Tagpap

Tagpap adskiller sig fra andre former for tagbeklædning ved sin ensartethed og plane struktur. De relativt få samlinger er en af tagpaptagets mange kvaliteter, som ved siden af dets vindfasthed og ringe vægt har bevirket, at tagpapdækkede tage har så stor udbredelse. Tagpaptaget er samtidig en af de billigste tagdækningsformer.

Tagpaptaget er alsidigt i brugsmæssig henseende. Frem til slutningen af 1940'erne blev tagpap først og fremmest brugt på udhuse, landbrugs- og fabriksbygninger, sommerhuse, skure og haller m.m. Senere blev tagpap anvendt på en lang række andre bygningstyper.

Ser vi bort fra første mosebog, VI 14, hvor det er angivet, at taget på Noahs ark var overstrøget med asfalt, støder vi i skriftlige kilder første gang på et tagpaplignende materiale i 1787, hvor en svensk læge omtaler stenpapper. Materialet var 2-3 mm tykke tavler formet af sand og ler, sammenholdt med et armeringsmateriale af plantefibre og overstrøget med tjære.

Asfalt og tjære er i kemisk henseende meget forskellige, men fælles for dem begge er, at de er vandtætte, vejrbestandige, letsmeltelige og har en god klæbeevne. Asfalt og tjære skelnes lettest fra hinanden på lugten.

Asfalt er praktisk taget lugtløs, mens stenkulstjære har en karakteristisk, gennemtrængende, noget stikkende lugt, ikke at forveksle med trætjærens mildere duft.

Den tagpap, som brugtes for omkring 200 år siden, har ikke mange andre lighedspunkter med moderne tagpapper end netop navnet. Til gengæld svarede benævnelsen tagpap mere til produkterne. Dengang var det håndlavede papark, som bestod af træpulp (formalet træ og vand) og cellulosefibre, der blev tjæreimprægneret. Senere var det kludepap tilvirket af bomulds- og uldfibre fra oprevne klude. Først omkring midten af 1800-årene begyndte man at fremstille tagpap i ruller.

En dansk tagpapfabrik nævnes første gang i Kraks Vejviser i 1863 - Wilhjelm Erichsen & Co's Stentagpapfabrik. Fabrikken fik hurtigt konkurrenter, og i 1880 var der i Danmark fem tagpapfabrikker.

I 1890'erne begyndte man i Europa efter amerikansk forbillede at fremstille tagpap med asfaltimprægnering og med asfaltdæklag med forskellig stenbestrøning.

Tagpapdækning var af brandmæssige årsager i praksis forbudt anvendt i etageboligbyggeriet helt frem til 1930'erne. Først med Københavns bygningsvedtægt af 1939 bliver tagpap almindeligt tilladt på nærmere angivne vilkår.

De tidlige tagpaptypers armeringsmateriale var kludepap, dvs. en råpap fremstillet af oprevne uld- og bomuldsklude, ofte tilsat jutefibre. Armeringen kunne både opsuge og bære imprægneringen. På gamle tagpaptage kan man opleve, at imprægneringsmaterialet er nedbrudt i en sådan grad, at pappets uld- og bomuldsfibre står frem med en lådden, sølvgrå overflade.

Moderne tagpapper er baseret på polyester- eller glasfiltarmering med en imprægnering og overfladebehandling af asfaltbitumen (asfalt tilsat kemisk materiale). Nogle tagpaptyper indeholder ligeledes en gummi indblandet i overfladematerialet for at gøre tagpappen yderligere stærkt og smidigt.

Afhængig af tagpaptypen er overfladerne bestrøet med sand, granuleret skifer eller andet mineralsk materiale. Kulørt tagpap var tidligere meget brugt. Tagpapfabrikkerne kunne levere grøn, rød og gul tagpap. Kulørt tagpap er i et vist omfang stadig lagervare, ellers kan det fremstilles efter ordre.

Hvor tagdækningen med tagpap før i tiden traditionelt var tømrerarbejde, bliver størsteparten i dag udført som specialistarbejde af tagpapfabrikkernes egne uddannede folk. Udviklingen af tagpapmaterialerne har haft stor indflydelse på udviklingen af dækningsmetoderne.

I hovedtræk findes der tre dækningsmetoder med tagpap - eller som det hedder i fagsproget - inddækning af paptage: glatdækning, listedækning og fuldklæbning.

Glatdækning er den ældste metode, som stammer fra tiden med papark. Paparkene eller tavlerne blev sømmet med smedede søm på alle fire kanter. Efter oplægning og sømning blev taget overstrøget med tjære.

