Museum Lolland-Falster - Stiftsmuseet i Maribo

Et af tyngdepunkterne i museet er den arkæologiske samling. Den indeholder fine fund fra stenalderen, bl.a. fra landsdelens mange dysser og jættestuer, og en imponerende samling flintøkser. Bronzealderen er især repræsenteret igennem mange oldsager fra depotfund og mosefund, mens det for jernalderens vedkommende mest er grave og bopladsfund, der tegner billedet. En særlig spændende del af den arkæologiske samling udgør fundene fra vikingetid og tidlig middelalder; det er en tid, hvor kontakten sydpå, til den anden side af Østersøen, var intens. Andre specialiteter er en fin samling krucifikser fra 1300-tallet og fra landsdelens nyeste historie en udstilling om de polske roearbejdere, der kom hertil som sæsonarbejdere mellem 1893 og 1929. Museet rummer en stor samling af folkekunst fra landsdelen, som blev udført til landbefolkningen ca. 1780 til ca. 1840; samlingen rummer såvel broderier som udskårne og malede bondemøbler. En særlig afdeling handler om landsbyfællesskabet og festen "sommer i by".

Her finder du os

Banegårdspladsen 5
4930 Maribo
54844400
post@museumlollandfalster.dk
http://www.museumlollandfalster.dk

Sidst opdateret  2.01.2012