Grænsen, Buen og Finsensvej
Lokalplan for et område ved Grænsen, Buen og Finsensvej, Frederiksberg Kommune, 1996
Lokalplanen og det tilhørende hæfte med retningslinjer for fortolkning af lokalplanen omfatter en velbevaret bebyggelse med enkelthuse og dobbelthuse fra perioden 1915-1918. Bebyggelsen har rødder i den engelske havebytradition.
Lokalplanens område
Lokalplanen omfatter et samlet, homogent villaområde beliggende i et større byområde.
Lokalplanens hovedindhold
Lokalplanen har til formål at fastholde områdets bebyggelse og tillader ikke nedrivning. Den meget kortfattede lokalplan skal læses sammen med ”Retningslinjer til fortolkning af den bevarende lokalplan 92”, som indeholder uddybning og forklaring på lokalplanens bestemmelser.
Forarbejder
Lokalplanen er udarbejdet på baggrund af en SAVE-registrering. De supplerende retningslinjer er blevet til i et samarbejde mellem Frederiksberg Kommune og bestyrelsen for boligforeningen.
Detaljeringsgrad
Lokalplanen er meget kortfattet og indeholder stort set ingen forklaring på de kulturhistoriske værdier eller områdets arkitektoniske træk. Det gør de tilhørende retningslinjer til fortolkning af lokalplanen til gengæld.
Planens form, grafik og illustrationer
Lokalplanen er uden fotos og illustrationer, mens den tilhørende ”Retningslinjer til fortolkning af den bevarende lokalplan 92” er velillustreret og inspirerende.







