Butiksfacader og markiser

Forskellen mellem en typisk handelsgade fra 1700-tallet og vore dages bybillede er slående. Først og fremmest så datidens butikker meget mere ensartede ud, ligesom skiltning og reklamering som regel var begrænset til et laugsskilt (støvle for skomager, kringle for bager etc.).

Industrialismen, forbrugersamfundet og ikke mindst opdagelsen af reklamens psykologiske magt har gjort vore butiksgader højtråbende - ikke med stemmer som på en markedsplads, men med et uharmonisk kor af overdimensionerede navneskilte, fede reklameslogans, forvirrende lyseffekter og spejlende glasflader. Husene, der oprindeligt var tænkt som smukke vægge i gaderummet, dækkes næsten af butikskulisserne. For at opleve gadens huse må man lægge hovedet tilbage og se, om man kan få et glimt af et tag, en kvist eller måske en sjov balkon.

Anvendelsen af stål og jernbeton, som for alvor slog igennem i 1920'erne og 30'erne, gjorde det muligt at lave vinduesåbninger lige så store, som man ønskede det. De bærende murpiller forvandlede man til tynde søjler, der kunne stå inde bag glasruden. Byggetekniske fremskridt har bl.a. været med til helt at molestere fine, gamle huse. Forskellige former for overdækning af det inddragede gadeareal har set dagens lys, og også det skæmmer.

I de seneste årtier har kravene til detailhandelen ændret sig, måske mest synligt i de mange gågader, hvor butikkerne udvides helt ud i gaden, så denne ligner et sammenhængende handelsareal og næsten ikke længere er farbar. Forskellen på byernes centre er på denne måde blevet udvisket - handelsgaderne ligner hinanden til forveksling.

Som butiksindehaver i en bevaringsværdig bygning står man tit i et tilsyneladende dilemma. Først og fremmest ønsker man gennem sin forretnings indretning og fremtræden udadtil at stimulere omsætningen mest muligt. Man vil ikke være taber i et spil, der drejer sig om at råbe højest. Dernæst er man klar over, at netop det hus, hvori butikken ligger, har nogle historiske og arkitektoniske kvaliteter, der betyder noget for gadebilledet. Endelig lægger man selvfølgelig vægt på, at eventuelle byggearbejder kan ske til en fornuftig pris, og at de fremtidige vedligeholdelsesudgifter ikke bliver urimelige.

Alle disse hensyn bør tilgodeses, og det kan lade sig gøre. Kundernes holdning til bevaringsværdige bygninger har nemlig også ændret sig. Hvor det tidligere var sagen at markere sig ved hensynsløse moderniseringer, står der nu mere respekt om den butiksindehaver, der som led i butikkens indretning udnytter facadens oprindelige særpræg på en god måde. Og den gode facadeudformning, hvor butikken kommer til at fremstå som en integreret del af bygningen, kan virke med en stærkere tiltrækningskraft på publikum.

Forretningsfacade med store spænd - uden jordforbindelse.

Karakteristisk for bevaringsværdige huse er facaderytmen, det vil sige vekselvirkningen mellem murflader og muråbninger. Datidens murerhåndværk satte begrænsninger for muråbningernes bredde, og resultatet var en fin balance mellem vægstykker og vinduer. Når husene var i flere etager, placerede man aldrig vindueshullerne i de forskellige etager skævt for hinanden, således at der for eksempel lige under en murpille på 1. sal fandtes en vinduesåbning i stuetagen.

Som grundregel kan man sige, at udformningen af en butiksfacade i stue- eller kælderetagen altid skal harmonere med etagerne ovenover, sådan at de lodrette facadelinjer i vinduer, søjler, fremspring og nicher ikke brydes. Står man imidlertid i en situation, hvor en forøgelse af vindues- eller dørbredder i stueetagen er bydende nødvendig, bør denne udvidelse ske i overensstemmelse med facadens fagdeling, altså ved sammenlægning af to fag til ét fag i butiksfacaden. Sammenlægning af mere end to fag vil som regel være ødelæggende for facadens harmoni.

I en bygnings facade findes en række vandrette linjer, der sammen med de lodrette skaber facadens karakter. Ved butiksfacader bør dennes karakter respekteres. Bånd og gesimser må ikke gennembrydes ved evt. forhøjelse af vinduerne.

