Sagsforløb

Udskillelse

De statsanerkendte museer kan – uden særskilt tilladelse – udskille genstande fra samlingerne ved at overdrage genstandene til et andet statsligt eller statsanerkendt museum, som vil indlemme dem i sin samling.

De statsanerkendte museer må ikke udskille genstande fra samlingerne til andre end statslige og statsanerkendte museer, medmindre Kulturarvsstyrelsen giver tilladelse hertil (jf. museumsloven § 14, stk. 1, nr. 9).

De statslige museer kan i særlige tilfælde udskille genstande fra samlingerne efter godkendelse fra kulturministeren (jf. museumsloven § 11, stk. 2).

Standard-sagsforløb ved ansøgning om udskillelse af genstande fra samlingerne

1. Før museet ansøger Kulturarvsstyrelsen om tilladelse til udskillelse af genstande, skal museet undersøge, om andre statslige eller statsanerkendte museer ønsker at modtage genstandene og indlemme dem i deres samling.

Er det tilfældet, kan udskillelse finde sted uden særlig tilladelse. Der skal dog i museets arkiv ligge en bekræftelse på, at genstanden er indlemmet i et andet museums samling og har fået nyt museumsnummer.

2. Hvis andre museer ikke ønsker genstanden, udarbejder museet en liste til Kulturarvsstyrelsen over de genstande, der ønskes udskilt. Listen skal indeholde følgende oplysninger for hver genstand:

  •  Museumsnummer
  •  Genstandsbetegnelse (kort beskrivelse af genstanden)
  •  Genstandens proveniens
  •  Accessionshistorie (hvorfor genstanden indgår i museets samling)
  •  Fotografi
  •  Kopi af registreringskort
  •  Evt. udtalelse fra konservator

Se her, hvordan listen kan udformes.

Læs artikel om Nationalmuseets udskillelsesproces på Frilandsmuseet (2011).

3. Museet begrunder ønsket om udskillelse for hvert museumsnummer. Det kan være:

- at oplysninger om genstanden mangler eller er mangelfulde

- at genstanden har ringe kunsthistorisk, kultur- eller naturhistorisk værdi

- at genstanden er et fragment, og som sådant eventuelt af ringe betydning

- at genstanden er en dublet på samme eller andet statsligt eller statsanerkendt museum

- at genstanden er fejlagtigt registreret i museets samling (F.eks. bøger i museets håndbogsbibliotek)

 - at omkostningerne til nødvendig konservering eller restaurering ikke står i rimeligt forhold til genstandens forsknings- og/eller formidlingsmæssige værdi

4. Museet oplyser, på hvilken måde genstanden ønskes udskilt af samlingen:

  • Ved tilbagelevering til giver. Museet bør opsøge giver eller givers arvinger og tilbyde genstanden retur.
  • Ved at genstanden overgår til formidlingsformål på museet 
  • Ved at genstanden overgår til formidlingsformål i et andet museum
  • Ved destruktion

Såfremt der gives tilladelse til udskillelse af genstanden, skal museums-nummeret i alle tilfælde fjernes.

Museets anmodning om tilladelse til udskillelse skal underskrives af museets leder.

Kulturarvsstyrelsens behandling af ansøgninger om udskillelse:

Vurderer Kulturarvsstyrelsen, at ansøgningen umiddlelbart kan imødekommes, meddeler styrelsen tilladelse til udskillelse med eller uden krav om destruktion.

 - eller Kulturarvsstyrelsen kvitterer for ansøgningen, hvis sagsbehandlingen vil strække sig længere end 14 dage,

- eller Kulturarvsstyrelsen beder museet komme med yderligere oplysninger eller begrundelser for ansøgningen,

- eller Kulturarvsstyrelsen finder det nødvendigt at indhente udtalelse i sagen fra museer og andre med særlig faglig viden,

- og/eller Kulturarvsstyrelsen meddeler museet, at styrelsen ønsker at bese de i ansøgningen beskrevne genstande og aftaler et besøg på museet.

Vurderer Kulturarvsstyrelsen, at ansøgningen ikke eller kun delvist kan imødekommes, gives klagevejledning i relation til afslaget.

Det skal understreges, at Kulturarvsstyrelsen ikke vil give tilladelse til udskillelse af genstande fra museernes samlinger med henblik på salg eller gavegivning.

Sidst opdateret 13.01.2012
Kontaktperson Konsulent, cand.mag. Hans-Henrik Landert
Tlf:
33745186
Email:
hanshe@remove-this.kulturarv.dk