Gulve

Gulvet er normalt den bygningsdel i et hus, der udsættes for det største slid, og kravet til slidstyrke og holdbarhed har da også altid været tillagt stor vægt, når valget af gulvmateriale skulle træffes. Andre fysiske egenskaber som f.eks. modstandsdygtighed over for fugt, vandtæthed eller ønsket om at opnå en jævn og glat flade, der er behagelig at færdes på, er selvfølgelig også medbestemmende for valget. Endelig har udseendet - farve og struktur - og herigennem den arkitektoniske virkning afgørende indflydelse på valget af gulvmateriale.

Netop det forhold, at gulvet er en stærkt udsat bygningsdel gør, at gulvene i gamle huse ofte er skiftet ud, måske flere gange. Men traditionen i valg af gulvmaterialer har holdt sig længe, og først i moderne tid er egentlige fornyelser kommet til i form af industrielt fremstillede produkter af syntetiske materialer.

De traditionelle gulvmaterialer kan opdeles i to hovedgrupper efter deres fysiske egenskaber: hårde gulve og trægulve. De hårde gulve består hovedsageligt af natursten eller tegl, mens trægulvene helt overvejende er udført som bræddegulve af fyr eller gran.

Karakteren af gulvmaterialer spænder vidt: fra simple, lerstampede eller stenpikkede gulve til fine, slebne marmorfliser, og fra grove planker til fornemme parketgulve i raffinerede mønstre.

I det følgende vil de mest almindelige gulvmaterialer og enkelte gulvbelægninger i traditionelle, bevaringsværdige huse blive omtalt.

Hårde gulve

Det stampede lergulv er det simpleste, hårde gulv. Det var et billigt gulv, og det krævede ingen særlig vedligeholdelse, men er nu gået af brug. Leret var blandet med sand og dannede en slags lerbeton, som øverst blev forsynet med et glittet slidlag. Slidte steder kunne man blot reparere med nyt ler, og gulvet var atter helt.

Stenpikkede gulve (håndstore sten sat i grus) blev brugt, hvor sliddet var særligt kraftigt - f.eks. i forstue, bryggers og stald. Sådanne stenpikkede gulve findes stadig og kan være meget karakterfulde, og de er fuldt brugbare i simple rum med en grov funktion. Gulvet er særdeles slidstærkt, men kan ikke overfladebehandles, og rengøring udover fejning er vanskelig.

Gulve med en mere jævn overflade opnås ved anvendelse af naturstensfliser i mere præcist tildannede former. Herhjemme er der kun adgang til natursten til dette formål på Bornholm, hvorfra man foruden granit har fået rød Nexø-sandsten. Derfor er naturstensfliser næsten altid importeret. Som oftest er der tale om den svenske Ølandssten, der brydes i farverne rødbrun og grå. Den egentlige sandsten, der hovedsageligt kommer fra Gotland eller Bremen, er også almindelig. Gulve af marmor forekommer også, men sjældnere, og er mest blevet brugt i større, fornemme bygninger.

Gulve af teglsten har en vid udbredelse med den store forekomst af ler i Danmark. Mursten kan være lagt på fladen eller stillet på kant. De kan være lagt og fuget i mørtel eller blot i sand med knasfuge, dvs. sten mod sten. Brændt ler i fliseform er også anvendt, og med den forholdsvis enkle formningsproces er muligheden for at danne mønstre blevet flittigt udnyttet. Med variationen i lertype og brændingsgrad opnås forskellig udseende og egenskab.

Som en særlig fin form for gulvtegl skal nævnes den glaserede sten, hvor gangsiden er belagt med en brændt glasur, der giver rige muligheder for variation i mønster og farvespil, men som ikke er særligt slidstærk.

Klinker er i ordets moderne betydning hårdt presset og hårdt brændt ler med forskellige tilsætninger. De er meget præcise i formen, tætte, suger næsten ikke vand og er uhyre slidstærke - og derfor næsten ikke modtagelige for patinering. Da der ikke er tradition for anvendelse af klinker i ældre bevaringsværdige huse, bør brugen indskrænkes til f.eks. våde rum.

