Reparation af vinduer

Overgangen fra håndværk til industriel produktion har i høj grad påvirket forbrugsmønstret og holdningen over for mange af de ting, der omgiver os, og som vi bruger i det daglige. Nyt anses af mange for bedre end gammelt, og reparation anses for utidssvarende, og opfattes derfor som noget, der næppe kan betale sig.

Denne holdning kendes også i forholdet til vore bygninger, og i praksis indebærer en istandsættelse derfor ofte en unødvendig høj grad af udskiftning eller fornyelse. Denne fremgangsmåde medfører, at de pågældende bygninger i tilsvarende omfang mister såvel bevaringsværdi som alderspræg.

Gamle vinduer er ofte udført af bedre træ end det er muligt at fremskaffe i dag. De kan derfor i mange tilfælde bringes i fortræffelig stand igen blot ved udskiftning af de defekte dele.

Hertil kommer, at udskiftning af de gamle vinduer kan medføre fordyrende efterreparationer, kompliceret tilpasning til skævheder eller til indvendige snedkerarbejder som f.eks. lysnings- og brystningspaneler.

Nedslidte vinduer har ofte rådne karm- og rammebundstykker, lige som sidekarme og lodpost (den midterste, lodrette del af vinduet) kan være rådne på det nederste stykke. Hængslerne er rustet itu, og rudernes kit sidder løst eller mangler helt.

Inden reparation påbegyndes, nummereres rammerne, så de efter reparationen kommer tilbage på de rigtige hængsler. Denne nummerering er væsentlig, fordi rammerne kan have sat sig forskelligt. Løs maling og kit afrenses.

Afrensningen kan enten udføres ved partiel skrabning og slibning eller ved fjernelse af gammel maling med en varmluftblæser. Afrensning med natronlud "afsyring" må frarådes, da kemikalierester kan skade den efterfølgende malerbehandling.

Som reparationstræ anvendes gammelt, tætåret træ eller nyt, godt kærnetræ af fyr eller eg. Samlinger mellem nyt og gammelt træ limes med vandfast lim - enten en hvid kunstharpikslim med binder, eller en ureaformaldehydlim med iblandet hærder.

Rammetræet bør samles efter samme metode som før reparationen. I stedet for dyvler kan dog anvendes galvaniserede skruer. Dyvlerne kan være af bøg eller af samme materiale som rammen.

Skruerne undersænkes og spartles ud med kit. I karmtræet kan hullerne evt. afproppes eller spartles ud med en blanding af lim og træsmuld - afhængigt af dybden. Det færdigreparerede vindue skal have en overflade, der gør det muligt direkte at gennemføre en malerbehandling. Dvs. at alle udlusninger og reparationer af huller skal være udført.
Kitning udføres med linoliekit. Problemer med løs kit skyldes ofte, at glasfalsene i de gamle rammer ikke er ret dybe, og at kittet derfor kun har smalle flader at hæfte på. Den grundige istandsættelse omfatter derfor en udtagning af de gamle ruder samt en oprensning af kitfalsen. Glasfalsene skal altid grundes, før glasset sættes i, da træet ellers vil opsuge olien i kittet, som derved hurtigt tørrer ud og løsner sig.

Ruderne skal være 2-3 mm mindre end falsmålet for ikke at knække.

Ruderne fasttrykkes i falsene i kit - herefter stiftes de fast med forkobrede trådstifter, hvorefter der kittes udvendig.

Gammelt glas bør genanvendes, da de gamle ruder med deres ujævnheder og små luftblærer harmonerer med ældre huse - til forskel fra det moderne, plane glas. Hvis det er nødvendigt at supplere med nyt glas, kan man med fordel anvende drivhusglas.

Hvis man skønner, at det ikke er nødvendigt at omkitte i forbindelse med en reparation af vinduet, bør man sikre sig, at også små revner langs rudernes inderside udfyldes med kit for at undgå nedsivning af kondensvand.

I forbindelse med reparation og istandsættelse bør der foretages en imprægnering af det gamle, afrensede træ og af det nye træ. Imprægneringen kan udføres med et mug- og skimmelhindrende grundingsmiddel. Hvis der ønskes en egentlig svampebekæmpelseseffekt, eller hvis det gamle træ er angrebet af borebiller, skal der anvendes særlige bekæmpelsesmidler, som ud over svampegifte også indeholder insektgifte.

Imprægneringen foretages ved strygning - eller neddypning - i op til 1 døgn. Efter imprægneringen skal træet tørre grundigt, inden malerbehandling finder sted.

