Vinduesbeslag

Der er i dag en tendens til at betragte de håndværksprodukter, der findes i og på ældre bygninger, som f.eks. porte, døre, vinduer, stuklofter, trapper etc. som ting, man bare kan kassere. Samtidig er mange af den samme tids andre håndværksprodukter: møbler, lamper, glas, porcelæn m.v., genstand for en sand dyrkelse med eksklusivt køb, salg og samlerinteresse.

Når man ser butikker med et udbud af antikke gamle glas og møbler, er det absurd at opleve containeren ved siden af fyldt med originale 150-200 årige kasserede vinduer og døre, der ikke fejler andet end mangel på almindelig vedligeholdelse.

Det samme gælder emnet her: de mange smedejernsbeslag, der sidder på ældre vinduer. De repræsenterer ofte en håndværksmæssig standard og en smuk detaljering, der gør dem bevaringsværdige i sig selv - også selv om de vinduer, de sidder på, eventuelt må skiftes ud. Det er dog i langt de fleste tilfælde billigere at reparere vinduer med selv ret store skader end at skifte dem ud med helt nye. Hertil kommer, at især fabriksfremstillede vinduer ofte har profileringer og detaljeringer, der så at sige aldrig harmonerer med de oprindelige vinduer og meget sjældent lever op til disses æstetiske standard.

Hvad angår vinduernes hjørnebånd, hængsler, hasper m.v., afhænger det af, hvor intakte især de udvendige beslag er, om det bedst kan betale sig at reparere eller forny dem ved en vinduesistandsættelse. Der skal dog ikke repareres ret meget, før den billigste løsning vil være at købe nye standardbeslag til vinduerne.

Kan man købe nye, færdigfremstillede beslag, der helt svarer til de oprindelige, er det i orden at benytte dem. Men er de ikke tilsvarende, kan de nye standardbeslag meget nemt komme til at skæmme vinduerne. Studerer man de gamle, originale vinduesbeslag, vil man dels lægge mærke til, at beslagenes størrelse og tykkelse altid er dimensioneret efter det enkelte vindue, dels kan man iagttage, at beslagene næsten altid er spinklere og mere forfinet udformet, end de beslag, der kan købes i handelen i dag. Især de meget kraftige standardrumpestabler virker ofte alt for overdimensionerede både på små bondehusvinduer og på mange byhuses vinduer. Man kan blot sammenligne med de oprindelige rumpestabler.

Går vi til de elegante, såkaldt svejfede vindueshjørnebånd fra 1700-tallet, er de moderne svejfede standardbeslag både alt for kraftige i godstykkelsen og for slappe i form og detaljering til på nogen måde at kunne accepteres ved en ordentlig restaurering.

Vinduets dimensionering, rudeinddelingen, sprossernes størrelse etc. er uhyre vigtige detaljer, men også vinduesbeslagene tæller afgørende med. De skal passe til vinduerne og være en vigtig dekoration på disse. De skal kunne ses, men absolut ikke være for dominerende.

Man bør også være opmærksom på, at hjørnebåndene, især i 1800-tallet, kan være indsænkede i vinduesrammerne for at virke ekstra diskrete - en detalje, man absolut bør videreføre.

Ved en vinduesistandsættelse eller udskiftning bør man derfor gøre meget for enten at genanvende de oprindelige beslag eller for at få fremstillet nye, nøjagtige kopier af de gamle. Ikke mindst fordi nye standardbeslag yderst sjældent vil passe særlig godt til de foreliggende vinduer.

		Typisk dansk hjørnebåndshængsel fra efter 1850. De gamle jernbeslag ser tit slemme ud med tykke malingslag, rustskader etc.; men de er ikke uoverkommelige at sætte istand.

Tegning udført af Karin Birgitte Lund til Planstyrelsens plakatserie for nærværende informationsblade om bygningsbevaring.

Navnene på de udvendige vinduesbeslag på et traditionelt dansk vindue frem til ca. 1900 :

1 : Hjørnebånd
2 : Hjørnebåndshængsel
3 : Rumpestabel,
4 : Instukket stabel
5 : Stormkrog
6 : Gaffelkrog

Omkring 1900 afløser de såkaldte "hamborghængsler" (7) de traditionelle hjørnebåndshængsler.

Kopier af vinduesbeslag fra 1750-erne udført i smedien i Raadvad.

Beslagene har udpunslede (udbankede) rosetter som ekstra dekoration.

I midten eet af de originale hjørnebånd fra huset.

