Imitationsmaling

Imitationsmaling - lasering, ådring og marmorering

Forståelsen og interessen for at bevare og udvikle de gamle maleteknikker er stigende i disse år. Imidlertid må man være opmærksom på, at udførelsen kræver kunstnerisk fornemmelse og håndværksmæssig dygtighed, hvis resultatet skal blive vellykket.

Oplysningerne her henvender sig derfor hovedsageligt til fagfolk, der er interesseret i at få et nøjere kendskab til de tekniske detaljer. For lægmanden er der mulighed for at få indsigt i den håndværksmæssige teknik samt respekt og interesse for faget.

Her i landet nåede imitationsmalingen sit højdepunkt i 1700-tallet, hvor teknikken blev anvendt i stor udstrækning i barokkens og rokokoens pragtbygninger med de mange arkitekturdetaljer. I den efterfølgende mere kølige, klassicistiske periode gik anvendelsen tilbage, men vandt på ny frem i sidste halvdel af 1800-tallet og brugtes her også i mere almindeligt byggeri.

Laseringsteknik

Lasering var tidligere meget benyttet indenfor kunstmaleriet, hvor man på rene, dækkende kulører, ofte udført med temperafarver, opbyggede maleriet ved hjælp af gentagne laseringer for at opnå den eftertragtede gennemskinnelighed.

Den type lasering, vi her skal omtale, er den form, som benyttes i håndværksmaleriet, og som i princippet foregår ved, at man stryger et tyndt lag farve på en i forvejen malet, tør flade, således at den underliggende farve skinner igennem.

Lasering kan udføres på følgende tre måder:

glat lasering uden synlige penselstrøg
lasering med synlige spor af forskelligt værktøj
flere laseringer oven på hinanden, der anvendes ved træ- og marmorimitation

Et farvelags laserende evne beror på en optisk virkning - lysets forplantning og refleks.

Et gennemsigtigt materiale (glas) bliver uigennemsigtigt, når det aflejres i mange små dele som f.eks. glaspulver. Den enkelte del er stadig gennemsigtig og lader lyset passere, men ved lysets stadige brydning gennem luften, der omgiver de enkelte glasstykker, bliver det så svækket, at det ikke mere kan trænge igennem, og glaspulveret bliver uigennemsigtigt. Fugter man derimod pulveret med vand eller olie, bliver det atter gennemsigtigt, for vand og olie virker ledende for lyset.

Det samme er tilfældet med farvepigmenter. Tørt pigment giver allerede i ganske tynde lag et dækkende udseende, fordi den luft, der er imellem de enkelte pigmentkorn, bryder lyset. I maleteknikken virker bindemidler som lim, mælk, øl, olie og plastdispersioner alle som lysledere, men den lysledende virkning er størst, hvor man anvender olie. Vandige bindemidler, der i og for sig leder lyset godt, bortfordamper, hvorefter farverne igen bliver matte og uigennemtrængelig for lys.

Den laserende virkning genskabes ved fernisering eller lakering. Jo federe olien er, des større evne har den til at lede lyset, da den på grund af sin sværere konsistens er i stand til at optage færre pigmentdele end f.eks. en blanding af olie og terpentin. Ved terpentintilsætningen bliver farvekornene lejret tættere sammen, efterhånden som terpentinen fordamper, og laseringen bliver mere dækkende, til tider helt mat.

Det vil sige, at magre farver dækker bedre end fede.

En lasering kan kun blive virksom, når der er stor forskel på bundens og lasurens farvetone. I malerfaget er det mest almindeligt at anvende mørk lasering på lys bund, men man kan ved at anvende lys lasering på mørk bund opnå meget smukke virkninger, hvilket man benytter sig af ved marmorering.

Det er ikke alle pigmenter, der egner sig til lasering; mange er for dækkende, og pigmentkornene har for lidt evne til at lade lyset slippe igennem. Andre pigmenter er mere transparente, og af sådanne kan nævnes: terra di siena, guldokker, umbra, grønjord, pariserblåt, ultramarin og i tynde lag indigo, kraplak, karmin, kasselerbrunt og bensort.

