Kalkning

Kalk er et af vore ældste og mest anvendte byggematerialer. Trods tiltagende forsuring af atmosfæren - med deraf følgende nedbrydning af næsten alle kalkholdige overflader og materialer - er kalken som overfladebehandling stadig særdeles anvendelig og holdbar, sammenlignet med næsten alle andre former for overfladebehandlinger. Og kalken vil aldrig kunne skade en underliggende, muret overflade.

Selv om kalk i dag først og fremmest finder anvendelse til kalkning af gamle bygninger, kan man udmærket anvende den som overfladebehandling på nybyggeri - både ud- og indvendigt.

Kalk er den mest diffusionsåbne af alle overfladebehandlinger, hvilket betyder, at kalk - og kalkholdige mørtler - tillader den størst mulige mængde vand, som trænger ud indefra, at passere gennem murværket.

Til blanding af kalk og kalkmørtler anvendes læsket kalk, der fremstilles af kalksten (CaCO3), som brydes i naturen. Ved opvarmning af kalkstenen til ca. 1250 grader C frigives kulsyre (C02), og tilbage bliver den såkaldte brændte kalk (CaO). Tilsættes der nu vand (H2O), læskes kalken, og vi får vådlæsket kalk (Ca(OH)2).

Når kalken senere afbinder (karboniserer) som f.eks. opstrøget kalk på murflader, frigives vandet ved fordampning, og kulsyren (C02) optages fra luften. Resultatet bliver igen dannelsen af kalksten (CaCO3) - et naturligt kredsløb er sluttet.

Den færdiglæskede kalk kan købes hos mange byggemarkeder, tømmerhandlere og mørtelværker. Den læskede kalk sælges som tørlæsket (hydratkalk) og vådlæsket (kulekalk).

Tørlæsket kalk bør ikke anvendes til kalkning, fordi den har en dårlig hærdningsevne.

Vådlæsket kalk er derimod velegnet efter ca. 3 års lagring. Man kan også købe korttidslagret kulekalk og stampet kalk, men disse skal lagres yderligere, før de anvendes. Lagringen kan ske i plastspande med låg. Langtidslagret kulekalk kan købes i 25 kg plastikspande og kan umiddelbart anvendes.

Almindeligvis bør der ikke tilsættes kalken nogen form for ekstra bindemidler - bl.a. plastbindemidler vil kunne ødelægge kalkens diffusionsåbne egenskaber og nedsætte dens holdbarhed.

På udsatte steder kan det være ønskeligt at forbedre kalkens holdbarhed - f.eks. på steder, hvor tilsmudsning med grønalger er stor, eller hvor kalken skal binde på træværk. Algedræbende midler, som f.eks. DeciQuam 222 eller Gori-desinfektion, kan tilsættes kalken eller påstryges murværket inden kalkning. Herved friholdes murværket for algebegroninger og lignende urenheder, og kalken vil derfor binde bedre til underlaget og holde længere. Midlerne er vandbaserede, og de algebekæmpende tilsætningsstoffer er uskadelige for kalken.

Klor bør derimod ikke anvendes. Klor er til større skade for omgivelserne end de algedræbende midler, og virkningen er kortvarig.

Dolomitknus - knust marmor, der som mel kan tilsættes kalken, kan anvendes som et vedhæftningsforbedrende tilslag på vanskelige og udsatte murflader.

Kasein (ostestof) er et protein, som også i oldtiden blev tilsat kalken for at forbedre vedhæftningsevnen.
Kasein kan tilsættes kalken i flere forskellige former:
som skummet- eller kærnemælk
som kvark
som tør-kasein

Tør-kasein er et mælkeprodukt, der kan købes som pulver på apoteket, hos materialisten og hos foderstoffirmaer.

Kasein danner sammen med kalken en kaseinlim, som bevirker, at opstrøg med kalk-kasein kan indeholde og fastholde mere farvepigment end almindelig kalkmælk (strygefærdig kalk).