Glatdækning kan udføres med et eller flere lag pap. Et traditionelt glatdækket paptag på sekundære bygninger har kun et lag pap - enkeltdækning.

Den første papbane oplægges, begyndende ved og parallelt med tagfoden. Ved udhænget bukkes 6-8 cm ned som drypkant. Papbanen sømmes med blanke tagpapsøm i bagkanten med en sømafstand på ca. 4 cm. De blanke søm vil anløbe en smule i bræddeunderlaget og bide sig bedre fast. Ved tagfoden sømmes det nedbukkede pap ind i kanten af brædderne, her med varmgalvaniserede tagpapsøm. Næste og følgende papbaner oplægges med 8-10 cm overlæg, som enten kan koldklæbes eller klæbes med flydende, opvarmet asfalt. Det er tilrådeligt at begynde sømningen på banekantens midte og sømme udefter i begge retninger. Herved undgår man buler i papbanen.

Ved dobbeltdækning - med en underpap og en overpap - sømmes underpappen, medens overpappen fuldklæbes med varm asfalt.

Listedækning udvikledes med rullepapperne. Princippet i den traditionelle listetækning er, at sømrækkerne er hævet op over selve tagfladen, og at sømmene ikke har direkte forbindelse med bræddeunderlaget. Når tagpapbanens sider kun sømmes på listerne, kan bræddeunderlaget svinde, uden at sømmene skader pappet.

Til listedækning bruges 2" trekantlister. En ca. 30 cm bred tagpapbane fæstnes parallelt med tagfoden. Kanten ved tagfoden bukkes ned som drypkant.

Taget inddeles lodret i hele rullebredder (ofte 60 cm ruller) fra en trekantliste, som er sømmet på midten af taget. Trekantlisterne bør være trykimprægnerede, og de påsømmes med varmgalvaniserede søm. Afstanden mellem listerne skal passe med, at papbanens kanter når fra top til top af trekantlisterne minus 5 cm. Hvis papbanerne er 60 cm brede, skal afstanden fra midte til midte af trekantlisterne altså være 55 cm.

Listernes nederste ender afskæres i smig (skråt) 8-10 cm nede over fodbanen, og trekantlisterne dækkes med en kappestrimmel, som koldklæbes og sømmes fast på listerne. Kappestrimlen bør være så bred, at den flader 2-3 cm ud på begge sider af den enkelte trekantliste. Rygning kan udføres ved at lade trekantlisterne støde sammen ved tagryggen, eller de kan afskæres i smig ca. 25 cm fra tagryggen. Denne løsning er den oftest forekommende.

Det fuldklæbede tag er i princippet et glatdækket tag med en sømmet eller punktklæbet underpap og med påklæbet overpap. Tagdækningen har ingen synlige søm. Overpappen kan være fuldklæbet med påstrøget varm asfalt eller udført med svejsepap. Metoden kom navnlig i brug i mellemkrigsårenes betonbyggeri.

Vindens sugekraft er den største fysiske belastning, en tagpapdækning udsættes for. Derfor har tagpappets underlag og befæstelsen til dette afgørende betydning for tagets holdbarhed.

Det traditionelle underlag for tagpap er ru / pløjede brædder, de såkaldte tagbrædder, som er høvlet på den ene flade og ru på den anden samt forsynet med fjer og not på kanterne. Den ru side vender opad. Tagbrædderne kan være 1"x4" eller 1"x5".

Bredere brædder end 5" bør ikke anvendes, fordi udtørringen af bredere brædder kan give så store svindrevner, at paplaget skades. Spændvidden mellem spærene bør ikke overstige 90 cm. Brædderne sømmes ovenfra med mindst et søm (2 1/2" - 28/65) pr. bræt pr. understøtning. Brædder med løse knaster bruges ikke. Tagbrædderne skal være gennemtørre ved oplægningen. Bræddeunderlaget beskyttes mod nedbør, indtil tagpappet er lagt på. Om nødvendigt må man tvangstørre bræddeunderlaget med en gasbrænder, inden pappet lægges ud.

Forudsætningen for et holdbart tagpaptag er, at bræddeunderlaget og tagkonstruktionen i øvrigt er stabilt og i orden. Tagpap er damptæt og kan derfor udgøre et byggeteknisk problem. Hvis der ligger opvarmede rum direkte under paptaget, skal mellemrummet over en eventuel isolering og paptagets underside ventileres.

