Vinduer, opdeling og profiler

Hvis man vil vurdere i hvor høj grad et ældre hus er blevet bevaret i sin oprindelige skikkelse, er det vigtigt at kende de enkelte bygningsdeles historie. Ved at se nærmere på detaljer, som f.eks. døre og vinduer, kan man afsløre, om der er sket ændringer og tilføjelser i tidens løb. Dette informationsblad vil kort gennemgå historien for en af disse vigtige detaljer, vinduet.

Selv om både den tekniske udvikling og de skiftende stilidealer har påvirket vinduets udformning, har dets grundelementer altid haft de samme betegnelser. Disse betegnelser er derfor nyttige at kende, hvis man vil beskæftige sig med vinduets udvikling.

Vinduerne, som vi kender dem tilbage fra begyndelsen af 1700-tallet, er opbygget af en karm, hvori er monteret én eller flere oplukkelige vinduesrammer. Rammerne adskilles af poste og er næsten altid opdelt med sprosser i to eller flere ruder. Jo ældre vinduer, des mindre ruder.

Vinduets materialer I vore oldtidshuse var den eneste lysåbning det såkaldte lyrehul i tagrygningen, hvorigennem røgen fra det åbne ildsted forsvandt. Herfra stammer betegnelsen vindue (vindauge eller vindøje; vind: loft, øje: åbning). Med tiden flyttede vinduet ned i ydervæggen og bestod i en tidlig form af udspændt dyrehud.

Omkring midten af 1800-tallet begyndte man at udvikle en trækketeknik, hvorved det blev muligt at fremstille store vinduesruder.

I vore middelalderkirker fra ca. 1050 - ca. 1250 er glassene som regel rombe- eller ruderformede, og det er måske denne form der ligger til grund for betegnelsen vinduesrude. Fra kirkerne bredte brugen af glas sig til de velhavende borgerhuse.

Frem til ca. år 1700 blev vinduesglasset i almindelighed udført ved blæsning. Fremstillingen af dette såkaldte kroneglas blev indledt med blæsning af en rund glasblære, hvis flydende glasmasse herefter blev udsat for kraftig rotation og slynget ud til en rund skive.

At denne skive blev ruderne skåret ud. Centerdelen som var tykkest og mindst gennemsigtig var egentlig et affaldsprodukt. Dette blev ofte brugt, hvor gennemsigtigheden var mindre afgørende, f.eks. som yderdøres småruder, og kendes under betegnelsen "galle" eller "flaskebundsrude".

Disse tykke glaspartier kunne undgås, hvis man i stedet blæste en aflang glasblære, som efter fjernelse af endestykkerne blev klippet op og foldet ud til en plan flade, men denne metode var mere kompliceret.

Også støbning kendtes, men var ikke meget brugt til vinduesglas. Omkring midten af 1800-tallet begyndte man at udvikle en trækketeknik, hvorved det blev muligt at fremstille store vinduesruder. Fra begyndelsen af 1900-tallet blev trækketeknikken enerådende og udvikledes industrielt.

Indtil begyndelsen af 1700-tallet bestod vinduernes glasarealer af mange små ruder, som blev holdt sammen af blysprosser. På grund af blyets blødhed blev de stabiliseret med vandrette vind-jern udvendigt på rammen.

I løbet af 1700-årenes første halvdel begyndte træsprosserne at afløse blysprosserne. Rammerne i disse vinduer blev kaldt engelske rammer, og ruderne blev lagt i en udvendig fals, stiftet og tætnet med linoliekit.

Rammer med træsprosser styrkede konstruktionen og gav derfor mulighed for større ruder. I første omgang opdeltes rammerne som hovedregel af én lodret sprosse og én eller flere vandrette. Rammer med sådanne ruder betegner man under ét som smårudede, i modsætning til de rammer med større ruder, der begyndte at vinde indpas kort før 1800. Her udfylder ruderne hele rammens bredde, således at vinduet kun har vandrette sprosser.

Store ruder var selvsagt dyrere end små, og dette forhold ligger til grund for, at man ofte opførte huse med "moderne", større ruder i facaden og mindre, billigere ruder i bagsiden.

Oprindeligt var vinduesrammerne hængslede i lodposten, men i 1700-årene bliver det almindeligt at hængsle dem i sidekarmen. Rammerne forsynes med hjørnebåndshængsler, der bæres af stabler. Rammernes to øvrige hjørner bliver forstærket med hjørnebånd. Disse beslag er, ligesom vinduets øvrige beslag, ofte udført som dekorative elementer. Fra omkring 1800 udføres både hjørnebåndshængsler og hasper med ligekanter og eventuelt blot med svagt afrundede ender. Fra slutningen af 1800-årene begynder man også at anvende indstukne hængsler (hamborghængsler) til vinduer. Hængseltapperne nedfældes i vinduesrammens bagkant og i karmens fals. Anvendelse af denne hængseltype er dog ikke særlig udbredt.

