Reparation af bindingsværk

Fugt er den væsentligste årsag til skader på bindingsværk. Foruden at fremme råddannelse baner fugten vejen for svampe- og insektangreb. Er der opstået skader, er det derfor vigtigt at undersøge, hvor fugten kommer fra.

Den mest almindelige skade fra vekslende fugtpåvirkninger i bindingsværk er råd. Angreb af råd udvikler sig over mange år og nedbryder langsomt træet, der bliver frønnet. Vedvarende fugtighed i bindingsværket vil under visse temperaturforhold give risiko for svampeangreb. Fyr er mere udsat for svampeangreb end eg.

Med begyndende råd følger som regel insektangreb. Selv i egetræ, som ellers er meget modstandsdygtigt overfor dette angreb. Det er især rådborebillen og egens borebille, som finder føde i fugtigt og lettere rådangrebet splintved, der omgiver træets kerne. Når dette er gennemgnavet, tager borebillerne fat på kernen. Husbukke angriber ikke eg og kernetræ af fyr.

Der er tydelig forskel på syd- og vestsiden og på nordsiden af en bindingsværksbygning. Syd- og vestsiden bliver udsat for svingende og stærke påvirkninger fra sol, regn og blæst, hvilket giver en revnet og langsomt smuldrende overflade. Der opstår en slags trætræthed i overfladen.

Nord- og til dels østsiden er mere jævnt påvirket af vejret og derfor ofte anderledes jævnt angrebet af borebiller. Nordsider har også vanskeligere ved at tørre ud og kan derfor være møre af råd og især af svamp. Uheldigt placerede, dybe revner kan lede regnvand dybt ind i træet og forårsage skjulte rådlommer. Borebillerne holder gerne til et stykke fra overfladen, fordi larverne ikke bryder sig om stærkt skiftende klima. Ved et første syn kan nordsider se fine ud, men en nøjere undersøgelse viser måske, at det er gennemgnavet og væsentligt svækket.

Især egetræ kan være lumskt og give overraskelser, når man kommer ind bag over fladen. Et tilsyneladende fint stykke tømmer kan vise sig kun at være en hård skal, f.eks. hvor man i mange år har anvendt stenkulstjære. Omvendt kan et frønnet stykke tømmer vise sig hårdt og sundt, når man kommer lidt ind i træet.

Overpudset bindingsværk. Bjælkehoveder er skåret af, nye vinduer med nyt murværk, trægesims er opsat. Bindingsværket er meget medtaget af råd og borebiller.

For at kunne danne sig et overblik over bindingsværkets tilstand og tilrettelægge en istandsættelse heraf er der forskellige overvejelser, som man må igennem. Såfremt der skal udskiftes meget, og der er tale om ændringer og rekonstruktioner, er det vigtigt at analysere konstruktionen nøjere.

Som første skridt må man udføre en tegning af bindingsværket så nøjagtigt som mulig. På denne tegning indtegnes forskellige spor fra taphuller m.v., således at man kan danne sig et billede af, hvordan bindingsværket tidligere har set ud. En grundig viden om lokal byggeskik er nyttig i denne fase. Hvis der på det lokale museum findes litteratur og fotografier af huset, kan det også være til stor hjælp. Det næste skridt er at vurdere eventuelle skader på bindingsværket og markere det på tegningen.

Man starter med at måle træets fugtighed med en fugtighedsmåler på visse udvalgte steder. Man skal være opmærksom på, at træfugtigheden helt naturligt svinger betragteligt gennem døgnet, efter verdenshjørnerne og i forhold til sommer og vinter m.v. De målte fugtighedsprocenter kan derfor kun tages som indikatorer på tilstanden.

Den næste undersøgelse, og den vigtigste, foregår med en syl eller en kniv for at konstatere træets hårdhed / blødhed som indikation på eventuelle råd- eller svampeangreb samt dybden på disse.
Kniven eller sylen stikkes ind i træet med almindelig jævn kraft.