Generelt er det vigtigt at tætne fuger og sprækker i loftbeklædningen for at hindre den varme rumluft i et trænge op i tagkonstruktionen. På gamle tagpaptage kan man somme tider se, hvordan tagbrædderne har nedbøjning mellem spærene. Ofte er skaden forårsaget af fugt i varm indeluft. Fugten er kondenseret og ophobet som vand i brædderne, hvorefter en svampenedbrydning har fundet sted og svækket brædderne. Nedbøjninger og andre deformationer af bræddeunderlaget vil ødelægge tagpappet, så der kan opstå lækager.

Et stærkt skadet paptag må lægges om med nyt bræddeunderlag. Hvis brædderne stort set er sunde og kun har partielle skader, kan man efter nedtagning af den gamle papinddækning stryge tagbrædderne med et imprægneringsmiddel.

Det er ikke altid, en tagrende passer til et tagpaptag. Hvis en bygning med paptag aldrig har haft tagrende, bør man ikke sætte render op ved en eventuel istandsættelse. For at undgå tagdryp foran udvendige døre, kan man fæstne vandafledningslister på skrå oppe på tagfladen over døren. Listerne inddækkes sammen med papinddækningen af taget.

Revner og lækager i tagpap kan repareres med glasfibergaze eller andet egnet materiale. Gazen tildannes og tilpasses skaden, hvorefter der overstryges med tagasfalt, eventuelt en fiberasfalt, som indeholder armering i sig selv.

Overstrygningsmidlet bør altid være et asfaltbitumenmateriale, også på gamle, afhærdede, stenkulstjærede tage. Hvis man bruger stenkulstjære på et tag, som tidligere har været overstrøget med asfalt, eller som består af en ældre asfaltpap, vil man ødelægge taget, fordi den flydende stenkulstjære vil opløse asfalten.

Tjære indeholder flere flygtige stoffer, som med tiden afdamper, hvorfor en jævnlig vedligeholdelse er påkrævet. Et asfaltpaptækket tag kræver normalt ikke nogen vedligeholdelse de første 10-15 år efter oplægningen, men må som regel herefter overstryges med asfalt. Alt overstrygningsarbejde sker bedst på en varm, solrig dag, så overstrygningsmidlet bliver tyndtflydende og kan trænge ned i de mindste revner.

Et gammelt, nedslidt tagpaptag kan inddækkes med et nyt, påklæbet paptag. Det gamle paplag renses og eftergås for ujævnheder og andre skader i pappet. Skaderne udbedres med koldbeg (plastiskt asfaltprodukt). Løse kanter eftersømmes. Dampbuler snittes op, og efter at have tilført koldbeg under det opskårede pap trykker man det ned og fæstner eventuelt med papsøm. Det nye paplag kan være af en relativ let kvalitet, som fuldklæbes med varm asfalt eller svejses på.

Ved reparation af tagpaptage er det vigtigt at være omhyggelig. Generelt gælder det, at enhver gennembrydning af tagfladen giver risiko for lækager. Derfor skal man være særlig påpasselig ved inddækninger af f.eks. skorstene, tagvinduer og skotrender. Hvis de oprindelige løsninger ikke er tilfredsstillende, kan man overveje at udføre supplerende inddækninger med zink eller lignende.

Gamle tagpaptage har ofte en karakterfuld overflade, som skyldes mange års vedligeholdelse med overtjæring. Denne patinering er lige så værdifuld som den, der kendetegner de øvrige tagdækningsmaterialer, der ses på bevaringsværdige bygninger

Information om Bygningsbevaring:
Reparation af tagværker
Reparation af råd- og svampeskader
Tårne og spir
Kviste og tagvinduer
Skorstene og ildsteder
Undertage til tegltage

BYG-ERFA, Byggetekniske Erfaringsformidling (kræver abonnement og password):

Undertage. Opbygning, materialer og projektering (97 11 24)
Undertage. Udførelse og detaljer ( 97 11 25)
Ventilation af tagkonstruktioner (99 09 20)
Inddækninger med blyplader (95 11 07)
Metalinddækninger mellem tag og murværk, 3. udg. ( 98 12 04)
Kviste beklædt med zink, (000511)
Dampbuler på tagpaptage (99 06 04)
Vand i varme tage. Problemer og registrering (98 05 26)
Sommerkondens. Tagkonstruktioner med tagpap eller tagfolie, ( 98 05 27)
Græstørvstage på træunderlag, 2. udg. ( 99 06 01)

Titel

Tagpap

Oplæg

Tekstoplæg og illustrationer: Nik. Hyllestad, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

N. Lichtenberg og S. Ellert: Tage og veje. Phønix, Vejen 1947.

P. Geismar: Håndbog i moderne tagpaptækning. Villadsens fabrikker 1952.

Jesper Engelmark: Københavnsk etageboligbyggeri 1850-1900. SBI 1983.