Nye trætrapper

I tømrerfaget lærer man at opsnøre og udføre trætrapper.
I Trætrapper - typer og tradition vidner de mange trappeformer om den interesse og betydning, man har tillagt denne bygningsdel.

I forbindelse med bevaringsværdige huse er det vigtigt at ofre trappen stor opmærksomhed på linie med husenes øvrige udstyr som gamle vinduer, døre, paneler m.v.

Dette gælder både, når det drejer sig om at bevare en gammel trappe, og - ikke mindst - når en ny trappe skal indpasses i huset. At fremstille trapper er et krævende og fornemt håndværk, som kun kan udføres af fagfolk. Det er ikke meningen her i tekniske detaljer at redegøre for fremstilling af trapper, men at pege på de væsentligste hovedtræk, der karakteriserer den gode trappe.

Den traditionelle trætrappe med indstemte trin er opbygget af en række elementer, der gennem tiden har udviklet sig til en næsten fast udformning. Trinene udføres normalt af 2" træ, lidt afhængigt af trappens bredde. Mellem trinene kan der lukkes lodret med et stødtrin, der udføres af en spinklere dimension, ofte 3/4".

Der hvor trappen foroven sluttes til gulvet eller til en repos, udføres et særligt trin, der kaldes udtrinet. Det er ret smalt, ca. 10-12 cm, og er i den bageste del tildannet i gulvbræddernes tykkelse og forberedt til samlingen med disse ved en not i bagkanten.

Ved trappens start kan det nederste eller de nederste trin udføres som klodstrin, der udformes ved at føre trinet forbi mægleren og afslutte det i en firkantet, cirkel- eller spiralformet facon. En trappe med klodstrin fordrer altid, at trappen er lukket, dvs. har stødtrin.

Både de kraftige trin og de spinklere stødtrin er stemt ind i vangerne, der ved almindelige trapper også udføres af 2" træ for forvangens vedkommende, mens bagvangen, når den ligger langs en væg, kan udføres af 1 1/2" træ. Mæglere kan indskydes i trappeforløbet, hvor dette starter, slutter eller skifter retning. Deres funktion er at formidle overgangen eller afslutningen af trappeforløbet.

Mæglere kan have to hovedformer - udført som plankemægler (stolpemægler) eller som krum mægler. Hvis der ikke anvendes mæglere, løses overgangen, hvor trappen svinger, ved særligt udformede vangestykker og håndlister, som kaldes henholdsvis hovedstykker og håndlistekrumninger.

Balustrene, som er anbragt mellem vange og håndliste, kan udformes på mange måder: runde, kvadratiske eller drejede stokke, udskårne brædder og søjler. Håndlisten danner den øvre afslutning på balustrene og udgør sammen med disse trappens værn eller gelænder. Den er normalt profileret, så den er god at gribe om, men kan i mere enkle trapper også blot være udformet som en afrundet eller affaset planke.

Hvis en trappe er opdelt i flere løb, indskydes mellem disse een eller flere reposer. Trappereposen kan i materiale og konstruktion udføres som en videreførelse af trappetrinene eller som en selvstændig gulvflade af almindelige gulvbrædder. Opsadlede trapper, hvor trinene ligger oven på vangerne til forskel fra de tidligere beskrevne, indstemte trapper, består i princippet af de samme elementer, men har andre samlingsdetaljer.

Opbygning af den traditionelle, indstemte trappes bestanddele. Udtrinet anvendes ved trappens øvre afslutning, men kan også indføjes ved reposer.

Under projekteringen vælges trappeform ud fra kravene til trappens funktion, pladsforholdene og ønskerne til udseendet. Afgørende for trappens stejlhed er forholdet mellem grund (trindybde) og stigning (trinhøjde).

Det er en god idé at starte med at fastlægge stigningen, hvilket gøres ved at tage udgangspunkt i etagehøjden (afstanden mellem to gulvniveauer). Dette mål inddeles, således at stigningen får en passende størrelse. I almindelige trapper skal den ligge mellem ca. 17 og 21 cm.

For eksempel vil en etagehøjde på 2,6 m delt med 15 eller 13 give en stigning på henholdsvis 17 1/3 og 21 cm. Grunden fastlægges herefter og kan afpasses efter pladsforholdene, men skal gerne være mindst lige så stor som stigningen (45 grader) og helst så stor, at man kan overholde den gode regel, der foreskriver, at to stigninger og en grund tilsammen skal være ca. 1 alen eller 61-63 cm. Overholdes denne regel og er stigningen mellem 17 og 21 cm, vil trappen erfaringsmæssigt være god at færdes på.

Det siger sig selv, at en bitrappe til f.eks. et loft eller en kælder kan udføres stejlere og mindre pladskrævende end en hovedtrappe, der forbinder to boligetager. Den endelige fastlæggelse af grund og stigning og af trappens bredde må derfor også ske under hensyntagen til trappens brug.

