Stråtage

Fra starten af 1980'ernefandtes der tre organiserede tækkemandslaug i Danmark,et på Fyn, et på Sjælland og et i Jylland.

I 2001 blev Dansk Tækkemandslaug stiftet, der bl.a. arbejder med kvalitetsnormerne for de ca. 70 medlemsfirmaer.

Nytækning.Foto: Niels-Holger Larsen.

Et stråtag har både fortrin og ulemper. Et af de største fortrin er, at det er meget smukt i farve og stoflighed. Det er samtidig det mest fleksible tagmateriale, vi har. Det tilpasser sig nemt ujævne, skæve eller forskudte tagværker, så de ikke behøver kostbar eller uskøn opretning.

Strå er også et af de letteste tagmaterialer, der findes. Det vejer kun ca. 30 kg pr. m2, inkl lægter. Et skift fra strå til f.eks. tegl vil derfor ofte medføre omfattende forstærkninger i eller udskiftninger af tagværket.

Stråtaget virker i sig selv varmeisolerende (U-værdi 0,3 - 0,5 kWh/m2h K), og det holder tagværket tørt og sundt, hvis det er helt tæt, takket være en konstant, svag udluftning.

Endelig er stråtaget billigt. Det koster ca. 700-800 kr. pr. m2 for et almindeligt tag i 2000-priser. Stråtagets største ulempe er, at det brænder meget hurtigt, hvis der går ild i det. Det betyder både højere forsikringspræmier og dyre ekstraforanstaltninger til brandsikring.

Stråtagene holder heller ikke så længe som andre tage. Sydsiderne nedbrydes hurtigst og holder erfaringsmæssigt ca. 20-30 år, mens nordsiderne holder ca. 40-50 år, hvilket gælder for tækkerør. For langhalm (rughalm) er holdbarheden ca. det halve.

Tagfladens hældning har også indflydelse på stråtagets levetid, idet hældninger under 45 grader slides hurtigere end stejlere tage. Dette er medvirkende til at gøre skotrenderne mellem to tagflader ekstra udsatte, fordi de både samler regnvandet og har en lavere hældning.

Endelig skal det nævnes, at der er et vist vedligehold på stråtage, bl.a. tætning af mønningen (tagryggen).

De tækkematerialer, der benyttes i dag er for det meste tækkerør, sjældnere langhalm (rughalm). Symaterialet er hovedsagelig rustfrit 1 mm jerntråd, sjældnere galvaniseret jerntråd, kokostråd eller kobbertråd.

Der findes traditionelt to metoder at tække på: bundne tage og syede tage.

Ved bundne tage bindes og presses tækkematerialet fast til tagets lægter af meterlange, 1-2 cm tykke hassel- eller pilekæppe, anbragt parallelt med lægterne. I dag anvendes også 4-6 mm stangstål som "kæppe".

Ved syede tage syes tækkerørene direkte til lægterne, knippe for knippe, i een fortløbende syning.

Man skelner tillige mellem at sy eller binde ved gennemstikning eller med krumnål. Ved gennemstikning må en hjælper inde under taget stikke tækkenålen tilbage til tækkemanden. Med krumnål kan tækkemanden selv føre tråden ud til sig selv. Tidligere var gennemstikning mest almindelig tækkemetode. Senere blev krumnålen den mest udbredte. I dag er skruemetoden den mest anvendte.

I årtierne omkring 1900 sker der ændringer med tækketeknikken. De ældre traditioner forsvinder, vidjer og garn til at fastholde stråene afløses af jerntråd, og gamle skikke med tage af tang og lyng forlades.

Ligeledes forsvinder den gamle raftetagskonstruktion, hvor underlaget var simpelt opbygget som et slags fletværk. Også rygningerne ændres. Nye traditioner opstår, og mange steder blev tørv eller rygningstræer afløst af halm og trådnet.

		Bundet tag.

Syet tag.

Der går en grænse ned gennem Danmark mellem de to tækkemetoder. Bundne tage findes på Bornholm, Sjælland, Lolland-Falster, Østfyn, Samsø og Djursland. Resten af landet har syede tage.

