Skorstene og ildsteder

Skorstene har i århundreder været en naturlig del af vore beboelseshuse. De har på afgørende måde præget boligerne indvendigt ved rummenes placering omkring skorstenene, og udvendigt har skorstenspiberne, der som regel var fint udformet, været en vigtig del af husenes arkitektur

En skorsten består af en eller flere røgkanaler gennem etagerne, hvor der kan være tilsluttet åbne ildsteder, komfurer, kaminer og ovne. Den synlige del over taget hedder skorstenspiben; denne betegnelse vil blive benyttet i det følgende, hvor kun skorstene i bolighuse vil blive behandlet.

I vort kølige klima, hvor opvarmning af boligen altid har været nødvendig, klarede man sig længe blot med et bål på gulvet. Røgen fra dette ildsted, arnen, fandt selv ud gennem lyren (et hul i taget). En metode, der med en vis udvikling af ildstedet, blev anvendt gennem mange hundrede år. De sidste lyrehuse i Jylland forsvinder så sent som i slutningen af 1800-tallet.

I den tidlige middelalder begyndte man at bygge hævede ildsteder, og i fortsættelse heraf senere røgkanaler med røgfang. Hvornår de første skorstenspiber forekommer her i landet, vides ikke med sikkerhed, men i løbet af middelalderen forsynes flere og flere huse med skorstenspiber. I Tuesens boder i Næstved (opført 1484) findes en overgangsform, idet en gavlskorsten har været afsluttet med pibe i den øverste kamtak (del af den trappeformede gavl), mens husrækkens øvrige ildsteder tilsyneladende kun har haft røgkanal til loftrummet, hvorfra røgen forsvandt ud under tagstenene. Efter denne tid bliver det mere almindeligt at afslutte skorstene med piber, først i byerne og senere på landet.

På et stik af Rundetårn fra 1657 ses en rig variation af skorstenspiber, som i større eller mindre udstrækning har eksisteret i vore byer frem til vor tid, hvor bl.a. central- og fjernvarme har ført til fjernelse af mange skorstenspiber.

Stikket viser, at skorstenspiber kommer op overalt på tagfladerne, også ved tagskægget, og det viser også, at skorstene på dette tidspunkt normalt gik lodret op gennem husene. Piberne er uden sokkel, men med en udkragning øverst. En enkelt pibe har en hvælvet overbygning - en udformning, som ikke har været ualmindelig. Sokler på skorstenspiber indføres her i landet tilsyneladende under påvirkning fra Holland. Senere, hvor man fortrinsvis placerer piberne i tagrygningen, bliver det nødvendigt at trække skorstenene på loftet, evt. understøttet af tømrede skorstensstole.

Der har naturligvis ikke været gjort lige meget ud af skorstenspiberne på alle huse. Pragtskorstene som på Charlottenborg og Eremitageslottet har ikke været almindelige.

Skorstenes udformning og placering kunne være styret af husets funktion eller udformning. I perioder har man helst ville skjule de nødvendige skorstenspiber ved at udforme dem som spir, vaser eller lignende. På de fleste huse har skorstenspiber dog været et bygningselement, man godt ville være bekendt, ja endog fremhævede ved at gøre noget særligt ud af. Dette ses bl.a. af den utrolige variation af almindelige skorstenspiber med sokkel, bånd, gesimser, affasninger og profilering, der stadig findes.

Mange skorstenspiber er ombygget i et forsøg på at forbedre aftrækket eller mindske fugten i skorstene. De kan således være forhøjede ved påmuring eller have fået opsat et lodret rør øverst. Tage eller overdækninger er blevet udført på mange måder som f.eks. de murede sadeltage på Nyboders skorstene. En helt speciel form for afdækning er de senere, drejelige røghætter, der også skulle forhindre røgnedslag.

		Pragtskorsten fra Charlottenborg udført i vaseform og med profilerede gesimser.

Udsnit af Greijss' stik fra 1657 forestillende Rundetårn. Skorstenspiberne, der kun har udkragning øverst, står tilsyneladende lige over ildstederne, hvad piben i nederste højre hjørne viser ved sin placering i tagskægget.Udlånt fra Rundetårn.

Det åbne ildsted havde over åbningen en ildstedshammer (overligger) til at bære den murede kappe, der ledte røgen op i skorstenen. Denne overligger kunne ligge på fremkragede sten og var i køkkener ofte af træ. Kaminers overliggere var almindeligvis murede eller af natursten. Senere køkkenildsteder kunne have overliggere af jern, og hvis de var åbne på to sider have en jernsøjle under det fri hjørne.