Olielasur

En olielasurfarve tillaves af: 1 del linoliefernis (kogt linolie), 3 dele fransk terpentin, lidt sikkativ og lidt kridt eller satin (pibeler). Kridt- eller satintilsætningen sikrer, at farven ikke flyder sammen.
Heri udrøres de laserende pigmenter eller tubefarver. Lasurfarven må endelig ikke blive for fed (olieholdig), da de efterfølgende laseringer eller færdiglakeringer kan revne på en for fed bund. Der må påregnes 2-3 døgns tørretid mellem hver behandling.

Vandlasur

Vandlasur bruges navnligt på møbler og indvendigt arbejde som f.eks. glatte døre og paneler. En ådring i vand er hurtigere at udføre end ådring i olie, men man må være rutineret for at kunne ådre i vand på grund af den hurtigere tørring.
Vandlasur besidder en stor fordel frem for den mere fede olielasur - den indeholder ikke så fede bindemidler. Der bliver kun et tyndt lag farve tilbage, når vandet er fordampet.

Overfladen bliver renere og glattere i modsætning til olielasuren, der indeholder en hel del kridt og fernis, som efter at terpentinen er fordampet, står tilbage mere eller mindre ophøjet i det mønster, ådringen har dannet. Desuden bliver den efterfølgende lakering på møbler ofte afsluttet med nedslibning og polering eller silkeslibning med pulveriseret pimpsten i olie eller sæbevand.

De træsorter, der med fordel kan ådres i vand, er nød, elm, birk og mahogni. En vandådring kan virke mere inspireret og levende end olieådring, hvilket også gælder for de efterfølgende laseringer. Det skyldes den hurtige arbejdsmåde, som ikke levner tid til nusseri. Det hele må planlægges og udføres i een arbejdsgang.

Man kan også kombinere en olie- og vandådring ved f.eks. at lægge ådren i vand og efterlasere i olie eller omvendt - ådre i olie og lasere i vand.

En ådre- og lasurfarve i vandteknik tilberedes ved at udrøre farvepulverne tykt i vandet og tyndt med øl, kærne- eller skummetmælk (gammel metode).
Det bruges mest at tilsætte farven lidt udrørt dekstrin, kartoffelstivelse.

De mest anvendte farver til ådring er terra di siena - naturel og brændt; umbra naturel, brændt umbra samt druesort og kasselerbrunt. Sort og kasselerbrunt kan være vanskelige at udrøre i vand, for de fedter. Man kan i stedet udrøre i lidt sprit eller tilsætte et par dråber affedtningsolie (ricinusolie).

Vandlasurfarve (såkaldt skumrefarve) bruges mest til ådring, og bindemidlet kan være øl, skummetmælk eller udrørt dekstrin. Farvepulveret udrøres tykt i vand og tilsættes bindemiddel, indtil blandingen er smittefast. Øl er anvendeligt på grund af indhold af dekstrin og sukker; mælk på grund af sit indhold af mælkesukker og kasein. Såfremt en vandlasurfarve kryber på en for fed bundfarve, kan dette afhjælpes ved tilsætning af lidt oksegalde eller sprit, der virker emulgerende.

Marmoreret hovedtrappe.

Ådring

Træådring er en meget gammel maleteknik - de ældst kendte eksempler findes på de omkring 4000 år gamle ægyptiske sarkofager.

Ådringsteknikken kan stort set deles i to hovedformer:

Den rene imitationsteknik, hvor efterligningen af en speciel træsort er hovedformålet, og den anden form, hvor man ikke søger en ren imitation, men mere en dekorativ virkning.

Man bruger i begge former de samme materialer, farver og værktøjer. Den sidste metode var mest almindelig i størstedelen af 1700-tallet og er ofte præget af store, grove tegninger; i århundredets slutning bliver ådringen mere naturalistisk og udvikledes særligt i Frankrig, da man begyndte at indføre oversøiske træsorter, specielt mahogni. Den store periode for træimitation er fra midten af 1800-tallet frem til 1920-30.

Emnet, der skal ådres, indstryges med en mager oliefarve eller akrylfarve, der i tone er tilpasset den træsort, der skal efterlignes, f.eks. grågul okkerfarve for egetræ, rødgul for mahogni samt svag hvidgul til ahorn og elmetræ.