Den sidste form for hårde gulve, der skal nævnes i denne sammenhæng, er mosaik-, terrazzo- og cementgulve:

Mosaikgulvet er et ordnet mønster af små stykker, hårdt materiale (natursten, keramik, glas m.v.), fastlimet i et underlag.

Terrazzogulvet består af små marmor- eller granitskærver, støbt ud i en samlet masse, der efter afbinding slibes til en glat gulvflade. Mosaik- og terrazzogulvet er meget slidstærkt og desuden et udmærket gulv i våde rum.

Det udstøbte betongulv kan ses som et moderne svar på det lerstampede gulv.

		Gulv af Ølandssten.

Trægulve

Træ er nok det traditionelt mest udbredte gulvmateriale overhovedet. Det har mange gode egenskaber, det er lunt, rimeligt hårdt og elastisk. Det er samtidig relativt slidstærkt og let at tildanne og vedligeholde. Træ kan angribes af råd og svamp, men med den rigtige konstruktion og behandling kan et trægulv få en levetid på op til flere hundrede år.

Det traditionelle bræddegulv af høvlet og pløjet fyr eller gran er det almindeligste. Oprindeligt blev brædderne forarbejdet i hånden og blot udlagt side om side. Imidlertid vandt samlingsformen med fjer og not almindelig udbredelse, enten i form af fjer og not i hvert bræt, eller med not i begge sider, hvor brædderne blev samlet med en løs fjer.
Også andre træsorter er anvendt til gulvbrædder som f.eks. eg, ask og elm, der dog mest forekommer som parketgulve.

Det egentlige parketgulv består af elementer, der er så små, at de ikke kan nå fra bæring til bæring og derfor udlægges på et blindgulv af simple brædder eller lignende. Denne udlægningsform giver meget frie muligheder for at opdele gulvfladen i felter og mønstre. De mere enkle former er ensartede stave udlagt i sildebensmønster eller diverse fletmønstre - et træk, som parketgulvet har fælles med murstensgulvet.
Det moderne parketgulv, der består af løvtræsstave limet sammen på fabrik til færdige elementer i størrelse med et gulvbræt, kan virke stift og fremmed i forbindelse med ældre huse.

Gulvbelægninger

Udviklingen inden for egentlige gulvbelægninger er gået stærkt i de senere år og har på mange områder fortrængt de traditionelle gulvmaterialer. Til anvendelse i gamle, bevaringsværdige bygninger egner sig kun et lille udvalg; her skal nævnes de bedst egnede:

Linoleum kom frem for omkring 150 år siden. Det består af en armering af jutevæv, hvorpå der er udlagt en hærdende masse af olie, harpiks og diverse organiske fyldstoffer. Det fremstilles i mange farver, ensartede og marmorerede, og leveres både som banevare og i fliseform. Linoleumsgulvet har en behagelig overfladekarakter, er rart at gå på og besidder desuden den gode egenskab, at ridser og sår i overfladen heler sig selv gennem en iltningsproces. Linoleumsgulve har en god slidstyrke og er lette at vedligeholde.

PVC (vinyl)-belægninger fremstilles i mange kvaliteter, farver samt mønstre og anvendes som svejset banevare, bl.a. ved indretning af baderum på træbjælkelag i ældre bygninger.

Kork er bark af korkegen - et importeret materiale, der ikke har nogen lang tradition i ældre bygninger, men er et glimrende alternativ til linoleum. Til gulve leveres materialet i pladeform i ca. 5-8 mm tykkelse og består af korkgranulat, der under stærk varme er presset hårdt sammen. Bindemidlet er det naturlige indhold af harpiks, tilsat lidt lim. Det er et elastisk og kraftigt varmeisolerende gulvmateriale med en tiltalende materialekarakter. Pladerne limes til underlaget og kræver en absolut tør bund.

Væg til væg-tæpper (evt. fastlimet) på et simpelt underlag af spånplader eller beton hører kun undtagelsesvist hjemme i gamle huse og bør da være af vævede naturfibre som f.eks. sisal, kokos eller uld.