Ved fremstilling af trætrapper udfører tømreren en tegning i fuldt mål, der viser det ofte ret komplicerede forløb af vanger og trin samt den præcise form og størrelse på udstemninger m.v. Man kalder denne tegning af trappen for en opsnøring.

Ved rene ligeløbstrapper, hvor alle trin er ens og vangernes forløb er ganske simpelt, er opsnøringen forholdsvis enkel. Men for ligeløbstrapper med indskudte reposer og især for svungne trapper med skæve trin gælder særlige regler, som må følges for at sikre et harmonisk forløb af trappen, både hvad angår dens bekvemmelighed og dens udseende.

Ved lige trapper har trinene i hele løbet den samme trindybde, og forholdet mellem grund og stigning er dermed uændret i hele trappens bredde.

Ved svungne trapper er forholdet mellem grund og stigning kun fast i trappens ganglinie - normalt fastlagt midt i trappebredden, dog højst 0,5 m fra håndlisten.

I kraft af de kileformede trin varierer forholdet både ved forvangen og bagvangen. Disse og dermed håndlisten ændrer derfor hældning undervejs.

De regler, der gælder for opsnøringen, skal sikre, at man undgår pludselige retningsændringer i vangerne. Samtidig er opsnøringen tømrerens arbejdsgrundlag på værkstedet. Det vil her føre for vidt at redegøre for alle de mange opsnøringsregler, men nogle af de vigtigste skal kort gennemgås.

Ved trapper, der består af to eller flere lige løb med indskudte reposer og med krumme hovedstykker, gælder den regel, at der fra reposforkant til efterfølgende trinforkant skal være en grund, målt i vandret plan. Samme regel skal overholdes ved reposen på en toløbstrappe. Hermed sikres det, at den krumme vangedel (hovedstykket), hvis den blev foldet ud, ville følge en ret linie med samme hældning som vangen i øvrigt. Ved krumme trapper (for eksempel kvartsvings- eller halvsvingstrapper) kan man vælge lige forvanger og må i så fald gøre alle trinene skæve og fordele dem med ens grund langs forvangen.

Almindeligvis vælger man dog en udformning, hvor trinforkanterne så vidt muligt holdes vinkelret på ganglinien. Herved opstår en uens fordeling af grundene langs vangerne. I dette tilfælde indlægger man skæve trin efter den vinkelformede skala: Der ønskes - med symmetri om hjørnet afsat 4 1/2 krumme trin på hver side af dette. På en vilkårlig vinkels to ben afsættes fra toppunktet en hel grund hvert sted. Derefter afsættes på højre ben 4 1/2 grund. På venstre ben afsættes det stykke, f, målt på forvangens vandrette billede, der skal fordeles til de pågældende trin. Ved skæringslinier findes størrelserne a, b, c, d og e, der skal afsættes på forvange (og eventuelt mægler eller hovedstykke), og trinforkanterne kan indtegnes på planen.

Tilsvarende indlægges trinene ved hjælp af en skala i den halvsvingstrappe med symmetri omkring svinget. Hvor mange skæve trin, man vil indlægge i svungne trapper, er et erfaringsspørgsmål.

Trapper med krumme mæglere eller med hovedstykker og håndlistekrumninger må nok betegnes som den trappeteknisk meste raffinerede form, men den er tidskrævende og fordrer stor håndværksmæssig dygtighed og erfaring.

En mere enkel løsning er at udforme trappen med planke- eller stolpemæglere. I stedet for at tildanne krumme overgangsled ved overgangen mellem løb og repos og ved hjørner indskydes en lodret planke eller stolpe, som modtager det underste trappeforløb, og hvorfra det næste løb udgår. Fordelen ved denne løsning er, at den er simpel at udføre, og at man kan spare plads. Hvor trappen ændrer retning, f.eks. ved en repos, kan man afvige fra reglen om, at der skal være en grunds bredde fra reposforkant til efterfølgende trinforkant.

Planke- eller stolpemægleren, der går igennem i fuld højde, formidler forløbet i vange og håndliste og kan optage store højdeforskelle, uden at det går ud over udseendet. Planke- og stolpemæglere kan anvendes til både trapper med lige trin og trapper med skæve trin, men egner sig nok bedst til enkle, lige forløb. Denne mæglertype kan, afhængigt af trappens øvrige detaljering, bearbejdes i form af affasninger, udskæringer eller som drejede søjler.

Tømrerens opsnøring omfatter plan, sidebillede(r) og udfoldning. Den optegnes som regel på faste plader og danner det direkte arbejdsgrundlag for trappens fremstilling.
Udførelse af trapper er værkstedsarbejde. Den tømrer, der skal fremstille trappen på sit værksted, bør altid sikre sig, at den færdige trappe passer nøjagtigt. Det gælder i særdeleshed højdemålene, som ikke kan eftertilpasses.

