Ventilation

Menneskets bolig har altid været ventileret. Langt tilbage i tiden var det lyren i bygningens tagryg, der sørgede for, at røgen fra ildstedet blev udluftet. Næste udvikling var tilkomsten af skorstenen, der med tilslutning af det åbne ildsted tjente både som røgafledning og ventilation.

Med de lukkede komfurers indførelse omkring 1860 fik man problemet med bortledning af emmen.

I den første lærebog: Vejledning i husbygningskunst, for elever på den nyoprettede Polytekniske Læreanstalt skriver arkitekten Johan Daniel Herholdt i 1875:"Nu da man har lukkede ildsteder (komfurer), hvorfra røgen ledes direkte ind i skorstenen, gør kappen ovenom ildstedet god tjeneste til at optage emmen alene og føre den ind i skorstensrøret, eller hellere i et særskilt rør, emrør. Et sådant emrør, der altid bør ligge umiddelbart op ad et skorstensrør, for at det kan være varmt og som følge deraf lave god træk, har øverst under kappen en åbning, som ved hjælp af en klap, emklap, der er af jern, kan lukkes eller holdes åben efter som man vil fjerne emmen eller holde på varmen i køkkenet."

Dette må vel siges at være første, selvstændige bygningsinstallation for naturlig ventilation, endog med emhætte. Efter byggelovens revision i 1871 blev det almindeligt at udføre aftrækskanaler fra køkkener i etageejendomme.

Indendørs klosetter forekommer i finere ejendomme før 1860, men først i 1897 var Københavns kloaksystem så udbygget, at man gav generel tilladelse til at etablere etageklosetter i ejendommene, hvilket medførte behov for ventilation af disse rum. I en kortere periode blev ventilation udført som murede kanaler, der resulterede i en kraftig markering i en fælles udluftningsskorsten over tagryggen. Den billigere løsning - med zinkkanaler placeret i kolonner langs den ene toiletvæg og ført over tag til fælles udluftningshætte - er blevet udført helt op til nyere tid. Omkring 1900 blev de finere ejendomme indrettet med badeværelse, der også skulle ventileres.

Skorstens- og emrør fra 1875.

De tidligere omtalte bygninger har været så utætte, at den nødvendige frisklufttilførsel til både forbrænding og naturlig ventilation ikke har været noget problem.

Efter oliekrisen i 1970'erne er man af energisparehensyn begyndt at isolere og tætne vore bygninger, der derved er blevet så tætte, at man ikke længere kan regne med naturlig luftfornyelse. Derfor må man revidere den traditionelle udformning af ventilationen, og det gælder både for nybyggeri og ved istandsættelser i de bevaringsværdige huse.

Boliger og andre opholdsrum skal ventileres for at opfylde menneskers komfortmæssige og hygiejniske behov. Ved at ventilere de lokaler man opholder sig i, bortleder man den fugt og forurening, der tilføres luften i boligen.

Den væsentligste del af forureningen fra personer er kuldioxid (CO2), som afgives ved udånding. Grænseværdien for luftens CO2-indhold i boligen er sat til 0,25 %. For at overholde denne værdi kræves der en nødvendig udeluftstilførsel på 2,5 l/sek. pr. person.

I lokaler, hvor tobaksrygning er tilladt, anbefaler man en nødvendig udeluftstilførsel på 10 l/sek. pr. person.

Fugttilførsel kan stamme fra bygningen, boligens brug og dens beboere. Fugt fra bygningen kan stamme fra opstigende fugt gennem fundamenter samt nedsivende fugt fra utætheder i tag og facader.

Fugt fra boligens brug stammer fra madlavning og opvask, badning, tøjtørring og rengøring. Hertil kommer, at hver voksen beboer afgiver ca. 2,5 liter vanddamp i døgnet gennem bl.a. udåndingsluften.

De ovennævnte forhold bevirker, at en familie på 4 personer giver et samlet fugttilskud til indeklimaet på ca. 10 liter pr. døgn. For at fjerne denne vandmængde kræves en udeluftstilførsel på 0,3 til 0,35 1 pr. sek. pr. m2, eller et luftskifte på 0,5 gange boligens rumfang i timen.