		Et noget mere forenklet sæt vinduesbeslag fra 1700-tallet, ligeledes udført som kopi i Raadvad-smedien.

Frem til omkring 1950 så de udvendige beslag på danske vinduer således ud:

hjørnebånd, som stiver vinduesrammen af

hjørnebåndshængsel og rumpestabel, som tjener som rammens hængsel

stormkrogen, der kan holde vinduesrammen vidt åben, selv i stormvejr

gaffelkrog, der forhindrer stormkrogen i at rasle, når den ikke bruges

Omkring 1800 gik man gradvist over til såkaldte indstukne stabler, og ca. 1900 indføres de såkaldte hamborghængsler for de sidehængte vinduesrammers vedkommende, mens de nye typer vinduer som tophængte eller vippevinduer fordrer helt nye vinduesbeslag.I Sønderjylland havde man dog brugt hamborghængsler siden begyndelsen af 1700-tallet.

Almindelig vedligeholdelse af de udvendige jernbeslag består i at slibe eventuelle rustpletter ned til rent jern og pletmale de afslebne steder med jernmønje (blymønjens efterfølger), og derefter at male hele beslaget med et tyndt lag linoliemaling i samme farve som træværket.
Hvis rusten er slået igennem den gamle maling mange steder, skrabes den helt af, hvorefter beslaget males 2 gange med jernmønje på linoliebasis efterfulgt af en almindelig linolievinduesmaling.

 

Hvis de udvendige beslag har alvorlige rustskader, bl.a. synligt ved at de har løsnet sig fra træet, er det nødvendigt at tage beslagene helt af for både at kunne behandle disse og træet underneden. Man kan lirke dem forsigtigt af f.eks. med en spatel eller forsigtigt save skruer eller stifterne af under beslagene med en nedstrygerklinge. Husk også at fjerne skruerne.

Malingen fjernes fra beslagene uden brug af giftstoffer ved at dyppe dem et øjeblik i kogende linolie. Det giver også en udmærket grundbehandling af jernet.
Man kan også varme beslaget op til rødglødende tilstand i en esse eller lignende, og mens jernet er varmt dels børste både maling og rust af, dels dyppe det i linolie. Ellers fjerner man rusten fra beslagenes for- og bagside med enten en stålbørste eller smergellærred.

Forudsætningen for en effektiv rustbeskyttelse af udvendigt jern er, at malingen skal være så diffussionstæt som overhovedet muligt. Derfor duer hverken plast-, akryl, plastalkyd eller almindelig linoliemaling her.

Tidligere anvendte man blymønje, oprørt / revet i linoliefernis (uden tørrelse / sikkativ) til rustbehandling af jern, da dette giver en meget tæt og stærk maling, men pga. miljømæssige restriktioner overfor blymønje i malerfaget anvender man i dag jernmønje, oprørt / revet i linoliefernis, som rustbeskyttelse. Jernmønje er stoffet Hæmatit, Fe203 (naturligt forekommende jernoxid / jernilte), revet som pigment. Denne maling er meget tæt og samtidig ganske ugiftig. Da hæmatit ligger lavere end selve jernet, virker jernmønjen også som et slags offerlag, der nedbrydes før selve jernet.
Det er dog vigtigt, at pigmentet er helt fri for svovl / sulfater. De vandopløselige svovlsalte / sulfater udvaskes nemlig af vand, hvorved malingen bliver porøs og dermed ikke længere rustbeskyttende for jernet. Anvendelse af sikkativer / tørrelse i jernmønjen har i den forbindelse vist sig ikke at være noget problem.

Det afrensede beslag grundes først med linoliefernis (kogt linolie uden sikkativer / tørrelse). Efter en dags tid males det overalt med jernmønje, påført i så tyndt et lag som muligt. Et døgn efter påstryges endnu et tyndt lag jernmønje. Herefter monteres beslaget. Det er ofte en fordel at tætne mellemrummet mellem beslag og træ med linoliekit. Forinden skal træet under beslaget dog imprægneres med linolie og males med linoliemaling, og eventuelle skruehuller proppes til med linolieimprægnerede træstifter.
Jernbeslagene monteres med skruer - helst gammeldags skruer med lige kærv. Eventuelle skrammer i malingen pletmales med jernmønje, hvorefter beslaget males sammen med vinduet.

		Sænke Værktøj til smedning af f.eks. hængseltoppe

De typer "hamborghængsler", der kan købes i handelen idag (A), ligner ikke helt de vindueshængsler, man begyndte at anvende omkring århundredeskiftet (B).