Oprindeligt var gulvene ubehandlede, og vedligeholdelse af både hårde gulve og trægulve skete ved at feje og eventuelt vaske eller skure overfladerne; for trægulvenes vedkommende ofte med tilsætning af sand. Fælles for gulve af naturmaterialer er, at de kan tåle at blive slidt uden det går ud over deres udseende, og at de patinerer smukt ved brug. Overfladebehandling sker derfor enten for at forlænge levetiden eller for at opnå et andet udseende.

		Gamle, afhøvlede gulve.

De fleste hårde gulve af natursten kan tåle at stå ubehandlede. Jo tættere og jævnere et materiale det er, des mindre behøver det overfladebehandling.

Ølandssten står smukkest, hvis de blot behandles jævnligt med brun sæbe. Man kan også give stenene en behandling med olie eller voks, som fremhæver kontrasten i stenmaterialet og giver et dybere farvespil.

Gulvtegl kan - navnlig hvis stenen ikke er særligt hårdt brændt - slides meget hurtigt og afgive teglstøv. Den enkleste behandling er en mætning med brun sæbe. Mere holdbar er en påførsel af voks eller kogt linolie med sikkativ / hærder. Oliebehandlingen ændrer stenenes udseende en del, idet den indtrængende linolie gør teglfarven mørkere og kan give overfladen et blankt skær. Ved oliebehandling af gulve skal man være helt sikker på, at der ikke er fungicider (svampegiftstoffer) i olien ved indendørs brug.

En overgang var det almindeligt at overfladebehandle teglgulve med klar lak, eventuelt kombineret med en forudgående slibning af både stenflader og fuger. Den behandlingsform giver et meget glat og jævnt gulv, som er let at rengøre. Lakering - med eller uden forudgående slibning - er fremmed for teglgulvets karakter og bør kun undtagelsesvis anvendes. For lakering og behandling med linolie gælder, at gulvet skal være fuldstændigt udtørret, når behandlingen udføres.

Klinke- og mosaikgulve er normalt så tætte og glatte, at en overfladebehandling er overflødig.

Terrazzogulve kræver ingen særlig behandling, men kan mættes i overfladen ved rigelig påførsel af brun sæbe eller ved oliering / voksning som ved Ølandsgulve.

Glittede betongulve kan behandles som et terrazzogulv, men kan dog også overfladebehandles med lak eller maling. Det skal i så fald være frit for cementslam i overfladen, helt tørt og uden risiko for fugtgennemgang. En farveløs, alkaliebestandig lak er velegnet til betongulve, den trænger ned i det øverste lag beton, øger dets tæthed og giver først og fremmest formindskede støvgener.

Til maling af betongulve, der ligger på jord, er det sikrest at vælge en vandig akrylmaling. Hvor man er sikker på, at der ikke kan ske fugtgennemgang, kan der vælges malingstyper med større tæthed og slidstyrke.

Sandstrøning

Trægulve af fyr eller gran blev oprindeligt ikke overfladebehandlet, men i det daglige blot rengjort ved fejning og sandstrøning med fint, sigtet, tørt sand - og med visse mellemrum ved skuring med sæbespåner i varmt vand, eventuelt tilsat en blanding af ler og kalk. Den behandling gav et smukt, lyst, næsten hvidligt gulv, men er nok ikke praktisk anvendeligt i moderne hjem. Sandet slider dog ikke nævneværdigt på gulvet og virker heller ikke snavset.

Vil man i dag opnå det smukkeste udseende, anbefales det at vælge de gamle behandlinger: hvidskuring med sæbe; hvidskuring med sæbe og kalk eller med pibeler.

Hvidskuring med sæbe

Behandling med sæbespåner er den enkleste form for hvidskuring. Den består i en ofte gentagen behandling med skurebørste, varmt vand og sæbe. Det giver med tiden gulvet en lys, fløjlsagtig overflade, hvor sæben giver en vis smudsafvisning.

