Danmarks Tekniske Museum

Danmarks Tekniske Museum er et eldorado af fly, dampmaskiner, cykler, biler, elektriske apparater og andre opfindelser. Der er oplevelser for hele familien. Museet udstiller blandt andet en køreklar bil fra 1888 og mange andre flotte veteranbiler og over 30 fly. Gå ombord i et Caravelle passagerfly fra 1959 eller leg pilot i en jetjager. Telefoner, radioer, computere og anden elektronik. Se Danmarks første computer DASK, der er meget større end dit klædeskab! Se også H.C. Ørsteds opstilling, der førte til opdagelsen af elektromagnetismen i 1820 Danmarks Radios første reportagevogn, der bragte direkte tv fra hele Danmark ind i stuerne fra 1954. Mange af J.C.H. Ellehammers berømte opfindelser, bl.a. motorcyklen Elleham, Tivolibåden og en fantastisk brandsprøjte. Dampmotorer og andre store maskiner. En samling sjove patentmodeller Museet rummer også et kandestøberværksted fra 1920’erne og en brand- og redningsstation fra omkring 1960. De fleste dage kan du på museet møde frivillige guider, der bl.a. fortæller om flyene i udstillingen. Mange dage er der også åbent i værkstederne, hvor der f.eks. bygges en kopi af Danmarks første rutefly fra 1920. En del af museets 8.000 m² er uopvarmede, så husk varmt tøj. Museet blev stiftet i 1911 af Danmarks Industriforening og Håndværkerforeningen i København. Det er en selvejende institution, der drives med offentlig og privat støtte.

Her finder du os

Fabriksvej 25
3000 Helsingør
+45 4922 2611
info@tekniskmuseum.dk
http://www.tekniskmuseum.dk

Sidst opdateret  2.01.2012