Først og fremmest mangler de karakteristiske drejede knopper i enderne, der giver hængslet dets særlige karakter.

Det må også her anbefales om nødvendigt at få nyfremstillet kopier hos en smed, hvis vinduernes tidstypiske detaljering ønskes bevaret.

		Lokning af huller til beslagenes stifter.

Hullet slås i det glødende jern med et lokkestempel.

Huller i jern, udført på denne måde, er mere modstandsdygtigt overfor rustangreb end almindelige borede huller. Det skyldes, at jernet får en mere kompakt struktur og en beskyttende glødeskal.

Vinduernes udvendige beslag kan være så medtagne, at en afmontering i hel tilstand ikke er mulig. I så fald må man vælge at reparere de gamle beslag eller at få fremstillet helt nye magen til de gamle.
Som forlæg for nysmedningen kan man bruge et eventuelt intakt beslag eller, hvis dette ikke er muligt, lave en rekonstruktionstegning - evt. sammen med smeden. Man kan samtidig aftale, hvorledes beslagene skal smedes.

Specielt for hjørnebånd er der flere metoder at vælge imellem:

den mest autentiske metode er at bukke et stykke jern i vinkel og smede det fladt, hvorefter beslagets form mejsles og files ud, og hullerne lokkes ud

en lige så autentisk metode er at esse-svejse to stykker fladjern sammen i vinkel, hvorefter hjørnebåndets form mejsles og files ud, og hullerne lokkes ud

i dag vil man med fordel kunne save eller standse hjørnebåndet ud i et stykke passende tykt plade

For alle tre metoder gælder, at beslagene i helt færdig form gives den traditionelle efterbehandling for jern: opvarmning og neddypning i linolie, den såkaldte oliebrænding.
Jernbeslagene kan også sendes til galvanisering eller forzinkning efter smedningen, men oliebrænding og den nævnte efterfølgende maling med jernmønje skulle være fuldt tilstrækkeligt for at bevare jernet i mange år.

Der er ingen tvivl om, at den første metode giver det mest holdbare jernbeslag, idet selve udsmedningen giver en mere kompakt og rustbestandig jernstruktur end vore dages valsede fladjern eller plade.
Reparation af gamle beslag sker ved at svejse et nyt jern på, hvor nødvendigt.

Tegningen viser de tre typer hjørnebåndshængsler, der stadig kan købes som standardbeslag i handelen. Gamle, originale vinduesbeslag adskiller sig fra disse ved at være tyndere i godset samt ved at have skrå affasninger langs kanterne og ofte yderligere ved at være tyndet ud mod enderne.

På nye beslag er hængslet nittet fast på hjørnebåndet på en meget klodset måde, hvor de i gamle dage var svejset på, hvilket var pænere.

Af de tilhørende rumpestabler fås der kun een type i handelen, der svarer til udformningen i 1800-tallet.

For de fleste landhuses vedkommende og en del ældre byhuse bør man derfor overveje at anvende håndsmedede kopier af de oprindelige beslag, da de er spinklere og passer bedre i tid, hvis man vil holde på husets autenticitet.

Falder man for de galvaniserede vinduesbeslag, bør man under alle omstændigheder male disse efter monteringen.

De indvendige vinduesbeslag tjener dels til at holde vinduesrammerne fast og tæt lukkede, dels til at holde vinduet åbent på klem. Navnene på de ældste typer er anverfer, stjerthage samt stormjern. Deres udseende gennemløber naturligvis også en vis udvikling i perioden, ligesom skiftet til nye vinduesformer efter 1930 medfører nye indvendige beslag, bl.a. den såkaldte udskyderstang.

Indførelsen af koblede rammer (ekstra vinduesrammer koblet indvendigt på yderrammerne) eller forsatsvinduer (indadgående dobbeltvinduer) har igen medført en række nye indvendige vinduesbeslag, som det dog vil føre for vidt at komme ind på her.

Almindelig vedligeholdelse af indvendige jerndele

Der er sjældent store vedligeholdelsesproblemer ved vinduernes indvendige jernbeslag. Beslagene behandles normalt med maling. Bliver det for tykt, kan de se lidt klodsede ud, og man kan så skrabe malingen af eller fjerne den ved at dyppe haspe m.v. i kogende linolie, hvorefter der kan males igen efter afkøling og tørring.