At forøge vindueshøjden i stueetagen er tit vanskeligt på grund af rumhøjden, og det er jo heller ikke gennem den øverste del af butiksvinduet forbipasserende kan opleve udstillingen. Måske er der mulighed for at forøge vinduesarealet nedadtil, for eksempel ved at sænke eller helt fjerne vinduesbrystninger i tidligere, højtsiddende vinduer. Nytten af denne ændring må dog opvejes mod udgiften til arbejdet, herunder nye vinduer. I sjældne tilfælde kan kælder- og stueetagevinduet samles til ét højt udstillingsvindue. Denne løsning kræver nøje afvejning af omkostningen og nytteværdien både på kort og langt sigt.

I bevaringsværdige huse, hvor butiksfacaden allerede er mere eller mindre spoleret, kan det være en god idé at overveje en ændring af facadens udseende i forbindelse med eventuelle ombygningsplaner. I mange tilfælde kan en omhyggelig bygningsundersøgelse afsløre, hvordan huset tidligere har set ud, og man kan tit skaffe flere oplysninger ved at gå på jagt efter de oprindelige bygningstegninger i kommunens arkiv. På lokale museer og byhistoriske arkiver findes ofte fotos eller gamle billeder, og for de fredede bygningers vedkommende kan der hentes oplysninger hos Kulturarvsstyrelsen. Ved en eventuel ændring af facaden til dens tidligere udseende bør man gøre arbejdet så autentisk som muligt. Det er ikke bare en ydre form, der skal genskabes - man skal også så vidt muligt benytte den originale håndværksteknik, så resultatet ikke bliver kulisseagtigt.

Butiksfacader i nattebilledet.

Tit ser man, at butikker adskiller sig voldsomt fra den øvrige del af huset. Forskellige perioders modeluner har afsat deres spor i for eksempel beklædninger med panelbrædder, mosaikstifter, natursten, glasudhængsskabe og meget andet.

Som regel har den slags facadeudformninger en skæmmende effekt på bygningens oprindelige arkitektur, og tilmed kan de hurtigt få karakter af at være passé, hvorefter de salgsmæssigt virker stik mod deres hensigt.

Hovedindtrykket af butiksfacaden bør være i harmoni med den øvrige del af bygningen, også hvad angår overfladebehandlinger og farver. Er huset født med en særlig fremhævning af underfacaden i form af for eksempel kvaderstensdekoration, behuggede granitsten eller måske blot en særlig pudsstruktur, skal man udnytte sådanne træk i sin butiksfacades udseende snarere end at skjule dem. Forretningens eget særpræg kan skabes med detaljer som skiltning, belysning, vinduesudstilling og evt. markiser - ting, der underordner sig arkitekturen. Se Butikkers skiltning og belysning

Mange butiksfacader indgår i husrækker eller gadebilleder, der er særligt karakterfulde i deres helhed og bevaringsværdige i deres sammenhæng, Den enkelte butik skal, både hvad angår overflade og farvevalg, passe ind i helhedsbilledet.

Bestemmelser i en (bevarende) lokalplan kan være en hjælp for de forretningsdrivende til at fastholde, styrke og understøtte særligt interessante gadebilleder og derved skabe et attraktivt handelskvarter.

De klassiske jordfarver samt pigmenter til facadefarver

I dag er udvalget af farver til facader meget stort - og registeret af uhyre fantasifulde salgsnavne ligeså, men det har det ikke altid været. Fra middelalderen til omkring 1950 fandtes der en ret begrænset farveskala, kaldet den klassiske jordfarveskala til facadefarver, bestående af cirka 8 farver / pigmenter direkte fra naturen. Disse 8 farver kunne blandes med hvidt til henholdsvis 8 mættede farver og 8 hvidtonede pastelfarver. Hertil kom en kold og en varm gråskala.

Det interessante ved de klassiske pigmenter er dels at de altid og i enhver sammenhæng er smukke i sig selv, dels at de også altid og i enhver sammenhæng klæder hinanden godt. Det vil sige, at de kan kombineres nærmest vilkårligt - med et smukt og harmonisk resultat.

Fra middelalderen frem til cirka 1950 har følgende overfladebehandlingsprodukter været enerådende i dansk bygningskultur:

• Hvidtekalk eller kalkfarver
• Laserende (halvgennemsigtige) kalkfarver
• Linoliefarver (linoliefernis / standolie plus pigmenter)
• Temperafarver (linoliefernis plus forskellige vandige lime)

De kaldes også emulsionsfarver, olieemulsionsfarver eller kompositionsfarver; endvidere:
Facadepuds i sin egen farve, bestemt af farven på det sand, der blandes i mørtelen.

