Bygningshistoriske spor

Formålet med en bygningshistorisk undersøgelse er at skaffe sig viden om en ældre bygnings oprindelige udseende og indretning samt om de ændringer, den har gennemgået i tidens løb. Selvom huset ikke står foran en istandsættelse, er det spændende at lære at aflæse husets historie. Skal huset istandsættes, må dets historie altid klarlægges som grundlag for et projekt, der respekterer sporene og kvaliteterne i det gamle hus.

Formålet med en bygningshistorisk undersøgelse skal derfor ikke være at føre bygningen tilbage til dens oprindelige udseende, men at få et overblik over husets bygningshistorie, herunder at fastslå den antikvariske (bevaringsmæssige) tilstand.

Det er vigtigt for et kvalificeret resultat, at man går systematisk og fordomsfrit frem uden en forudfattet facitliste. Man bør om muligt altid benytte flere kilder samtidigt. Hvis to forskellige kilder strider mod hinanden, f.eks. facadefarverne på et maleri sammenlignet med en farveundersøgelse på facaden, er det sporene i bygningen, der tæller mest.

Det er også vigtigt, at man, samtidig med den bygningshistoriske undersøgelse, registrerer den byggetekniske tilstand af de undersøgte bygningsdele og konstruktioner - samt om muligt årsagerne til den fundne tilstand.

Endelig bør man, hvis den bygningshistoriske undersøgelse er led i en planlagt istandsættelse, foretage en funktionsmæssig vurdering, om bygningen overhovedet egner sig til det ønskede formål, samt en arkitektonisk og bevaringsmæssig vurdering af såvel bygningens helhed som dens detaljer, sammenholdt med de bygningshistoriske og byggetekniske facts.

Udlusning af vinduets karm viser, at tværposten er flyttet op.

Der er naturligvis mange grader af bygningshistoriske undersøgelser - fra en helt overfladisk iagttagelse med det trænede øje, til en total afklædning af huset med undersøgelser ned til mindste detalje.

Der skal advares kraftigt mod at man i sin iver efter at finde ældre og ældre spor eller materialer tankeløst fjerner senere materialer eller tilføjelser i bygningen. Der bør startes med helt ikke-destruktive undersøgelsesmetoder, f.eks. opmåling, fotografering i sidelys, iagttagelser af konstruktioner, materialer, huller og andre spor i de synlige overflader m.v. - evt. suppleret med punktvise afdækninger, f.eks. farvetrapper, boring med rørbor i træ, puds etc. eller punktafskrabning / afrensning af et profil eller en dekoration m.v.

Eksempel på skitseopmåling med registrering af detaljer og spor.

Kun hvis nærmere undersøgelser og overvejelser viser, at det er nødvendigt eller ønskeligt at fjerne senere lag, bør man gøre dette. I så tilfælde bør man om muligt gemme hele / større, fjernede bygningsdele, eksempelvis på loftet, i en kælder eller et udhus, forsynet med tydelige påskrifter, idet senere ejere godt kan tænkes at ville genopsætte disse. Som minimum skal det fjernede fotograferes og opmåles før og efter indgrebet.

Man vil f.eks. ofte vælge at rive alle gamle papirstapeter af væggene. Her er det en god ide og en forholdsvis simpel ting, inden man går i gang, at skære en prøve ud, f.eks. i A4-størrelse, med samtlige lag som dokumentation. Tapetprøverne kan dampes fra hinanden og samles igen til et slags hæfte som et autentisk minde om husets og de tidligere beboeres historie.

En bygningshistorisk undersøgelse bør altid indgå i en helhedsvurdering. Formålet med f.eks. at rekonstruere bygningshistorien er absolut ikke at føre bygningen tilbage til een af de tidligere faser, farver eller funktioner, men snarere at lade sig inspirere af de særlige arkitektoniske kvaliteter og specielle træk, som undersøgelsen afdækker. Baggrunden herfor er, at det på længere sigt altid vil være bygningens oprindelige og originale materialer, der vil være afgørende for bevaringsværdierne.