Tagskæg i lodret snit:
A: bindingsværk; spær med udhængsskalke, afskæring vinkelret på tagfladen.
B: bindingsværk; udhængslægte på iborede kanger - typisk på Bornholm, med lidt fladere afskæring end A.
C: bindingsværk; sugfjæl på bjælkeender, vandret afskæring.
D: bindingsværk; muret gesims mellem bjælker, vandret afskæring.
E: muret gesims, vandret afskæring.
F: muret gesims (eller bindingsværk); en eller to rækker tagsten som tagskæg.

Gavludhæng i lodret snit:
A: muret gavl med gesims.
B: bindingsværk med vindskede.
C: trægavl med vindskede.
Ved A, B og C gives stråene lidt spænd, ved at gesims eller vindskede er hævet nogle centimeter over lægterne.
D, E og F: her holdes stråene indenfor vindskeden med tagfladen noget højere end vindskedens overkant.F er typisk på Bornholm.

Næsten samme grænser findes mellem de to former for rygninger på stråtage, nemlig henholdsvis rygningstræer og rygningstørv. Udbredelsen af rygningstræer, også benævnt kragetræer (efter krag: holde / vederlag) eller ryttere, svarer stort set til udbredelsen af de bundne tage. På Lolland-Falster og i Sønderjylland findes der en særlig variant efter påvirkning sydfra, nemlig den såkaldte holstenske eller lollandske rygning.

Det skal meget anbefales, at man ved bestilling af et nyt stråtag lægger vægt på, at egnstraditionerne følges, både med hensyn til tækkematerialer, tækkemetoder, mønningstyper samt andre detaljer som udhængets længde og form, taggavlens udformning (halvvalm, helvalm, rejst muret eller bræddebeklædt gavl) samt selve stråtagets afslutning ved gavlene. Er man i tvivl om disse detaljers lokale udformning, kan man forsøge at spørge på lokalmuseet.

Siden midten af 1980'erne er der opstået en helt ny tækkemetode, som i dag er den mest udbredte i hele landet. Metoden går ud på, at man i stedet for at sy tækketråden rundt om lægten skruer denne fast til lægten med selvskærende skruer. Tråden strammes efterfølgende op til de vandrette tækkekæppe, bestående af 4-6 mm stangstål. Skruningen foregår med elboremaskine. Stramningen foretages med en sækkelukker.

Metoden er på mange måder betænkelig. For det første kaster den vrag på århundredegamle egnssærpræg og gennemprøvede tækkemetoder. For det andet medfører den maskinelle stramning af syningen en håndværksmæssig kvalitetsforringelse, fordi man mister følelsen i hånden for, hvor stramt tråden bindes om rørbundterne, hvilket er en hårfin ballance mellem en for løs syning, så taget falder ned, eller en for stram, så stråene knækker, når de bliver gamle.

Der argumenteres også for, at skruemetoden er nødvendig ved stråtage med en underliggende brandsikker pladebeklædning, hvilket imidlertid ikke er rigtigt, idet der kan tækkes på traditionel vis med en såkaldt krumnål.

Tækkerørene

Rørene leveres i faste og bundne bundter, også kaldet kerrer, på omkring 60 cm i diameter i rodenden. Da der i øjeblikket er en vis mangel på tækkerør på grund af ret stor efterspørgsel, er der tit problemer med kvaliteten af rørene - især sidst på sæsonen. Som forbruger eller rådgiver bør man derfor altid foretage en stikprøvekontrol på et par kerrer ved at sprætte dem op og kontrollere kvaliteten.

Tækkerørene skal være vinterfældede, etårige sivrør mellem 125-180 cm lange. De skal være helt ens lange, helt rette og rene, fri for blade. Rørene må ikke være det mindste rådne eller mugne, og de skal være rensede for smulder og kortere, fjorgamle rørstumper.

Langhalm

Til langhalmstækning benyttes nyhøstet rug- eller hvedehalm, der er modnet en uge og derefter langtærsket, helst i hånden. Stråene skal være ca. 125 cm lange uden mug, svamp eller smulder. De skal være fri for korn og kerner.

Bindetråd

Tækketråden skal være rustfri, blødgjort 1 mm jerntråd. Der kan også benyttes kobbertråd eller kokosgarn.

Galvaniseret (varmtforzinket) jerntråd må ikke anvendes som bindetråd i stråtage, da forzinkningen ikke holder tilstrækkeligt længe.

