Trækning af gesimser

Allerede fra den tidligste tid blev der gjort noget særligt ud af gesimsen, idet man enten anvendte formsten af tegl eller udførte den af tilhuggede natursten. På mange barokhuse (perioden ca. 1660-1750) findes stadig gesimser af træ. Gesimser trukket i puds findes også stadigvæk bevaret helt tilbage fra 1700-tallet.

Klassicismen (perioden ca. 1780-1860) indførte glatte, pudsede flader på husene, og det var almindeligt - hvis man ikke ofrede natursten - at trække gesimserne i puds. Foruden selve hovedgesimsen, der er den gesims, der afslutter facaden lige under taget, har husene fra denne periode ofte gesimsbånd (kordongesims) mellem første og anden etage. På de finere huse har man også trukket indfatninger om døre og vinduer for at fremhæve disse.

I midten af 1800-tallet blev der trukket kilometervis af gesimser, bånd og indfatninger på facaderne. Senklassicismen dekorerede til tider hele facaden med bånd mellem etagerne og indfatninger omkring alle vinduerne.

Efter cementens fremkomst i 1870'erne benyttedes ofte formstøbte, profilerede blokke til opbygning af gesimser og andre facadedekorationer. Den trukne gesims, som opbygges og pudses på stedet, blev igen taget op af nyklassicisterne og var i perioden 1915-1930 meget anvendt.

Den enkleste gesims på et muret hus består af nogle udkragede skifter (lag af mursten, der er forskudt for hinanden). Disse lukker åbningen mellem mur og tagfladen.

Gesimsen har altid haft en beskyttende funktion, og selv om bygningen er forsynet med tagrende, som fører tagvandet bort, er den stadig praktisk. Fremspringet tjener til at beskytte muren imod regnens direkte indvirkning og mod vand fra en utæt eller forstoppet tagrende.

Foruden den praktiske funktion har gesimsen en vigtig arkitektonisk betydning som det, der kroner facaden. Man kan sige, at gesimserne er gaderummets afslutning mod himlen.

En smuk gesims, der ved sin størrelse og inddeling står i et godt forhold til bygningen, bidrager til at give bygningen karakter og et værdigt udseende. Gesimsens fremspring er almindeligvis det samme eller lidt mindre end dens højde. Hvis dette præg skal bevares, må man ikke ændre udformningen af gesimsen i forbindelse med en istandsættelse, hverken med hensyn til materialer, profil eller højde.

Ved en tagomlægning, hvor der lægges undertag, kræver tagfoden derfor særlig omhu i detaljeringen, så gesimsen ikke bliver gjort højere og derved forvrænger proportionerne.

Gesimsen er sammensat af forskellige krumme og plane led, der som parallelle lister danner gesimsens profil.
Gesimsens typiske led er:

• vinkellisten (platten)
• staven (rundstav), der er en konveks, dvs. udadbuende, cylinderflade, hvis profil er en del af cirkel eller en anden krum linie
• hullisten (hulkehl), der er en konkav, dvs. indadgående, cylinderflade.
• karnissen, der er sammensat af stav og hulliste.

Gesimsen er ofte opbygget i tre led: en profileret, bærende del, en fremspringende, retkantet del (hængeplatte) og øverst en profileret afslutning, hvor tagrenden er sluttet til. De tre led er somme tider suppleret med en frise (fremspringende, muret eller pudset bånd) under de udkragede led. De enkelte leds størrelse, form og sammensætning kan variere i det uendelige.

Hovedgesimsen, altså den gesims, der afslutter facaden lige under taget, har ofte en betydelig udladning (fremspring). For at undgå, at gesimsen får overvægt, modvirker man dette ved at give muren ekstra tyngde bagtil, enten i form af massivt murværk eller eventuelt udkraget murværk, dvs. murværk, hvor murstenene er forskudt i forhold til hinanden på murens indvendige side. Denne bagvægt må ikke formindskes ved borthugning. Store gesimser uden tilstrækkelig bagvægt findes, men de er som regel forankret i bjælkelaget med jernankre.

Ved reparation af ældre gesimser må man derfor undersøge, hvorledes gesimsen er forankret. Jernankre vil altid være mere eller mindre nedbrudt af rust, og revner i gesimsen kan som regel afsløre deres placering. Defekte ankre skal udskiftes, eventuelt med et mere stabilt materiale end jern, f.eks. rustfrit stål.

På ældre tagværker kan der som følge af rådangreb være opstået sætninger (sammensynkninger), som har medført, at skalkene, der bærer tagets nederste del ud over gesimsen, trykker på gesimsen. En gesims er ikke beregnet til at bære taget eller skalkene. Man skal derfor altid sikre, at skalkene hviler på spærene og ikke belaster gesimsen.

Gesimser, som danner bånd på facaden, er særlig udsat for vejrets påvirkninger. De kan på oversiden være afdækket med tagsten, skifer eller metal. Hvis de er pudsede, skal oversiden være skrå, så vandet kan løbe af, og der må ikke være revner i pudsen, hvor vand kan trænge ind i murværket.

Det vigtigste værktøj til trækning af en pudset gesims er skabelonen. Skabelonen er en plade, hvor gesimsens profil er nøje udskåret. Traditionen har medført, at man altid trækker gesimsen fra højre mod venstre - også selv om det kan virke mindre hensigtsmæssigt for venstrehåndede. Det er vigtigt, at denne trækkeretning opretholdes. Hvis skabelonen trækkes modsat under opbygningen, får man en meget glat overflade, som gør det vanskeligt at få mørtlen til at hænge fast.

