Årets museumshits 2011
På baggrund af indstillinger fra museerne har Kulturarvsstyrelsen sammensat listen med Årets museumshits 2011. Listen er ikke rangordnet og mange, mange flere emner var oplagte kandidater.
Kulturarvesstyrelsen vil gerne takke museerne for de mange spændende forslag til listen.
1 ARoS: Regnbue over Aarhus
Den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson skabte i 2011 det enestående værk “Your rainbow panorama” til kunstmuseet ARoS i Århus: En 150 meter lang regnbue i farvet glas, der hænger som en krone over byen og museet.
Da man ser forskellige farver alt efter, hvor i byen man befinder sig, fungerer værket som et kompas. Om natten er værket oplyst indefra af spots i gulvet. Besøgende er strømmet til for at opleve værket og se ud over byen gennem alle regnbuens farver. 2011 bliver således publikumsmæssigt et rekordår for museet med over en halv million besøgende.
Realdania har med en donation på 60 millioner kroner virkeliggjort museets drøm om at blive kronet af en af vor tids store kunstnere, Eliasson.
Kontaktperson: Kommunikationschef Bjarne Bækgaard, tlf. 87 30 66 18.
2 Middelfart Museum: Instruktør finder det absolut ordinære – i Middelfart
Instruktøren Michael Madsen og Middelfart Museum har med 3D-filmen “Middelfart i gennemsnit” lavet en ny og meget atypisk danmarksfilm, der med sine stærke visuelle kvaliteter henvender sig særligt til unge brugere.
I små sekvenser af 3-5 minutters varighed oprulles lokale historier om bl.a. civil ulydighed og borgmesterens besøg hos en spåkone. En serie 3D-billeder af Middelfart i 1880’erne blandes sammen i mosaikker af sande og fiktive fortællinger, der med tydelige referencer til montrer på museet, udfordrer det middelmådige. “Middelfart i gennemsnit” blev vist på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i november 2011, hvor den også var nomineret til prisen årets danske dokumentarfilm.
Læs mere om Middelfart Museum.
Kontaktperson: Museumsleder Maiken Rude Nørup, tlf. 64 41 47 41.
3 Thorvaldsens Museum: Skulptur med sokker
Thorvaldsens Museum viser fra juni 2011 til januar 2012 kunstnerparret Elmgreen & Dragsets kærlighedserklæring til den danske billedhugger Bertel Thorvaldsen.
Som museumsgæst møder man fotografier i fuld legemshøjde af Thorvaldsens marmorskulpturer – smukke, unge mænd i skinnende, glat marmor. Thorvaldsens nøgne skikkelser er dog i Elmgreen & Dragsets fortolkning iklædt underbukser, t-shirt, sokker og accessories.
En provokerende, humoristisk hilsen til den klassiske dannelse som er hele kunstproduktionens udspring. Men udført med stor veneration for de hvide marmorskulpturer, så det erotiske og smukke ved figurerne træder frem i ny forklædning.
Læs mere om Thorvaldsens Museum.
Kontaktperson: Museumsinspektør William Gelius, tlf. 33 32 15 32.
4 Museum Østjylland: Museumsbryllup i Ebeltoft
Den 11. januar 2011 blev et ganske særligt forhold beseglet på Ebeltoft Rådhus: "Ægteskabet" mellem de tre museer Djurslands Museum, Museet for Syddjurs og Kulturhistorisk Museum i Randers. Forenet i den nye organisation ”Museum Østjylland”, blev de tre parter til én.
Ebeltoft Rådhus danner hvert år ramme om et meget stort antal vielser mellem folk fra nær og fjern. Det var dog første gang man på rådhuset havde tre kulturudvalgsformænd, to gomme og en brud, der med et beseglende "ja" kunne kysse fusionen mellem de tre museer endeligt på plads.
Læs mere om Museum Østjylland.
Kontaktperson: Museumschef Jørgen Smidt-Jensen, tlf. 87 12 26 23.
5 Den Gamle By: Danmarks første gademuseum fortæller Aarhushistorier
I sommeren 2011 blev Bymuseet i Aarhus nedlagt og ansvaret for “Aarhus-historierne” blev overdraget til Den Gamle By. Knap tre måneder senere lancerede købstadsmuseet Danmarks første gademuseum: Aarhus StreetMuseum, en smartphone-app, der via GPS formidler historiske fotos fra f.eks. byens vækst i 1800-tallet og Anden Verdenskrig.
Aarhus Streetmuseum blev introduceret med en filmtrailer på YouTube, hvor aktører anno 1864 får en smartphone i hånden og prøver sig frem “ude i byen”.
Se klippet på www.dengamleby.dk/aarhus-streetmuseum
Samtidig med lanceringen af Aarhus StreetMuseum udgav Den Gamle By en bog og åbnede en udstilling med før-og-nu fotos fra Aarhus – begge med titlen Aarhus Flashback.
Læs mere om Den gamle by her.
Kontaktperson: Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn, tlf. 86 12 31 88.