Materialerne til trappefremstilling udsøges omhyggeligt. Mest almindeligt er fyr til alle trappens dele. Ofte kan dog håndlisten være fremstillet af hårdt træ, og på trapper, der udsættes for hårdt slid, kan der til trinene vælges eg, ask eller elm.
Tidligere udførtes alt arbejde med trappen som håndarbejde - såvel tildannelse af trin og vanger som udførelse af hovedstykker, mæglere, balustre og profilerede håndlister. Nu anvendes både stationære maskiner og forskelligt elektrisk håndværkstøj i vid udstrækning, men selve princippet i fremstillingsprocessen for en god trætrappe bygger stadig på gamle, veludviklede traditioner. Trappen fremstilles i enkeltdele. Trin, stødtrin, vanger, hovedstykker, mæglere, balustre og håndlister samt eventuelt reposer tildannes i nøje overensstemmelse med opsnøringen.

Traditionelt afrundes trinforkanten efter et cirkelslag med centrum ca. 1/3 under trinoversiden. Herved opstår en ikke skarp, stump vinkel ved trinforkanten. Hvis man ikke udfører denne egentlige afrunding, skal kanterne på trinets forside affases med et høvlstrøj for at undgå, at der slås splinter af ved trappens brug. Stødtrinnet placeres, så trinet får et fremspring på ca. 4 1/2 cm. Herved får man ekstra trinflade at træde på.

Samlingen mellem underside af trin og overside af stødtrin sker som regel ved glat sammenstødning. Under trinet anbringes en platliste, som kan være kvadratisk i tværsnit eller en hulkehlliste.

Vangehøjden bestemmes af størrelsen på grund og stigning. Herudover skal der inden for vangedimensionen være plads til en frihøjde fra trinforkant til overkant af vange på ca. 4 1/2 cm, lodret målt.

Hvis trappen skal forsynes med underklædning (f.eks. brædder og puds), må der også beregnes plads til denne inden for vangedimensionen. I vanger, mæglere og hovedstykker udstemmes og udfræses for trin og eventuelle stødtrin i en dybde på ca. 15 mm.

Hovedstykker med tilhørende håndlistekrumning, krumme mæglere eller stolpemæglere tildannes og forsynes med de nødvendige udstemninger.

Håndlisterne profileres. I disse og i vangeoversiderne bores eller udstemmes huller til samling med balustrene.

Allerede på værkstedet samles så mange af trappedelene som muligt. Hvor store enheder afgøres af plads- og adgangsforholdene i bygningen.
Når det drejer sig om trapper med flere løb, vil det ofte være sådan, at de enkelte løb leveres samlede fra værkstedet og monteres til den samlede trappe på stedet.

Samlingen mellem vanger og hovedstykker sker ved tappe eller dyveler kombineret med trappebolte. Disse bores ind skjult i trædimensionen, og hullet lukkes med en træprop, der skæres af plant med vangen. I forbindelse med opstillingen må man regne med et vist tilpasningsarbejde ved udtrinets samling med gulvfladen. Endvidere udføres der langs trappehullets kanter en liggende vange (vandret), der lukker disse og som danner fodpunkt for gelænderet langs trappehullet.

Trapper, der bruges meget, bliver slidte. Efter lang tids brug kan trinene være så nedslidte, at en reparation er nødvendig. Endvidere kan trappen blive løs i samlingerne, og specielt gelænderværket kan miste en del af sin stabilitet.

Nedslidte trin kan i princippet repareres på to måder:

• Med en overfræser fjernes ca. 2 cm af trinets tykkelse og et nyt slidtrin lægges i og tilpasses.
• En langt bedre løsning vil være at nedtage trappen og skille den ad i dens enkeltdele. De nedslidte trin erstattes med nye i fuld dimension, udstemninger og samlinger eftergås, og der udføres i nødvendigt omfang nye tappe, dyveler og trappebolte. Det er en omfattende, men nødvendig proces, hvis trinene er helt nedslidte. Pålægning af slidtrin ovenpå de eksisterende giver problemer med trinhøjden og kan ikke anbefales.

Hulslidte trin kan i øvrigt være med til at give en gammel trappe karakter og bør bevares længst muligt - eventuelt kan der opsættes en forstærkning på trappens underside.

Information om Bygningsbevaring:
Trætrapper - typer og tradition
Reparation og omsætning af stentrapper

Titel

Trætrapper - fremstilling og reparation

Oplæg

Tekstoplæg: Erik Einar Holm, arkitekt m.a.a. Illustrationer: Flemming Aalund, arkitekt m.a.a.

Ansvarlig institution, Copyright, redaktion og udgiver

Kulturarvsstyrelsen, Kulturministeriet

Opdateret

December 2004

Yderligere oplysninger

Kulturarvsstyrelsen
H.C. Andersens Boulevard 2
1553 København V
Telefon 33 74 51 00

Litteratur

Huth, G.V.: Vejledning i konstruktion af trætrapper. København 1928