1. Synker spidsen 2-3 mm i, er træet sundt og godt.
2. Synker spidsen 3-6 mm i, er træet meget fugtigt og måske rådskadet.
3. Synker spidsen over 6 mm i, er der tale om et dybere rådangreb, som kræver større indgreb i form af udlusning, påskarring eller udskiftning af dele af træet.

Ved disse undersøgelser skal man være opmærksom på, at træ generelt er fugtigere og dermed blødere i vinterhalvåret inkl. efterår og tidligt forår - og tilsvarende hårdere om sommeren. Forskellen kan godt være 2-3 mm i blødhed.

Tilstandsundersøgelsen og den grafiske tilstandsregistrering skal lede frem til en kvalificeret analyse af årsagerne til tilstanden, som kan være:

• for tæt overfladebehandling
• utætte tagrender eller nedløb
• sætninger i soklen
• uhensigtsmæssige terrænforhold eller beplantninger
• uhensigtsmæssig konstruktion, hvor regnvand kan løbe ind i konstruktionen, f.eks. ved soklen og fodbrædder
• manglende vedligeholdelse
• tidligere reparationer, udskiftninger eller ændringer udført forkert

eller tilstanden kan skyldes for dårlig trækvalitet:

• anvendelse af gummifugemasser i fuger
• utætheder i kritiske materialesammenstød
• kritiske svind-, tørre- eller mekaniske revner eller flækker i træet

Analysen skal igen føre frem til, at de valgte indgreb, jf. Skjult bindingsværk, altid skal indeholde en række forebyggende foranstaltninger for at undgå fremtidige skader af lignende art:

• tætning af tagrender og nedløb
• afrensning af for tætte malingslag
• fjernelse af uhensigtsmæssige terrænforhold eller beplantninger
• tætning af revner, materialesammenstød m.v.

		Bindingsværkets opbygning og betegnelser.

Samling af fodrem og stolpe eller dok med løs tap.

Det er ikke ualmindeligt især i købstæderne, at man har pudset bindingsværkshusene. Det har man gjort af flere grunde. Måske fordi træværket har været medtaget, eller måske snarere fordi man ønskede at modernisere sin facade, evt. ved isætning af større vinduer. I 1800-tallet blev der opført mange nye grundmurede og pudsede huse, og ved at overpudse sit bindingsværkshus kom det til at ligne et finere muret hus.

Umiddelbart kan det være fristende at lade al pudsen hugge væk og lade bindingsværket stå synligt. Der er imidlertid flere grunde til, at man bør være tilbageholdende med en sådan ændring af huset. Flere dele, f.eks. løsholter og bjælkehoveder, kan være fjernet og skal derfor retableres ved en reparation, hvor bindingsværket skal stå frit.

Det kan endvidere diskuteres, hvorvidt det er historisk og æstetisk rigtigt at retablere en facade, som måske, samtidig med at den blev pudset, fik nye og anderledes vinduer, gesims m.m., som passede til den dengang moderniserede og pudsede facade. Såfremt pudsen er løs og dårlig, kan man hugge pudsen af, fotografere og optegne bindingsværket for derefter at pudse det over igen. Inden huset pudses på ny, bør træværket imprægneres mod råd og borebiller. Pudsen skal være en ren kalkmørtel eller hydraulisk kalkmørtel.

Disse mørtler er sundere for træværket end en stærk cementholdig puds, fordi denne holder på fugten og kan indeholde mere fugtighed. Se Mørtel

Når man ønsker at bevare en ældre bygning med alle dens særegne karaktertræk, skal man være omhyggelig med ikke at fjerne eller slette bygningselementer, der kan repareres eller istandsættes.

En gammel og vejrbidt bindingsværksfacade har igennem årene fået en smuk overfladekarakter, der ikke kan genskabes på kort tid. Udtrykket er summen af ældning, vejrlig, overfladebehandling og forfald.