Gamle vinduesrammer er næsten altid hængslet med hjørnebåndshængsler - og stabiliseret med hjørnebånd, fordi hjørnernes tapsamlinger kun er dyvlede, men ikke limede. Beslagene kan være rustne, men hvis der er tilstrækkelig godstykkelse tilbage, bør de genanvendes. Hvis det er nødvendigt at bore skruehullerne op svarende til skruestørrelsen, bør det ske, før man kan rustbeskytte. Der bør anvendes galvaniserede skruer.

Inden beslagenes montering må evt. søm- eller skruehuller i træet bores op og proppes ud med trædyvler. Hvis ikke alle beslag kan genanvendes, kan der enten suppleres med tilsvarende, gamle beslag, eller der kan udføres kopier hos en smed. Eventuelt kan de gamle beslag samles på nogle af vinduerne, medens der anvendes ny beslåning på resten. Ny beslåning bør være enkel og ikke i såkaldt "gammel stil".

De indvendige beslag fejler sjældent noget, men er gerne blevet påført så tykke malingslag, at en afrensning er påkrævet.

Vinduer kan være forsynet med udvendige eller indvendige skodder. Indvendige skodder kan være foldede og indbyggede i sidelysningspanelerne.

Lysningspanelerne kan være afsluttet af profilerede indfatninger, og der kan være paneler på vinduesbrystningernes inderside.

Sådanne detaljer er, foruden en afdækning af murværket med til at reflektere dagslysets indfald - og dermed give rummet karakter. Bl.a. af disse grunde bør panelering ubetinget bevares.

Hvis det har været nødvendigt at tage karmene ud under vinduesistandsættelsen, bør de placeres som før udtagningen. Som hovedregel er vinduer i bindingsværksvægge placeret i plan med væggenes yderside, medens vinduer i grundmurede ydervægge som regel er trukket 3 - 5 centimeter ind bag murflugten. Endvidere gælder det, at vinduerne skal følge eventuelle hældninger i ydervæggen - og derfor ikke nødvendigvis isættes i lod.

Når vinduet er blevet anbragt korrekt i vindueshullet, fastkiles det ud for hængslerne med klodser af vandfast krydsfiner og stykker af oliehærdet masonite, og gennem disse opklodsninger foretages fastgørelsen med særlige rawlplugs.

Herefter stoppes fugen mellem ydervæg og vindue med tjæret værk (fibre til fremstilling af tovværk), og der fuges udvendigt med mørtel. Mørtelfugen skal helst være ca. 2,5 cm dyb for at blive siddende.

Medens fugen langs side- og overkarme skal ligge ca. 1 mm tilbage for vinduets forside, skal fugen under vinduet være trukket et par centimeter tilbage fra vinduets forside. Denne fuge skal desuden have fald udad, således at vand, der løber ned ad vinduet, kan dryppe af og blive ledt bort. Mulighed den for at bortlede vand vil i øvrigt blive forbedret, hvis vinduet forsynes med en gennemgående dryprille i underkarmens underside, inden det atter isættes.

Hvis man ønsker at benytte en plastisk fugemasse, skal denne anvendes på værksstopningens inderside, da man ellers risikerer fugtophobning i træværket. Ved valget af materialer til fuge er det derfor vigtigt altid at sikre, at fugen er tættest indad.

Udvendigt kan vinduet være forsynet med indfatninger og sålbænke, der selvsagt bør bevares. Man bør derimod afholde sig fra at tilføje nye elementer, som f.eks. sålbænke, hvis der ikke tidligere har været nogle. Sådanne nye elementer er med til at ændre husets karakter og udseende.

Der henvises til de særskilte informationsblade:
Overfladebehandling af udvendigt træværk og Overfladebehandling af indvendigt træværk.

Vinduerne er ydervæggens dårligst ledende del. Derfor er det oplagt at forbedre vinduernes isoleringsevne med et ekstra glaslag, som rigtigt udført kan halvere varmetabet.

Nye vinduer med termoruder isolerer generelt dårligere end gamle vinduer, der suppleres med forsatsrammer. Det er luften imellem de to glaslag, der isolerer, og som det fremgår af diagrammet, er isoleringsevnen bedst ved en glasafstand på 28 mm.

Ved større afstand reduceres isoleringsevnen en smule, hvorimod den aftager markant ved mindre afstande.

Den ideelle glasafstand kan opnås i vinduer med koblede rammer, og den forøgede glasafstand i forbindelse med forsatsrammer forøger kun varmetabet med ca. 10%. Derimod forøges varmetabet ved brug af vinduer med termoruder, hvor glasafstanden er henholdsvis 12 eller 9 mm med henholdsvis ca. 20 og 25%. Fortsatsglas er den enkleste, billigste og mest diskrete forbedring af eksisterende vinduers varmeisolering. Glassene forsynes med kantlister og monteres enten direkte på rammernes inderside eller på lister, der fastgøres i karm- eller vindueslysning. Ved montering direkte på vinduesrammens inderside er det nødvendigt, at forsatsglasset kan få tilstrækkelig anlægsflade.