Kalk-kasein-farver er meget velegnede, har stor vedhæftning til pudsede flader, og de binder tillige godt på tømmer - f.eks. bindingsværk. Se opskrift

Om man skal vælge den ene eller anden farve eller blot hvidkalke, er i høj grad et spørgsmål om tradition. Man kan se efter spor af bygningens ældre kalkningslag, og for det bevaringsværdige hus bør man følge egnens tradition.

Til kalkning med farvet kalk bruges tørfarver eller jernvitriol.

Tørfarver skal være kalkægte tørfarver, f.eks. de såkaldte jordfarver. Af dem kan nævnes: okker, italienskrød, engelsk rød, dodenkop(f), umbra, grønjord.

Stort set alle jordfarver er kemisk fremstillet i dag, men er dog ligeså anvendelige som naturlige. Hertil kommer også farverne ultramarin, bensort og kønrøg.

Jernvitriol - til gulfarvning - består af grønne krystaller, som reagerer anderledes end de ovenfor nævnte farvepigmenter ved at indgå i en kemisk forbindelse med kalken, hvorved der fremkommer en række nuancer af gult gående over i det rødlige.

Jernvitriol er giftig for mikroorganismer, så jernvitriolkalkede vægge vil altid være fri for f.eks. alger og svampe. Det er derfor særligt blevet anvendt på byhuses gårdfacader.

 

Til oprøring og opbevaring af den oprørte kalk kan anvendes halve olietønder eller plastikbaljer af tilsvarende størrelse. For at forhindre, at kalkvandet afbinder (karboniserer) på overfladen, skal baljen forsynes med låg af f.eks. polystyren, der kan flyde på vandet.

Til oprøring af kalkdejen kan anvendes en oprørerspade eller en boremaskine med piskeris. Ved kalkning bør anvendes en hårkost, der holder bedre på kalken end nylonkoste.

Spartel, skrabejern, stålbørste og evt. en stiv kost er de billigste redskaber, når der er tale om klargøring af tidligere kalkede og vedligeholdte facader, hvor kun løstsiddende kalkflager og snavs skal fjernes.

Mekanisk afrensning bør generelt betragtes som et nødvendigt onde, og da der ved forkert behandling let kan opstå uoprettelige skader, skal de mekaniske hjælpemidler, der nævnes nedenfor, anvendes med yderste forsigtighed.

Små, enhåndsbetjente trykluftsmejsler er meget anvendelige til fjernelse af cementpudsreparationer o.l.

Slibeskiver af wolframkarbid monteret på en boremaskine kan - med forsigtighed - være et effektivt redskab til at fjerne plastikmaling o.l. fra plane sten- og pudsflader.

Vælger man sandblæsning, som må overlades til specialfirmaer, er det nødvendigt med en efterfølgende beskyttelse af murværket, f.eks. vandskuring.

Våd-sandblæsning udføres ved hjælp af en højtryksrenser, hvori sand sammen med vand slynges mod murværket med stor kraft. Højtryksrensere med sandblæsningsudstyr kan lejes ved de fleste værktøjsudlejningsfirmaer.

Tør-sandblæsning foregår udelukkende med sand, der udslynges ved meget højt tryk. Arbejdet støver og kræver særligt beskyttelsesudstyr.
Arbejdet bør kun udføres af fagfolk.

En tredje mulighed for at fjerne maling fra stenoverflader er en kemisk afrensning. Her må man sikre, at produktet ikke skader det underliggende murværk.

I dag fås der i handlen forskellige kemiske farvefjerningsmidler til tidligere overfladebehandlinger på plast- eller akrylbasis. Midlerne anvendes efter fabrikantens anvisninger, men er dog hverken billige eller ufarlige. Disse midler anbefales derfor kun anvendt af fagfolk. Ved større arbejder kan man anvende flammerensning eller damptryksrensning.
Dette arbejde bør også kun udføres af fagfolk.

Står man med et bevaringsværdigt hus, må valget af de mere hårdhændede metoder overvejes meget nøje for ikke at få uoprettelige skader på husets overflader og dekorationer.