Træet kan naturligvis være så nedbrudt eller råddent, at en udskiftning er nødvendig, men alt for ofte vurderer man udelukkende dette ud fra en miserabel, slidt og vejrbidt overfladekarakter. I mange tilfælde er den tekniske tilstand i virkeligheden så god, at bindingsværket enten blot kan konsolideres og vedligeholdes på overfladen eller udskiftes partielt. Herved kan der både spares mange penge og reddes mange karakterfulde originalmaterialer.

1. Foretag minimale indgreb: Bevar og reparer frem for at skifte ud.
2. Benyt langtidsgennemprøvede, traditionelle materialer frem for uprøvede moderne løsninger eller produkter.
3. Forryk ikke den bygningsfysiske balance i konstruktionen med f.eks. for tætte eller for stærke materialer.
4. Foretag grundige undersøgelser, analyser og dokumentationer før og efter indgrebene.
5. Indgrebene skal samlet skabe en arkitektonisk helhed.

Mange mindre skader på bindingsværket kan klares enten gennem den almindelige vedligeholdelse eller ved at foretage en biokemisk konsolidering af det skadede træ. Man kan derved undgå kostbare udskiftninger, der ydermere forringer husets autenticitet.

Det rådskadede område påføres en blanding af trætjære og kogt linolie 1:1. Der fortsættes til mætning er opnået. Behandlingen hærder en ugestid i almindeligt lys, hvorefter der kan overfladebehandles.

Ved konsolidering bekæmper man de rådskader m.v., træet har fået, samtidig med at man gør veddet hårdt igen, imprægneret med svampehæmmende stoffer samt naturlige oliestoffer. Derved vil træet i en vis fremtid både afvise vand, svampe, bakterier og insekter og genopnå sin tidligere hårdhed.

Bortset fra hårdhed og vandafviselighed vil veddet ikke genopnå sin konstruktive træk-, tryk- og bøjningsstyrke på det pågældende, skadede sted ved en biokemisk konsolidering. Kun træ der kun skal bære sig selv, og ikke indgår i konstruktive sammenhænge, kan konsolideres.

Lapning med cementpuds. Regnvand ledes ind og fremskynder råd og svamp. Dårlig løsning.

Gamle håndværkstraditioner anviser også, hvordan man kan reparere bindingsværk på stedet gennem en partiel udskiftning, også kaldet en udlusning eller skarring. Igen er disse begrænsede indgreb ofte besparende, både fordi det er svært at skaffe nye materialer i samme kvalitet som de originale, og fordi det originale, slidte og patinerede tømmer formentlig kan holde i mange år og samtidig er mere karakterfulde end nye materialer.

Praksis viser, at det ofte er omkring større udskiftningsarbejder, udført med nye materialer, at der igen opstår de næste skader.

En ældre bindingsværkskonstruktion kan være så nedbrudt og skadet, at den må udskiftes totalt. Man bør dog først sikre gennem en omhyggelig, teknisk undersøgelse med en kniv eller syl, at det står så galt fat, at intet kan reddes.

De sædvanlige overvejelser ved en mere omfattende istandsættelse er:

• i hvilken udstrækning kan / eller bør der rekonstrueres på grundlag af sikre spor
• hvor meget er det rimeligt at rette op på skævheder
• hvor meget er det nødvendigt eller rimeligt at udskifte eller forstærke
• i hvilken grad må reparationer eller udskiftninger kunne ses
• hvilke håndværksmæssige metoder skal der vælges
• skal der ændres på farver og overfladebehandling

Til flere af disse overvejelser kan det være nyttigt at hente støtte og råd fra professionel side, dvs. fra teknikere med erfaring og viden om bygningshistorie, byggeteknik og bygningsrestaurering.