Hvidskuring med kalk

Behandling med kalk og sæbe giver et mere holdbart resultat. Gulvet overstryges med hvidtekalk (vand og vådlæsket kulekalk (kalciumhydroxid) rørt op til konsistens som sødmælk). Efter tørring fejes gulvet for løs kalk, og derefter skures med en stærk sæbeopløsning (1/2 kg brun sæbe til 10 1 vand). Overskud af sæbevand tørres op, og der vaskes endnu en eller flere gange med sæbeopløsningen, indtil den skummer. Der må ikke skylles efter med vand.

Med denne behandling fremskyndes den lyse, hvide effekt og kalk / sæbe indgår i en forbindelse, der virker smudsafvisende. Den efterfølgende vedligeholdelse er vask med brun sæbe. Der må ikke anvendes sulfomidler, som vil affedte og udtørre træet.

Hvidskuring med pibeler

Pibeler er det samme som tørlæsket kalk (kalciumhydroxid) og har således ikke noget med ler at gøre. Pibeler / kalciumhydroxid blandes med vand og sæbespåner / brun sæbe og stryges ud på gulvet i et tyndt, men synligt lag. Ved kontakt med luftens kuldioxid hærder kalciumhydroxid /pibeler til kridtsten, der lægger sig i træoverfladens porer samt revner og lukker og forstærker disse. Efter behandling må overskydende ler fejes eller støvsuges op. Den korrekte blanding er: 1/2 kg brun sæbe og 1/2 kg pibeler blandet med 10 1 vand.

		Kalkstensfliser.

		Teglstensgulv.

Lakering / fernisering

Når det gælder lakerede, malede eller olierede gulve skal man være meget forsigtig med valg af produkter, fordi de afgiver stoffer under hærdningen, der påvirker indeklimaet. Der er derfor etableret en frivillig mærkningsordning for indeklimavenlige produkter, det såkaldte Indeklimamærke (Dansk Indeklima Mærkning, DIM), der udstedes af Teknologisk Institut - på www.teknologisk.dk/253 kan man læse mere om dette. Der er i øjeblikket (februar 2001) tre gulvolier, der har fået indeklimamærket.

Hovedformålet med behandling med fernis eller lak er i øvrigt at øge slidstyrken og lette rengøringen - uden at ændre for meget på gulvets udseende.

Behandling med fernis (langtidskogt linolie tilsat hærder) gør brædderne mere slidstærke og lettere at holde rene, men ændrer også på afgørende vis farven og den stoflige virkning, idet de mange lag på lag af fernis efterhånden giver et meget mørkt gulv. Fernisering blev i midten af 1800-tallet almindeligt som overfladebehandling af trægulve.

Ved lakering med visse af moderne gulvlaktyper kan en mørkfarvning af træet delvist undgås, men træets egen, naturlige gulning kan ikke hindres gennem behandling med klar lak.

Maling

Maling af trægulve med dækkende maling har samme formål, men medfører selvsagt et ændret udseende. Ønsker man at male trægulve, anbefales det at anvende en urethangulvmaling eller en vandig akrylmaling. Malede gulve skal ret ofte vedligeholdes med ny behandling, især hvor der er tale om ujævnt slid.

Ved både lakering og maling af bræddegulve på jord eller over uventilerede hulrum må man være opmærksom på den øgede risiko for råd- og svampeangreb, som opstår, når trægulve påføres en tæt hinde.

I en lang periode har hvidskurede gulve været anset for upraktiske og vanskelige at holde, men de er igen blevet almindelige. Der er udviklet moderne behandlinger, som kan give gulvet et hvidskuret udseende. En af disse består i at give gulvet en vandig akryllak tonet med hvidt - og efterfølgende overlakere med klar lak. Et bræddegulv med den behandling får et vist hvidskuret udseende, men kan i farve og stofkarakter slet ikke leve op til de gamle behandlinger. Det gamle udseende kommer man lidt nærmere med f.eks. ludbejdser.

Oliebehandling

En anden, nyere behandlingsform til trægulve er forskellige oliebehandlinger med rå eller kogte olier eller sågar vandige olier. Ved oliebehandling af gulve skal man for det første være helt sikker på at der ikke er fungicider (svampegiftstoffer) i olien ved indendørs brug, for det andet skal man følge producentets vejledning mht. påførsel, hærdetid osv.