Inde i køkkenskorstenen var der opført en muret ildbænk i arbejdshøjde. Herpå brændte ilden under gryderne, der hang i en krog med indstillingsmulighed i højden eller stod på ben i gløderne. På landet var det i Østdanmark almindeligt at have én skorsten, hvor alle ildstedsfunktioner var samlet. Man stod inde i skorstenen og havde ildbænk og indfyring til bilægger til den ene side, mens indfyring til bageovn og gruekedel fandtes på de øvrige sider.

I Vestdanmark fandtes der på landet ofte to uafhængige skorstene. Den ene placeret i køkkenet med ildbænk i hele skorstenens bredde og med arbejdssted foran skorstenen. Den anden fandtes så i bryggerset og havde arbejdssted inde i skorstenen, hvor bageovn og gruekedel var tilsluttet. Med sådanne skorstensarrangementer var man i stand til at fremstille væsentlige produkter som brød og øl. Indretningen med de åbne skorstene findes stadig enkelte steder i landet.

De åbne ildsteder havde den ulempe, at røgen under uheldige omstændigheder kunne komme ud i rummet. En stor forbedring var indførelse af bilæggerovnen. Fra den tilstødende, åbne skorsten fyrede man gennem et hul i skorstensvæggen. Man kunne således holde ild og røg adskilt fra det rum, der skulle varmes op. I begyndelsen var bilæggerovne opmurede af særligt udformede kakler, heraf ordet: kakkelovn. Senere blev bilæggerovne af jern almindelige. I den simpleste form klarede man sig blot med en indmuret jernplade i skorstensvæggen. Det er et arrangement, der kendes fra små lejligheder i byerne. Beboelsesrum uden væg mod en åben skorsten måtte stadig opvarmes ved hjælp af kaminer, som, når de var ude af brug, kunne have opsat en træplade for at mindske trækken.

Den traditionelle skorstenspibe kan være udformet med sokkel, skaft, bånd og gesims. Ved at udføre sokkel på skorstenspiber skabes på naturlig måde en udkragning, hvor en god tilslutning til tagdækningsmaterialet kan udføres. Desuden opnås der en større afstand mellem den varme skorstensrøg og brændbart materiale, som f.eks. ved stråtage.

Som oftest afsluttes sokler 1 til 2 skifter over tagryggen og kan være udkragede med et eller flere skifter, hver på 3-5 cm. På det glatte skaft kan der være et smalt, udkraget bånd. Øverst afsluttes piben ofte med et bredere bånd. Udkragningen på disse bånd bør ikke være større end ca. 2,5 cm.

Den nødvendige inddækning kan også udføres med en musetrappe, dvs. udkragede sten som i aftrapning følger tagfladen. Denne måde at skabe inddækning på er udsat for vind og vejr og kræver oftere reparation.

Skorstene og piber til åbne ildsteder udførtes med meget stor lysning. Skorstensfejeren måtte kravle helt ind i skorstenen under fejning. De skorstene, der senere blev almindelige, var meget tynde og måtte renses udefra. I nyeste tid er skorstenenes piber udført helt glatte uden udsmykninger af nogen art, dog ofte afsluttet af en udkraget betonplade.

		Skorstenspibe med et enkelt formstensled øverst på sokkel og nederst på bånd.

		Skorstenspibe fra Nyboder med sadeltag af opmurede tagsten.

		Skorstenstype med sokkel og udkraget bånd øverst. Skaftet er prydet med et smalt bånd og et fyldningsfelt.

		Skorstenspibe med tag udført som muret hvælv. Piben er meget høj pga. den tæt ved stående høje nabogavl.

Eksempel på skorstensblok fra byhus, der er forhøjet flere gange. Hvert åbne ildsted har sin egen røgkanal helt til top, men forløbet af tilbygningerne er blevet noget kringlet samtidig med, at skorstenene i de øvre etager står delvist på bjælkelagene. I de nedre ildsteders bagvange ses indfyringshuller til bilæggerovne. Med skravering er angivet snitflader i murværk, der er tænkt fjernet.

Her i landet findes kun få gamle skorstenspiber, en følge af de hårde påvirkninger denne bygningsdel er udsat for. Store temperaturforskelle, røgens skadelige stoffer samt påvirkninger af vind og vejr nedbryder skorstenspiben.