Tekniske skader eller problemer ved indvendige vinduesbeslag, eksempelvis rustskader m.v., ser man ligeledes meget sjældent. Problemet er snarere, at de skiftes ud, enten fordi man synes vinduernes gamle beslag er for lidt effektive til at lukke vinduet tæt, eller fordi nye, koblede rammer eller forsatsruder nødvendiggør nye anverfere etc., fordi der ikke længere er plads til de gamle. Omvendt kan problemet for nogle husejere også være, at vinduerne med tiden er blevet forsynet med nye, grimme beslag, som man ønsker skiftet ud med beslag magen til de oprindelige.

Igen må det anbefales altid at hæge om de originale beslag, også selv om nye anverfere helt klart er mere effektive og (tyveri)sikre.

Som det ses af beslagoversigten har de indvendige vinduesbeslag: anverfere, stjerthager og stormjern, før i tiden haft en vis sammenhæng i formgivningen med de udvendige vinduesbeslag, hvilket er et træk, man bør være opmærksom på at bevare. Det er forholdsvis enkelt at fremstille kopier af de ældste, smedede anverfere m.v., jf. tegningen, mens de støbte beslag fra 1800-tallet kan være sværere at opdrive eller kopiere. Man kan dog være heldig at finde nogle passende beslag på gamle kasserede vinduer i en container.

Den "ældste" type anverfer og stjerthage, der stadig kan købes i handelen kan tidsmæssigt placeres til omkring 1900.

Til ældre vinduer må eventuelle nye indvendige beslag nysmedes magen til de originale/oprindelige.

De gamle anverfer-typer bliver desværre tit ofret ved vinduesistandsættelser, endten fordi de kolliderer med nye dobbeltvinduer eller fordi nye typer med vrider-systemer, er istand til at trække vinduesrammerne mere eftektivt til.

Man bør altid gemme de gamle beslag fra vinduerne ved fornyelser, af hensyn til kommende husejere, der eventuelt vil prioritere æstetik frem for effektivitet.

Planchen viser den tidsmæssige udvikling af to typiske danske vinduesformer. Den tilhørende profilering af rammer og post samt udformningen af hjørnebåndshængslet er vist samtidigt. Bemærk den stigende grad af forenkling i tidens løb.

Det er ikke uvæsentligt for en bygnings arkitektur, at denne samhørighed mellem vinduerne og beslagene opretholdes.

Bemærk, at før ca. 1850 blev vinduesbeslagene sømmet fast med små håndsmedede søm, heraf navnet beslag/beslå.

3 måder at smede kopier af hjørnebånd:
A: Udsmedning fra stangjern (1700-tallet).
B: Sammensvejsning (i esse) af udmejslede fladjerns-emner (1800-tallet).
C: Udstandsning i plade og pånitning af hængsel (1900-tallet).

Tre typer af hjørnebånd og hjørnebånds-hængsler, der kan købes i handelen idag :
Type A er et immiteret 1700-tals-"svejfet" hjørnebånd, desværre efter et halvdårligt forlæg, der savner original beslagenes elegante facon.

I forhold til de gamle beslag er dette noget kraftigere og det har ydermere ukorrekt pånittede hængsels-tappe, hvilket gør det yderligere klodset.

En tilhørende rumpestabel fra 1700-tallet findes ikke i handelen. Den 100 år yngre stabeltype (type B), passer ikke tidsmæssigt og er også for klodset.

Type B er en beslag-type, der tidsmæssigt svarer til slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Hjørnebåndene kan skrues på; men rumpestabelen slås stadig ind i træet (efter forboring).

		Navne på de traditionelle danske indvendige vinduesbeslag.

Som navnene antyder, stammer forlœggene, som så mange andre bygningsdetaljer, fra Tyskland og Holland; men der er dog en speciel dansk linie i udformningen.

A: Anverfer (E: Fugle-anverfer)
B: Vindueskrog (F: Fugle-vindueskrog)
C: Stjerthage
D: Krampe

Som navnet antyder (anverfen = ty: Slå på) blev anverfere og vindueskroge før i tiden fastgjort med kramper, sømmet ind i trœet.

Information om Bygningsbevaring:
Dør- og portbeslag
Overfladebehandling af jern

Titel

Vinduesbeslag

Oplæg

Tekstoplæg: Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Søren Knudsen: Eksempler paa dansk Grov- og Klein-smede Haandværk og Kunst. København 1931.

Søren Vadstrup: Restaurering af smedearbejder, Bygning - by og Land nr. 22, september 1994.

Smedning af bygningsbeslag, Undervisningsvideo fremstillet af Lars Dons for Raadvad-Centeret, 1990. Spilletid 20 minutter.