Tækkekæppe

Tækkekæppene skal traditionelt være 1-2 cm tykke pile- eller hasselkæppe, men andre smidige, retgroede og stærke træsorter som ask, eg m.fl. kan naturligvis også bruges.

Da rigtige kæppe af naturmaterialer sagtens kan skaffes og sagtens kan holde, bør man helt fravælge erstatningsprodukter som elektrikerrør, kraftigt, galvaniseret hegnstråd eller sågar 6 mm tentorstår (armeringsjern til beton). De sidste er især uhensigtsmæssige, fordi de er skarpkantede og kan ruste.

Lægter

Lægterne skal være minimum 1 1/2x2" (3,8 x 5,6 cm) og skal have afrundede kanter, så tråden ikke skal bukkes så skarpt (såkaldte finske lægter af gran). Lægteafstanden skal rette sig efter stråenes længde. Til normale 125 cm lange strå er lægteafstanden mellem 22-27 cm.

Kragetræer / rygtræer / ryttere

Kragetræerne skal være af eg, ca 100-125 cm lange, omkring 7,5 x 7,5 cm på siderne og helt fri for splintved; de skal være spejlkløvede, hvilket erfaringsmæssigt holder dobbelt så længe som savede. De opadstikkende ender spidses til med økse. I toppen samles kragetræerne med en kraftig trædyvle af egetræ, og de anbringes med ca. 30-50 cm's afstand.

Mønningstørv

Mønningstørv skal være engtørv, ca. 8 cm tykke, 25 cm brede og 150-180 cm lange.De skal skæres med skrå kanter, enten trekantede eller rhombeformede, så de kan oplægges med overlæg for at hindre udtørring. De oplægges med græssiden nedad.

Et stråtag skal synes såvel fra forsiden som undersiden. Ind mod lægterne skal der være et strølag, der sørger for, at stråene holder sig uden på disse. Tykkelsen på stråtaget skal være min. 25 cm. - dog lidt tyndere op mod kippen. Ved bundne tage skal slidlaget over tækkekæppene være mindst 10 cm.

Overfladen skal være ensartet og stramt banket op uden partier med lange synlige stråender eller større områder skåret til med kniv. Bundter / kerrer med henholdsvis grove eller fine strå skal blandes jævnt over hele taget.

På ydersiden skal stråtaget følge hus- og tagformen, men samtidig have en helt jævn og opstrammet facon uden lunker, buler eller mindre ujævnheder. Det samme gælder ikke mindst tagskægget, der skal følge husets facon og samtidig stå stramt med et knivskarpt tværsnit. Det må dog heller ikke være for snorlige.

Tagskægget skal altid bestå af en hel kerre plus ca. en halv. Den nedre afslutning, om det har en vandret, vinkelret eller en mellemting mellem disse, skal følge det lokale egnspræg.

Hvor der er ekstra vindpåvirkninger ved gavle, tagskæg eller taggrater, skal tagmaterialet syes kraftigere fast. Det samme gælder ved inddækninger og sammenskæringer med andre materialer.

		A: Mønning med tørv. B: Mønning med kragetræer. C: Mønning med halm eller lyng, fastholdt med galvaniseret net. D: Holstensk mønning.

Man skal altid beskrive eller aftale præcist, hvad tilbudsprisen på en stråtækning indeholder, f.eks.:

• nedrivning og bortkørsel (inkl. afgifter)
• køb af materialer
• presenningsleje
• transport
• stilladser
• vejrligdage
• selve tækkemetoden
• tækkematerialerne, tækketråd og mønningstype murer- og tømrerarbejde (inddækninger, vindskeder, sternbrædder osv.)
• særlige detaljer

Ud over selve tækkemetoden skal man være opmærksom på, at en lang række detaljer som tagryggen, tagskægget, gavlafslutning, skotrender, inddækninger ved skorstene, mure etc. samt kviste, tagvinduer m.m. kan udføres meget forskelligt fra tækkemand til tækkemand. Da mange af disse løsninger involverer andre fag som murer, tømrer, blikkenslager kræves der en præcis aftale og koordinering mellem fagene for at undgå misforståelser eller fordyrelser.