Piber skal eftergås jævnligt ved at løse skaller eller forvitrede fuger fjernes, og eventuelt revnede sten udskiftes, inden fugerne genopbygges. Specielt ved pibens munding er murværket stærkt udsat, idet kombinationen af regn og røggas medvirker stærkt til at nedbryde sten og mørtel. For at modvirke dette kan man øverst udføre en støbt plade med fald udefter, så regnvand ledes bort fra skorstensåbningen. Denne plade må ikke være synlig nedefra.

Tilslutningen mellem skorsten og tagmateriale eftergås omhyggeligt for eventuelle utætheder. Tagsten vil ofte være indmurede i mørtel, men tætningen kan også være udført med zink, bly eller træ.

Skorstenspibens overflader følger ikke farven og overfladebehandlingen på husets hovedfacader. Piberne behandles almindeligvis på alle fire sider med en hvid kalkning på en dækkende puds eller vandskuring. De står kun meget sjældent i blank mur eller lignende.

Inde på loftet kontrolleres skorstenens murværk for revner, der udkradses og repareres. Skorstensstole og veksler (bærende elementer) kontrolleres for tegn på brud eller anden svaghed.

		Skorstenspibe, hvor tilslutning mod tag er udført med musetrappe.

Skorstenspiber udført i vekslende gule og røde skifter, kun med udkragning øverst. Inddækning til bæverhaletaget er udført med bly / zink.

Mange skorstene er blevet ødelagt af løbesod. Særligt udsatte er skorstene i ydermure, f.eks. gavlskorstene eller tyndvæggede piber, hvor røgtemperaturen er lav. Problemet viser sig først efter mange års dårlig forbrænding og kan skyldes brug af dårligt og fugtigt brændsel som f.eks. tørv. Løbesod viser sig først som sortbrune skjolder, som langsomt breder sig ned af skorstenens yderside.

Ud over at fremkalde skæmmende skjolder bevirker løbesoden, at mørtlen mister sin sammenhængskraft, hvorved skorstenen mister sin styrke. Er der først dannet løbesod, kommer man ikke af med den igen, og man må før eller senere ommure skorstenen. Et stykke tid kan man forsøge at holde skjolderne tilbage, men maling standser dem ikke. Et sølvbronzelag på et tyndt lag af cementmørtel, en overstrygning med en blanding af halvt kogødning og halvt hvidtekalk skulle kunne holde skjolderne tilbage.

For at forebygge løbesod kan man indsætte en isolerende foring i skorstenskanalen. Fra toppen af skorstenen nedsænkes foringsrørsstykker, hvorefter der skabes tæt forbindelse til renselemme og røgrør. Til slut fyldes mellemrummet mellem skorstensvæg og foringsrør ud med isoleringsmateriale, inden afdækningen øverst udføres. Ved valg af isoleringsmateriale skal man huske, at produkter i løs form vil vælte ud, hvis man senere banker hul til røgrør eller lignende.

På husets gavl tegner skorstenskanalen sig tydeligt pga. løbesodsskade.

Skorstenen skal naturligvis være forsynet med de nødvendige renselemme, ligesom der skal foretages regelmæssig fejning. Hvis en skorsten har været ude af brug, kan det være nødvendigt at rense ud for fuglereder, grene og blade, som stødes ned ovenfra og herefter fejes ud ved renselemmen i bunden. Visse typer brændsel, f.eks. bøgetræ, kan ved forbrænding danne glanssod, som er ganske tæt og blank. Selv ved almindelig skorstensfejning fjernes denne hårde glanssod ikke; den skal hugges ned. Med sod i skorstenen kan der opstå skorstensbrand, og afbrændingen foregår så voldsomt, at skorstenen kan revne og måske sætte ild til huset. På denne måde er mange huse, især stråtækte, brændt ned.

Ved forbrænding dannes der vand, selv ved afbrænding af knastørt træ. Moderne fyr til olie og gas er så fint regulerende, at der kun lukkes den mængde luft ind i fyret, som er nødvendig for den optimale forbrænding. Samtidig er nyttevirkningen øget ved kraftig nedkøling af røggassen med det samlede resultat, at kun lidt varme slipper ud i skorstenen. Ved lave røggastemperaturer kondenserer vanddampen på den kolde skorstensvæg, hvorved vandet løber ned inde i skorstenen. Det kan således blive nødvendigt at indsætte foringsrør i en skorsten, hvis man ændrer opvarmningsmetoden.