6 Sydvestjyske Museer: Skeletter fortæller kristendommens historie
Afdækningen af mere end 500 begravelser ved Ribe Domkirke bringer Sydvestjyske Museer – og alle os andre – tættere på Ribes oprindelige indbyggere. Og Kristendommens tidligste historie i Danmark!
Siden marts 2011 har arkæologer fra Sydvestjyske Museer gravet ved Ribe Domkirke for at afdække mere end 1.000 års begravelser og bebyggelser. Allerlængst nede, omkring fire meter under gadeniveau, skjuler sig en tidlig-kristen begravelsesplads fra vikingetiden. Det er en nøglelokalitet til forståelsen af kristendommens fremvækst i Danmark. Der kan skjule sig rester af missionæren Ansgars kirke fra midten af 800-årene på grunden, men det vil først blive afklaret i 2012.
Udgravningen har sin egen blog på http://lindegaarden.wordpress.com, hvor man kan se billeder og læse korte indlæg med løbende historier fra udgravningen.
Læs mere om Sydvestjyske Museer her.
Kontaktperson: Museumsinspektør Morten Søvsø, tlf. 76 16 39 71.
7 Teknisk Museum: GPS med hulkort
Teknisk Museum i Helsingør fik i 2011 en nyerhvervelse, der er som taget ud af en Storm P. tegning: en mekanisk vejviser til biler, der med hulkort og blinklys, kan vise chaufføren vej.
Hver gang blinklyset aktiveres, udløses en ny information på maskinens display, der fortæller bilisten, hvilken vej han skal tage. Opfinderen er fluxus-kunstneren Knud Pedersen, der i 1971 var på forkant med bilisters behov i en fremtidig satelit-tidsalder. Knud Pedersen havde kontakt til Teknologisk Instituts Opfinderkontor, men hans vejfinder blev aldrig sat i produktion. Museet har nu erhvervet eneste eksemplar til samlingen.
Læs mere om Teknisk Museum her.
Kontaktperson: Museumsleder Jens Breinegaard, tlf. 49 22 26 11.
8 Vendsyssel Historiske Museum: Lån en stenalderøkse med hjem
Museerne låner normalt ikke genstande ud til private. Men på Vendsyssel Historiske Museum er ti ca. 6.000 år gamle flintøkser udlånt til interesserede nordjyder.
Ideen kom fra kunstneren Kenn André Stilling, som mente, at kulturarv skal i spil, i stedet for kun at ses i en montre eller ligge skjult på et magasin. Museet tog straks den usædvanlige ide til sig, og projekt blev en succes. Mange er nu på venteliste for at låne en flintøkse hjem i stuen.
”Tanken er at involvere borgerne aktivt i historien. Når man føler historien mellem hænderne, er det lettere at forestille sig, hvordan eksempelvis stenaldermanden levede sit liv for 6.000 år siden,” siger arkæolog Sidsel Wåhlin fra Vendsyssel Historiske Museum. .
Læs mere om Vendsyssel Historiske Museum her.
Kontaktperson: Arkæolog Sidsel Wåhlin, tlf. 96 24 10 76.
9 Ældresagen på ARKEN
”ARKEN er lidt blevet mit sted”, siger Kirsten, der er en af deltagerne på museets maleworkshop for ældre.
Museet har i samarbejde med Ældresagen lavet et forløb for en målgruppe, der aldersmæssigt ligger noget over gennemsnittet. Ideen kommer fra bedsteforældre, der med deres børnebørn har besøgt museet til familiesøndage, hvor børn kan deltage i workshops i museets værksted KREATIV.
Det var bedsteforældrene, der foreslog os at lave workshops for de ældre også. Vi greb bolden,” siger ARKENs pressekoordinator, Lea Bolvig. Det er blevet en stor succes. Når de unge myldrer ud af værkstedet, rykker de ældre ind og overtager forklæderne. Tilmeldingerne til næste års workshop strømmer allerede ind.
Kontaktperson: Pressekoordinator Lea Bolvig, tlf. 43 54 02 22.
10 Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet: Gymnasieelever skaber intriger ved Frederik 3’s hof
Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet har sammen med Gefion Gymnasium forberedt et undervisningsforløb for gymnasieeleverne, der ligger noget udover det sædvanlige: Eleverne skal påtage sig en rolle i Frederik 3’s hof i 1600-tallet og opleve intriger, konflikter og krige – alt sammen på Facebook. Heldigvis får eleverne god hjælp af kongens personlige rådgiver.
“Ideen er at give eleverne en forståelse for datidens kultur ved hoffet – og magtens spil,” siger Axel Harms, museumsinspektør ved Rosenborg Slot.
Mere end 250 elever har gennemført forløbet i 2011, og museet håber at kunne brede forløbet ud til alle landets gymnasier.
Læs mere om Rosenborg Slot og Amalienborgmuseet her.
Kontaktperson: Museumsinspektør Axel Harms, tlf. 33 15 32 86.
















