Vendsyssel Historiske Museum - Landskabs- og Landbrugsmuseet

Landskabs- og Landbrugsmuseet i Mosbjerg er en totaloplevelse i et område med kultur og natur så langt øjet rækker.

Oldtidens spor ses i landskabet med både en langdysse fra stenalderen, utallige gravhøje fra bronzealderen samt en jernalderboplads og to gravpladser.

Andelstidens landbrug er rigt illustreret i området med bl.a. en æblelund med gamle danske æblesorter og et husmandssted, der er indrettet som i 1914 med beboelse, snedkerværksted, stald med dyr og lade. Husmandsstedets landbrug på 5 tønder land bliver drevet med redskaber og efter metoder fra samme tid. I skolernes sommerferie er husmandsstedet beboet af familier, som lever som i 1914.

I stald og lade på gården Bjørnager er indrettet en landbrugsudstilling med redskaber fra før traktor og elforsyning var en selvfølgelighed.

I landskabet er udlagt tre oplevelsesstier, henholdsvis ”Oldtidsstien”, ”Markstien” og ”Skovstien”, der fører ind igennem de væsentligste og smukkeste landskabsformer. Stierne er afmærket i terrænet med røde pæle, og ved en række natur- og kulturhistoriske punkter er der opsat informationstavler.

I området er opsat flere borde og bænke, hvor medbragt mad kan nydes i de skønne omgivelser. Er vejret dårligt, står laden til fri afbenyttelse for publikum. Her findes også toiletter.

Her finder du os

Jerupvej 613, Mosbjerg
9870 Sindal
96241050
vhm@vhm.dk
http://www.vhm.dk

Sidst opdateret  2.01.2012