Butikkers skiltning og belysning

Butiksskiltning har altid skullet tjene to formål: for det første at informere, for det andet at markedsføre. Borgerne vidste godt, at der bor en bager i Nørregade, og et enkelt kringlesymbol ud fra muren var nok til at fortælle hvor.

Man kalder den slags skilte for laugsskilte, idet hver branche (laug) havde sit symbol. I de mindre bysamfund var markedsføringsfunktionen mindre påkrævet, for der var som regel kun én bager, én smed, én skomager osv. I større byer, hvor de forskellige håndværk tit holdt til i samme gade, opstod tidligt behovet for en vis reklameeffekt. Hver håndværker eller handlende ønskede jo at henlede opmærksomheden på, at netop han var den bedste. Man så derfor, at skiltningen blev en mere eller mindre kunstfærdig variant af de gængse skiltetyper, ligesom man ved anden skiltning på facaden gjorde opmærksom på butikkens varesortiment.

Facadebelysning er først blevet aktuel i nyere tid. Førhen færdedes borgerne ikke så meget ude efter mørkets frembrud. Først da etableringen af offentlig gadebelysning og bedre gadebelægninger gjorde det muligt at promenere om aftenen - ja, selv gøre indkøb, opstod behovet for, at også gadens forretninger og især deres vareudstillinger blev belyst. Det var dog først efter elektricitetens almindelige udbredelse, at det blev muligt at holde en butiksbelysning i gang natten igennem.

Konkurrencemomentet inden for detailhandelen er en faktor, der let kan anspore den enkelte forretningsdrivende til overdrivelser og effektjageri. Resultatet af dette kan ofte blive skæmmende skiltning og belysning set ud fra såvel en æstetisk som en bygningshistorisk synsvinkel.

Særligt hvad angår skiltning er det fredede eller bevaringsværdige hus sårbart. Meget store skilteflader dækker for indtrykket af facaden set som et samspil mellem murværk og harmonisk placerede åbninger. Nogle skilte, symboler eller illustrationer kan repræsentere en verden alt for langt fra den atmosfære, et fint gammelt hus er udtryk for.

I mange byer har offentligheden og myndighederne fået øjnene op for skønheden og den historiske værdi, de bevaringsværdige bymiljøer repræsenterer. I nogle byer arbejdes med helhedsplaner for, hvordan gadebillederne i de gamle bydele kan forbedres over en årrække. Det kræver tid og en positiv indstilling fra de forretningsdrivendes side, men så kan resultatet også blive godt for kunderne og for forretningslivet. Her ligger en af mulighederne for at komme den gensidige overbydning af hinanden med skilte og lys til livs og samtidig skabe handelsgader, der i sig selv er attraktioner.

Som baggrund for enhver skiltning og reklamering bør altid ligge en nøgtern vurdering af behovet. Dette behov kan afhænge af såvel forretningens beliggenhed som dens kundesammensætning - eller om man vil målgruppe.

Butikker, som henvender sig til en fast kreds, behøver måske ikke så fremtrædende udvendig skiltning som en butik med stadigt skiftende kundekreds - strøgkunder eller for eksempel turister, for hvilken de såkaldte impulskøb er en væsentlig del af omsætningen.

Butikker, der ligger som enlige svaler i for eksempel en boliggade, behøver en klarere markering end de, der er at finde på strøget eller gågaden, hvor et stort kundepotentiale passerer forbi uafbrudt.

For at undgå, at den variation, der er i byens gader, forsvinder bag en anmassende skiltning, gælder det om at begrænse såvel størrelsen som antallet af skilte på husfacaden. Dette har især betydning på fredede eller bevaringsværdige huse.

Forholdet mellem hus og skilte skal være harmonisk - ikke en ligevægt, men med en klar underordning af skiltningen. En måde at opnå dette på er at bruge udhængsskilte, der ikke dækker facaden. Udhængsskiltene træder samtidig godt frem i gadebilledet og giver kunderne overblik - selv på afstand. I sidegader til strøggader er udhængsskiltet en oplagt løsning.

Vandrette facadeskilte skal være i samklang med facadeopdelingen. Sidder de over vinduer, skal de passe med vinduesbredden, og spænder de over flere fag, skal skiltebredden afpasses efter facadens lodrette delinger. Dette gælder, hvad enten der er tale om egentlige skilteelementer med tekst på eller bogstaver sat op direkte på murfladen.

Lodrette skilte skal respektere facadens vandrette linier. De må ikke stikke op over vinduesoverkanterne, dække vandrette gesimser eller bånd o.l. Et skilt på en murpille bør også være lidt smallere end denne, så skiltet ikke dækker murfladen fuldstændigt.

Lysskilte udformet som kasser virker som regel altid skæmmende. Ønsker man lysende skilte, kan det gøres på to måder:

• Ved belysning af almindelige skilte, også udhængsskilte, med spots, der belyser skiltefladen. Det gælder her om, at lyskilden ikke forvrænger skiltets farver.
• Ved de såkaldte neonrørbogstaver, som kan designes specielt til facaden. Heldigt udformet fremtræder disse om dagen meget diskret, hvorimod de om aftenen med deres lysende budskab kan tilkendegive et ultramoderne indhold i rammerne af et bevaringsværdigt hus. Den skiltning, der griber mindst ind i bygningens arkitektur og udseende, er skilte anbragt inden for vindues- eller døråbningerne. Det kan gøres enten ved bogstaver sat direkte på glasset eller ved et skilt inde i butikken lige bag vinduesglasset.