For at undgå at profilen bliver slidt, beslås skabelonen med et stykke zink eller jernblik, der er tilklippet præcist til profilen. Profilen i skabelonen skal stå skarpt i forkanten, derfor skal snittet være skråt (smiget), således at det danner en spids vinkel med skabelonens forside.

Under skabelonen fastskrues en vandret plade, som støttes af et par skråstivere, der samtidig tjener som håndtag. Pladen og skabelonen beslås med vinkeljern, hvor den skal glide mod styrelægterne. Styrelægter er trælægter, der forinden er opsat under og over gesimsen, således at skabelonen kan glide på dem. Skabelonen skal fremstilles til den enkelte gesims, mens det øvrige værktøj, der anvendes, er almindeligt murerværktøj.

Inden reparationen renses gesimsen helt ren ind til profilen. Den opmåles i naturlig størrelse (l:1), og profilen overføres til skabelonen. Derefter kan den gamle puds hugges af, så nytrækningen kan udføres på de bagvedliggende mursten.

Gesimsernes traditionelle overfladebehandling er kalkning eller oliemaling. Mens afrensning af en kalket puds er ret enkel, kan det være svært at få gammel oliemaling af.
Ofte brændes malingen af, men hvis gesimsens yderste lag er trukket i gips, vil opvarmningen få gipsen til at smuldre, og gesimsens overflade vil være ødelagt. Afrensning af gips må udføres meget forsigtigt med kniv eller lignende. Eventuelt kan man anvende kemiske afrensningssmidler. Der skal renses helt i bund.

Trukne gesimser, bånd og indfatninger udføres på groft tilhugne eller finere formede sten. Som for alt pudsarbejde gælder det, at underlaget skal være renset og vandet omhyggeligt, inden mørtelen kastes på.

Når skabelonen trækkes langs gesimsen, styres den af to lægter, styrelægterne. Den nederste fastgøres med murhager og bærer skabelonen, mens den øverste, som sømmes på skalkene eller på taglægterne, blot skal støtte skabelonen. Inden der udkastes, trækkes skabelonen langs gesimsen, så man er sikker på, at den kan passere hele vejen, og at der er plads til et mindst een centimeter tykt pudslag.

Mørtelen kastes på for at give den bedste vedhæftning. Efter udkastningen trækkes skabelonen igennem fra højre mod venstre. Derefter kastes mere mørtel på, og trækningen fortsættes, indtil alle kanter og flader er skåret helt skarpe og fyldte uden huller. Forlades gesimsen her, har den en overflade, som svarer til en almindeligt grovpudset facade. Hvis facaden skal være finpudset, afsluttes med en sidste trækning, hvor der anvendes en federe mørtel - kaldet en slibning. Ved slibningen trækkes skabelonen baglæns (fra venstre mod højre) og resultatet bliver en meget glat overflade, som er velegnet til maling.

Mørtlen, der anvendes til slibning, skal være meget fed og finkornet, da den afsluttende slibning ellers mislykkes - det er svært at udføre.

Ved nogle hjørner og fremspring kan det være nødvendigt at pudse gesimsen mere eller mindre på fri hånd, hvis skabelonen ikke kan føres helt ud til hjørnerne.

Det traditionelle materiale til pudsning og trækning af gesimser er kalkmørtel. På trukne gesimser har der også været brugt gips som afsluttende lag. I midten af forrige århundrede anvendtes sommetider vulkansk aske (pozzulan, trass) som tilsætning til kalkmørtlen for at øge dens styrke. Den moderne cements fremkomst i slutningen af forrige århundrede betød, at huse siden da som regel vil have gesimser af cementholdige mørtler.

Ved reparationer er det vigtigt for et godt resultat, at den anvendte mørtel har en styrke og smidighed, der går i spand med de materialer, der tidligere er brugt til opmuring og pudsning. Der kan således ikke gives nogen entydig opskrift på mørtel til trækning af gesimser. Der må foretages en vurdering på stedet ud fra den eksisterende mørtels udseende og styrke. På huse fra før 1870'erne skal der dog ikke anvendes cementholdige mørtler.

En velbeskyttet hovedgesims kan med holdbart resultat trækkes i en ren kalkmørtel i blandingsforholdet 1:3 (dvs. 1 del kalk til 3 dele grus / sand).
Er gesimsen mere udsat, vil det være en fordel at benytte en såkaldt hydraulisk kalkmørtel, f.eks. 1 del kulekalk, 1 del hydraulisk kalk og 6 dele grus / sand eller 1 del kulekalk, 2 dele hydraulisk kalk og 9 dele grus / sand. Sidstnævnte, stærkt hydrauliske mørtel vil f.eks. være velegnet til bånd og lignende, som uden afdækning er stærkt udsat for vind og vejr.
I de første udkast skal tilslaget grus / sand have korn af alle størrelser op til 6 mm, men i det sidste lag mørtel skal tilslaget være meget fint sand med maksimal kornstørrelse på 1 mm.

Information om bygningsbevaring:
Mørtel

Titel

Trækning af gesimser

Oplæg

Tekstoplæg, tegninger og fotos: Peter Bering, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Vejledning i husbygningskunst. Herholdt, København 1877.

Husbygning. D. Rasmussen, Odense 1929.

Byhuset. Byggeskik i købstaden. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. Curt von Jessen m.fl. København, 1980.

Byggeskik og Vedligeholdelse. Jørgen Ganshorn og N.E. Jensen, Fredningsstyrelsen 1984.

Tegl, Tidsskrift for det murede byggeri 1-1988. Restaurering og tradition III.I. Bodil Schnipper og Flemming Søjdis