Når en bygning har sat sig, dvs. har skæve vægge og delvist ødelagte samlinger i bindingsværket, må man forsøge at finde årsagen til disse skævheder. Er bygningen 2-300 år gammel, er sætninger og skævheder sandsynligvis af ældre dato.

Hvis vinduer, gulve, lofter og andre bygningsdele er tilpasset skævhederne, er det en bekræftelse på denne vurdering. Årsagerne kan være mange. Typisk vil det være et ustabilt fundament, råd i tømmeret, og / eller at der er fjernet afstivende og stabiliserende led i bygningen som knægte, bjælker og afstivende, tværgående skillevægge.

Det kan være vanskeligt at finde den konstruktive sammenhæng, og det må anbefales at søge sagkyndig vejledning hos en tømrer, bygningskonstruktør eller arkitekt, der har erfaring inden for dette område. Hvis man ikke ændrer på husets konstruktion - og er det gamle sætninger - kan man måske formode, at huset vil blive stående af gammel vane uden risiko for nye, farlige sætninger.

Gør man indgreb i bygningen, ændrer tagværk, skillevægge m.v., må man derimod være på vagt overfor de konsekvenser - kædereaktioner, dette kan have på grund af svækket træværk og overbelastede samlinger, som oprindeligt ikke er konstrueret til at skulle bære (belastes), men som med tiden har fået denne funktion.

Hvis man ønsker at rette en skæv bygning op, må man nøje overveje konsekvenserne. Kan bygningen holde, skal døre, vinduer, lofter m.m. rettes op bagefter, er det nødvendigt med understøtning, hvor skal man trykke, og hvor skal man trække. Ved en for retlinet og total opretning løber man den risiko, at huset fratages sit præg af alder.

Hvis man vælger at gennemføre en opretning af et bevaringsværdigt hus, bør det derfor være begrundet med konstruktive og praktiske forhold. Store hældninger i en facade i forhold til lodret kan bl.a. virke generende på døre og vinduers funktion, og det kan derfor gøre en moderat opretning rimelig.

Vælger man ikke at rette huset op eller blot foretage en mindre opretning, kan det være nødvendigt at stabilisere bygningen ved f.eks. at forstærke samlinger med beslag.

Den mest almindelige - og dårligste - måde at lappe småskader på er at komme lidt cementmørtel i revner og i de rådne steder. Sådanne reparationer medvirker til, at skaden øges, idet mørtel, især cementholdig mørtel, holder på fugten og dermed fremmer svamp- og rådangreb.

Der må også advares mod forskellige nye metoder, hvor istandsættelse af bindingsværk kan ske med et udfyldende kunststofmateriale. Da materialet er termoplastisk og har fugtbevægelser forskellige fra træ, kan disse metoder og materialer ikke anbefales til fredede og bevaringsværdige huse.

• brug samme træsort, som det der udskiftes
• årerne i det nye træ skal ligge i samme retning som på det gamle; også i tværsnit bør årringene passe sammen
• brug om muligt genbrugstræ, især til udlusninger (indskæring af sundt træ)
• tilpas overfladernes udseende mellem gammelt og nyt

Bindingsværk af eg skal repareres med eg og fyr med fyr. På landet kan man støde på ask og elm, og der kan være brugt blandede træsorter, f.eks. eg til stolper og løsholter og som tagrem gran eller fyr. Ved kysterne er der ofte brugt strandingstømmer og således forskellige træsorter. Foruden at vælge den rette træsort er det også vigtigt, at der anvendes den samme opskæringsmåde som ved det øvrige bindingsværk. Ofte vil kernesiden vende udad, således at f.eks. stolperne nærmest er opskåret som halvtømmer. Det er tillige vigtigt, at årringsmønsteret på gammelt og nyt svarer til hinanden, således at træet svinder og arbejder ens. Man kan med fordel anvende genbrugstømmer.

