Udpegning
I byen og i det åbne land
Kulturmiljøet repræsenterer et helhedssyn på kulturarven, hvor fokus er rettet mod geografiske og/eller funktionelle kulturhistoriske helheder. I de fleste amters regionplaner er der efter et omfattende kortlægningsarbejde blevet udpeget bevaringsværdier og værdifulde kulturmiljøer i det åbne land. Kommunen skal overføre disse udpegninger og sikre dem i kommuneplanen. Desuden skal kommunen foretage en kortlægning og udpegning af værdifulde kulturmiljøer i bysamfundene. Bykvarterer eller bymiljøer, som ved deres fremtræden, funktion og tidsdybde lever op til definitionen på et kulturmiljø – at afspejle væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling – kan udpeges som værdifulde kulturmiljøer.
Det er vigtigt, at der sikres en balance mellem beskyttelse og benyttelse i forbindelse med kulturarven. Derfor skal der i planlægningen foretages en afvejning af bevaringshensynene og ønskerne til fortsat udvikling. Det forudsætter et grundigt kendskab til kulturmiljøernes bærende kulturhistoriske og æstetiske værdier og til deres sårbarhed for forandring. Ved at beskrive de bærende værdier, og hvilke forandringer de er sårbare overfor - og gøre den viden tilgængelig for andre - forbedres mulighederne for, at der også i fremtiden vil - eller kan - blive taget hensyn til disse værdier ved forskellige nye tiltag.
I denne forbindelse bør kommunen være opmærksom på det regelsæt, der følger af »Lov om miljøvurdering af planer og programmer«. Ud over at fastsætte retningslinier for planlægningen og administrationen af kulturmiljøerne kan kommunen bidrage til at styrke kulturmiljøernes kvaliteter gennem sin anlægs- og driftsplanlægning.






