed med tilpasning mellem låseskilt og lås, og det vil i mange tilfælde være mere fornuftigt at istandsætte den gamle lås. Dørlåse er ofte meget robuste og har lang levetid. Som regel er det kun knækkede eller slappe fjedre, der volder problemer. Her kan en smed sætte nye fjedre i. Visse dele af låsen kan imidlertid være så slidt, at en istandsættelse står i et urimeligt forhold til anskaffelsen af en ny lås. Beslutningen om istandsættelse må derfor bero på om låsen er særlig smuk og sjælden og derfor værd at bevare som en del af husets detaljering.

Afsyring af døre må stærkt frarådes, idet mange døre senere har vist sig at falde fra hinanden, fordi kilernes lim bliver nedbrudt ved den hårde behandling. Man må også være klar over at der blandt de mange malingslag, som fjernes, udmærket kan befinde sig interessante bemalinger og dekorationer, som det kan være spændende at afdække og bevare et eksempel af et sted på et profil eller et panel. En sådan lagvis afdækning er et spændende supplement til den historie, der kan fortælles om huset.

		Gehringssamling

		Kontrakehelet samling

Information om Bygningsbevaring:
Reparation af døre og porte
Dør- og portbeslag
Malermaterialer

 

Titel

Dørprofiler 1700-1950

Oplæg

Tekstoplæg: Steffen M. Søndergaard, arkitekt m.a.a. Tegninger: Tegnestuen Kvisten.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Landhuset - byggeskik og egnspræg. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. Gyldendal 1975. Curt von Jessen, Niels Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Vinduer, tradition, vedligeholdelse og forbedring. København 1977. Torben Olesen, Fredningsstyrelsen.

Trævinduer, udførelse og vedligeholdelse. Teknologisk Institut 1979.

Behandling og vedligeholdelse af udvendige træmaterialer 111. Teknologisk Institut 1979. Peter Svane og Else Dydensborg.

Byhuset - byggeskik i København. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1980. Curt von Jessen, Niels Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Bornholmsk byggeskik på landet. Bornholms Museum 1983. Niels Holger Larsen.

Malerbogen. 1, malermaterialer. Teknologisk Instituts Forlag 1987. Svend Andersen.