Nyt egetømmer i de dimensioner, der skal bruges, er sjældent på lager. Man må påregne at bestille træet på et savværk i god tid. Ovntørring af eg i større dimensioner er problematisk, da der kan opstå skaltørring og fare for indre revner. Ved denne tørring vrider træet sig ofte skævt og krumt. Der bør bruges stilkeg eller vintereg (dansk eg). Rødeg bør ikke anvendes, selvom det har god styrke, men det er ikke mere holdbart end gran.

Lignende forhold gælder fyr. Dog har normal dansk skovfyr næppe det harpiksindhold som gammelt fyrretræ, måske importeret fra Pommern. Der kan evt. anvendes østrigsk fyr, som har stort harpiksindhold og god varighed. Voksested og vækstvilkår har dog stor betydning for fyrretræets kvalitet. Se Træ til husbygning

Tryk- eller vakuumimprægneret træ må aldrig anvendes til bindingsværk, både fordi træet i sig selv er i en alt for dårlig kvalitet, og fordi den nødvendige forarbejdning vil blotlægge uimprægneret træ, så man faktisk er værre stillet.

Ved bestilling af tømmer må der tages højde for, at træet vil svinde, og der skal evt. også regnes rigeligt mål for tilpasning til skævheder. Man må tillige være opmærksom på retsidens savsnit. Det bør helst være skåret på bloksav eller båndsav, som giver et pænt, regelmæssigt savspor vinkelret på længderetningen. Rundsavssnit vil ofte virke afvigende sammen med ældre tømmer. Rundsavsspor bør i givet fald høvles bort.

Ældre bindingsværk er ofte hugget med økse, også på retsiden, og man kan da med fordel bruge genbrugstømmer. Man bør undlade at forsøge med en efterligning af huggespor ved at bruge en skrå høvling med skrubhøvl (høvl med buet skær). Tømmeret må aldrig glathøvles eller høvles på maskine, da overfladen bliver for glat.
I stedet kan man i dag få håndhugget tømmer, der vil falde pænt sammen med de gamle overflader. En reparation må godt kunne ses, men den må ikke virke skæmmende og afvigende.

		Skarring af stolpefod i konstruktion uden fodrem. Med smalle kiler spændes samlingen tæt og til bæring. Der understøttes. Efter betonens afhærdning fjernes kilerne, og hullet udstøbes.

		Skarring af stolpefod.

Udskiftning af stolpe ved bjælkehoved.

• brug samlinger af samme type som på det gamle bindingsværk
  
• brug altid tømmersamlinger - aldrig sømbeslag
  
• udform samlinger ved skarringer (udskiftning af tømmerets tværsnit med sundt træ), således at de bliver vandafvisende og om muligt selvlåsende, f.eks. med skrå flader
  
• undgå bolte og skruer, som trækker fugt og sætter rust; det giver råd
  
• brug i stedet trædyvler, evt. suppleret med lim.

En bindingsværkskonstruktion er en sammenlåst enhed med tapsamlinger, så tømmerstykker umiddelbart kan tages ud eller sættes ind, når naglerne er fjernet. Hvis der skal repareres og indsættes nye tømmerstykker, kan det være fristende at bruge sømbeslag o.l., men det må frarådes. Der bør bruges traditionelle tapforbindelser, som giver mere stabile samlinger med længere holdbarhed.

Sømbeslag må ikke anvendes i bindingsværk, fordi der med tiden vil opstå rustskader, selv om beslagene er galvaniserede. Garvesyren i egetræ samt kalk fra opmuring virker nedbrydende på beslag og søm. Desuden kan sømbeslag være for svage overfor de vridninger, der opstår i kraftigt tømmer. En tilfredsstillende sømning er ofte vanskelig på en gammel, frønnet overflade.