Denne løsning kan dog nemt medføre dugdannelse, da luftmellemrummet ikke er ventileret. En løsning hvor man borer ventilationshuller i den yderste ramme er uacceptabel p.g.a. udseendet. Hvis der vælges fortsatsglas, vil der som regel også være behov for at tætne mellem karm og rammer med tætningslister.

Ved montering af forsatsglassene på lister, der er fastgjort i karm- eller vindueslysning, kan man undlade tætning mellem karm og rammer - og udnytte den naturlige utæthed til ventilation af glasmellemrummet. Til gengæld er det sværere at åbne vinduesrammerne.

Oplukkelige fortsatsrammer på en selvstændig karm i vindueslysningen er en dyrere løsning, som imidlertid gør det nemt at åbne de gamle vinduesrammer. Forsatsrammerne skal være uopdelte og udføres så spinkle som muligt for ikke at skjule det gamle vindue og reducere lysindfaldet.

Hvis der slipper varm og fugtig rumluft ud i glasmellemrummet, vil luften blive afkølet på den kolde yderrude og afsætte dug. For at undgå dugdannelse skal den indvendige ramme, eller dens anslag, forsynes med tætningslister, og glasmellemrummet skat ventileres til det fri - gennem den naturlige utæthed mellem det gamle vindues karm og rammer. Selv i regnvejr er der mindre fugt i den kolde luft udenfor end i varm rumluft, og den svage ventilation af glasmellemrummet påvirker ikke isoleringsevnen mærkbart.

En forbedring af forsatsvinduernes isoleringsevne vil kunne opnås, hvis de monteres med energiglas - eller med termoruder, således at man får tre lag glas i alt. Forsatsrammerne skal dog være ret kraftige for at bære de tykke og tunge termoruder, og dermed bliver de nemt for klodsede. Det er endvidere tvivlsomt, om investeringen i tre lag glas står mål med besparelsen i varmeudgifter.

		1. Kitfalsvindue med enkelt glas 2. Kitfalsvindue med forsatsrude 3. Kitfalsvindue med koblede rammer

Koblede rammer forudsætter, at falsen er tilstrækkelig dyb til at rumme både den egentlige vinduesramme og en påkoblet forsatsramme. Så dybe false - ca. 60 mm - er der naturligvis ingen gamle vinduer, der har, og de kan kun etableres ved påsætning (ved dyvlen og limning) af dybere falsnakker på karm og post. Denne løsning medfører, at vinduet må rykkes indad og kan derfor kun anbefales, når der ikke er paneler i vindueslysningen.

I stedet for den påkoblede ramme af træ, der ofte vil være ca. 28 mm tyk, kan man anvende en påkoblet ramme af hærdet glas - det såkaldte OPTO-system. Denne løsning indebærer, at anslagsfalsens dybde forøges med ca. 10 mm - samt at anverfere og stormkroge må fornyes.

 

Information om bygningsbevaring:
Udskiftning af vinduer
Dør- og portbeslag
Vinduer, opdeling og profiler
Vinduesbeslag
Malermaterialer
Overfladebehandling af udvendigt træ
Overfladebehandling af indvendigt træ
Overfladebehandling af jern
Træ til husbygning

Titel

Reparation af vinduer

Oplæg

Tekstoplæg: Steffen M. Søndergaard, arkitekt m.a.a. Tegninger: Tegnestuen Kvisten.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Landhuset - byggeskik og egnspræg. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. Gyldendal 1975. Curt von Jessen, Niels Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Vinduer, tradition, vedligeholdelse og forbedring. Torben Olesen, Fredningsstyrelsen, København 1977.

Trævinduer, udførelse og vedligeholdelse. Teknologisk Institut 1979.

Behandling og vedligeholdelse af udvendige træmaterialer 111. Teknologisk Institut 1979. Peter Svane og Else Dydensborg.

Byhuset - byggeskik i byerne. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1980. Curt von Jessen, Niels Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Bornholmsk byggeskik på landet. Bornholms Museum 1983. Niels Holger Larsen.

Ældre vinduer - forbedring eller udskiftning. SBI-anvisning 142. Statens Byggeforskningsinstitut 1984.

Malerbogen. 1, malermaterialer. Teknologisk Instituts Forlag 1987. Svend Andersen.