Efter cirka 1950 har vi bl.a. fået:

• Silikatmaling
• Plast- og acrylmaling
• Farvet puds (mørtel, farvet med pigmenter)

De tre sidste facadeoverflader er derfor ikke typiske for ældre, dansk byggeskik, ligesom specielt plast- og acrylmaling samt farvet puds kan medføre nogle tekniske og æstetiske problemer på facaden.

- kombineret med detaljer

Det har faktisk været mere almindeligt end man tror, at danske facader har stået umalede / ukalkede i byggematerialernes egne farver. Vi kender det naturligvis bedst fra de mange murstenshuse i såkaldt blank mur, men også på mange huse med pudsede detaljer har man oprindeligt ladet pudsen stå umalet / kalket for i stedet at give pudsen karakter og farve gennem særlige pudsteknikker, særlige detaljeringer eller anvendelsen af særlige typer sand med naturligt farvende sandskorn.

Af forskellige grunde, f.eks. i forbindelse med ombygninger, ejerskift, modeskift etc., er mange facader gennem tiden blevet overmalet med dækkende farver, hvad der kan være flot nok, men alligevel en overvejelse værd at fjerne igen, da det ændrer husets oprindelige karakter, kræver betydeligt mere vedligeholdelse og endvidere kan medføre byggetekniske problemer.

I mange tilfælde passer den nye dragt slet ikke til huset, der enten kan gøre facaden for glat og slikket eller for rustik.

		Før ombygning. Skiltningen har taget magten fra huset.

Efter ombygning. Butiksfacaden og skiltning i harmoni med den øvrige del af bygningen.

Nutidens krav til en hensigtsmæssig isolering mod kulde og støj gør det nødvendigt at bruge vinduer med flere lag glas, også i de bevaringsværdige huse. Hensynet til en effektiv sikring mod tyveri eller hærværk stiller igen andre krav, og endelig kan der være forretningstyper med udstillingsbehov, der ikke altid kan imødekommes med butiksvinduer af en ældre type. Dette er baggrunden for, at der i tidens løb er buldret det ene store butiksvindue efter det andet i ældre forretningsejendomme beliggende i forretningsgader.

I mange historiske bykerner er der imidlertid i forbindelse med nyere ombygninger sket en klar udvikling tilbage mod facadernes oprindelige udtryk. Dels får man som helhed et langt pænere, mere afdæmpet og stilfuldt gadeforløb, dels fremtræder den enkelte butiksfacade mere i pagt med resten af huset og omgivelserne.

De fleste forretningsfacader kan føre deres historie 50-100 år tilbage, så det er ofte ikke så svært at finde frem til et pænere udtryk end i dag gennem de historiske kilder – uden at der behøver være tale om en museumsagtig rekonstruktion.

De få steder, hvor man har været så heldig, at butikkens originale butiksvinduer, måske oven i købet med nogle af de originale, smukke rudeglas, stadig sidder i, bør man gøre alt for at bevare disse. Nye tyverisikrings- og varmeisoleringskrav kan sagtens løses med indvendige forsatsglas.

Ved renoveringer af ødelagte butiksfacader og især -vinduer er det ikke altid sagen at få småsprossede forretningsvinduer igen. I mange tilfælde er en enkelt, uopdelt glasflade at foretrække frem for påhit, der ikke har baggrund i husets oprindelige arkitektur.

Et par tommelfingerregler for, hvad der indgår i gode løsninger, er:

• Vinduesstørrelserne og proportioneringerne bør følge facadens takt- og fagdeling. Der skal være ægte murpiller mellem vinduerne.
• Der må ikke bruges karme af metal eller umalet træ. Karmen skal være af træ med en dækkende malerbehandling. Hvor der oprindeligt har været vinduer eller sprosser af f.eks. støbejern, bør man dog fortsat bruge dette, men med en konstruktion, der udadtil fremtræder som den oprindelige.
• I vinduer med opsprosninger må hverken rammer eller sprosser blive bredere end oprindeligt. Anvendelsen af moderne termoglas isat med glaslister udvendigt er derfor ikke heldig, da løsningen virker kunstig og klodset. I stedet kan der bruges almindeligt glas isat med kit i karme og rammer og med sprosser af oprindelige dimensioner udvendigt, kombineret med bagvedliggende foranstaltninger som for eksempel en sammenkoblet ramme med ekstra glas eller et selvstændigt forsatsvindue. Sættes der coated energiglas i de indvendige ruder, opnår man også en bedre varmeisolering end en termorudeløsning.