Der bør anvendes samlinger som i det gamle bindingsværk, dvs. blad- eller tapsamlinger i langsgående, vandret tømmer, såsom tag- og fodremme. Men også taphuller og trænagler til fastgørelse af samlingerne skal være som tidligere. Man må dog undersøge de gamle samlinger grundigt og ikke lade sig snyde af, at nogle samlinger kan være fra senere ændringer eller reparationer. F.eks. er tapsamlinger i dokker (det korte lodrette tømmer mellem løsholterne) sjældent fornaglede, og tappene er her som regel korte.

Skal der sættes enkelte dele ind i konstruktionen, f.eks. en løsholt mellem to stolper, kan der ikke være tappe i begge ender. Derfor udføres løsholten med en løs tap i den ene eller begge ender. Denne metode bruges også, hvis f.eks. den nederste del af en stolpe skal udskiftes og forbindes med en fodrem.

Når en ny fodrem skal indsættes under eksisterende stolper, kan tapsamlingen udformes forskelligt alt afhængig af, om tappene er intakte, eller de skal udskiftes. Om muligt kan noget af fundamentet fjernes, således at fodremmen kan skubbes ind, løftes på plads og fornagles til tappene. Derefter kan soklen mures op igen.

Ved reparation, hvor der skal foretages en skarring (forøgelse i længden), må samlinger udformes som en stærk tømmersamling, evt. med bolte og beslag, såfremt samlingen skal være bærende, f.eks. på en bindbjælke eller på en stolpe. Hvor det er muligt, skal der bruges vandafvisende samlinger, dvs. stød der vender således, at regnvand ikke ledes ind i samlingen.

Der må af og til bruges specielle samlinger, når en konstruktion ikke kan skilles ad. Dette er bl.a. tilfældet, hvor der skal ske udskiftning af en stolpe med gennemstukket bjælketap, hvor stolpetappen samtidig er gennemtappet i tagremmen.

Reparation af mindre skader udføres ved udlusning, dvs. en reparation, hvor et stykke træ af samme sort og opskæring indsættes i stedet for det beskadigede.

Skaden udhugges pænt, og lusen tilpasses nøje, evt. med skrå stødflader, så den ikke falder ud. Der kan med fordel bruges gammelt træ, evt. træ fra et større stykke, der er blevet taget ud af konstruktionen et andet sted. Lusen bør tilpasses så nøje, at der bagefter kan foretages en intakt overfladebehandling. En lus må aldrig sømmes fast, men bør fastgøres med trædyvler, evt. suppleret med lim. Lim bør ikke komme frem på overfladen.

Ved en udlusning, der er så omfattende, at limning ikke er tilstrækkelig, skal man bruge dyvler eller nagler af træ. Dyvler er normalt mindre, runde træstænger op til ca. 15 mm i diameter. Når de er større, kalder man dem nagler. Nagler forhindrer en forskubning, men en nagle vil ikke kunne holde en samling fast sammen, hvis den er påvirket af bøjningskræfter. Man kan ydermere forsyne naglerne med en kile (som ved et hammerskaft) for at hindre, at de skubber sig ud.

Nagler bør kløves ud af ret rent og stærkt kernetræ, f.eks. eg, fyr eller ask. Hvis de skæres ud med sav, kan fiberforløbet brydes og styrken svækkes. Derfor snittes de med kniv eller økse, eller drejes ud på drejebænk.

Dyvler kan være udført af rundstokke af fyr eller eg, evt. forsynet med riller for limning. Bøgedyvler må ikke bruges, idet der meget let går svamp i disse.

Nagler og dyvler skal passe stramt, dog uden at flække træet. Lidt trætjære i hullet eller på dyvlen letter ibankningen.

Hvis samlingen vil blive bøjningspåvirket, er det nødvendigt at bruge gennemgående jernbolte. Hvor boltene vender ud til det fri, bør de forsænkes og hullet lukkes med en rund eller firkantet træprop med samme fiberretning som det omgivende træ. Propperne limes i.