Ådring udføres enten i olie- eller vandlasur. Hvornår man skal anvende de forskellige teknikker, afhænger af det emne, man vil ådre. Det vil være naturligt at anvende olieteknik, når det drejer sig om udvendigt træværk eller træværk, der er stærkt profileret og samtidig udsat for sol og varme. Med olieteknik har man bedre mulighed for at holde arbejdet rent, dvs. undgå at det bliver grumset ind mod f.eks. profiler. Man kan arbejde i et roligere tempo, da olielasur ikke tørrer så hurtigt som vandlasur.

Ådrefarven tillaves med olierevet kridt, ca. 1/3 kridt, 2/3 terpentin og lidt tørrelse. I kridtet udrøres olierevne farver eller tubefarver. Derefter linder man med lidt fernis, tynder med vegetabilsk terpentinolie (f.eks. fransk terpentin) og tilsætter lidt tørrelse.

Ved ådring af egetræ kan man anvende følgende metode:

Først stryges træet ind med ådrefarven, kernetræet lægges op med modler og fordriver. Åretegningen skubbes op med et stykke tildannet læder eller kanten af en smal ådrekam omviklet med et stykke stof, og derefter kæmmes med fin stålkam fra neden og op efter.

Sidetræet trækkes til mod åretegningen med modler og kæmmes med en grov stålkam omviklet med lærred, vædet med vand. Til sidst gås tilkæmningen efter med en støvekost eller fordriver for at bryde de langsgående årer.

En anden gammel og mere krævende metode er at lægge kernen med tynd kridtlasurfarve med ådrelæggeren på den tørre, indstrøgne bundfarve og kæmme med fin stålkam. Efter gennemtørring indstryges med frisk tillavet kridtlasurfarve i samme farvetone som ådrefarven. Der stryges ind over kernetræet (åretegningen) og tages lysere op i selve kernen, og herefter trækkes til i sidetræet mellem åretegningen.

Skillelinien mellem den lagte ådre og tilkæmningen må gøres så tilpas usynlig som mulig. De mørke og lysere spejl, der er så karakteristiske i egetræ, lægges henholdsvis med ådrelæggeren på bundfarven eller på denne, når lasuren har sat sig. For de lyse spejls vedkommende tages disse op i den våde lasurfarve med tildannet læder eller en negl omviklet med stof. Efter god tørretid kan efterlasering udføres i olie- eller vandlasur.

For at kunne holde må al lasering lakeres. Man tyndlakerer først med en god, hårdttørrende lak, såkaldt slibelak, i forholdet 1 del lak til 2 dele terpentin. Herefter mellemslibes med fint sandpapir for at fjerne støv og fnug fra klude og værktøj, og klarlakering udføres. Mest anvendt til ådring er silkeglanslak eller matlak.

		Ådren lægges ådrelæggeren. Foto: Niels Elswing.

		Ådren skummes ind med lasurfarve og kæmmes. Foto: Niels Elswing.

		Egetræsådret dør. Spejlådret. Foto: Arne Bäck.

Pensler og værktøj til træ og marmormaleri: 6: schatteringspensel. 10: bølgemodler. 11: modlere i forskellige bredder. 13: ilægger til vandådring. 14: forskellige tildannede modlere. 15: ådrefordrivere. 16: ådrekamme af stål. 17: ådrekam af træ. 19: ådrelæggere før og efter opsætning i lim og shellak. 20: tildannet gummi til ådring. 21: vandådrelæggere i forskellige bredder. 22: ådrelægger i metal (gaffelpensel).

Marmorering

Man må antage, at marmorering (marmormaleri) har været udøvet i Europa gennem flere tusinde år. Fra udgravninger i Grækenland har man i huse fra omkring 1500 før vor tid fundet rester af marmorering.

Når man har marmoreret helt op i vor tid, har det ikke altid været af mangel på den ægte marmor, men nok så meget af rent dekorative hensyn. I Italien, der som bekendt er rig på marmor, er teknikken blevet anvendt i bygninger, der ellers er indrettet uden tanke på omkostning. Man kan her finde marmormaleri udført endog lige op til den ægte sten.