Derfor skal en bygningshistorisk undersøgelse af en ældre bygning indeholde:

afdækning af, hvilke dele af bygningen, der er oprindelige fra opførelsen og hvilke, der er tilføjet senere, ofte i flere omgange, og hvornår
• rekonstruktion af husets oprindelige udseende samt senere faser, herunder de anvendte materialer, konstruktioner og detaljeringer, samt de oprindelige og senere anvendelser
• relevant personalhistorie: ejere, beboere, bygmestre, håndværkere m.v. gennem tiden og i de forskellige ombygningsfaser
• registrering af byggeteknisk solide og holdbare løsninger eller problemer, svigt og svage områder
• arkitektonisk og antikvarisk (bevaringsmæssig) vurdering af, hvilke bygningsdele, der ud fra en helhedsbetragtning er umistelige, og hvilke, der kan behandles mere frit

Dette kræver kendskab til historiske byggemetoder og håndværksteknikker, til ældre materialers naturlige nedbrydning og patinering samt til den arkitektur- og kunsthistoriske udvikling. Derudover skal man kunne bruge sine øjne, fremstille og forstå bygningstegninger samt som tidligere nævnt kunne arbejde systematisk. Arkitekter, der gennem uddannelse og erfaring har denne viden, kan være behjælpelige med bl.a. disse undersøgelser og deres tolkning.

Facadeopmåling med registrering af detaljer og spor. Huset har oprindeligt haft svalegang fra 3. til 6. fag fra venstre.

Man kan dele arbejdet op i 3 faser:

• forarbejdet (arkivarbejde)
• feltarbejdet (på bygningen)
• syntesen (f.eks. en rapport)

I praksis vil arbejdet ofte veksle mellem de 3 faser.

En række arkivalske kilder giver oplysninger om husets historie: byggesagsarkiver, breve, regnskaber, ældre tegninger eller malerier m.m. Se Arkivundersøgelser

Feltundersøgelsen starter med en opmåling og en gennemfotografering. Opmålingen skal indeholde facader, planer, snit og detaljer.

Under opmålingsarbejdet bliver man fortrolig med huset og har mulighed for at gøre en række iagttagelser. Opmålingen udbygges med notater under den systematiske gennemgang af de forskellige bygningsdele samt med skitser og fotografier. Ved at nedskrive iagttagelserne på papir skærpes opmærksomheden overfor udformning, detaljering, tilstand, skader og spor af tidligere indretning.

Da størrelserne på måleenhederne fod og alen har varieret gennem tiden, kan en opmåling af en ældre bygning, gennem analyser af hovedmål og detailmål, helt ned til f.eks. tagværkernes borhulsdimensioner, afsløre opførelsesperiode samt senere til- og ombygninger.

Uanset hvor længe man betragter et hus, vil der være noget, man først ser, når man tegner. Ofte giver ellers uforståelige spor pludselig mening, når de tegnes ind på plan eller facade og dermed ses i forhold til andre spor. F.eks. kan en revne i facaden, sammenholdt med indvendige spor af en tidligere gavl, afsløre, at bygningen på dette sted er blevet forlænget.

En farvearkæologisk undersøgelse er et godt supplement til den bygningshistoriske undersøgelse. Se Farveundersøgelser

En lille checkliste for de bygningshistoriske iagttagelser ser sådan ud:

• Materialer
• Konstruktioner, samlingsmåder
• Byggetekniske funktioner
• Dimensioner
• Håndværksmetoder / Værktøjsspor
• Overfladebehandlinger
• Farver
• Særlige detaljer (stempler, mærker, numre, dekorative elementer)
• Alder samt årstal eller relativ tidsfølge for ændringer.
• Antikvarisk tilstand (ændret, ødelagt, skamferet, defekt, komplet)
• Genanvendte materialer
• Ændrede, overdækkede, fjernede materialer/elementer

Byggetekniske iagttagelser:

• Byggeteknisk tilstand (fugt, salte, afskalning m.v.)
• Eskalleret nedbrydning/skader
• Naturlig forvitring/patinering
• Ydre påvirkninger (brud, sætninger, slag, slid m.v.)
• Konstruktive uhensigtsmæssigheder

Som tidligere nævnt bør en syntese indeholde en bygningshistorisk redegørelse, især for den antikvariske tilstand, dvs. hvilke materialer, der menes at stamme fra husets opførelse, og hvilke, der er kommet til senere. Dernæst bør der redegøres for den byggetekniske tilstand samt arkitektoniske og helhedsmæssige overvejelser.

