Isolering af bindingsværksvægge

Indtil midten af 1700-årene var bygninger næsten altid opført af bindingsværk. Efterhånden slog det dyrere, grundmurede byggeri igennem i de større byer. I de mindre bysamfund og på landet vedblev man at bygge med bindingsværk, hvor det først efter midten af 1800-årene endelig blev fortrængt af grundmur. Der er derfor stadig mange velbevarede bindingsværksbygninger i brug.

Skal bindingsværksbygninger også i fremtiden kunne benyttes, må de i højere grad kunne opfylde nutidens krav til f.eks. varmeisolering.

Isolering af bindingsværkshuse på den udvendige side er på alle måder en helt uacceptabel løsning, fordi bygningens udseende derved fuldstændig ændres og forringes, så det er kun den indvendige isolering, der her beskrives.

Før man begynder på isolering af et bindingsværkshus, må man foruden selve spørgsmålet om varmeisolation tage stilling til, hvorledes man løser problemet vedrørende fugtisolering, imprægnering mod råd og insekter og den fremtidige overfladebehandling.

Det er også vigtigt at vurdere, hvorledes vindues- og dørtilslutninger skal udføres samt hvordan radiatorerne skal placeres. Og endelig skal man vurdere omkostningerne ved de ønskede arbejder set i relation til isolationseffekten. Under disse overvejelser kan det anbefales at henvende sig til en arkitekt eller en konstruktør, der har specialiseret sig i restaurering, og som kan rådgive i forbindelse med disse overvejelser.

Bindingsværk består af et tømmerskelet, hvor der normalt enten er udmuret med 11-13 cm brede mursten (1/2 sten), eller klinet med ler på fletværk af ris eller grene. Disse felter kaldes tavl. Indvendigt er bindingsværket ofte pudset med et ca. 5 mm tykt pudslag.

Forbindelsen mellem mur og tømmer er sjældent helt tæt, ligesom murstenene i de murede tavl kan være så porøse, at regn på udsatte steder kan trænge igennem selve stenen.

Ved varmeisolering af bindingsværksydervægge ændres de klimatiske forhold i konstruktionen. Fugtniveauet i bindingsværkets tømmer øges, fordi varmen fra huset ikke længere i samme grad trænger ud gennem væggen. Det øgede fugtindhold kan forårsage en hurtigere nedbrydning af trækonstruktionen.
Bindingsværket kan også opsuge fugt fra grunden, slagregn og kondensfugt. Man skal derfor søge at nedbringe risikoen for fugt i forbindelse med, at væggene isoleres.

Ydervægge suger fugt fra grunden, hvis der ikke er en fugtstandsende adskillelse mellem fundament og fodrem (det nederste, vandrette stykke tømmer). Mangler fodremmen, bør den retableres, før man går i gang med at isolere bindingsværket indvendigt.

Der er en mindre gruppe bindingsværksbygninger, som ikke er opført med fodremme, men hvor stolperne er stillet direkte på syldstenene (fundament). Her skal man ikke indlægge remme, da det ændrer bygningens oprindelige konstruktion. I stedet skal man søge at etablere et fugtstandsende lag ved f.eks. at indlægge tagpap, der ikke nødvendigvis skal føres ind under de bærende stolper, da det særligt er tavlene, der suger fugt. Det er derfor disse, der skal fugtisoleres.

Det er vigtigt, at overkant af syldsten ligger minimum 10 cm over terræn, og at terrænet har fald væk fra bygningen. Det kan derfor være nødvendigt at fjerne jorden, der ligger op mod bygningen.

Ydervægge er udsat for slagregn og på bygninger uden tagrende også for stænk fra tagdryppet. For at eliminere disse fugtkilder mest muligt, må bygningerne have tagrender, og tagudhængene må være så store som muligt. Imidlertid kan sådanne retningslinier ikke altid tilgodeses, hvis man samtidig vil opretholde bygningernes byggestil og udseende. Mange klassicistiske (ca. 1790-1840) huse har et ganske lille tagudhæng, der kun lige dækker gesimsen. Ændrer man på det, så ændrer man hele bygningens udseende. Andre bygninger, f.eks. stråtækte landhuse, har aldrig haft tagrender, og de vil i høj grad få forringet deres udseende, hvis man oplægger tagrender. Man må derfor acceptere de grundliggende muligheder, bygningen har, og ikke tilføre fremmede elementer, der alene er begrundet i konstruktive synspunkter uden hensyntagen til bygningens udseende.

