Ribe Kunstmuseum
Ribe Samlingen består af ca. 1200 malerier, skulpturer og værker på papir, hvoraf flere af især malerierne regnes for mesterværker fra perioden 1750 - 1940.
J. Juels "Ung mand i rød kjole" fra 1768 og N. Abildgaards "Jupiter vejer Menneskenes Skæbne" fra 1793 viser frem til museets fine samling af guldalderkunst med arbejder af C.W. Eckersberg og hans elever: C. Købke, M. Rørbye, J. Sonne, W. Marstrand og andre som fx J.Th. Lundbye, P.C. Skovgaard og billedhuggeren H.W. Bissen. L.A. Schous "Chione dræbt paa Jagten af den krænkede Diana" fra 1866 er et hovedværk fra århundredets midte. Realismen i århundredets slutning er fornemt repræsenteret med værker af L.A. Ring, Th. Philipsen, P.S. Krøyer og Michael Ancher (En Barnedaab). Malerier af Vilhelm Hammershøi, Kristian Zahrtmann og J.F. Willumsen viser vejen til det 20. århundrede, og den klassiske modernisme.
Ribe Samlingen har til huse i et af landets ældste museer, som i 2010 blev gennemrestaureret og nu fremtræder som et moderne kunstmuseum med fysiske rammer, der lever op til den unikke representative samling af dansk kunst. Samlingen perspektiveres og formidles bl.a. gennem flere årlige særudstillinger, ligesom museets forskning tager udgangspunkt i kærneområdet: dansk kunst 1750-1940.
Her finder du os
Sct Nicolaj Gade 10
6760 Ribe
75420362
dw@ribekunstmuseum.dk
http://www.ribekunstmuseum.dk