Alle huller for nagler bør imprægneres med trætjære. En oliekande eller lignende er velegnet til at sprøjte tjæren ind i mindre huller.

Alt jern bør være effektivt rustbeskyttet, især i eg, som indeholder garvesyre. Rustfrit stål kan eventuelt anvendes.

Lim kan ikke bruges som varig fastgørelse. Der kan komme store spændinger i tømmeret, som limen ikke kan holde til. De opskummende lime kan have fordel som udfyldningsmateriale, men brugen må ikke overdrives til udfyldning af større huller. Lim skal renses grundigt af fra overfladen, da det kan virke skæmmende for de senere overfladebehandlinger.

		Samlinger i fodremme og tagremme.

		Sammenspænding af samlinger:

A: afpropning med speciel propboresæt til hul og prop.
B: udstemmet hul for lukning med lus, helst af genbrugstræ.
C: fransk skrue for boring.
D: traditionel låsning af nagler med kiler.

		Udskiftning af bjælketop eller indsætning af ny bjælke.

		Reparation af udvendig taphulside.

		Eks. på løse tappe. B kan skydes ind i taphul, når tømmeret er sat på plads.

Indsætning af løsholter. I smalle fag er løsning C uheldig. Tappene må ofte straffes (have rundede kanter) for at få tømmeret presset på plads. Det går lettere, end man tror.

Til både bekæmpelse og beskyttelse over for svamp, råd og borebilleangreb kan der benyttes et godkendt bekæmpelsesmiddel. Det skal fremgå på emballagen, om produktet er godkendt af Miljøstyrelsen eller ej.

Det er vigtigt, at de imprægneringsvæsker, der anvendes, kommer ind i revner og huller, hvor især råd- og borebilleangreb starter. Det er kun særlige specialvæsker, der er effektive over for borebiller.

		Imprægnering i fast form og i væskeform med bor. Spredes, når træets fugtighed kommer over 20 %.

Effektiv imprægnering. En opskåret plastbøtte kan krænges ind under en stolpe.

Et af de vanskeligste problemer ved istandsættelse af bindingsværk er større revner i overfladen og åbninger ved samlinger. Revner og huller kan lede regnvand ind i træet og give svamp og råd. Omvendt kan disse revner og huller ventilere træet. Det er som regel nederst på tømmeret og ved løsholtsamlinger, der er problemer med indtrængende regnvand. Man må i hvert enkelt tilfælde vurdere, om der skal udføres en tætning.

Såfremt revner og huller skal lukkes, er det vigtigt, at der imprægneres grundigt i dybden inden lukning. Dybe fuger kan kalfatres med tjæret værk og forsegles med tjærekit, som hærder blødt op, men som dog er fast. Man kan efter en uges tid sagtens male oven på tjærekitten. Tjærekit fremstilles af trætjære, iblandet slemmet kridt til en kitagtig konsistens.

Bindingsværkets felter (tavlene) kan være udfyldt med lerklining eller med murværk i brændte eller ubrændte lersten. Lerklining bør så vidt muligt bevares, da en nyopsætning er forholdsvis vanskelig. En smuk, gammel, kalket overflade på både klinede og murede tavl tager mange år at genskabe og bør derfor bevares.

Må tavlene tages ud, bør murstenene renses og genbruges. De bør opmures i ren kalkmørtel med knasfuge mod tømmeret og i flugt hermed. Se Mørtel

I meget bindingsværk er der hugget en rille ind i siden af stolper og løsholter til en mørtelpølse mellem træ og tavl. Denne rille låser samtidig murtavlet fast, så det ikke forskubber sig. Dovne håndværkere kan finde på at banke søm ind i siden af bindingsværket i stedet, men da disse ruster og ødelægger både træ og tavl, er det en dårlig løsning.

Alligevel kommer der ofte en mindre revne mellem tømmer og murværk efter en større istandsættelse. Disse må ikke lukkes med en plastisk fugemasse, der er for tæt på dette sted, hvor der sker en større fugtvandring end i træet. Desuden kan massen være vanskelig at overfladebehandle.