Bindingsværkshuse er ofte kalkede, og hvis de kalkes hvert år, er det i reglen tilstrækkeligt til at hindre skader fra slagregn, fordi kalk giver en vandafvisende overflade. Andre mere eller mindre tætte overfladebehandlinger af bindingsværksydervægge må frarådes, da der ofte opstår problemer med fugtophobning bag disse overflader.

Den tredje årsag til fugt i bindingsværk skyldes, at den fugtige luft inde fra de opvarmede rum sætter sig på de kolde ydervægge, hvor den kondenserer på samme måde, som når ruderne dugger. Ved uisolerede bindingsværksvægge vil dugpunktet ligge meget tæt på den indvendige vægflade.Dugpunktet er det sted i ydervæggen, hvor der - afhængig af temperatur og fugtighed - kan dannes vand. Isoleres væggen, vil dugpunktet uheldigvis flytte sig ind i væggens isolering, og isoleringen kan derved komme til at indeholde vand. Det nedsætter isoleringsevnen, og der kan også opstå risiko for svampeskader. Man søger derfor at nedsætte luftens fugtighed i hele ydervægskonstruktionen ved at etablere en damptæt membran mellem den indvendige vægbeklædning og isoleringen.

I bygningsreglementet (BR 95) stilles der krav om, at en isoleret ydervæg, der er opbygget af træ, skal udføres på en sådan måde, at der ikke opstår kondens i konstruktionen. Det er ikke muligt at foretage sikre beregninger af fugtrisikoen for bindingsværksydervægge, da væggen ikke er homogen (ensartet). I bygningsreglementet er det imidlertid angivet, at en kondensfri konstruktion normalt kan påregnes opfyldt, når der på den indvendige side af isoleringen anbringes en dampspærre mellem isoleringen og den indvendige vægbeklædning. Ved eventuelle problemer med hensyn til fugt kan der henvises hertil.

Dampspærrerne er blevet stadigt tættere med det resultat, at rummene nu ofte er så tætte som plastikposer, og det har mange steder medført mugdannelser på væggene og dårlige klimaforhold. Ud over at skabe et forringet indeklima har dampspærren den ulempe, at den også kan hindre konstruktionen i at tørre ud, dersom der skulle opstå en fugtophobning. I Statens Byggeforsknings Institut, SBI rapport nr. 171, har man foretaget en analyse af kondens i ydervægsisolationer.Rapporten peger på, at der kan opstå kondens i isolerede 1/2 stensvægge, fordi fugt udefra kan trænge gennem isoleringen og kondensere på ydersiden af dampspærren, dvs. der kan dannes vand i isoleringen.Prøver med forskellige typer isolering med og uden dampspærre viste, at isolerede ydervægge uden dampspærre havde den mindste fugtophobning, idet man måtte regne med, at væggen i perioder også kunne tørre i forbindelse med indvendig opvarmning.

I bygningsreglementet stilles der ikke direkte krav om anbringelse af dampspærrer. Statens Byggeforsknings Instituts undersøgelsesresultater, som viste, at konstruktionen uden dampspærre klarer sig bedst, når der er tale om isolering af 1/2 stens ydervægge, bør derfor indgå i overvejelsen, når der skal træffes beslutning om den konkrete isoleringsløsning. I stedet for at anbringe dampspærre kan man arbejde med indvendige vægbeklædninger, som kan ånde, men er lufttætte, således at varm luft indefra ikke går gennem beklædningen og kondenserer inde i konstruktionen.

En sådan beklædning kan være kalk- eller gipspudsede vægge eller plader af gips eller træfiber. Den bedste beklædning er kalk- eller gipspuds, som er nem at føje tæt til vægge og loft, mens plader af gips eller træfiber kan være langt vanskeligere at føje tæt sammen til f.eks. eksisterende loft- og vægflader.