Er en skorsten ude af brug og dannes der megen fugt i bunden, kan man blive nødt til at opsætte en afdækning øverst. Denne bør udføres så diskret som muligt, og helst så der stadig kan ske et vist luftskifte i skorstenskanalen.

Er en skorstenspibe blevet repareret mange gange, kan vangerne i den øverste del ved stadige udspækninger med mørtel have arbejdet sig så meget fra hinanden, at piben bliver næsten tragtformet, og stenene har dårlig forbindelse til hinanden. Det kan da blive nødvendigt at mure piben om.

Har det været en pæn, gammel pibe, vil det være rigtigt at genskabe den samme pibetype. En nyere, uinteressant pibe behøver man ikke at gentage, men måske kan pibens tidligere udseende fastslås gennem gamle tegninger eller fotografier. Kan ingen hjælp hentes på denne måde, bør man opbygge en pæn, traditionel pibe, som passer til huset.

Hvis hele skorstenen skal ommures, bør man overveje, om den skal mures i tegl eller måske opføres af elementer og skalmures. Ved opmuring i tegl skal der bruges nye mursten. Det vil ved den lejlighed måske være ønskeligt at indbygge en ekstra kanal, så der er mulighed for både tilslutning af brændeovn og gasfyr. Skorstensvæggen skal normalt være mindst 1/2 mursten tyk (11 cm), dog en hel sten (23 cm) gennem taget. Hvor skorstenen berører brandbare materialer, skal der også normalt være en hel sten, hvorfor der disse steder er udkragning med 1/2 sten, så vangerne bliver 1/1 sten tykke på skorstenene.

Det gælder dog ikke, hvis der er tale om fodpaneler, indfatninger og lignende. Ved en skorstens passage gennem stråtage skal vangen være minimum en hel sten, samtidig med at der skal udføres et 3 cm tykt, armeret pudslag strækkende sig 30 cm ned under tagets underside. Skorstenspiber skal minimum være 80 cm over tagryggen.

Til opmuring af piben skal der benyttes vejrbestandige materialer. F.eks. vil en fuldbrændt teglsten og en KC 50/50/750 mørtel være velegnet. Det tilrådes at konsultere skorstensfejeren for at sikre en korrekt udførelse.

Har man et bevaringsværdigt hus, bør man værne om dets skorsten. Er piben tidligere revet ned eller ombygget, bør en ny, der passer til huset, genopføres. Mange skorstene er måske taget ud af brug på grund af moderne opvarmningsformer, men under energikrisen fik en del intakte skorstene en renæssance, da der blev mulighed for at tilslutte brændeovne. Har man helt opgivet at bruge skorstenen til opvarmning, kan skorstenskanalen bruges til føring af installationer og aftræksrør.

		Pibens øverste, forhøjede del er blevet udspækket mange gange, hvilket har medført, at afslutningen er blevet nærmest tragtformet.

Slet vedligeholdt skorstenspibe, som trænger til delvis ommuring, fornyelse af afdæning øverst, eftergåelse af fuger, skuring og kalkning. Pga. det sammensunkne stråtag er piben blevet noget langhalset.

En skorsten kan også bruges til at skabe en førsteklasses, naturlig og gratis ventilation i rummene.

Dette gamle princippet for naturlig ventilation går ud på, at den friske luft tilføres opholdsrummene gennem naturlige utætheder i huset. Halvkolde rum som sovekamre, forstue, bryggers eller et spisekammer kan fungere som naturlige opvarmningssluser for luften.

Den brugte luft ledes derefter ud gennem husets skorstene. Dette kræver for det første, at der findes en skorsten, for det andet at de har tilsluttet en rist, et åbent ildsted, en pejs, en brændeovn eller kakkelovn. Skorstensrørsvirkningen vil trække luften ved foden af røret opad i en jævn luftstrøm. Der behøves ingen mekaniske hjælpemidler.

		Eksempel på historicistisk skorstenspibe udført med kamtakker. Denne afslutning kræver mere vedligeholdelse end lige afskårne skorstenspiber.

		Skorstenspibe i blank mur med flere udkragninger ved sokkel og øverste bånd. På skaftet et smalt, udkraget bånd.

Enkel og kraftig skorsten, kun med fremkraget sokkel. Inddækning med zink og bly.

Den almindeligst forekommende kamintype herhjemme er firkantet i grundplan, anbragt på en vægflade med et lille fremspring, og med bunden, næsten i gulvplan. Kaminer kan også anbringes i plan med væggen, i et udadgående hjørne eller med kaminbunden hævet over gulvet. Derudover kan kaminer også være runde eller ovale i grundplan.