Tydelige spor af stik og rest af fals fra oprindelig vinduesplacering i grundmuret renæssancegavl. Foto: Jens Frederiksen.

Da et af kernepunkterne i en bygningshistorisk undersøgelse er at indkredse de forskellige bygningsdeles alder / opførelsestidspunkt eller lagenes indbyrdes kronologi, følger her nogle tips om dette.

Bortset fra forekomsten af årstal på selve bygningen eller videnskabelige undersøgelsesmetoder som dendrokronologi (træs årrings-datering) har man følgende muligheder:

1. Arkitektonisk / kunsthistorisk datering:

• konstruktioner og materialeanvendelse
• særlige detaljeringer (murdekorationer, gulvmønstre osv.)
• profileringer (f.eks. på vinduer og døre)
• farvesætning
• kunstnerisk / arkitektonisk sammenlignende træk

2. Håndværksmæssig udførelse:

• konstruktion (håndfremstillet / maskinfremstillet)
• materialeanvendelse og -sammensætning
• værktøjsspor (håndværktøj, maskiner, bordimensioner)
• tømmer-, stenhugger-, blikkenslagermærker / breve / spirdokument
• sekundære materialer: aviser, ølflasker, sko m.m.

3. Teknologihistorisk datering:

• fremkomsten / opfindelsen af bestemte materialer: f.eks. glasruder, støbejern, bornholmsk cement, portlandcement, søm, skruer, tapeter, malingstyper, stuk
• anvendelsen af forskellige historiske standardmåleenheder: tommer, fod, alen, centimeter, meter
• særlige, tidstypiske standardbeslag (vinduer, døre)
• tidstypisk inventar: ildsteder, bilæggerovne, kakkelovne, riste

4. Relativ datering / kronologi / stratiografi:

• lagvise, konstruktive overlapninger: maling, gulve, lofter m.v.
• nye huller, gennembrud, tilmuringer
• variationer i spær- og bindingsværksnummerering
• forvitring, ældningsmønster
• antal overfladebehandlingslag

5. Arkivalske oplysninger:

• skriftlige kilder: breve, beskrivelser, brandtaxationer m.v.
• daterede malerier, tegninger, fotos, byprospekter
• trykte kilder: egnshistorie, arkitekturhistorie m.m.
• personalhistorie
• gamle kort

Maskinfremstilling af mursten, tagsten, høvlede brædder, vinduer, døre, smedejern og søm indfinder sig omkring 1860-70. Det samme gælder støbejernets og Portlandcementens indførelse samt de støbte, slebne spejlglasruder. Det maskintrukne rudeglas kommer til landet omkring 1920, et år, hvor kærvskruens indførelse ligeledes nogenlunde præcist kan dateres til.

Det kan snyde lidt, at mange håndfremstillingsprocesser fortsætter længe efter disse teknologiske landvindinger. F.eks. fortsatte håndhugningen af tømmer helt frem til mellemkrigsårene, selv om maskinsavningen på savværker begyndte allerede i begyndelsen af 1800-tallet. De let genkendelige håndsavningsspor ses ligeledes på mange spær frem til mellemkrigstiden, hvor tomandssavning fra savbukke eller savegrav ophørte.

Eksempler på bygningshistoriske spor og iagttagelser

Ved udgravning omkring soklen kan det være muligt at fastlægge det oprindelige terræn omkring huset. Ofte er der tale om en betragtelig stigning af det omgivende terræn som følge af almindelig formuldning. Lavtliggende dørtærskler har måske tidligere været hævet et godt stykke over terræn. Den tilkomne jord har som regel en anden farve end jorden i det gamle terræn.