Ved tidligere cementpudsede overflader er det oftest nødvendigt at fjerne det cementholdige pudslag totalt og nypudse med en ren kalkmørtel eller en hydraulisk kalkmørtel, idet kalken har en dårlig vedhæftning til cementholdig puds. En kalkning af cementpudsen vil godt kunne lade sig gøre f.eks. ved at forbedre kalkens vedhæftningsevne ved grunding af overfladen med kalkvand tilsat dolomitknus. På særligt vejrligsudsatte murflader, f.eks. vestgavle og kirketårne, er det dog tvivlsomt, om det er muligt at opnå et blot nogenlunde godt resultat.

Cementholdige pudser er ofte så hårde, at de kun meget vanskeligt lader sig fjerne ved sandblæsning. Selv ganske tynde cementslemninger kan være vanskelige eller umulige at fjerne med andet end en trykluftsmejsel. De afbankede eller sandblæste murflader må pudses eller vandskures med ren kalkmørtel eller hydraulisk kalkmørtel før kalkningen for at give murværket tilstrækkelig frostbestandighed.

Reparationer med cementholdige mørtler bør borthugges og udbedres med ren kalkmørtel eller hydraulisk kalkmørtel før nykalkning.

Selv om kalkning må anses for den bedste overfladebehandlingsmetode, vil der være tilfælde, hvor kalken ikke vil binde eller har en for ringe holdbarhed.

Kalkning direkte på blank mur af teglsten vil kun give et rimeligt resultat, hvis der er anvendt røde, blødstrøgne eller håndstrøgne sten. På gule sten vil kalken kun binde tilfredsstillende, når stenene er nogle år gamle og har været udsat for vejrligets påvirkninger, idet de gule sten har et større saltindhold end andre sten. Det vil efterhånden udvaskes, og kalken vil herefter ikke så let sprænges af på grund af det udtrængende salt.

Glatte overflader på hårdtbrændte sten, klinker eller maskinsten, enten røde eller gule sten, kan slet ikke kalkes. Kalken vil ikke binde på overfladen, men vil blive afvasket i løbet af kort tid.

Nypudsede, ikke tidligere behandlede overflader eller vandskurede overflader, som skal kalkes, bør som afslutning af pudsearbejdet gives en strygning med kalkvand.

Herefter kan man med godt resultat vente et årstid med den endelige kalkning, hvilket vil give kalken i pudslaget bedre muligheder for at optage kuldioxid fra luften og afbinde. Væggene behøver ikke af den grund at være triste at se på, idet de kalkvandbehandlede vægge efter nogle måneder - afhængig af vejrforholdene - vil blive hvide, som var de kalkede.

Tidligere kalkede overflader skat afrenses for løstsiddende kalkflager ved skrabning med skraber eller spartel og brug af stålbørste eller en stiv kost.

Ved store overflader kan anvendes en højtryksspuler, som både fjerner de løse kalkflager, afrenser overfladen for snavs og giver væggen en vis forvanding, som alligevel er påkrævet for nykalkning.

Løs puds, ødelagte fuger og lignende skader renhugges og repareres med en ren kalkmørtel - evt. hydraulisk kalkmørtel.

Tykke kalklag, som er rimeligt intakte - uden skader på selve murværket - kan overkalkes på ny efter forvanding.

Holdbarheden vil imidlertid ofte være ringere, end hvis der var foretaget en regulær afrensning. Gamle, tykke kalklag er ofte opstået ved anvendelse af for tyk, strygefærdig kalk. De er porøse og har ringe vedhæftning til det underliggende murværk.

Rigtigt udført kalkning med tynd, strygefærdig kalk kan holde sig pæn 5-7 år. Nykalkning vil da kunne ske uden større forarbejde.

Ved gamle, tidligere plast-, olie- eller cementmalede overflader kan fugtproblemer, afskalninger og andre skader - eller æstetiske grunde - føre til, at man beslutter at fjerne dem. For at nå et godt kalkningsresultat skal sådanne overflader renses totalt for maling.

På tidligere kalkede vægflader med underliggende, tykke kalklag kan det til tider lade sig gøre at afskrabe senere malingslag. En manuel afskrabning vil sandsynligvis ikke kunne rengøre vægfladerne totalt ved første afrensning, men huset vil under alle omstændigheder teknisk og æstetisk vinde derved, og udbedring af senere afskalninger vil forbedre resultatet og aftage i omfang, efterhånden som disse viser sig og udbedres.