Teknologisk Institut har i 1986 foretaget fugtmålinger på varmeisolerede bindingsværksydervægge. Resultaterne er publiceret i 1988 under overskriften: Isolation og Renovering af Bevaringsværdige Huse.

Målingerne peger på, at fugt i bindingsværket nedsættes, hvis der etableres et 50 mm hulrum mellem ydervæg og isolation. At dømme efter målingerne er det uvæsentligt, om hulrummet er ventileret. I forbindelse med isolering af bindingsværk bør man derfor sikre, at der er et fornuftigt hulrum mellem isoleringen og bindingsværket.

Trods iagttagelse af alle forsigtighedsregler skal man dog regne med, at der vil blive et større fugtindhold i bindingsværksvægge, når der indvendigt foretages en varmeisolation. Dermed øges også risikoen for svampeangreb og almindelig nedbrydning af bindingsværkets trækonstruktion. Hvis bindingsværkets tømmer bliver fritlagt indvendigt, inden isoleringen sættes op, kan det være en fornuftig disposition at beskytte træet mod råd- og insektangreb ved at påsmøre eller indsprøjte imprægneringsmidler.

Varmeisolering

I bygningsreglementet stilles der for nybyggeri også krav om, at ydervægge skal være isoleret mod unødvendigt varmeforbrug. For rum opvarmet til mindst 18 grader C stilles der krav om, at varmetabet gennem ydervægge tungere end 100 kg/m2 ikke må overskride 0,35 Watt/m2/C. Bindingsværksvægge er tungere end 100 kg/m2 og skal derfor opfylde dette krav.

Beregninger viser, at en bindingsværksvæg generelt vil kunne overholde bygningsreglementets krav om maks. 0,35 W/m2/C, hvis der på indvendig side isoleres med 100 mm mineraluld og etableres et 50 mm hulrum adskilt fra isoleringen med en 3 mm hård træfiberplade.

Etablering af hulrum

For at sikre en god adskillelse mellem bindingsværksvæg og indvendig isolering opsættes en 3 mm hård træfiberplade. Erfaringer har vist, at det er praktisk først at sætte pladen op på et lægteskelet. Bagefter opskrues hele fladen på ydervæggen. Der placeres afstandsklodser af træfiberplader direkte på bindingsværket. Fladen skrues fast gennem afstandsklodser.

Denne faste adskillelse mellem hulrum og isolering har tre fordele. Man får en god, vindtæt skærm, som øger isolationsværdien; man undgår, at isoleringen skubbes ud i hulrummet ved senere montage af f.eks. installationer, og hvis man senere skal ommure et eller flere tavl, kan dette gøres uafhængigt af den isolerende væg.

Når man opsætter den indvendige isolering, er der en række forhold, man bør være opmærksom på. Først og fremmest skal den indvendige væg opsættes helt parallelt med den udvendige, for følger man ikke den udvendige væg, får man skæve og grimme lysninger omkring vinduerne.Det kan resultere i vægge med en betydelig skævhed både lodret og vandret, men det betyder sjældent noget, fordi det skal være ret udtalte skævheder, før man registrerer, at væggene er skæve. Har væggen ingen vinduer og døre, kan man naturligvis godt sætte væggen i lod.

Man skal være opmærksom på, at den indvendige væg skal ophænges i den udvendige væg. Det er en uskik at stille den indvendige væg på gulvet, da man nedsætter en senere mulighed for at reparere gulv og bjælkelag. Ved gamle bindingsværkshuse skal man hele tiden have for øje, at de er konstrueret således, at de senere ved problemer kunne skilles ad og repareres. Nye tilføjelser bør udføres efter samme principper.

Man kan også anvende isoleringsmateriale af opskummet plast - et materiale, der imidlertid må frarådes, fordi opskummet plast i forbindelse med brand giver risiko for yderligere brandudvikling og giftig røg. Oprydning efter brand er også mere omfattende, når der har været ild i plastmaterialer.