Der er altså i virkeligheden et bredt spektrum af muligheder for skiltning på bevaringsværdige eller fredede huse, og tit vil en kombination af metoderne kunne give et godt resultat.

Skiltenes form, placering og størrelse er imidlertid kun én side af sagen. Det er også vigtigt at vælge den rigtige typografi (bogstavtype). For at skiltet ikke skal komme til at fremtræde som et stykke simili - i skærende kontrast til netop husets gedigne materialevirkning - er det også vigtigt, at der til skilte anvendes materialer af samme gode kvalitet, som der er brugt i huset.

Der er to afgørende forskellige typografier eller skriftsnit: bogstaver med fødder, de såkaldte antikvatyper, og bogstaver uden fødder, som kaldes grotesk typer. Foruden disse to hovedtyper, hvor grotesk typen er af nyere dato, er der også skriveskrift. Man skal holde sig fra tilstræbte gammeldags bogstavtyper som for eksempel det, man kalder gotisk skrift.

Alt for mange krusseduller i skrift eller udsmykning er af det onde og gør skiltet svært læseligt. Vi lever til syvende og sidst i en moderne tid, som det gælder om ikke at lyve sig fra. En dygtig skiltemaler vil kunne bistå med valg af typografi og farver.

Af hensyn til forretnings- og samfundsøkonomien, men ikke mindst af æstetiske hensyn, bør facadebelysningen begrænses. Ved gadebelysning i historiske bymiljøer er man også blevet opmærksom på dette. Man er ved at gå bort fra højthængende gadelamper med stor lysstyrke og over til et antal svagere lyskilder som for eksempel lygtestandere eller væglamper på husfacaderne. Det giver en større oplevelsesrigdom i gadebilledet, som også kommer butikkerne til gode, idet butiksudstillingerne bliver mere fremtrædende.

Kunderne tiltrækkes af karakterfuld belysning. Udstillingsbelysning med for eksempel lysstofrør alene kan give et dødt og fladt lys over tingene, som gør udstillingen uinteressant. Ved at bruge for eksempel smalstrålede spots kan man fremhæve særlige partier eller genstande og derigennem forøge udstillingseffekten. I gamle huse skal butiksvinduerne ikke fremstå som gabende huller, badet i neonlys, men med et varmt og nuanceret lys, der passer til de udstillede varer og harmonerer med facadens overflade.

Som regel fordrer almindelige forretningshensyn ikke udvendig facadebelysning ud over den, som fremkommer ved belyste skilte, udstillingsvinduernes lysende effekt og gadebelysningen.

Der kan dog være situationer, hvor der er behov for en særlig markering af butiksfacaden i forhold til omgivelserne. Her skal man passe på, at belysningsarmaturer ikke giver et blændende lys, som snarere end at tiltrække opmærksomheden vil få ethvert øje til at søge bort fra blændingskilden. Man bør også afpasse belysningsniveauet på facaden, så det ikke overstiger udstillingsvinduernes. I modsat fald kan disse miste noget af deres dragende effekt.

Når lamper skal placeres på facaden bør man følge visse tommelfingerregler:

• Lamper over vinduer eller døre bør sidde midt for disse.
• Lamper på murpiller bør placeres i disses midterlinie.
• Er der tale om en symmetrisk opbygget butiksfacade, bør man også placere eventuelle lamper symmetrisk.
• Ved placering af lamper bør man have en eventuel hærværksrisiko for øje.

Der findes en lang række belysningsarmaturer til udvendig facadebelysning, men ikke alle er velegnede til butikker. Det gælder for eksempel armaturer med delvist uafskærmede pærer som for eksempel de såkaldte skotlamper eller de mange forskellige typer af glaskupler. Men selv ved en moderat lyskildestyrke vil blændingseffekt næppe kunne undgås. En del armaturer udmærker sig ved, at de ved deres opsætning på facaden også vil oplyse en del af facadens flade. På huse med smuk murfarve kan det gøre belysningen særlig oplevelsesrig.

Mest skal man vogte sig for dårlige stilefterligninger, falske vogn- og gaslygter og i det hele taget alt, hvad der foregiver at være andet end det, det er: en elektrisk lampe.

Information om Bygningsbevaring:
Butiksfacader og -markiser
Tyveri- og hærværkssikring af butikker

BYG-ERFA, Byggeteknisk Erfaringsformidling (kræver abonnement og password)

Valg og montering af indbrudshæmmende glas (sikringsglas) (98 02 10)
Skader på glasoverflader, 2. udg. ( 99 02 16)
Bygningsglas - produkter og funktioner (00 07 13)
Graffiti på bygningsfacader (00 10 17)

Titel

Butikkers skiltning og belysning

Oplæg

Tekstoplæg: Anders og Lars Hegelund, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00