Er der næsten ingen - eller slet ingen - gamle kalklag under malingslagene, eller vil man sikre sig en total afrensning af alle farvelag, er det nødvendigt med en mere hårdhændet og dyrere behandling, eksempelvis sandblæsning, kemisk afrensning eller dampspuling.

For at sikre sig mod utilsigtede skader på det underliggende murværk bør sådanne metoder ikke tages i brug, før man har rådført sig med en fagmand, eksempelvis en restaureringskyndig arkitekt eller en håndværker, der har erfaring med traditionelle vedligeholdelsesmetoder på gamle huse. Afhængigt af murfladens karakter, styrke og porøsitet, om den er pudset eller af blank mur, dvs. hvor murstenene ikke er behandlet med mørtel, kan man vælge en af de omtalte metoder.

Man må være opmærksom på, at blødstrøgne sten som f.eks. munkesten er meget sarte over for sandblæsning, ligesom fuger af lermørtel let vaskes ud ved for kraftig våd-sandblæsning eller vandpåvirkning.

Både ved sandblæsning og evt. bearbejdning med mejsler bliver murstenenes overflade, den såkaldte brændehud, ødelagt.

En kalket overflade, hvor stenene er synlige, er vanskelig at opnå, hvis huset tidligere har været malet eller pudset. Der er mulighed for at slibe malingen af med boremaskine, idet en vis udspartling da kan ske ved grunding med sandkalk - kalkmælk iblandet ca. 20 % dolomitknus - eller ved lettere vandskuring med hydraulisk kalkmørtel.

		Afrensning med højtryksspuling. Foto: Curt v. Jessen.

Tilberedning af kalkvand

Til grunding (forvanding), fortynding af hvidtekalken samt afsluttende strygning skal der anvendes kalkvand.

Det tilberedes ved, at man tager 10 kg/7,5 l vådlæsket, langtidslagret kulekalk, slår det ud i en murerbalje og rører det godt ud med 50-60 l vand, til alle klumper er udrørt.

Efter et døgn er al kalken bundfældet, og vandet herover er kalkvand. Den hinde, der dannes på overfladen, er kalkkrystaller (karboniseret kalk), der må skummes af før brugen af kalkvandet. Man kan forhindre dannelsen af denne krystalhinde ved at lægge et tilpasset låg af polystyrenplade oven på kalkvandet.

Tilberedning af strygefærdig kalk

Blanding af kalk (vådlæsket, langtidslagret kulekalk) med vand (kalkvand) udføres i forholdet mellem 1:4 og 1:8. En blanding i forholdet 1 del kalk til 6 dele vand vil være egnet til de fleste kalkningsopgaver:

10 kg/7,5 l kalkdej slås ud i en murerbalje, der tilsættes 60 1 kalkvand og omrøres, til alle kalkklumper er udrørt.

Kalken er strygefærdig med det samme, men kan med fordel stå et par dage. Kalken omrøres før brug og hyppigt under arbejdet.

		Fremstilling af kalkvand: Kalkdejen slås ud i vandet og røres ud. Efter et døgn er kalken bundfældet, og kalkvandet kan forsigtigt tages fra med en spand.

		Fremstilling af strygefærdig kalk: Kalkdejen oprøres i kalkvandet og er strygefærdig, men kan med fordel stå et par dage.

		Kalken røres forsigtigt op med et piskeris monteret på en boremaskine. Foto: Curt v. Jessen.

Opstrygning af kalken

Når murfladerne er afrensede og reparerede som beskrevet foran, er der nogle almindelige regler, man skal følge for at opnå det optimale resultat.