Ofte vil tækkemanden arbejde fast sammen med en murer og en tømrer med fast indarbejdede løsninger til følge. Dette kan give problemer i forhold til ønsker om andre udformninger, som derfor bør aftales på forhånd.

Som nævnt bør de løsninger og detaljer, som er og har været gængse på den egn bygningen ligger i, være rettesnor for udformningen, snarere end tækkemandens egne ideer.

Kviste i stråtage er et ømt punkt. Alt for ofte udføres de for store og dominerende. Det er ikke ualmindeligt at skære hele kvistens lodrette front ud af et stort stykke krydsfiner, hvad der i høj grad skæmmer udseendet.

En pæn stråtagskvist består højst af et 2-rammet vindue, helst med en halvrundet form. Kvisten må af tekniske og æstetiske grunde aldrig have lodrette sider, og dens stråtag og sider skal være jævnt afrundede og løbe smukt og jævnt ned i stråtaget. Tykkelsen må ikke være for kraftig.
På siden af kvistvinduet sættes eventuelt supplerende brædder med fjer og not og foran lægges 4-5 brædder på klink som afdækning.

Kvistens tagflade skal altid holde sig under stråtagets mønningslinie, dvs. 80-90 m under tagryggen.

		Kvist i stråtag: Øjenbryn.

Frontkvist.

Indadgående skotrender ved tagsammenskæringer i selve stråtaget slides erfaringsmæssigt hurtigere end selve taget. Derfor skal retningen på stråene drejes med rundt i skotrenden, så de løber parallelt med denne i bunden.

Skotrender har traditionelt været tækkede som en blød overgang mellem tagfladerne. I nyere tid har der været brugt egentlige skotrender af brædder med pap eller zink. Disse løsninger kan ikke anbefales, da de hverken er pæne eller holdbare. Skotrender af halm har dog ringe holdbarhed, men her kan så bruges rør.

Der synes ikke at være nogen særlig gammel tradition for dækbrædder under skorstene og kviste, men de kan være nødvendige, hvis f.eks. udkragningen på en skorsten ikke er stor nok eller ligger for dybt i taget. To eksempler på inddækning ved skorsten.

To eksempler på inddækning ved skorsten.

Vedligeholdelse

Vedligeholdelsen af et stråtag består dels i at holde taget nogenlunde frit for begroning af mos, lav etc., som vil holde på fugten, dels i at holde øje med og reparere mønningen. En halmmønning skal erfaringsmæssigt skiftes efter 4-6 år. En græstørvsmønning holder ofte 25-30 år.

Et gammelt trick til at hæmme eller hindre begroning på stråtage er at sy tynde strimler af zinkplade ind i taget lige under rygningen. Regnvandets udvaskning af zinksalte ud på stråtaget holder mos og lav væk.

Fugle, mus og andre smådyr skal også holdes væk fra stråtaget.

Reparation

Opståede huller i stråtaget eller kraftigt slid visse steder lader sig let reparere med en partiel udskiftning af det berørte område. Det kan gøres fuldstændigt usynligt bortset fra stråenes patina.

Men hvis taget er ved at være tyndslidt, vil det ofte være en bedre ide at udføre en nytækning af hele taget eller dele af det. Dels fordi reparationerne må udføres tynde som det eksisterende tag, dels fordi reparationerne normalt ikke kan genanvendes ved en nytækning få år efter.

Information om Bygningsbevaring:
Vedligeholdelse af stråtage
Skorstene og ildsteder

Dansk Tækkemands Laug’s hjemmeside: www.taekkelaug.dk har en landsdækkende oversigt over tækkemænd, en tækkevejledning samt skemaer til vurdering og opmåling af stråtage. En del tækkemænd har egne hjemmesider.

Titel

Stråtage

Oplæg

Tekstoplæg og tegninger: Niels-Holger Larsen, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Byggebogen, stråtage s. 348-391, København, 1949, N.N.F.

Allan Hjorth Rasmussen: Stråtage, en gennemgang af danske tækkemetoder, Kbh. 1966.

Jørgen Kaarup Jensen: Tækkebogen, - et stråtag bliver til, Kbh. 1981.

Jørgen Kaarup Jensen: Det levende tag, DR Multimedie, 2004 Dansk Tækkemandslaug: Tækkevejledninge. 1998.