Atlas
Siden 1990 er der blevet udarbejdet en række atlas over bevaringsværdier i byer og bygninger for de gamle kommuner, også kaldet "kommuneatlas". En overgang blev de kaldt "kulturmiljøatlas" og senest "kulturarvsatlas". Alle atlas er udarbejdet efter SAVE-metoden
En samlet oversigt over de udgivne atlas kan ses her
Hvad er et Kulturarvsatlas?
Et kulturarvsatlas indeholder en detaljeret beskrivelse af en kommunes vigtigste kulturmiljøer samt af bebyggede strukturer og/eller alle enkeltbygninger opført før 1940. Arbejdet er inddelt i tre faser: forundersøgelse, feltregistrering og sammenskrivning af det samlede arbejde i trykt version samt i internetversion. Det samlede arbejde giver kommunalpolitikere, planlæggere og sagsbehandlere i kommunen et redskab, som de kan bruge, når de skal formulere og gennemføre en lokal bevaringspolitik.
Atlasserne blev til gennem en proces, hvor Kulturarvsstyrelsen, de kommunale myndigheder, det lokale kulturhistoriske museum og konsulenter har udført det praktiske kortlægningsarbejde. Derudover har en følgegruppe bestående af folk fra lokalområdet (borgere, interesseorganisationer, politikere og ansatte i kommunen) medvirket i tilrettelæggelsen af arbejdet og udpegningen af bygningsværdier og kulturmiljøer.
Kulturarvsstyrelsen udgiver ikke flere atlas, men støtter fortsat det lokale bevarings- og planlægningsarbejde med bygningskulturen.
Der er udgivet 90 Kommuneatlas og Kulturarvsatlas, som tilsammen dækker 75 af de gamle kommuner.
Se oversigt over udgivne atlas