Overfladerne vandes umiddelbart før kalkning med vand og kalkvand. Det kan kostes på, eller der kan anvendes sprøjte eller haveslange med spreder. Medens væggen endnu er fugtig, men ikke blank af vand, stryges kalken op.
gråvejr er det bedste kalkevejr
kalk aldrig på vægge, som solen stråler på, eller som den inden for et par timer vil komme til at stråle på
luftfugtigheden bør ikke være under 65 %
der bør ikke være fare for frost i de nærmeste uger efter kalkningen
kalk hellere to gange tyndt end én gang for tykt
der bør mellem hver strygning gå mindst en halv dag
for at forbedre holdbarheden og mindske afsmitning afsluttes der med en strygning med kalkvand, som evt. kan sprøjtes på

Tilberedning af kalkfarve

Mindst et døgn inden kalkning udblødes en passende mængde farvepulver i kalkvand - i forholdet 1 del pulver til 1 del kalkvand. Farven vil efter ca. ét døgn bundfælde som farvepasta, og vandet hældes fra.

Tilberedning af strygefærdig kalkfarve

Den bundfældede farvepasta kan iblandes den strygefærdige hvidtekalk med op til 10 %. Flere farvekorn er der ikke plads til mellem kalkkrystallerne. Derfor er kalkfarve altid lys. Vil man have mørkere farver, må man kalke med samme farve flere gange.

For at få den farve man ønsker, kan det anbefales at foretage nogle prøveopstrygninger med kalkfarve udført i forskellige blandingsforhold. Efter et par dages forløb kan man vurdere resultatet og tage stilling til den endelige farvedosering.

Opstrygning med farvet kalk

Kalkningsrådene for opstrygning af farvet kalk er de samme som for hvidtekalk, Man bør dog være lidt mere omhyggelig med at kalke vådt i vådt og stryge med både lodrette, vandrette og cirkulære bevægelser for at sikre et ensartet resultat. At stryge vådt i vådt betyder, at nye strøg skal gå ind over de tidligere strøg, før disse er tørre.

Det anbefales ved førstegangskalkning på nyt eller repareret murværk at begynde med én eller to strygninger med almindelig hvidtekalk, før man opstryger med farvet kalk. Det er vigtigt at afslutte med en til to strygninger med kalkvand for at mindske afsmitning.

Opblødning af kalkfarve.

Kalkning med jernvitriolkalk giver en gullig farve ved en kemisk reaktion - i modsætning til f.eks. kalk indfarvet med okker. Hælder man jernvitriol i hvidtekalk, får man en grøn væske, og blandingen er også grøn de første minutter efter opstrygningen på væggen. Herefter slår den over i gullige nuancer. Med årene ændres denne farve mere og mere mod det rødlige, indtil den ender med en dyb rustrød farve. Det farvespil, som også dagligt finder sted med forskellig styrke efter de skiftende fugtforhold, giver huse behandlet med jernvitriol et liv og spil i overfladerne, som ingen anden behandling kan give.

Jernvitriolopløsning (1:5) blandes ved at udrøre 1 del grønne jernvitriolkrystaller i 5 dele varmt vand (40-60 grader C). Opløsningen er orangegul.

Strygefærdig jernvitriolkalk fås ved at blande jernvitriolopløsning med strygefærdig kalk. Forskellige nuancer opnås udfra følgende blandingsforhold:

LYS (1:20) - 1 del jernvitriolopl. i 20 dele strygefærdig kalk.

MELLEM (1:4) - 1 del jernvitriolopl. i 4 dele strygefærdig kalk.

MØRK (1:1) - 1 del jernvitriolopl. i 1 del strygefærdig kalk.

Blandingsforholdet 1:4 giver den "normale" kulør som alm. gul okker. Blandingsforholdet (1:1) giver en kraftig mørk kulør, (Den høje koncentration af jernvitriol giver imidlertid opstrygningen kortere holdbarhedstid)

Jernvitriolopløsningen og den strygefærdig kalk bliver ved opblandingen øjeblikkelig grøn og tyktflydende. For at gøre den mere strygbar tilsættes blandingen evt. yderligere vand eller kalkvand - afhængig af murværkets fugtighedsindhold - normalt yderligere 1 del vand.

Den færdige blanding af kalk og jernvitriol kan udmærket lagres i længere tid, når blot den er omhyggeligt tildækket, f.eks. i en plastikspand med tætsluttende låg.

Ved opstrygning med jernvitriolkalk bør vægfladerne først være strøget med en gang hvidtekalk.