Vinduer af træ og jern skal som nævnt males med en dækkende malerbehandling, f.eks. en linoliefarve eller en linolielakfarve, svarende til den oprindelige malerbehandling.

Butiksdøre bør ikke udføres med udvendige beklædninger af for eksempel panelbrædder, aluminiumsplader eller lignende. Både for døre med og uden glas gælder, at karme, rammer og eventuelle fyldinger bør laves i træ, og at glas bør isættes på traditionel måde. Ofte er der mulighed for at foretage en bagvedliggende isolering af både døren og en eventuel glasrude. Maling bør som for vinduernes vedkommende ske med en dækkende maling og ikke de laserende eller transparente træimprægneringsvæsker.

Beslag på døre og vinduer såsom dørgreb, låse, stormkroge og lignende bør være enten de originale eller tro kopier af disse. Hvor dette ikke kan lade sig gøre, er moderne beslag af et godt design at foretrække frem for beslag, der ikke har noget med husets opførelsestidspunkt at gøre.

Glasruder bør altid være klart glas og ikke tintede, farvede eller særligt reflekterende glastyper. En eventuel nødvendig beskyttelse mod for meget solindfald bør ske med markiser.

Misforstået sprossedeling.

Markiserne har deres oprindelse i overdækning af for eksempel markedsboderne. Her gjaldt det om midlertidigt at skabe ly for sol og regn, hvorfor taget nemt skulle kunne tages op og ned. Lærredsdugen på et spinkelt skelet havde sådanne egenskaber. Da de egentlige butikker begyndte at opstå, begyndte man også at bruge lærredsmarkiser til at skabe læ foran butikken og for at beskytte varerne i vinduet mod for megen sol.

I vore dage har markisetraditionen udviklet sig til lange rækker af mere eller mindre permanente tage ud over gaden - forretningsbaldakiner kaldes de. På bevaringsværdige facader kan de faste baldakiner i moderne materialer og med den ofte grelle skiltning fuldstændigt ødelægge oplevelsen af facaden.

Mange steder kan gennemgående baldakiner eller markiser så at sige skære huset over, så den visuelle kontakt mellem den nederste og den øverste del brydes.

Det er derfor vigtigt, at man prøver at holde markiser inden for vinduesåbningerne og ikke lader dem løbe hen foran murpillerne. Det er især vigtigt ved bygninger, hvor netop facaderytmen er en betydningsfuld del af bevaringsværdien. Faste baldakiner eller tage ud over gaden bør overhovedet ikke bruges på de gamle huse.

Der findes i dag et væld af forskellige permanente og mobile markiser. En stor del af dem er udført i materialer,der er fremmede for gamle huse - f.eks. blank plastik- eller nylondug. Ydermere er farverne ofte skrigende i forhold til traditionelle facadefarver, og markiserne kan have faconer med tunger, frynser eller lignende. Snarere end at vælge den slags bør man holde fast ved den enkelthed i formen, der kendetegnede de oprindelige markiser. Det vil klæde den bevaringsværdige facade bedst.

Traditionel markise.

Vi må desværre se i øjnene, at der de sidste 30-40 år er sket mange skæmmende facadeistandsættelser og -ombygninger i danske byer. Det er især gået ud over mange forretningsejendomme, der typisk har fået erstattet underetagen med store glaspartier, så facaden ikke længere står ned på jorden, ligesom der er sat store, dominerende skilte i stærke farver på facaden, malet med en skinnende plastikmaling.

I mange historiske bykerner er disse ødelæggelser i dag så tydelige, at næsten enhver kan se dem, så de steder, hvor man har været så heldig, at der ikke er revet for mange af de gamle huse ned, er der en stigende interesse for at få nogle pænere facader at se på.

Facadeødelæggelserne er jo ikke sket af ond vilje fra husejernes side, men fordi de har ment, at store, skrigende skilte, moderne glasfacader og halvdelen af varelageret anbragt på gaden i fantasifulde vogne eller kasser fremmer omsætningen. Konceptet fra den hær af konsulenter, der hjælper de handlende med deres forretningsfront, har været, at den enkelte forretning skulle skille sig så kraftigt ud fra mængden som muligt.