Ønsker man at tætne revner for at undgå træk, må en indvendig tætning anbefales. Hvis væggen er isoleret og / eller beklædt indvendigt, skal revnen ikke tætnes, idet den bevirker, at konstruktionen udluftes. Se Isolering af bindingsværksvægge

Valg af overfladebehandling bør afhænge af den lokale byggeskik, idet der er forskel på tømmerets overfladebehandling og farver fra landsdel til landsdel og mellem by og land.

På tømmeret kan der være tale om overkalkning sammen med murværket, linoliemaling, emulsionsmaling (blanding af linolie og lim) eller stenkulstjære. Trætjære er mere ualmindeligt, selv om man ofte taler om tjæret bindingsværk.

Ud over at være forbudt af miljømæssige grunde siden 1996 er den kulsorte stenkulstjære et dårligt produkt til overfladebehandling af træ, herunder bindingsværkstømmer. Det havde gennem sin giftighed en fungicid effekt, men dannede en alt for tæt overflade. Da stenkulstjære kun har været brugt siden sidste halvdel af 1800-tallet, hvor det fremkom som et billigt, kulsort spildprodukt fra de kulfyrede gasværker til bygas, og altså ikke repræsenterer en gammel tradition, må man bestemt græde tørre tårer over dette produkts forsvinden fra bygningskulturen. Den kulsorte farve er i virkeligheden alt for kontrastfuld og fokuserende på tømmeret, og dens billighed og popularitet har mangen en umotiveret opstregning på samvittigheden, hvor dette slet ikke er tradition.

Noget andet er, hvordan man nu maler / vedligeholder på de mange kultjærede træoverflader og om muligt fjerner det.

Principielt bør man lade de tykke, karakteristiskt forkullede og ret smukke overflader sidde og ikke skrabe dem af. Man kan male på kultjæren med trætjære eller trætjærefarve, som man selv farver sort, brun, rød eller grøn med pigmenter. Sværere er det på grund af den vanskelige bund, der bliver blød og næsten flydende af solens varme, at male med linoliemaling, lim- eller temperafarver eller hvidtekalk. Man kan dog være heldig, at stenkulstjæren er så porøs i overfladen på grund af alder, at dette kan lade sig gøre.

Moderne plast- og akrylmalinger bør helt undlades på bindingsværk. Bliver tømmeret renset helt i bund, bør der anvendes en traditionel behandling med temperafarve eller trætjærefarve. Se Overfladebehandling af udvendigt træ og Trætjære

Lukning af revner og åbne samlinger med fugemasse, evt. som lim ved ilægning af lus i træ.

Information om Bygningsbevaring:
Reparation af råd- og svampeskader
Isolering af bindingsværksvægge
Træ til husbygning
Mørtel
Overfladebehandling af udvendigt træ
Overfladebehandling af udvendigt murværk
Kalkning

Titel

Reparation af bindingsværk

Oplæg

Tekstoplæg, tegninger og fotos: Niels-Holger Larsen, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Jessen, Curt von, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig: Landhuset - byggeskik og vedligeholdelse. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. 3. rev. udg. 1986.

Jessen, Curt von, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig: Byhuset - byggeskik i købstaden. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. Kbh. 1980.

Larsen, Niels-Holger: Bornholmsk byggeskik på landet. Bornholms Museum 1983.

Ganshorn, Jørgen og Niels-Erik Jensen: Om byggeskik og vedligeholdelse. Fredningsstyrelsen, 1983.

Skougaard Mette: Bonden bygger. Om opførelsen af bindingsværkshuse i det gamle landbosamfund. Nationalmuseet 1985.

Vadstrup, Søren: Vedligeholdelse og istandsættelse af bindingsværk. Raadvad-Centeret 1998.