Langs soklen kan man ofte finde en brolægning med fald væk fra soklen. Hvis det omgivende terræn tillader det, kan det anbefales at udgrave de gamle belægninger langs huset og på eventuelle gårdspladser.

Gårdspladsen kan have haft en mønsterlagt brolægning, som måske kan rekonstrueres ved at opmåle de rester, der er tilbage, og indtegne dem på en plantegning, så systemet bliver gennemskueligt.

Længst forsvundne bygninger kan fastlægges ved at udgrave fundamenterne. Kun i få tilfælde har man ulejliget sig med at fjerne de store kampesten, som bar huset.

Er der tale om så gennemgribende restaureringsarbejder, at man fornyer gulve mod terræn, har man her en enestående chance for at spore tidligere skillevægge og dermed få et kendskab til husets ældre plandisposition. Finder man kampesten i jorden, indtegnes disse på en plan, som man senere kan fortolke i sammenhæng med de øvrige bygningsspor.

Manglende stenkvadre i soklen kan vidne om tidligere kældernedgange eller blændede kældervinduer. I soklen kan man ofte spore, om huset er bygget i en omgang eller siden udvidet.

Spor i vægge af bindingsværk er - på grund af dets logiske opbygning - som regel ret lette at aflæse, med mindre bindingsværket står overpudset. Man må dog i sin fortolkning være opmærksom på tidligere tiders udbredte anvendelse af genbrugstømmer.

Bindingsværkets tømmermærker fortæller om husets historie, idet hvert fag nummereredes på tømmerpladsen med et fortløbende talsystem, indhugget med økse eller stemmejern, således at huset nemt kunne samles på byggegrunden. I nogle tilfælde er bygningens opførelsesår indhugget, f.eks. på døroverliggeren, hvilket enten kan indikere bygningens opførelsesår - eller anvendelse af genbrugte materialer.

Samlinger i bindingsværksvægge er fastholdt med trænagler. Spor i tømmeret efter sådanne samlinger giver vigtige oplysninger om ændringer i konstruktionen. Højtsiddende naglehuller og / eller eksistensen af en døroverligger kombineret med manglende naglehuller for løsholter (vandrette tømmerstykker) kan afsløre oprindelige dørhuller. Forhøjede vinduer medfører en sænkning af løsholterne eller en højere placeret overligger. Den gamle placering giver sig til kende ved et sæt naglehuller. Hvis bjælkerne tidligere har været gennemstukne i stolperne, ses en udlusning (propning) af taphullet. Dette vil som regel betyde, at husets rumhøjde er blevet øget.

Er huset forlænget, kan det f.eks. give sig til kende ved et skråbånd midt på en langside. Skråbånd har en afstivende funktion og findes oftest i bygningens hjørnefag.

I byerne stod bindingsværkshusene ofte overpudsede, og i mange tilfælde huggede man små fordybninger i stolperne for at få pudsen til at hænge ved, eller man sømmede træpinde eller rørvæv på tømmeret.

På de grundmurede huse afslører uregelmæssigheder i murværkets forbandt ændringer som følge af husets ombygninger.

Et nøje studium af murværket giver ofte værdifulde oplysninger om tilmurede vindues- og dørhuller samt eventuelle udvidelser. Hvis der er forskel i fuge- eller stentyperne (farve, form og størrelse), kan det afsløre både den tidsperiode, huset er bygget under, samt ændringer i murværket. Ofte kan et sort-hvidt fotografi optaget i strejflys være et godt supplement til iagttagelser udført på stedet.

Står murværket overpudset, er det kun muligt at se spor i form af revner, som måske kan skyldes byggeskel eller tilmurede vindueshuller. Hvis huset skal ompudses, har man naturligvis god mulighed for at undersøge murværket efter afhugning af pudsen.