Vinduesrammerne fastholdes indvendigt af anverfere (hasper) hægtet på stjerthager (kroge), der er monteret i lodposten. For at kunne fastholde virduet i åben stilling er rammerne forsynet med en stormkrog der bliver hægtet på en stjerthage i sidekarmen Udvendige stormkroge anbringes i lod-posten.

Fra ca. 1850 bliver fremstilling af støbejern almindelig udbredt i Danmark På vinduesområdet gjorde støbegodsets styrke det muligt at udføre sprosserne spinklere, end det kunne lade sig gøre med træ, og støbeteknikken gjorde det nemt at udføre vindue med dekoration. Desuden var støbegodset robust og krævede ikke megen vedligeholdelse.

Ovenfor findes er en oversigt over karakteristiske vinduesudformninger og tilhørende profiler. Når man ved hjælp af disse hovedtyper vil forsøge at datere et vindue, skal man dog være op-mærksom på flere forhold. Dels forekommer der mange variationer inden for de enkelte hovedtyper, dels kan man komme ud for, at nye profiler kommer senere i provinsen end i hovedstaden, hvor nye stilretninger som regel slår hurtigere igennem.

Endvidere kan de enkelte vinduer i tidens løb have undergået forskellige ændringer. I de fleste tilfælde består ændringerne i udskiftning af rammer, men flytning af tværpost og sprosser forekommer også. Sådanne flytninger vil imidlertid kunne aflæses af sporene efter tværpostens oprindelige placering i sidekarme og lodpost. Spor efter ændringer kan også findes i rammer, hvor sprosser er fjernet eller har fået en anden placering.

Sammen med ændring af rudestørrelser og sprossematerialer er der også foregået en ændring af formgivningen eller profileringen af de enkelte vinduesdele. Det ses tydeligst i lodposten, som er de gamle vinduers mest markante konstruktionsdel.

I de få bevarede vinduer fra 1500-årenes mere beskedne bygninger, indskrænker lodpostens profilering sig som regel til simple hjørneaffasninger. I de mere velhavende borgeres huse, kunne postene imidlertid være udformet som rigt detaljerede søjler.

I nogle af renæssancebindingsværkshusene fra omkring år 1600 genfindes vinduernes postprofil i karmene. I adskillige bindingsværkshuse fra denne tid er de oprindelige vinduer dog udført uden karm. Rammerne blev derfor anbragt i false i bindingsværkstømmeret. Denne konstruktion findes stadig i vore dages kviste.

Vinduernes tværposte er spinklere end lodpostene, og deres profilering er ofte anderledes. Også vinduesrammerne ser ud til at have været ret enkelt udformet, at dømme efter de forholdsvis få, bevarede eksemplarer.

I denne periode, hvis første del er behersket af barokstilen får lodpostene en mere behersket udformning med halvrundede forsider indvendigt. Til vinduer i de finere bygninger suppleres de halvrunde forsider ofte med forskellige profiler som overgangsled til lodpostenes rette sider,

I samme periode vinder træsprosserne indpas, og det medfører betydelige ændringer af vinduernes udseende.

Næsten alle rammer har to ruder i bredden, adskilt af en lodret sprosse. Ser man bort fra kældervinduerne, har de fleste rammer gerne tre eller fire ruder i højden, adskilt af vandrette sprosser.

Mindre huse kan have torammede vinduer, hvorimod større og fornemmere huse kan have korspostvinduer med fire lige store rammer. Det vil sige at tværposten sidder i midten af vinduet.

Omkring midten af 1700-årene i rokokoens stilperiode - optræder lodposte, hvor den halvrunde forside flankeres af trekvartstaffer. Denne udformning kan gå igen i sprosserne, som derved kommer til at fremtræde som formindskede udgaver af lodposten.

I samme periode flyttes tværposten opad, således at underrammerne bliver én rude højere end overrammerne. Den almindelige vinduesopdeling får herefter seksrudede underrammer og firerudede overrammer.

I fornemme huse udføres vinduerne undertiden med udvendig overfalsning, og i nogle huse kan vinduerne have buet overkarm.