Gavlen på et købstadshus, 1837, 1858, 1928 og 1955.Huset er nu nedrevet.

Efter at en række byer som Helsingør, Ribe, Hobro m.fl. i årevis vha. regulering, information og stor pædagogisk indsats har vist, at det godt kan lade sig gøre at drive forretning i ældre bygninger, der har beholdt deres identitet og som underordner sig en vis helhed i en historisk bykerne, er der nu ved at ske noget. Det viser sig nemlig, at mange kunder i dag foretrækker at færdes i pæne og helstøbte omgivelser, når de gør deres indkøb.

Det er heldigvis ikke en umulig opgave at ombygge en ødelagt, ældre facade, så den får det meste af den gamle karakter tilbage. Og det sker i stigende grad i dag, men der er selvfølgelig lang vej, for også dette er der mange meninger om.

For mennesker, der godt vil støtte denne udvikling, er der to veje at gå. Der er regulering med regler og paragraffer og der er den mere eller mindre frivillige vej - den pædagogiske.

Dette er baggrunden for at der i en række historiske bykerner i Danmark er oprettet facaderåd bestående af stort set alle involverede interesser og aktører.

Et godt eksempel er Nykøbing Falster, hvor der siden 1993 har været et facaderåd, der har arbejdet for en fornyelse og en forskønnelse af byen gennem et godt og konstruktivt samarbejde mellem alle grupper af borgere.

Facaderåd har til opgave at arbejde for en stadig forbedring af bymidten, således at ændringer af bygninger, facader, skiltning samt gader og pladser bidrager til, at bymidten bliver kønnere, mere spændende og sammenhængende.

Grundlaget for facaderådets arbejde er en af komunalbestyrelsen godkendt lokalplan for facader og skilte i bymidten. Rådet bliver præsenteret for alle sager, der er omfattet af lokalplanens bestemmelser. Der aftales dog en arbejdsdeling mellem Teknisk Forvaltning og facaderådet, således at Teknisk Forvaltning administrativt behandler mindre sager efter lokalplanens retningslinier.

En væsentlig del af facaderådets arbejde består, udover behandlingen af enkeltsager, i at informere og påvirke til fornyelse og forskønnelse af byens bygningsmæssige kvaliteter - med respekt for husenes oprindelige udtryk og arkitektur.

Facaderådet i Nykøbing Falster består af 13 medlemmer, hvis engagement bygger på frivillighed, og hvis indsats er ulønnet. De 13 medlemmer repræsenterer følgende instanser:

• Handelsstandsforeningen
• Selskabet til Nykøbing Falsters Forskønnelse
• Kulturmindeforeningen
• Forbrugerkontoret
• Turistforeningen
• Forskellige foreninger tilknyttet de enkelte gader og torve i bymidten

Herudover er der knyttet en særlig arkitektsagkyndig til rådet, ligesom Nykøbing F. Malerlaug og BYG er repræsenterede i rådet som ulønnede rådgivere. Teknisk Forvaltning er sekretariat for facaderådet.

Netop det at bringe mange forskellige personer, grupper og foreninger sammen i et fælles arbejde for at fremme en bedre bevaring af vores bygningskultur er nok facaderådenes største gevinst og mission. Samtaler og diskussioner fremmer forståelsen - på begge sider af menings- og interesseskellene.

Information om Bygningsbevaring:
Butikkers skiltning og belysning
Tyveri- og hærværkssikring af butikker

BYG-ERFA, Byggeteknisk Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

 

Valg og montering af indbrudshæmmende glas (sikringsglas) (98 02 10)
Skader på glasoverflader, 2. udg. ( 99 02 16)
Bygningsglas - produkter og funktioner (00 07 13)
Graffiti på bygningsfacader (00 10 17)

Titel

Butiksfacader og -markiser

Oplæg

Tekstoplæg: Anders og Lars Hegelund, arkitekter m.a.a. Tegninger: Tegnestuen Kvisten.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Helsingør Kommune: Facader og skilte i Helsingør. Helsingør 1971

Helsingør Kommune: Skilte og facader 2. Vejledning og bestemmelser for butiksskilte i Helsingør. Uden år. En række andre byer har udarbejdet tilsvarende facade- og skilte-foldere.

Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse af facader, Søren Vadstrup, Raadvad-Centeret, 1998.