Rundt omkring i kirker, slotte og herregårde finder man marmormaleri, der i sin udformning er af stor skønhed, navnlig i barokken, hvor marmoreringen nåede en fuldkommenhed som aldrig før, og hvor form og farve helt var fri fantasi.

Marmorering kan være udført i oliefarve, limfarve eller akrylplastteknik. De gamle, limfarvede ovnpladser var ofte duppet, stænket i op til flere farver eller marmorerede. Det kræver stor øvelse og sikkerhed at arbejde i denne teknik, da resultatet først ses endeligt, når farverne er tørret op. Derfor må alle farver tillaves hver for sig, tilsættes lim, tyndes og under optørring prøves for gnidefasthed og farveholding.

I limfarve er der ikke den mulighed for efterbehandling med schattering (skyggevirkning eller udtoning af farver) og laserende virkemidler, som oliemaleriet rummer.

Ved marmorering i oliefarve er det en regel, at bundfarven skal være hvid, grå eller sort og tyndt strøget. Som strygefarve anvendes bedst en zinkhvidtoliefarve. Marmoreringsfarverne er de sædvanlige jord- og mineralfarvede pigmenter, der bedst svarer til farverne i den marmorsort, man ønsker at efterligne. Som hvid farve er zinkhvidt at foretrække på grund af dens laserende virkning og evne til at tørre hårdt og fast op.

Fremgangsmåden er, at emnet, der skal marmoreres, indstryges med en mager olie- eller akrylfarve, der i tone er lidt lysere end bundfarven i den sten, som skal efterlignes. Man maler direkte fra paletten, hvor man i paletkoppen har en blanding af olie og terpentin. I den naturalistiske marmorering bruger man meget at lasere for at opnå bløde schatteringer samt dybere og lettere farvetoner. En sådan lasurfarve tillaves af 1 del linoliefernis, 3 dele fransk terpentin og lidt sikkativ. Samme lasur bruges også ved marmorering på tør bund.

Mange marmorsorter males også vådt i vådt på den i forvejen indstrøgne bundfarve. Ved denne teknik males også direkte fra paletten, men her har man i paletkoppen kun ren terpentin, da indstrygningsfarven er tilsat den fornødne olie og sikkativ. De helt lyse og hvide marmorsorter, som er vanskelige at mat- eller klarlakere på grund af eftermørkning og gulning af lakken, bliver som regel udført i følgende matoliefarve: 1 del tørt zinkhvidt udrørt tykt i terpentin og 1 del oliereven zinkhvidt blandes og tilsættes lidt tørt kridt, linolie og lak.

I denne farve marmoreres og efterduppes. Arbejdet står herefter færdigt uden nogen form for efterbehandling. Det var tidligere almindeligt at voksmattere eller efterbehandle marmorerede vægge med kærnemælk og duppekost. Den metode har den fordel, at når væggen blev snavset, kunne matteringen afvaskes og fornys.

Ved marmorering i nyere materialer som akrylplastmaling er fremgangsmåden den samme som ved oliefarve; kun må der påregnes en hurtigere arbejdsgang på grund af materialets hurtige tørring. Det kan til dels afhjælpes med forskellige forhalingsmidler, der kan fås i handelen.

Ved marmorering på tør, opstrøget bund er fremgangsmåden som ved limfarve. De forskellige pigmenter udrøres i vand, tilsættes plastbinder og lysnes med plastindstrygningsfarverne. Man kan også med fordel bruge færdigtilberedte akryltubefarver.

Følgende pigmenter er anvendelige i lim-, plast- og olieteknik:

hvide: kridt, zinkhvidt og titanhvidt
røde: italienskrød, engelskrød, caput mortuum, brændt okker, cinnober og kraplak
gule: gul okker, mørk okker, guldokker, zinkgul, kromgul og oxydgul
grønne: kromiltegrøn, permanentgrøn, kallegrøn (limfarve)
blå: ultramarin, koboltblå, pariserblåt, kalleblå (limfarve)
sorte: mineralsort, elfenbenssort
brune: kasselerbrun (van dyck brun, kölner umbra), umbra (naturel, grønlig, rødlig, gullig og brunlig) samt brændt umbra