Er fugttilførslen i boligen større, end den fugtmængde som friskluftstilførslen kan fjerne, stiger luftens relative fugtighed. Når fugtighedsprocenten når en vis grænse, afhængig af rumtemperaturen, bliver der risiko for kondensdannelse på køligere bygningsdele, f.eks. i form af dug på vinduerne.

Ved for høj fugtighed kan der opstå en række uheldige forhold, idet længere tids opfugtning kan give grobund for råd og svamp i bygningerne.

Hvis luftens relative fugtighed er på 75 % eller derover, er der skabt vækstbetingelser for visse skimmelsvampe, der giver misfarvning på overfladerne og lugtgener. Dertil kommer, at støvmider trives bedst ved høj luftfugtighed, og at svampesporer og husstøvmider kan forårsage allergisymptomer hos overfølsomme personer.

Kondensdannelse på vægge og paneler kan være vanskelig at konstatere. Hvis der f.eks. kommer dugdannelse på vinduer med to lag glas, kan det betyde, at ventilationen er utilstrækkelig.

		Varierende udformning af aftrækshætter.Foto: Kurt Jacobsen.

		Mekanisk ventilator fra 1925.

Inddækket og kondensisoleret ventilationskanal ført gennem skorstenspibe.

I bygningsreglementet, BR 95, og i Småhusreglementet, BR-S 98, er der fastsat krav til ventilation i boliger af bl.a. køkken, bad og toilet. For boligen som helhed er kravet et luftskifte på mindst en halv gang i timen. Ved indretning af lokaler til f.eks. erhvervsformål, stilles der ud over de almindelig krav fra bygningsmyndighederne også krav fra Arbejdstilsynet og Levnedsmiddelkontrollen til omfanget af ventilation.

Hvis disse sidste krav er opfyldt, regnes minimumskravene til ventilation i boliger også for at være dækket.

Ventilation kan deles op i to hovedtyper: naturlig ventilation og mekanisk ventilation. Den mekaniske ventilation kan opdeles i rene udsugningsanlæg og udsugnings- og indblæsningsanlæg, det sidste ofte med varmegenvinding.

		Naturlig ventilation

Tilstrækkelig frisklufttilførsel ved naturlig ventilation er altid at foretrække, både af energimæssige og sundhedsmæssige grunde.

Princippet for naturlig ventilation består i, at den friske luft tilføres opholdsrummene gennem naturlige utætheder i huset. Halvkolde rum som sovekamre, forstue, bryggers eller et spisekammer kan fungere som naturlige opvarmningssluser for luften. Den brugte luft kan dels ledes til særlige rum: køkken, bad og toiletrum, hvorfra den ledes bort gennem aftrækskanaler, dels ledes ud gennem husets skorstene.

Dette kræver for det første, at der findes en skorsten, for det andet at de har tilsluttet en rist, et åbent ildsted, en pejs, en brændeovn eller kakkelovn. Skorstensrørsvirkningen vil både her og ved aftrækskanalerne trække luften ved foden af røret opad i en jævn luftstrøm. På den måde har man en førsteklasses, naturlig og gratis ventilation i rummene. Der behøves ingen mekaniske hjælpemidler.

Døre eller indvendige riste skal være udformet og placeret, så den tilstrømmende luft uhindret kan komme til rummene med aftræk. F.eks. kræver man, at der under døre til toilet- og baderum er en luftspalte på minimum 100 cm2 i dørens bredde.

Aftrækskanaler føres til udluftning oven på taget nær ved tagryggen. Ved tagryggen er aftrækket uafhængig af vindretningen, hvilket gør ventilationen mere stabil. Aftrækskanalen til naturlig ventilation skal altid føres lodret og må kun trækkes i tagetagen.

Af æstetiske grunde og af hensyn til bevaringsværdige interiører er det vigtigt, at kanalerne får et pænt udseende. Hvis de ikke kan skjules, bør de placeres i mindre væsentlige rum, således at de bedste interiører lades urørte.

Af hygiejniske grunde må det tilrådes at supplere køkkenet med mekanisk udsugning, især hvis der er gasforbrugende apparater, da forbrænding af gas frigiver betydelige vandmængder.

Ved nybyggeri er der krav om, at opholdsrum forsynes med regulerbare friskluftsventiler i ydervæggene. Den udformning byggemarkedets ventiler har i dag, gør det ikke acceptabelt at placere dem på facaden af bevaringsværdige bygninger. Derfor må friskluftsåbningen placeres skjult, eller den må udformes specielt til det enkelte hus.