At tagbelægningen er ændret kan være vanskeligt at spore, idet underlaget (lægter eller brædder) som regel også er udskiftet, men læg specielt mærke til, om der er spor af ændringer ved overgange ved tagfod / gesims og gavle.

Fjernede skorstenspiber giver sig ofte til kende ved, at stenene på tagryggen udgår i hver sin retning, fra det sted hvor piben har været.

Tagværket er ligesom bindingsværket forsynet med tømmermærker. Uregelmæssigheder i disse tal kaster lys over husets bygningshistorie. F.eks. begynder en ny nummerering der, hvor huset er forlænget. Også iagttagelse af tømmerets dimensioner og overflade kan give oplysning om tagværkets historie.

Fjernede kviste kan afsløre sig ved udveksling i tagværket og taphuller i spærene efter en veksel.

Vinduesrammer og karme kan meget ofte dateres efter deres profileringer og samlingsmåden i hjørnerne. Se Vinduer, opdeling og profiler

Man kan i de fleste tilfælde se, om et helt vindue er skiftet ud, fordi vindueskarmene oprindeligt, frem til 1930'erne, blev muret i samtidigt med opmuringen. En udskiftning vil derfor medføre markant bredere fuger mellem murværk og karmenes ydersider, hvad der ret beset medfører en mærkbar reduktion af lysindfaldet

Vinduets opdeling (vinduesrammestørrelse eller blot rudestørrelse) kan i tidens løb være ændret. Er den gamle karm bevaret, vil man her kunne se spor af f.eks. en ældre, lavere placering af tværposten. Tværposten kan ved samme lejlighed være udskiftet til en ny med en anden profilering.

De gamle rammer har sommetider fået isat større ruder ved, at man har fjernet nogle sprosser. De gamle sprosser aftegner sig da som et trekantet spor i ramtræets profilering.

Lysningspanelernes inddeling viser, at tværposten har siddet lavere i flugt med ramtræ mellem fyldninger. Tværposten er ved samme lejlighed fornyet, hvilket ses af profiltypen, som er nyere end lodpostens.

En maskinfremstillet vinduesramme kan tydeligt kendes fra en håndfremstillet på hjørnesamlingerne og samlingerne mellem sideramstykker og sprosser. Da den første kehlemaskine kom til København i 1880, er alle kontraprofilerede (kontrakehlede) rammer yngre end dette år. Da snedkere har fortsat med at samle vinduesrammer på gehring frem til mellemkrigsårene, måske endda senere, kan man ikke slutte, at alle håndfremstillede vinduesrammer er ældre end 1880.

Nye rammer kan give sig til kende ved en nyere profiltype. Er rammen kontraprofileret (kontrakehlet) i hjørnerne, er den fremstillet på en kehlemaskine og derfor yngre end 1880, da den første kehlemaskine kom til København dette år. Se Reparation af vinduer.

Med øjet er det muligt at identificere de enkelte typer glasruder: cylinderglas, kronglas, spejlglas, trukket glas og floatglas. Det var blot før 1920 betydeligt mere vanskeligt, besværligt og kostbart at fremstille det plane vinduesglas end f.eks. bordglas, karafler og lampeglas, der i dag regnes for sande antikviteter og rene klenodier. Det er derfor et paradoks, at mundblæste vinduesglas, der er en endnu sjældnere og kostbar kulturskat, råt og brutalt kyles ud og smadres uden nogen som helst veneration. Håndværkere, arkitekter og de antikvariske myndigheder har i over 50 år desværre været alt for uopmærksomme overfor dette.

Forekomsten af originale, gamle glasruder kan være med til at datere et vindue. Man kan med det blotte øje identificere de enkelte typer: cylinderglas, kronglas, spejlglas, trukket glas og floatglas. Det har desværre kun sjældent været brugt at flytte de gamle ruder med over i nye rammer, så man kan altid regne med, at de gamle rudeglastyper sidder i tilsvarende gamle rammer. Omvendt er det ikke sikkert, at nyere ruder betyder, at rammerne er nyere. I det 20. århundredes ånd har man blot syntes, at alt nyt, f.eks. nye ensartede rudeglas, var bedre end de gamle og brutalt skiftet disse ud.