Gulvafslibning m.m.

Afslibning af gulve kan udføres, hvis man ønsker at et slidt, eventuelt malet eller lakeret gulv igen skal fremtræde med en jævn og ren overflade. Brædderne skal dog være stærke og tykke nok.

Ved afslibning, som foregår maskinelt, fjernes de øverste millimeter af træet. Er der tale om stærkt slidte brædder, er der fare for, at den nødvendige slibning fjerner for meget træ, således at fjer og not blottes og flækker. Hvis der fjernes for meget af bræddernes tykkelse, kan deres bæreevne simpelthen svækkes. I sådanne tilfælde må man afstå fra maskinel afslibning.

Andre afrensningsformer

Vil man undgå maskinafslibning, og ønsker man at bevare det slidte gulv, kan maling og lak fjernes med håndredskaber som f.eks. en god hårdmetalskraber eller evt. ved hjælp af forskellige opløsningsmidler.

Gammeldags fernis kan afrenses med en blanding af soda og kærnemælk (eller tapetklister), som får lov til at stå natten over. Gulvet skures / skylles herefter i lunkent vand, og behandlingen gentages, indtil al fernis er fjernet. Metoden kræver en del arbejde, men er billig i materialer og skånsom over for træet.

En anden skånsom og billig metode til fjernelse af gammel maling, lak osv. er et lag brun sæbe over den flade, der skal renses. Efter et døgn skrabes den brune sæbe af, og derefter skulle alt maling, lak etc. have sluppet bunden og være nem at skrabe af.

Nyt bræddegulv med frise.

Parketgulve fremtræder med en meget smuk overflade, når de behandles med bonevoks eller almindelig voks (f.eks. bivoks, fortyndet med terpentin). Behandlingen øger ikke slidstyrken og beskytter ikke gulvet mod vandpåvirkning. Mange, mørke træsorter kan stå ubehandlede.

Andre hårde træsorter kan som nævnt for bræddegulve af fyr og gran lakeres med en lys lak, der giver minimal gulning.

Gulvbelægninger af linoleum, vinyl og kork

Linoleum behandles og vedligeholdes med en svag sæbespåneopløsning, som danner et slags glans- og slidlag, og som derfor ikke skal efterskylles. Gammeldags behandling med bonevoks eller polish giver en smuk, men sart overflade. Linoleum tåler ikke soda og brun sæbe, men det kan behandles ved tilførsel af linoliefernis - stærkt fortyndet, eventuelt påført ved overfejning med olieholdigt savsmuld.

Vinylgulve behøver ingen egentlig overfladebehandling, de kan plejes med svag sæbe, voks eller polish som nævnt under linoleum.

Korkfliser kan lakeres, hvilket øger slidstyrken og gør renholdelsen lettere. Det må dog altid anbefales at foretage en prøvebehandling, da den relativt bløde og elastiske bund indebærer en risiko for, at laklaget vil krakelere og springe fra. Korkgulve, der ligger mindre udsat, kan behandles med bonevoks og får herigennem det smukkeste udseende. De fleste korkfliser leveres i dag med en overfladebehandling med vinyl.

Parketgulv.

Information om Bygningsbevaring:
Træ til husbygning

BYG-ERFA, Byggeteknisk Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

Indeklimaproblemer med oliebehandlede gulve ( 92 11 02)

Teknologisk Institut: Dansk Indeklima Mærkning: www.teknologisk.dk/253

Titel

Overfladebehandling af gulve

Oplæg

Tekstoplæg og illustrationer: Erik Einar Holm, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Landhuset, Gyldendal 1975.

Byhuset, Gyldendal 1980.

Aksel G. Jørgensen. Husbygningsmaterialer. Gjellerup 1948.

Gorm Benzon. Gamle danske gulve. 1988.

Trægulve. Træbranchens oplysningsråd. TRÆ 19, 1968.

Flüggers malerbeskrivelse. 5. udg., jan. 1986.