Med indledningen af den klassicistiske stilperiode i sidste halvdel af 1700-årene øges forskellen på antallet af ruder i over- og underrammer. Endvidere forekommer poste, hvor den halvrunde forside mellem trekvartstafferne reduceres i omfang eller afløses af en svagt konkav (indadbuet) hulning - en forløber for 1800-årenes poste med ret forside mellem profilerne.

I den klassicistiske periode i første halvdel af 1800-årene udføres lodposten med trekvartstaffer på hjørnerne og ret forside.

Fra århundredets sidste del fremkommer andre og mere forenklede profiler. Det hænger blandt andet sammen med, at man begyndte at fremstille vinduer på maskiner, så det ikke med den nye produktionsform var muligt at udføre de mere komplicerede profiler. Disse profiler kunne bestå i en sammenstilling af hulkehlprofiler (indadgående) og vulstprofiler (udadgående). Et andet forenklet profil var kvartstaffen. Dette profil er i sin enkleste form et kvart cirkelslag, men udføres i mange tilfælde lidt langstrakt eller fladere om man vil.

Kvartstaffen bliver et af de foretrukne profiler, der holder sig langt ind i 1900-tallet. Profilet har i vore dages fabriksfremstillede vinduer fået en renæssance, men anvendes ofte ukritisk og uden forståelse for den tradition der ligger i et vindues profilering. Mange vinduer fabrikeres i dag med en udvendig profilering der giver større overflade og dermed øget risiko for vandindtrængen i træet. Desuden forsimples mange nye vinduer ved ændring af de enkelte deles dimensioner.

Med de større ruder fra ca. år 1800 ændrer korspostvinduerne opdeling, således at underrammerne får to, sjældnere tre ens ruder og overrammerne en enkelt. I mindre huse forekommer som regel torammede vinduer med to eller tre ens ruder i hver ramme.

Disse vinduesformer er stort set enerådende i første halvdel af 1800-årene. I sidste halvdel af 1800-årene får vinduerne ofte buet overkarm. Herefter forenkles de kendte vinduesformer efterhånden ved udeladelse af sprosser, hvorved korspostvinduerne bliver til dannebrogsvinduer eller flagvinduer.

Omkring år 1900 sætter to forskellige reaktioner ind mod den meget anvendte stilefterligning.

Den ene søger at skabe en helt ny stilart som kaldes art nouveau. I Tyskland hedder den jugendstil, og denne betegnelse bruges herhjemme i flæng med skønvirkestil. Stilarten karakteriseres af bølgende ornamenter og dekorationer, som især kommer til udtryk i vinduernes sprosseværk.

Den anden søger inspiration i gammel, nordisk og dansk byggeskik og fører i 1915 bl.a. til stiftelsen af "Landsforeningen til fremme af bedre byggeskik på landet". Foreningen afholdt kurser og ydede konsulentbistand til forbedring af projekter. Frem til 1930-erne gjorde Bedre Byggeskik-bevægelsen sig stærkt gældende, hvor deres virksomhed og påvirkning søgte en forenkling med rod i dansk byggeskik.

I opposition til denne måde at bygge på fremstår fra omkring 1930 funktionalismen (funkis), hvis udgangspunkt er det moderne industrisamfund samt dets materialer og teknik. Det typiske funkis-vindue er udført i stål og har to eller flere ens, uopdelte rammer.

Vekselvirkningen mellem tradition og fornyelse førte til videreudvikling af nye gennemtænkte konstruktioner. De mest raffinerede af disse vinduer udføres med to lag glas i form af koblede rammer, hvorved der opnås en forbedring af både varme- og lydisolering.

Beslagene til de oplukkelige vinduer undergår i denne periode en kraftig udvikling, idet man fra udelukkende at udføre sidehængte rammer, udvikler vippe- og drejevinduer på grund af de store glasarealer.

Arkitekten, nr. 16, 1928.

Døre og vinduer, Willy Hansen (red.) Axel G. Jørgensen, Emil Wiens Bogforlag, København 1945.

Vinduer. Tradition, vedligeholdelse og forbedring. Torben Olesen. Fredningsstyrelsen, København 1977.

Bygningsarkæologiske Studier 1986, Ribelodposte, Steffen M. Søndergaard, Kunstakademiet 1986.

Bygningsarkæologiske Studier 1988, Vinduer og vinduesprofiler 1550 1850, Hans Henrik Engqvist, Kunstakademiet, København 1988.

Tekstoplæg:

Arkitekt m.a.a. Steffen M. Søndergaard

Tegninger og fotos hvor intet andet er anført: Arkitekt m.a.a. Steffen M. Søndergaard