Industrimuseet Frederiks Værk - Krudtværksmuseet
Efter generalmajor J.F. Classen og kompagnonen Just Fabritius havde etableret støberiet i 1756, gik de i gang med opbygningen af et krudtværk. Der blev gravet en afstikker til den oprindelige kanal, nemlig det stykke, der i dag løber langs Allégade og kort før Nordcenteret tager et skarpt sving mod fjorden.
Krudtværket producerede krudt til militære og civile formål gennem mere end 200 år og var i funktion frem til 1970´erne.
I mange år blev virksomhedens maskiner drevet af vandhjul. En række ældre produktionsbygninger med vandkraft blev bevaret efter værkets lukning.
De udgør i dag kernen i Krudtværksmuseet, som er verdens bedst bevarede krudtværk med arbejdende maskiner. De fleste af disse maskiner stammer fra perioden mellem midten af 1800-årene og frem til begyndelsen af 1900-årene.
I en række forskellige bygninger kan man i dag se de gamle maskiner i funktion og få et indblik i krudtfremstillingens historie – og således erfare, at der var tale om en livsfarlig beskæftigelse.
Her finder du os
Krudtværksalléen 1
3300 Frederiksværk
47720605
info@indmus.dk
http://www.indmus.dk