I ældre bygninger vil et udadgående træk gennem vinduerne i læsiden af facaden have samme effekt, blot på en pænere og mere naturlig måde. Uanset alle disse indretninger er udluftning gennem åbentstående vinduer i en kortere periode stadig en god løsning.

 

Mekanisk ventilation i f.eks. kontorer

Kun hvis det ikke er muligt at skaffe frisk luft nok ved naturlig ventilation, f.eks. ved anvendelser som kontorer med mange computere, fotokopimaskiner og andre kontormaskiner der stiller særligt store krav til kontrol af luftskifter, bør man installere mekanisk ventilation.

Ved udførelse af mekanisk ventilation er der en række forhold, der skal tages hensyn til. Det gælder lydgener fra ventilatorer, kondensrisiko i kanalerne, når den fugtige luft tvinges gennem kolde rum og risiko for brandspredning gennem kanalsystemet.

Mekanisk ventilation er dyrere i anlæg og drift, og den kræver omhyggelig justering ved igangsættelsen.

Fordelen ved mekanisk udsugning er, at man har en konstant, kontrolleret luftmængde, uafhængig af udetemperatur og vindforhold samt at man kan trække ventilationskanalerne, hvor det passer bedst.

Mekanisk udsugning og indblæsning

Ventilation med både mekanisk udsugning og indblæsning er det mest bekostelige i anlæg og drift. Det kræver en god dimensionering og justering og påvirker ikke trykket i bygningen. Er indreguleringen ikke i orden, så der opstår overtryksventilation, risikerer man, at den fugtbelastede indeluft presses ud i bygningskonstruktionen og kondenserer med fare for omfattende fugtskader.

I konsekvens af byggeforskrifternes energisparebestemmelser henledes opmærksomheden på, at mekanisk indblæsning kun er tilladt i de boligtyper, der omfattes af bestemmelserne i Småhusreglementet (BR-S 85), hvis der monteres varmegenvinding på ventilationsanlægget.

Man regner med en samlet økonomisk driftsbesparelse på ca. 20 % ved anvendelse af et ventilationsanlæg med varmegenvinding.

Anlægstypen har et stort pladsbehov af hensyn til kanalføringerne til og fra varmegenvindingsenheden, og den kræver gode adgangsforhold for tilsyn og reparation. Anlægget vil være uegnet i visse bevaringsværdige bygninger.

Bevaringsværdige bygningers levetid bliver forhåbentlig lang, mens man må regne med at udskifte de tekniske installationer adskillige gange på grund af enten nedslidning eller ændrede brugsforhold. Det er derfor væsentligt at tage hensyn til dette ved udformning og placering af installationerne. Endvidere er det vigtigt, at installationerne indrettes med hensyn til det enkelte hus og dets detaljer.

A: ventilator placeret i tagrum. B: Ventilator placeret i underetagen.

Til denne kategori hører anlæg, hvis kapacitet er på mellem 100 og 1500 m3 i timen.

Efterhånden som behovet for ventilation stiger, er det vigtigt at sikre sig, at der i bygningen er en mulighed for at råde over et rum i kælder eller på loftetagen, hvor et eventuelt ventilationsmaskineri kan opstilles med færrest mulige gener for beboerne. For at undgå lydgener fra anlægget må det lyddæmpes, f.eks. ved at ventilatoren anbringes på svingningsdæmpende klodser, og kanalerne forsynes med lydsluser, så støjen ikke forplanter sig gennem kanalerne.

Hvis man placerer ventilatoren i underetagen, er der som regel bedre mulighed for at skabe adgang til installationen i forbindelse med drift og vedligeholdelse. Hvis kanalen føres ind i skorstenen i underetagen, undgår man brandisolering. Rummet eller skabet, hvor ventilatoren står, skal lydisoleres for at reducere støjen.

Placerer man ventilatoren på loftet, skal den monteres på en fast bygningsdel med svingningsdæmpere eller tilsvarende foranstaltninger for at undgå, at støjen fra ventilatoren forplanter sig gennem gulvet eller andre bygningsdele, og for at forbedre lyddæmpningen kan man opsætte en isoleret kasse omkring ventilatoren.

