Laugø Smedie
Der har i mere end 150 år været smedie, hvor Laugø Smedje i dag ligger. Niels Mathiasen og siden sønnen Peter Martin Mathiasen drev smedjen frem til 1923. Sidstnævnte solgte den til Jørgen Laurits Nielsen.
Dengang omfattede ejendommen foruden smedjen en firlænget gård delvis i bindingsværk. Laurits Nielsen nedrev de tre udlænger, således at kun stuehuset stod tilbage sammen med smedjen. Samtidigt med nedrivningen blev smedjen bygget større og fik sit nuværende udseende.
Laurits Nielsen døde i 1980, hvorefter Helsinge kommune købte smedjen af enken. Den står i dag uforandret fra dengang. Seniorsmede fra Dansk Metal demonstrerer på udvalgte dage i sommersæsonen det gamle smedehåndværk. Det er en oplevelse at se arbejdet med det glødende jern.