Interiørets udformning og snedkerarbejdets profiler kan for den trænede iagttager give et væsentligt fingerpeg om datering på grund af profilernes former. Man skal dog være opmærksom på, at der er en tidsmæssig forskydning fra land til by.

Moden udgik som regel fra København og kom først med nogen forsinkelse til købstæderne i provinsen og endnu senere til landdistrikterne. Endvidere må man være opmærksom på, at snedkerprofilhøvlene kan være anvendt gennem generationer på samme værksted.

En fjernet skillevæg vil kunne give sig til kende ved et eller flere af følgende spor:

• i gulvet er der måske lagt et nyt bræt, hvor væggen har stået. Det vil især springe i øjnene, hvis bræddegulvet er lagt på tværs af skillerummet
  
• i loftet markerer den fjernede væg sig måske som en ujævn bræmme i pudsen

Er loftet forsynet med stuk fra før ændringen, kan man somme tider helt tydeligt se de to sammenlagte rums afsluttede stuk som to selvstændige felter, måske endda med forskellig udformning. Andre gange kan man ved en fin revne se, hvor loftsgesimsen eller vægprofilet er blevet kompletteret.

Hvis skillevæggen har været af bindingsværk og loftbjælkerne er synlige, kan man måske se de huller, hvor stolpetappene var stukket op.

I ældre bindingsværkshuse giver fjernede skillevægge sig tillige tilkende som støjlehuller i bjælkernes underside efter de kæppe, der bar lerkliningen.

Er der paneler på væggene, kan det manglende stykke, hvor skillevæggen stødte op til de to andre vægge, være blevet opsat som et glat felt - eller måske med et panel med en anden profilering. Det kan f.eks. vise sig ved, at fyldningernes rytmiske placering ikke går op, eller ved, at profileringen af snedkerdetaljer kan være forskellig i de to rum. Det vil måske også kunne ses, at fodpanelet har fået en tilsætning.

En farvearkæologisk undersøgelse vil måske afsløre forskellige farvelag i de to sammenlagte rum.

Rummet har oprindeligt været delt op i to, hvilket ses af diverse spor og panelopdelingens mangel på rytmik.

På væggene har der ofte været udspændt lærred oven over brystpanelerne. Er det senere fjernet, vil man måske kunne se rester af rammeværket, som lærredet har været spændt op på. Hvis væggene har haft udspændt lærred, er panelet eller stukken placeret med større afstand fra væggen end normalt for at give plads for rammerne til lærredsopspændingen.

Har man lukket et gammelt dørhul, kan det måske afsløres ved at iagttage fodpanel og paneler. Der kan det eventuelt ses, hvor samlingen er udført. Et tidligere dørsted kan også give sig til kende ved nedslidning af gulvbrædderne.

Til tider er det gamle dørsted helt iøjnefaldende, idet man blot har skruet en plade op på karmen og måske bevaret den gamle dør inde bag ved eller fjernet karmen og fastgjort pladen på væggen.

Er bindingsværket synligt, vil man kunne se døroverliggeren eller spor efter denne i form af naglehuller. Står murværket synligt, kan false eller nye stenformater afsløre det gamle dørhul.

Et nyere dørhul kan vise sig ved en anden type profilering af indfatning eller dørblad eller ved beskæring i panelerne, hvor fyldningen eller rammer f.eks. er gjort smallere. Det nye dørsted kan dog også være forsynet med indfatninger og dørblad, som er udført som kopi af de øvrige - her vil undersøgelse af malingslag måske kunne afsløre alderen, med mindre det er genbrug fra et andet sted i rummet. Genbrug fra et andet sted i huset eller fra et andet hus vil også kunne ses af malingsundersøgelsen.

Interiør under istandsættelse. Bindingsværket viser spor af et sekundært dørsted (nagler til løsholt, der er flyttet op til døroverliggeren uden fornagling). Dørstedet er senere igen blevet lukket.