Det vil være naturligt ved indsugning og udblæsning af ventilationsluft at anvende bygningens skorstenspiber. Hvis disse er fjernet eller anvendes til deres oprindelige eller andre formål, skal man nøje overveje udformningen af hætter i tagfladen, idet det forudsættes, at egentligt ventilationsudstyr ikke anbringes uden på bygningen. Til mindre ventilationsanlæg vil det ofte være tilstrækkeligt at anbringe et par tudsten i taget. Hvis nogle få tudsten ikke er tilstrækkeligt, og hvis tagbelægningen ikke er tegl, kan man opsætte en zinkhætte af den type, der ses i mange af vore tagflader. Det er blot et par muligheder, men hvad enten man bruger den ene eller den anden, bør hætterne anbringes så diskret i tagfladen som muligt, og riste bør helt undgås.

Hvad enten ventilatoren placeres i underetagen eller på loftet, skal hulrummet mellem kanal og skorstenspibe isoleres for at modvirke kondensdannelse i kanalen, når den varme, fugtige luft passerer gennem den kolde del af skorstenen.

En almindelig skorsten med 1-stens lysning 250x250 mm og med et foringsrør på ø 200 mm kan, afhængigt af ventilatorens udformning, transportere en luftmængde på 1000- 1500 m3/t.

Interiør med synlige ventilationsrør.Foto: Jens Lindhe.

Hvis større bygninger benyttes til formål, der er ventilationskrævende som f.eks. kontorer, møderum, undervisning, restaurant, storkøkkener o.l. bliver det samlede ventilationsbehov for bygningen tilsvarende stort. Det kan ofte være vanskeligt at skaffe frisk luft ind, cirkulere den i bygningen og fjerne den brugte luft. I visse tilfælde kan det derfor være nødvendigt at anbringe åbninger til indsugning og udblæsning synligt i eller på huset. I den situation må åbningerne udformes til hver enkelt bygning, så den stadig kan bevare sin værdighed, også med de nye installationer. Det kræver, at disse anlæg projekteres ud fra andre hensyn end blot de tekniske.

Ved planlægning af større ombygninger, der indebærer installation af ventilationsanlæg, skal man på et tidligt tidspunkt planlægge sin kanalføring. Planlægningen skal ikke alene ske under hensyn til de driftsmæssige forhold, men også til de synsmæssige, således at f.eks. kanalerne anbringes i forbindelse med eksisterende, murede kanaler eller ved indretning af toilet- og garderoberum.

Hvis ombygningen omfatter opstilling af nye, lette vægge, kan ventilationskanalerne placeres deri.

I huse, hvor skorstensrørene er fjernet, vil det være oplagt at genopføre skorstenen som en lodret kanal med plads til installationer - de allerede eksisterende udvekslinger i bjælkelagene gør det enkelt at komme igennem dækkene. I visse tilfælde kan man ved at gøre en dyd af nødvendigheden få ventilationskanaler og -riste til at indgå som et værdigt bidrag til rummets udseende.

I andre tilfælde kan det være nødvendigt at drage den konklusion, at bevaringsværdien er så høj, at ventilationsinstallationen ødelægger for meget. I så tilfælde må den ventilationskrævende anvendelse af rummet flyttes til et andet sted i bygningen - eller til en helt anden bygning.

Markeret afblæsning af 13500 m3/h luft. Foto: Kurt Jacobsen.

Information om Bygningsbevaring:
Skorstene og ildsteder
Fugt i bygninger

Titel

Ventilation

Oplæg

Tekstoplæg: Kurt Jacobsen, akademiingeniør. Tegninger: Jens Chr. Varming, arkitekt m.a.a. Fotos: Jens Linde, fotograf og Kurt Jacobsen, akademiingeniør

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Engelmark, Jesper: Københavnsk etageboligbyggeri 1850-1900. En byggeteknisk undersøgelse. SBI-rapport 142, 1983.

SBI-rapport 161: Boligventilationssystemer. Teori og erfaringer. 1984.

Alkærsig, Ole m.fl.: Bevaringshåndbogen. Statens Museumsnævn. Christian Ejlers Forlag, 1986.

Dansk Teknologisk Institut: Naturlig ventilation i småhuse, Dimensionering og afprøvning, 1990.

Becker, Poul: Varme og ventilation. Ventilationsståbi, Bind III, Teknisk Forlag, 1988.