Brædder og puds

Den bedste, indvendige overflade opnås med puds på tæt forskalling. Forskallingen betyder, at man altid vil kunne finde underlag, når der skal hænges reoler, billeder o.l. op.Puds giver en god, fugefri overflade, som er nem at slutte til lofter, vægge og vindueslysninger. I baderum er fordelene ved puds, at man umiddelbart oven på kan opsætte fliser. Ulempen er, at man med pudsede flader tilfører bygningen en del vand, som umiddelbart efter skal fjernes ved udtørring. Fugtniveauet i bygningen vil derfor i en kort periode være højt. Det er også dyrere at pudse, fordi det kræver mere arbejde og materialeforbrug, og merprisen vil være ca. 20 % sammenlignet med indvendig beklædning af spredt forskalling med to lag gipsplader.

Gipsplader er en billigere løsning. Isoleringskonstruktionen beklædes med to lag 13 mm gipsplade på spredt forskalling - fordelen ved denne beklædning er, at der ikke tilføres bygningen vand, og at den er økonomisk. Ulempen er, at det er vanskeligt at udføre pæne og præcise tilskæringer ved vinduer, vægge og loft. Er der tale om skæve vægge, og forlanges tilskæringerne ved vægge og loft helt tætte og uden skyggelister, må man påregne ekstra omkostninger, som begynder at gøre beklædning med brædder og puds konkurrencedygtig. Endvidere vil tilslutningen mellem gipspladevægge og eksisterende, pudsede skillerum ofte revne. Dette undgås bedre med puds.

Gipspuds kan være den billigste løsning. Den påføres med maskine på et specielt net udspændt direkte på lægterne.

Fordelen er, at bygningen kun tilføres lidt vand, og at udgifterne til forskalling spares. Den færdigpudsede overflade er fin, men adskiller sig meget fra traditionel kalkpuds, da den kan blive meget glat og hård.

Ulempen er, at man ikke har noget underlag til opsætning af reoler m.m. Det kan imødegås ved, at gipspudsen påføres forskalling, men så er der ingen besparelser. En anden ulempe er, at der skal en vis mængde til, før det kan svare sig at anvende maskingipspuds. Isolering og gipspudsning af et enkelt rum vil være dyrere end brug af brædder og puds.

Information om Bygningsbevaring:
Forbedring af etageadskillelser og vægge
Fugt i bygninger
Ventilation
Indretning af køkken og bad i bevaringsværdige huse
Føringsveje for elinstallationer

BYG-ERFA, Byggetekniske Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

Indblæsningsfejl og -skader ved isolering af hulmur, 2. udg. (95 09 06)
Fugt- og frostskader efter hulmursisolering, 2. udg. (95 09 07)
Dampspærrer i loft og ydervægge. Fugttransport og materialer ( 97 07 03)
Dampspærrer i loft og ydervægge. Udførelse og detaljer (97 07 04)
Angreb af Ægte Hussvamp i terrændæk (92 01 06)
Fugt i trægulve over kraftigt isolerede terrændæk, 2. udg.( 95 02 24)
Varmetab fra og fugtskader i ældre huse med terrændæk (97 04 24)
Slagger som kapillarbrydende lag i terrændæk (97 06 23)
Fugtige kældre i ældre beboelsesejendomme ( 94 09 12

Byggeskadefonden: www.bvb.dk

Titel

Isolering af bindingsværksvægge

Oplæg

Tekstoplæg og tegninger: Søren og Ruth Lundqvist, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Bygningsreglementet 1995 med senere tillæg, Erhvers- og Byggestyrelsen.

Bygningsreglement for småhuse 1998, Erhvers- og Byggestyrelsen.

Isolering og renovering af bevaringsværdige huse. Rapport om fugt i isolerede bindingsværskhuse. Teknologisk Institut, 1986.

Sommerkondens. En risiko ved indvendig efterisolering af ydermure. SBI-Rapport 171. Statens Byggeforskningsinstitut, 1985. (udsolgt)

Dansk Standard DS 418.

Dansk Ingeniørforenings Regler for Beregning af bygningers varmetab. 4. udgave, 1977.