En kamin vil ofte indeholde følgende 10 elementer: 

1. Selve ildstedet, hvor bålet anbringes. Ildstedet skal have en vis dybde og helst også skrå sider for at sprede strålevarmen bedst muligt.
2. Over selve ildstedet skal kaminen have en mere eller mindre fremspringende røgkappe (røgfang), der fanger og leder røgen op i røghalsen.
3. Røgkappen bæres ofte af en vandret hammer af mursten, natursten-, metal- eller sågar træ. Ved hjørneildsteder bliver hammeren båret af en rund, firkantet eller eventuelt snoet søjle af smedejern.
4. Røghalsen, der er en indsævring i fuld bredde i toppen af ildstedet, inde under røgkappen. 
5. Over røghalsen vil man ofte anbringe et drejeligt jernspjæld.
6. Et røgkammer, lige over røghalsen, der tjener som reservoir for den røg, som ikke når at blive afledt gennem skorstenen, f.eks. når skorstenen under optændingen er kold. Endvidere modvirker røgkammeret at vindnedslag gennem skorstenen forplanter sig ned i ildstedet. 
7. I selve røgkammeret skal der være en røghylde, hvor regnvand, der kommer ned gennem skorstenen kan samle sig.
8. En røgkanal der fører op til skorstensrøret, der ikke må være større i forhold til kaminens dimensioner, end nødvendigt, for at holde forbrændingen i gang og aflede røggasserne.
9. En renselem - til udfejning af sod m.v. fra skorstensfejningen 
10. En forplade af ikke-brændbart materiale, der skal hindre, at gløder etc. kan antænde et eventuelt trægulv, tæpper el.lign.

For alle kamintyper gælder der en række simple grundregler, der er forudsætningen for en velfungerende kamin, og som man ved opmuringen af nye kaminder skal følge:

1. Kaminens dimensioner skal afpasses efter hinanden, d.v.s. røgkammeret, røgkanalens og skorstenens dimensioner i forhold til fyringsåbningens og ildstedets størrelse. Se diagrammet, der er gengivet fra "Pejsebogen".
2. Kaminens røgkappe skal være trukket et stykke ned under kaminhalsen. Helst skal ildstedets bagside have skråt fald udad.
3. Det er vigtigt, at der ikke forekommer skævheder eller ujævnheder under opmuringen af røgkappens inderside, røghalsen, røgkammer, røgkanal og skorsten, da disse vil skabe uheldige røghvirvler, der kan ødelægge trækket.
4. Ildstedet skal være foret med ildfaste sten og fuget med ildfast ler.
5. Endelig skal man være opmærksom på og nøje følge Bygningsreglementets bestemmelser om ildsteder, røgkanaler og skorstene.

Information om Bygningsbevaring:
Fugt i bygninger
Ventilation

BYG-ERFA, Byggeteknisk Erfaringsformidling (kræver password og abonnement):

 

Renovering og vedligehold af små, murede skorstene

Bygningsreglementet og Bygningsreglement for småhuse med tillæg finde på Erhvervs- og Byggestyrelsens hjemmeside: www.ebst.dk under Lovgivning.

Titel

Skorstene og ildsteder

Oplæg

Tekstoplæg, illustrationer og fotos: Leif Topsøe-Jensen, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Benzon, Gorm: Gamle danske kaminer. Kreditforeningen Danmark 1982.

Bygningsreglement 1995. Erhvervs- og Byggestyrelsen

Christensen, Peder A, (Red.): Mur og beton. København 1948.

Jessen, Curt von, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig: Landhuset, Byggeskik i købstaden. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1975.

Jessen, Curt von, Niels-Holger Larsen, Mette Pihler og Ulrich Schirnig: Byhuset, Byggeskik i købstaden. Gode råd om vedligeholdelse og istandsættelse. København 1980.

Michelsen, Peter: Ildsteder og opvarmning på Frilandsmuseet. Nationalmuseet. København 1968.

Nissen, Helge: Pejsebogen. København 1972.

Langberg , Harald: Skorstenspiber. Foreningen til gamle bygningers bevaring, Arkitektens Forlag. København 1968.

Paulson, Gregor (Red.): Murerarbejde - Murværk og jernbeton. København 1938.

Vadstrup, Søren: Min kamin. tidsskriftet Tegl 2001.