Den hvidkalkede bund skal grundigt forvandes for at opnå en så jævn og ensartet bund for strygningen som muligt, og man må arbejde vådt i vådt for at undgå en uensartet overflade med stød og striber.

Strygningen udføres som en kombination af lodrette, vandrette og cirklende bevægelser, og mellem hver fyldning af kosten må sluttes efter ujævne linier - og et nyt opstrøg må stryges sammen med det gamle, medens det endnu er vådt og grønt.

Ved enetages, grundmurede huse må opholdene lægges ved dør- og vinduesfalse. Ved toetages huse bør der kalkes af to personer, én foroven og én forneden, og de bør følges ad i opholdene.

Som ved alle kalkningsarbejder får man også ved gulkalkning med jernvitriol de bedste resultater, når den foretages inden for lange gråvejrsperioder i tidligt forår eller sent efterår og ikke i sol og frost.

		Overfladen er kalket med jernvitriol.

Kalk-kasein er først og fremmest anvendeligt i forbindelse med farvede kalkninger. Kalk-kaseinen giver bl.a. en forbedret binding af farvepigmenterne i kalken.

Blanding af kalk-kasein farveopløsning udføres ved at udrøre 1 del kalkdej (vådlæsket kulekalk) i 1/2 til 1 del frisk kasein, når det er 12 %'s kvark. Tør-kasein kan også anvendes, men opløses da først i vand - ca. 15 g i 1 liter vand.

Skummet- eller kærnemælk kan ikke anbefales til blanding af farveopløsningen på grund af deres lave indhold af kasein.

Kalkdejen udrøres først uden tilsætning af vand til en konsistens lig yoghurt, derefter tilsættes kaseinen (kvarken eller det opløste tør-kasein). I løbet af knap et minut fås under luftudvikling og lugt af ammoniak en lind og strygbar kalk-kasei, der tilsættes op til 1/2 del udblødt farvepigment - udblødt i mindst et døgn, som beskrevet under Farvet kalkning.

Blanding af strygefærdig kalk-kasein farve: ca. 10 % af kalk-kasein farveopløsningen tilsættes den strygefærdige kalk, der tilberedes som nævnt under Hvidkalkning.

Opstrygning af kalk-kasein farve

Bundbehandling af murfladen - evt. med en gang strygning med almindelig hvidtekalk - og opstrygningen af kalk-kasein farveen sker efter samme regler som for de øvrige kalkfarver.

Grundprincipperne for hvidkalkning og farvet kalkning er de samme, uanset hvilken egn man befinder sig i. Derimod er det vigtigt, hvis man vil være med til at bevare egnsskikke, at vælge farver efter de lokale traditioner. Det lokale museum eller Kuæturarvsstyrelsen kan vejlede herom.

Information om Bygningsbevaring:
Malematerialer
Afrensningsmetoder
Overfladebehandling af udvendigt træværk
Overfladebehandling af murværk
Farveundersøgelser

BYG-ERFA, Byggetekniske Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

Algevækst på bygningsdele (93 12 16)

Teknologisk Institut, Murværkscenteret: www.mur-tag.dk

Titel

Overfladebehandling - Kalkning

Oplæg

Tekstoplæg: John Kronborg Christensen, Arkitekt m.a.a. Tegninger: Tegnestuen Kvisten.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Landhuset - byggeskik og egnspræg. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1975. Curt von Jessen, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Kalkfärg på fasad. Stockholm 1980. Bygforskningens informationsblad B4, 1979.

Byhuset - byggeskik i købstaden. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1980. Curt von Jessen, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig.

Behandling og vedligeholdelse af mineralske facader. København 1981. Teknologisk Institut.

Så renoveras torp og gärdar. Västerås 1982. Ove Hidemark m.fl.

Om byggeskik og vedligeholdelse. 1983. Udg. af Miljøministeriet, Fredningsstyrelsen.

Bedre renoveringsskik. 1984. Udg. af Byggestyrelsen, Boligstyrelsen og Energiministeriet.

Bygningsbevaring, Vejledningsblad og brugsanvisninger, Skandinavisk Jurakalk ApS.