Ældre bygninger har været opført med åbne køkkenskorstene. Er disse fjernet, vil opmålingen ofte vise en fortykkelse af skillevægge, idet de gamle skorstensvanger sjældent er fjernet. Hvis en bygning er blevet forhøjet, kan man se, at de øverste skorstensløb er bygget på senere, hvis skorstensvangerne ikke er i forbandt med de nedefra kommende skorstensløb.

En tidligere kakkelovnsplads vil ofte kunne spores i gulvet, f.eks. som et fliselagt felt. Et tidligere flisefelt kan også være erstattet med tilskårne brædder. Sømhuller i trægulvet kan være spor efter en metalplade, der har ligget under ovnen.

På væggen bag ovnen har der på grund af brandfaren ikke været træpanel. Hvis der er panel på ovnpladser, kan dette være udført i gips som kopi af de øvrige paneler i rummet. Hvis ovnen er fjernet, kan der senere være opsat træpaneler. Ovnpladsen ses tit indrammet af pilastre (flade søjler) i træ eller med stuk fra gulv til loft.

Hvis rummet har været opvarmet med bilæggerovn, kan man ofte se spor efter indfyringshullet i skorstenen som en rektangulær tilmuring.

		Spor af bilæggerovn kan vise sig som her, hvor indfyringshullet i ildstedsvangen var overdækket af et lille stik i form af to skråtstillede mursten.

		Den gamle ovnplads indrammes af pilastre i træ, men er ved ovnens flytning blevet forsynet med brystningsliste.

I de to gamle køkkenildsteder ved skorstenene er indbygget toiletter og skabe. De tykke ildstedsvanger viser sig tydeligt i opmålingen.

Iagttagelser af bygningsspor fortsættes, når byggearbejdet går i gang. Afhugning af puds og nedtagning af nyere beklædninger afslører ofte flere brikker til puslespillet om bygningshistorien.

Det er vigtigt, at arkitekten løbende registrerer spor og rester af tidligere udformning. Håndværkerne bør gøres opmærksomme på, at man under byggeriet kan støde på disse spor, hvorefter de straks bør tage kontakt med arkitekten, således at man ikke forpasser en chance for at øge sit kendskab til huset.

Husets bygningshistorie kan nu skrives som en sammenfatning af alle disse iagttagelser sammenholdt med oplysninger fra byggesagsarkiver, byggeregnskaber m.m.Et kendskab til husets bygningshistorie er en forudsætning for udarbejdelsen af et kvalificeret restaureringsprojekt.

Den bygningshistoriske undersøgelse giver grundlag for rekonstruktionsskitser af husets udvikling.

Information om Bygningsbevaring:
Arkivundersøgelser
Farveundersøgelser
Forberedelse af projektmateriale
Økonomisk styring af istandsættelser

BYG-ERFA, Byggetekniske Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

Fejl ved måling af træfugtighed (93 01 12)
Undersøgelse af bygninger for biologisk nedbrydning (93 12 17)
Skadedyrsangreb i bygninger (95 04 24)
Termografisk undersøgelse af kuldbroer m.m. (00 08 07)
Indbrudssikring af boliger (95 12 15)

Titel

Bygningshistorisk undersøgelse

Oplæg
Tekstoplæg og illustrationer: Tegnestuen Kvisten og Søren Vadstrup, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Michelsen, Peter: Bondehuses alder. Nationalmuseet, København 1979

Andersson, Karin og Agneta Hildebrand: Byggnadsarkeologisk undersökning. Det murade huset. Riksantikvarieämbetet, Stockholm 1988.

En lang række såkaldte bygningsmonografier indeholder publicerede bygningshistoriske undersøgelser, der kan læses som inspiration.

Det samme gælder tidsskrifterne Bygningsarkæologiske Studier, Architectura og der udkommer een gang om året og indeholder eksmpler på gennemførte bygningshistoriske undersøgelser.

Arkitektskolen i Århus har opbygget en database over adskille bygningshistoriske undersøgelser i Danmark.